Legislator Case Law & Legislation
O19900009070 DK

Forholdene i grønlandske detentioner.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Udtalelser 1990 90 Valid

Forholdene i grønlandske detentioner.

Den 23. oktober 1990 skrev jeg således til Justitsministeriet

"Med hjemmel i ombudsmandslovens § 6, stk. 5, anmodede jeg i skrivelse af 28. juli 1989 - i anledning af et dødsfald i Arresthuset (detentionen) i Godhavn/Qeqertarsuaq - Justitsministeriet om underretning om resultatet af den undersøgelse, som jeg gik ud fra, at sagen gav Justitsministeriet anledning til.

I skrivelse af 20. marts 1990 modtog jeg Justitsministeriets udtalelse i sagen. Udtalelsen vedrørte hovedsageligt spørgsmålet om disciplinære reaktioner over for den politiassistent, der var vagthavende på tidspunktet for dødsfaldet. Det fremgik af udtalelsen, at den pågældende politiassistent havde modtaget en irettesættelse.

I skrivelse af 23. april 1990 anmodede jeg herefter Justitsministeriet om en supplerende udtalelse i sagen.

Jeg anførte følgende

"...

Jeg har forstået, at rigspolitichefens særlige bygningskyndige i september 1989 besøgte Grønland, hvor han besigtigede detentioner.

Til brug for mine videre overvejelser af, hvad jeg bør foretage, og idet jeg henviser til bestemmelsen i ombudsmandslovens § 6, stk. 5, anmoder jeg Justitsministeriet om at fremkomme med en redegørelse,

(1) om hvad der er foretaget vedrørende de bygningsmæssige forhold i detentionen i Godhavn,

(2) om hvad der er sket - agtes foretaget - på baggrund af den bygningsagkyndiges undersøgelse af detentioner i Grønland; jeg anmoder i den forbindelse om at modtage oplysninger om, hvilke detentioner der blev besøgt, og jeg anmoder om at modtage den rapport, som jeg går ud fra er udarbejdet. Øvrigt foreliggende materiale om bygningsmæssige forhold vedrørende detentioner i Grønland udbeder jeg mig tillige,

(3) om Justitsministeriet overvejer eller er indstillet på at overveje en revision af bestemmelserne af 11. april 1984 vedrørende arrester og detentioner bl.a. med henblik på en præcisering af punkt B. 6 om tilsyn med indsatte.

..."

Jeg modtog herefter en udtalelse af 29. juni 1990 fra Justitsministeriet tillige med et notat udfærdiget af rigspolitichefens bygningsafdeling. Endvidere modtog jeg billedmateriale vedrørende flere grønlandske detentioner og et byggeprogram, som er udfærdiget for en detentionsbygning i Egedesminde/Aasiaat. Notatet er udfærdiget efter besøg i de nedenfor nævnte detentioner i Grønland og efter indhentede skriftlige oplysninger fra samtlige politidistrikter i Grønland.

Ad 1

Justitsministeriet har i udtalelsen af 29. juni 1990 for så vidt angår dette punkt oplyst følgende

"Rigspolitichefen har over for Justitsministeriet oplyst, at man har foranlediget, at radiatorerne i detentionen i Godhavn er blevet udskiftet. De nye radiatorer er blevet forsynet med termostatregulering. Der er endvidere blevet etableret et ventilationssystem i detentionen."

Ad 2

Af notatet af 30. oktober 1989 fra rigspolitichefens bygningsafdeling og det fremsendte billedmateriale fremgår følgende om forholdene i de enkelte (eksisterende) detentioner

Godhavn/Qeqertarsuaq

"Detentionsafsnittet er beliggende i et støbt kælderafsnit under politistationen.

Adgangen til afsnittet sker ad udvendig trætrappe. Den udvendige dør er forsynet med 1,5 mm stålplader på begge sider og med 3 stk. Rukolåse.

Døren fører ind til en lille forgang på 90x270 cm. De 2 celler er beliggende på hver side af gangen. For enden af gangen findes et toilet med tørkloset. Ingen bademulighed.

Cellerne er hver på ca. 3,35 m² - lofthøjden 203 cm.

De er ikke forsynet med vinduer, og der er ikke luftindtag bortset fra, hvad der kan komme ind ved utætheder omkring døren.

Der er ingen form for ventilationsanlæg.

Oprindelig har der været boret ventilationshuller i væggene mellem cellerne og gangen, men de er blevet dækket til i forbindelse med opsætning af finérplader på væggene i cellerne.

I disse er der fastskruede træbrikse med tremmeforside og oplukkelig liggeflade, der er sikret mod oplukning ved hængelås.

Opvarmningen sker ved pladeradiatorer anbragt liggende på gulvet under briksene.

Efter dødsfaldet i den ene af cellerne er begge radiatorer blevet forsynet med termostatventiler.

Som radiatorerne er placeret kan en indsat nå termostatventilen ved at stikke en hånd ind mellem tremmerne på briksens forside.

Ingen tekniske sikkerhedsforanstaltninger og ingen bademulighed.

Forholdene må i alle henseender betegnes som dårlige.

En ændring af varmeanlægget og etablering af ventilation af hele detentionsafsnittet er iværksat efter tilkaldelse af håndværkere."

Af det materiale, som jeg modtog med Justitsministeriets første udtalelse i sagen, fremgik det, at det detentionslokale, hvori dødsfaldet skete, har en længde på 238 cm, en bredde på 140 cm og en loftshøjde på 203 cm, rumindholdet er således på 6,7 m³. Der er ingen vinduer i rummet, og der var på tidspunktet for dødsfaldet ingen form for ventilation; døren slutter helt tæt; rummets radiator var uden termostat; regulering af radiatoren kunne ikke foretages af en person, der er påsat håndjern. Radiatoren var på tidspunktet for dødsfaldet indstillet til maksimal varme.

Egedesminde/Aasiaat

"Detentionsafsnittet er sammenbygget med tjenesteboligen B. 186.

Afsnittet består af 2 celler på henholdsvis 6 og 3,5 m², et lille toilet med tørkloset, en lille gang og et opbevaringsskab til mad, kaffemaskine m.m.

Der er ikke tilstrækkelig ventilation, ingen bademulighed, og ingen tekniske sikkerhedsforanstaltninger.

Forholdene må i såvel bygnings- som sikkerhedsmæssig henseende betegnes som dårlige.

Der foreligger projekt til opførelse af en ny detentionsbygning i tilknytning til politistationen.

Vedligeholdelsen er ringe."

Af det byggeprogram, der foreligger for detentionsbygningen i denne by, fremgår det, at der foreligger 2 forslag til byggeprogram, hvoraf det ene "ikke (kan) anbefales". Det fremgår endvidere, at samtaleanlæg fra de enkelte detentionsceller til vagthavende, TV-overvågning af de enkelte celler og cellekald, så en indsat kan tilkalde eventuel hjælp, påtænkes etableret.

Narssak/Narsaq

Detentionen i denne by er ikke omtalt i notatets beskrivelse af detentionsforholdene. Derimod foreligger der billeder af detentionen.

Sukkertoppen/Maniitsoq

"Detentionsafsnittet er sammenbygget med tjenestebolig B. 510, der for tiden er ubeboet.

Afsnittet består af 2 meget små celler, en lille forgang, et lille toilet med tørkloset og et lille rum med håndvask og vaskemaskine.

Der er ingen ventilation eller aftræk fra cellerne.

Der er ingen sikkerhedsmæssige foranstaltninger (såsom røg/brandmelder, kalde/samtaleanlæg el. andet).

Forholdene må såvel i bygnings- som i sikkerhedsmæssig henseende betegnes som dårlige.

Vedligeholdelsen er i øvrigt meget ringe."

Upernavik

Detentionen i denne by er ikke omtalt i notatets beskrivelse af detentionsforholdene. Billeder foreligger heller ikke.

Umanak/Uummannaq

"Detentionsafsnittet er sammenbygget med stationslederboligen B. 133. Der er adgang såvel udefra som fra stationslederboligen. Døren udefra er forsynet med Rukolås og fører ind til en lille mellemgang, hvorfra der i hver ende er adgang til en celle. Fra gangen er der også adgang til et lille toilet med tørkloset og håndvask. Der er ikke afløb fra håndvasken - vandet opsamles i en stor spand.

Cellerne er henholdsvis 4,35 og 5,25 m². Opvarmningen sker ved afskærmede radiatorer uden termostatsventiler.

Påsætning af termostatventiler er iværksat på stedet.

Der forefindes ikke mekanisk ventilation. Eneste frisklufttilførsel sker gennem en 22x22 cm murstensrist i den ene celle. Over dørene fra gangen til cellerne findes en åbning med en diameter på ca. 17 cm (eneste cirkulationsmulighed). I hullerne har der formentlig siddet en mindre ventilator, som er blevet ødelagt af de indsatte.

El-ledningerne forefindes stadig.

Ingen tekniske sikkerhedsforanstaltninger og ingen bademulighed.

Hele afsnittet trænger til en gennemgribende istandsættelse.

Forholdene må i alle henseender betegnes som dårlige."

Julianehåb/Qaqortog

Detentionen i denne by er ikke omtalt i notatets beskrivelse af detentionsforholdene. Billeder foreligger heller ikke.

Kangatsiak

Detentionen i denne by er ikke omtalt i notatets beskrivelse af detentionsforholdene. I forbindelse med beskrivelsen af politistationerne og tjenesteboligerne omtales det, at der er tale om en detentionsbygning indeholdende "standarddetention", kontor/op-

holdsrum med sovemulighed, et detentionsrum, et fyrrum og et toilet med håndvask. Det fremgår endvidere, at de politimæssige opgaver varetages af Egedesminde politidistrikt.

Der foreligger billeder af detentionsbygningen, hvoraf det bl.a. fremgår, at der er toilet/baderum i tilknytning til detentionslokalet.

Angmagssalik/Ammassalik

Detentionen i denne by er ikke omtalt i notatets beskrivelse af detentionsforholdene. Derimod foreligger der billeder af detentionslokalerne med enkelte beskrivende bemærkninger. Heraf fremgår det bl.a., at der er 2 detentionslokaler, og at i hvert fald det ene lokale er forsynet med udluftningsventil og kighul i døren.

Christianshåb/Qasigiannguit

"Detentionsafsnittet er sammenbygget med tjenestebolig B. 152 og indeholder 2 celler af rimelig størrelse. Ventilationsanlægget var uvirksomt, og der var problemer med varmekedlen. Håndværker tilkaldt med henblik på afgivelse af tilbud på reparation. Tilbudet sendes til politimesteren.

Ingen tekniske sikkerhedsforanstaltninger.

Afsnittet er i meget fin vedligeholdelsesmæssig stand.

Må betegnes som rimelig god."

Jakobshavn/Ilulissat

"Detentionsafsnittet er beliggende i en tilbygning til politistationen. Afsnittet indeholder 3 celler af rimelig størrelse og et toilet med bad. Der er adgang til afsnittet såvel ude- som indefra. Indretningen er i det væsentlige i overensstemmelse med de danske retningslinier og må betegnes som rimeligt tilfredsstillende i bygningsmæssig henseende. Vedligeholdelsen er tilsvarende god.

Udsugningen var ude af drift på grund af skader forårsaget af indsatte. Cellevinduerne er afblændet udvendig med plader (ingen lystilgang). Hulpladerne er bevaret indvendig. Ingen luftindtag.

Det blev aftalt med stationslederen, at der snarest etableres luftindtag i de afblændede vinduer, og at ventilationsanlægget retableres.

Ingen tekniske sikkerhedsforanstaltninger."

Holsteinsborg/Sisimiut

"Detentionsafsnittet er placeret i selve politistationen. Indretningen er i det væsentlige i overensstemmelse med de danske retningslinier.

Der forefindes 4 celler af rimelig størrelse.

Der er installeret røg/brandmelder og samtaleanlæg med forbindelse til nærliggende tjenestebolig, hvorfra detentionsgangen også er TV-overvåget, samt til ekspeditionen og spisestuen.

Forholdene må betegnes som tilfredsstillende."

Søndre Strømfjord/Kangerlussuaq

"Detentionsafsnittet er sammenbygget med politistationen og stationslederboligen.

2 celler - god standard.

Der klages over støjproblemer. Det ville derfor være ønskeligt, at detentionen var adskilt fra den øvrige bygning (overdækket gang imellem)."

Godthåb/Nuuk

"Detentionsafsnittet er beliggende i forbindelse med politistationen og indrettet efter danske retningslinier.

Varmeanlægget er forsynet med udendørs føler. Ventilationsanlægget har indblæsning med forvarmet luft. Cellerne er forsynet med samtaleanlæg og røg/brandmelder med signal direkte til brandstationen og aktivering af udvendig klokke på politigården. Detentionsgangen er TV-overvåget fra vagthavendes kontor."

Notatet fra rigspolitichefens bygningsafdeling indeholder følgende generelle indledning til beskrivelsen af forholdene i detentionerne

"Til forståelse af afsnittet om detentionsforholdene i Grønland må det indledningsvis understreges, at detentionsafsnittene, hvad enten de er beliggende i eller ved politistationerne eller i tilknytning til en tjenestebolig ikke blot anvendes til ophold for berusede personer, men også i vid udstrækning til sikring af langtidsanbragte (varetægtsfængslede), idet der ikke findes andre steder at anbringe dem (anstalt for domfældte el. lign.).

Opholdet for sidstnævnte personkreds kan have en varighed af op til 1 måned eller måske mere, hvilket er ensbetydende med, at man ikke kan holde de indsatte konstant indelukket i deres celle eller, når der er tale om længere ophold, i detentionsafsnittet. Når der er politipersonale på stationen, vil de derfor normalt færdes frit rundt i lokalerne (dagtimerne).

Almindelige berusere holdes derimod indelukket, indtil de efter kort tid kan løslades.

Under den stedfundne besigtigelse af detentionsafsnittene har det kunnet konstateres, at antallet af detentionsrum (celler) i flere tilfælde har været for få og for små. Bl.a. er det ikke ualmindeligt, at 2 personer må dele en celle på ca. 4 m².

Det har også måttet konstateres, at der ved indretningen af nyere detentionsafsnit ikke er taget tilstrækkeligt hensyn til opholdsmulighed for de langtidsanbragte, herunder også muligheden for at kunne vaske sit tøj. Det har ført til, at de som nævnt færdes frit på politistationen i dagtimerne uden konstant opsyn.

Politiet i distrikterne udenfor Godthåb har lært at leve med disse forhold, og problemet er vel også begrænset i dagtimerne, når der er personale til stede, men i aften-og nattetimerne er tilsynet et absolut problem - ikke mindst, hvis detentionen er beliggende i tilknytning til en tjenestebolig udenfor politistationen.

På politistationen i Godthåb er der døgnvagt, medens der i de øvrige politidistrikter er hjemmevagt i aften- og nattetimerne.

Da politistyrken i distrikterne udenfor Godthåb er begrænset, og hjemmevagten bestrides af een mand, er det vanskeligt at føre et løbende tilsyn med de indsatte i politistationens detention.

Tilsvarende er gældende i de tilfælde, hvor detentionen er placeret i forbindelse med en tjenestebolig. Det kan ikke forventes, at polititjenestemanden eller dennes hustru er til stede i boligen hele døgnet året rundt. I så tilfælde må tilsynet med de indsatte overlades til det tjenestegørende personale, herunder hjemmevagten.

Tilsynsproblemet sammenholdt med den omstændighed, at detentionerne på Grønland for langt de flestes vedkommende ikke er forsynet med røg/brandmelder - lytte/kalde/samtaleanlæg eller TV-overvåget, er et så alvorligt sikkerhedsmæssigt problem, at der snarest må tages skridt til en undersøgelse af, hvorledes det kan løses på en efter forholdene tilfredsstillende måde.

Til brug herfor har Politimesteren i Grønland indhentet skriftlige oplysninger fra samtlige politidistrikter vedrørende de sikkerhedsmæssige forhold, herunder tekniske installationer eller mangelen på samme.

Materialet beror hos rigspolitichefen."

Endvidere indeholder notatet følgende konklusion og henstilling

"Konklusion

...

Hvad angår detentionsforholdene må de i Sukkertoppen, Egedesminde, Godhavn og Umanak betegnes som absolut utilfredsstillende, medens de i Godthåb er gode. I Holsteinsborg, Kangatsiak, Christianshåb og Jakobshavn er de rimelig gode.

I sikkerhedsmæssig henseende må forholdene - bortset fra Godthåb og Holsteinsborg - betegnes som utilfredsstillende.

Som generel betragtning bør anføres det ønskelige i, at der på længere sigt søges indrettet opholdsfaciliteter til de langtidsanbragte, såfremt politiet fortsat skal have dem i sin varetægt.

Endvidere bør toilet- og badeforholdene løbende forbedres.

For at skabe større sikkerhed for de indsatte har rigspolitichefen iværksat en gennemgang af de fra politidistrikterne indhentede oplysninger vedrørende etablerede sikkerhedsanlæg (røg/brandmelder, samtaleanlæg m.v.) eller mangel på samme. Når det i løbet af nogle måneder vil være afklaret, hvorledes og i hvilket omfang sådanne installationer skal/kan installeres, vil rigspolitichefen anmode Politimesteren på Grønland om at lade arbejderne iværksætte.

Henstilling

1.

Detentionsbyggeriet i Grønland bør søges fremmet mest muligt.

2.

Justitsministeriets prioritering af anlægsopgaver for de nærmeste år bør tages op til fornyet vurdering. En ny detention eller en udvidelse af den eksisterende i Godhavn bør indpasses i denne prioritering.

3.

Projektet til ny detentionsbygning i Egedesminde bør revurderes.

Afhændelse af stationslederboligen B. 615 i Sukkertoppen og erhvervelse af en ny af samme standard som i de øvrige besøgte distrikter bør nærmere undersøges, før en renovering iværksættes."

I udtalelsen af 29. juni 1990 har Justitsministeriet anført følgende om de generelle forhold i de grønlandske detentioner

"Justitsministeriet overtog pr. 1. januar 1989 bygge- og anlægssagerne vedrørende justitsvæsenet i Grønland fra Statsministeriet, Grønlandsdepartementet (tidligere Grønlandsministeriet). Forud herfor deltog Justitsministeriet i anlægsplanlægningen ved at fremkomme med prioriterede ønsker til Grønlandsministeriets/

Grønlandsdepartementets bygge- og anlægsprogram. For så vidt angår bygge- og anlægsarbejder til brug for politiet skete dette efter samråd med Politimesteren i Grønland og rigspolitichefen.

Ved overtagelsen af sagsområdet var en ny politikutter under bygning og blev afleveret fra værftet i maj 1989. Endvidere var en ny politistation med detentionsafsnit i Angmagssalik under hovedprojektering. Projekteringen er nu afsluttet, hvorefter Justitsministeriet den 7. maj 1990 har bemyndiget Grønlands Byggevæsen til at afholde licitation.

Næst efter disse arbejder havde detentionsbyggeri i Egedesminde, Narsaq, Sukkertoppen, Upernavik, Uumannaq og Julianehåb siden 1987 været de højest prioriterede bygge- og anlægsarbejder.

I september 1989 besigtigede lederen af rigspolitichefens bygningsafdeling en række bygninger og lokaler, herunder detentioner, i Grønland. I et notat til Justitsministeriet henstillede han herefter på baggrund af besigtigelserne, at detentionsbyggeriet i Grønland blev søgt fremmet mest muligt. Han henstillede videre, at Justitsministeriets prioritering af anlægsopgaver for de nærmeste år blev taget op til fornyet vurdering, og at en ny detention eller en udvidelse af den eksisterende detention i Godhavn måtte blive indpasset i prioriteringen. Endelig henstillede han, at et tidligere udarbejdet skitseprojekt til ny detentionsbygning i Egedesminde måtte blive revurderet.

På baggrund heraf har Justitsministeriet anmodet Grønlands Byggevæsen om at udarbejde et byggeprogram for detentionen i Egedesminde. Byggeprogrammet forelå i slutningen af april 1990 og er i overensstemmelse med sædvanlig praksis sendt til udtalelse hos Politimesteren i Grønland, rigspolitichefen og Boligministeriet, Slots- og Ejendomsstyrelsen. Projekteringen vil blive fremmet mest muligt, og udbud og igangsættelse af byggeriet vil ske, så snart projekteringen er tilendebragt. Udgiften er foreløbigt anslået til ca. 2,2 mio. kr. og vil blive afholdt over anlægskontoen for mindre byggearbejder.

Justitsministeriet har endvidere anmodet rigspolitichefen om i samarbejde med Politimesteren i Grønland at fremkomme med et forslag til en revideret prioritering af de anlægsopgaver som i de kommende år følger efter politistationen Angmagssalik og detentionsbyggeriet i Egedesminde. Politimesteren har herefter anbefalet en prioritering, hvor opførelse af en ny detention i Godhavn prioriteres højst sideordnet med ny detention i Egedesminde, hvorefter detentioner i Narsaq, Sukkertoppen, Upernavik, Uumannaq og Julianehåb fortsat følger i nævnte rækkefølge. Rigspolitichefen har tiltrådt politimesterens prioriteringsforslag.

Under det halvårlige "Grønlandsmøde" mellem Justitsministeriet, rigspolitichefen, politimesterembedet og politiets organisationer, som blev afholdt den 17. maj 1990, tilkendegav Justitsministeriet, at man kunne tiltræde den af politimesteren og rigspolitichefen anbefalede prioritering.

Justitsministeriet har herefter den 21. maj 1990 anmodet Grønlands Byggevæsen om snarest belejligt at udarbejde et byggeprogram for en detentionstilbygning i Godhavn i samarbejde med rigspolitichefen.

Justitsministeriet har samme dag anmodet Grønlands Byggevæsen om i samarbejde med rigspolitichefen at udarbejde byggeprogrammer for detentionstilbygninger i Narsaq, Sukkertoppen og Upernavik på grundlag af en tidligere udarbejdet skitse for en standarddetentionstilbygning til de pågældende bygninger. Efter projektering af tilbygningerne vil byggerierne blive sat i gang i takt med de bevillingsmæssige muligheder herfor.

Af hensyn til ikke at få en for lang mellemliggende periode mellem projekteringen og igangsættelsen af byggerierne har Justitsministeriet ikke fundet det hensigtsmæssigt allerede nu at lade projektering af detentionstilbygninger i Uumannaq og Julianehåb påbegynde, men medmindre ændrede forhold bevirker, at anlægsplanen ændres, kan dette forventes at ske inden for en overskuelig fremtid.

Det ovenfor nævnte notat, som er udarbejdet af lederen af rigspolitichefens bygningsafdeling, vedlægges. Endvidere vedlægges 4 billedmapper. Endelig vedlægges et eksemplar af byggeprogrammet for ny detentionstilbygning i Egedesminde.

Det kan tilføjes, at sager vedrørende drift, reparation og vedligeholdelse af de bygninger, som politiet i Grønland benytter, hører under rigspolitichefembedet. Rigspolitichefen har i den forbindelse oplyst, at man er i færd med at undersøge de tekniske og praktiske muligheder for etablering af brandovervågning m.v. af de grønlandske detentioner. De særlige grønlandske forhold, herunder politistationernes beliggenhed, distrikternes personalemæssige forhold og rent tekniske forhold, vil imidlertid i et vist omfang forlænge den tid, der vil gå, inden endelige løsninger kan forventes udført.

Rigspolitichefen har endvidere oplyst, at man i samarbejde med Politimesteren i Grønland har søgt at eliminere de værste fejl og mangler ved detentionerne. Rigspolitiet har under et nyligt afholdt møde med Grønlands politi drøftet en praktisk løsning på de foreliggende problemer, og der er enighed om at fremskynde sagsbehandlingen mest muligt. I første omgang søges problemet løst i Grønland mellem det lokale politi og hjemmehørende private virksomheder. Viser det sig ikke muligt at løse problemerne på denne måde, vil tekniske eksperter fra Rigspolitiet og/eller danske virksomheder ved besigtigelser i Grønland søge udviklet egnede løsningsmodeller."

Ad 3

Justitsministeriet har om dette punkt udtalt følgende

"I anledning af Deres henvendelse har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra Politimesteren i Grønland og fra rigspolitichefen om behovet for at revidere bestemmelserne af 11. april 1984 vedrørende arrester og detentioner med henblik på en præcisering af pkt. B. 6 om tilsyn med indsatte.

Politimesteren har ved skrivelse af 6. maj 1990 oplyst følgende

"...min dagsbefaling I, nr. 45 af 11. april 1984 vedrørende arrest-og detentionsreglement, pkt. B. 6, om tilsyn med indsatte er udarbejdet på baggrund af de særlige personale- og detentionsmæssige forhold og betingelser, der er gældende i den grønlandske politikreds.

Således er kun politistationen i Godthåb bemandet døgnet rundt. I de øvrige distrikter varetages polititjenesten uden for almindelig tjenestetid i form af rådighedsvagt fra politimandens private bopæl.

Flere politidistrikter har kun en eller to tjenestegørende polititjenestemænd til døgnet rundt at varetage alle politimæssige opgaver, herunder at føre tilsyn med detentionsanbragte berusere og arrestanter.

Supplerende kan jeg tilføje, at de grønlandske detentioner nogle steder er opført adskilt fra politistation eller tjenestebolig.

I flere bygder er der endvidere opført detentioner, der alene betjenes af reservepolitibetjente med civil hovedbeskæftigelse ved siden af hvervet som reservepolitibetjent.

Det vil således adskillige steder ikke være praktisk muligt at føre tilsyn med faste tidsintervaller, og det er min opfattelse, at det ikke er hensigtsmæssigt at præcisere bestemmelsen om tilsyn med indsatte, der også fremover generelt bør gælde for samtlige tjenestesteder, uanset de forskellige forudsætninger, der karakteriserer det enkelte distrikt.

Statistisk kan det oplyses, at der i 1989 var indsat ialt 1.949 berusere i de grønlandske detentioner, ligesom disse ialt 6.218 dage blev anvendt til anholdte/tilbageholdte som led i kriminalretsplejen."

Rigspolitichefen har ved skrivelse af 17. maj 1990 henholdt sig til politimesterens udtalelse.

På baggrund af de indhentede udtalelser og under hensyn til, at politiassistenten i den konkrete sag den 11. januar 1990 modtog en irettesættelse for tjenstlig forseelse for ikke i fornødent omfang af have ført tilsyn, finder Justitsministeriet ikke, at det i forbindelse med en revision af de nævnte bestemmelser om tilsyn med detentionsanbragte vil være muligt generelt at præcisere tilsynspligten yderligere. Det er imidlertid oplyst, at Politimesteren i Grønland efter det omhandlede dødsfald har indskærpet over for politidistrikterne, at der skal føres fornødent tilsyn med de indsatte."

Jeg skal herefter udtale følgende

" Ad 1).

Som nævnt ovenfor har Justitsministeriet oplyst, at rigspolitichefen har foranlediget, at radiatorerne i detentionen i Godhavn er blevet udskiftet med radiatorer, som er forsynet med termostatregulering. Endvidere er der nu etableret ventilationssystem i detentionen.

Jeg har noteret mig, at de værste sikkerhedsmæssige mangler ved detentionen i Godhavn - som var den direkte årsag til dødsfaldet i sommeren 1989 - således nu er afhjulpet.

Ad 2).

Det er uden videre klart, at forholdene i de grønlandske detentioner - med nogle få undtagelser - er så ringe, at det må betegnes som uforsvarligt. Det gælder i henseende til varetagelsen af de indsattes sikkerhed, hvorved også de særlige forhold vedrørende overvågning m.v. kommer i betragtning (jf. nærmere nedenfor under Ad 3). Det gælder endvidere i henseende til kravet om, at lokalerne skal være tålelige at opholde sig i. Jeg tænker her på lokalernes størrelse, lys- og frisk-lufttilførsel, sanitære forhold og lignende.

Det forhold, at der undertiden opholder sig flere indsatte i det samme lokale, og det forhold, at der kan være tale om længerevarende ophold for varetægtsfængslede, skærper naturligvis kravene til lokalernes standard.

Rigspolitichefens retningslinier for standardindretning af detentioner i forbindelse med nybyggeri indeholder bl.a. følgende

"5.6. Detention.

Detentionen placeres således, at der er adgang gennem korridor fra visitationen og til toilet med bad.

...

Cellerne skal have en rumbredde på mindst 2,1 m. Gulvfladen skal være 7 m² og indvendigt rumfang mindst 16,1 m³. Vinduesarealet skal svare til 10% af gulvarealet.

Gulv, loft og vægge udføres af brand- og brudsikre materialer (beton, mur). Overfladerne skal være sammenhængende, glatte, malede og afvaskelige. Gulvet skal have fald til afløb med sikret rist.

Døren - der forsynes med en rude af slagfast glas - placeres således, at cellen, herunder samtlige vægge, kan holdes under observation fra korridoren gennem ruden. Døren udføres af brand- og brudsikkert materiale og den indvendige side beklædes med jernplade. Døren skal være udadgående. Aflåsning sker med et enkelt udvendigt greb. Åbning foretages i to tempi. Den indvendige side udføres uden dørhåndtag.

Vinduer anbringes efter forholdene enten over terræn eller ud imod lyskasser. De skal være faste, uigennemsigtige og brudsikre. Skal vinduet kunne lukkes op, må det ske udadgående, og der må være afspærret mod rummet med perforeret jernplade.

Ved korridoren indrettes toiletrum med WC, håndvask, spejl, bruser til bad og gulvafløb med sikret rist. WC-cisterne skal aktiveres uden for toiletrummet. Der opsættes hane med særlig slangeforskruning af hensyn til rengøring. Gulv, loft, vægge, dør og el-installationer indrettes i normal udførelse. Døren må dog ikke kunne låses. Varme og ventilation sammenkobles med de tilsvarende anlæg i den øvrige del af detentionen. Omfatter detentionen mere end 4 celler, adskilles bad og WC.

... I detentionen installeres endvidere lytteanlæg, røgdetektorer og ringeanlæg...ventilation

..."

Jeg er opmærksom på, at disse retningslinier for nybyggeri ikke uden videre er anvendelige som sammenligningsgrundlag ved bedømmelsen af forholdene i de eksisterende grønlandske detentioner. Jeg finder imidlertid at måtte pege på, at retningslinierne - som må være udtryk for en overordnet målsætning for standarden af detentionsbyggeri - foreskriver en standard, der er endog meget højere, end den aktuelle standard i de grønlandske detentioner.

Jeg går ud fra, at Justitsministeriet er enig i, at der ikke er nogen begrundelse for, at de forhold, der bydes befolkningen i Grønland på dette område, skal være ringere end de forhold, der bydes befolkningen i Danmark. På grund af den meget ringe standard, som de eksisterende grønlandske detentioner har, må det dog formentlig accepteres, at det først er på længere sigt, at en standard som den, der tilstræbes i Danmark, kan opnås.

Justitsministeriet har i sin udtalelse redegjort for, at ministeriet efter indstilling fra rigspolitichefen har prioriteret detentionsbyggeriet i Godhavn, Egedesminde, Narssak, Sukkertoppen, Upernavik, Umanak og Julianehåb højest.

Denne prioritering kan ikke give mig anledning til bemærkninger. Det er mig dog ikke muligt ud fra det foreliggende materiale at danne mig et (fuldstændigt) indtryk af forholdene i detentionerne i Narssak, Upernavik og Julianehåb.

Med hensyn til de øvrige detentioner viser det foreliggende materiale, at forholdene i Christianshåb, Jakobshavn, Kangatsiak og til dels Søndre Strømfjord er uacceptable, i hvert fald i relation til varetagelsen af de indsattes sikkerhed. Jeg henviser herved til, at rigspolitichefens bygningsafdeling alene har bedømt forholdene i Godthåb og Holsteinsborg som sikkerhedsmæssigt tilfredsstillende.

De oplysninger, der foreligger om de nuværende detentionsforhold i Angmagssalik, gør det ikke muligt for mig at danne mig et indtryk af denne detention. Detentionen er ikke beskrevet i notatet fra rigspolitichefens bygningsafdeling. Justitsministeriet har imidlertid i sin udtalelse oplyst, at opførelse af en ny detention i Angmagssalik nu er udbudt i licitation.

For så vidt angår tidsrammen, inden for hvilken detentionsforholdene kan forventes udbedret, kan Justitsministeriets udtalelse af 29. juni 1990 vedrørende de 7 højest prioriterede detentioner, sammenfattes således

Godhavn og Egedesminde

Projekteringen af den ny detention i Egedesminde vil blive fremskyndet mest muligt. Udbud og igangsættelse af byggeriet vil ske, så snart projekteringen er tilendebragt. Udgifterne hertil vil blive afholdt over anlægskontoen for mindre byggearbejder. Opførelsen af en ny detention i Godhavn prioriteres sideordnet med en ny detention i Egedesminde. Udfærdigelse af byggeprogram for en ny detention i Godhavn er iværksat.

Narssak, Sukkertoppen og Upernavik

Udarbejdelse af byggeprogram for detentionstilbygninger i disse byer er iværksat. Efter projektering vil byggerierne blive sat i gang i takt med de bevillingsmæssige muligheder herfor.

Umanak og Julianehåb

Projektering af detentionstilbygninger i disse byer forventes at ske inden for en overskuelig fremtid.

Som nævnt har jeg ikke et nærmere kendskab til forholdene i Narssak, Upernavik og Julianehåb. På baggrund af den prioritering, som Justitsministeriet har foretaget, må jeg imidlertid gå ud fra, at lokalerne i disse byer har en tilsvarende meget ringe standard, som lokalerne i Godhavn, Egedesminde, Sukkertoppen og Umanak.

Det er herefter min opfattelse, at forholdene i de omtalte 7 detentioner er så uforsvarlige, at en udbedring af forholdene, både i relation til de sikkerhedsmæssige krav og i relation til kravene til lokalernes egnethed som opholdssted, må iværksættes omgående. Det er uacceptabelt, at der ikke allerede nu foreligger faste planer om, at en forbedring af forholdene i f. eks. Sukkertoppen vil ske snarest.

For så vidt angår de øvrige detentioner fremgår det ikke af det materiale, som jeg har modtaget, hvornår forholdene kan forventes udbedret. Efter min opfattelse er forholdene i disse detentioner (bortset fra Godthåb, Holsteinsborg og til dels Søndre Strømfjord) - i hvert fald i sikkerhedsmæssig henseende - så ringe, at en højnelse af standarden bør iværksættes hurtigst muligt.

Jeg henleder i denne forbindelse opmærksomheden på, at der synes at være behov for, at det indskærpes, at detentionerne skal holdes vedlige, således at standarden ikke falder.

Justitsministeriet har i udtalelsen af 29. juni 1990 oplyst, at en (midlertidig) afhjælpning af "de værste fejl og mangler" er iværksat. Jeg går ud fra, at dette bl.a. omfatter en afhjælpning af de værste sikkerhedsmæssige problemer i alle detentioner, hvor der er behov herfor, og at Justitsministeriet påser, at dette arbejde skrider hurtigt frem.

På baggrund af ovenstående skal jeg anmode om - inden årets udgang -fra Justitsministeriet at modtage en redegørelse for

- hvornår detentionsforholdene i Godhavn, Egedesminde, Narssak, Sukkertoppen, Umanak, Upernavik og Juliane- håb vil være bragt op på en forsvarlig standard, og

- hvornår manglerne ved de øvrige detentioner vil være afhjulpet.

Udover de beskrevne detentioner findes der tillige detentionslokaler i Thule, Scoresbysund, Nanortalik, Frederikshåb, Sydprøven, Kap Dan, Kungmiut og Narssasuak. Efter min opfattelse bør der snarest muligt tilvejebringes en beskrivelse af forholdene også vedrørende disse detentioner.

Jeg henstiller til Justitsministeriet, at ministeriet foranlediger en sådan redegørelse udarbejdet. Jeg anmoder om at modtage et eksemplar af redegørelsen, så snart den foreligger og senest inden udgangen af april 1991.

Jeg kan oplyse, at jeg påtænker at foretage en inspektion af de grønlandske detentioner i sommeren 1991 dels for på stedet at danne mig et indtryk af forholdene, dels for at konstatere om de mest akutte problemer er løst, og dels for at tage stilling til om der er forhold i øvrigt, som bør tages op til nærmere undersøgelse.

Ad 3).

For tilsyn af detentionsanbragte spirituspåvirkede personer gælder i Danmark rigspolitichefens kundgørelse II, nr. 55 af 24. november 1987, der i § 17 indeholder følgende bestemmelse

"Stationens vagthavende har ansvaret for, at der føres et effektivt tilsyn med benyttede detentionsrum.

Stk. 2. Tilsyn med benyttede detentionsrum skal ske så hyppigt, som den indsattes tilstand gør det nødvendigt. Tilsyn skal så vidt muligt ske mindst 1 gang hver halve time.

Stk. 3. Overvågning af detentionsrum med tekniske hjælpemidler kan anvendes som supplement til det i stk. 2 foreskrevne tilsyn, men kan ikke træde i stedet herfor.

Stk. 4. Opstår der i forbindelse med tilsynet med den tilbageholdte mistanke om, at den pågældende er syg, skal der straks træffes foranstaltninger med henblik på lægeundersøgelse."

For indsatte i arrester og detentionslokaler i Grønland gælder den ovennævnte dagsbefaling I, nr. 45 af 11. april 1984, pkt. B 6, hvorefter der skal ske tilsyn "efter behov".

Ved bedømmelsen af, hvilke regler der bør gælde med hensyn til tilsyn i grønlandske arrester/detentioner, bør efter min opfattelse følgende forhold tages i betragtning

Arresterne/detentionerne er som det fremgår af det, der er anført ovenfor - også efter udbedring af de værste mangler - for hovedpartens vedkommende af en standard, der er væsentligt dårligere end tilsvarende lokaler i Danmark; det gælder både med hensyn til sikkerhed, indretning og faciliteter. I nogle tilfælde er der flere personer, der opholder sig samtidigt i disse lokaler. I nogle tilfælde er lokalet beliggende helt adskilt fra steder, hvor der opholder sig personale (uden for kontortid).

Jeg er opmærksom på, at der må tages hensyn til de særlige forhold, der er gældende i Grønland; problemet knytter sig navnlig til steder, hvor der ikke er en vagttjeneste døgnet rundt fra lokaler, der er beliggende tæt ved arrest/detentionslokalet. Der vil i disse tilfælde ikke kunne praktiseres et tilsyn svarende til de danske regler (d.v.s. f. eks. tilsyn med anbragte spirituspåvirkede personer så vidt muligt 1 gang hver halve time). Også de steder, hvor arresten/detentionslokalet er beliggende i tilslutning til den vagthavendes bolig, vil et sådant tilsyn vanskeligt lade sig praktisere.

De hensyn i forhold til den indsatte, der ligger bag de danske regler om tilsyn, gør sig imidlertid gældende i mindst samme omfang i Grønland som i Danmark.

Jeg henstiller til Justitsministeriet - på baggrund af det jeg har anført - at undergive spørgsmålet om regler for tilsyn m.v. med indsatte fornyet overvejelse. Jeg bemærker i denne forbindelse, at det vel ikke er udelukket, at reglerne kan være forskellige fra sted til sted, alt efter hvad forholdene det enkelte sted tilsiger.

Hvilke regler og ordninger, der bør gennemføres, finder jeg ikke at burde gå nærmere ind på. Jeg vil dog pege på, at en mere udstrakt brug af tekniske sikkerhedsforanstaltninger, som f. eks. TV-overvågning, tilkaldeordninger, røgalarm og lignende, vel bør indgå i overvejelserne.

Jeg anmoder om at modtage underretning om resultatet af Justitsministeriets overvejelser.

Jeg har fundet at burde gøre Folketingets Retsudvalg bekendt med denne skrivelse."

I en udtalelse af 28. december 1990 anførte Justitsministeriet følgende

"Ved skrivelse af 23. oktober 1990... har Folketingets Ombudsmand anmodet om en redegørelse inden årets udgang for visse forhold vedrørende de grønlandske detentioner.

I den anledning skal man meddele følgende vedrørende Justitsministeriets anlægsprogram for politiet i Grønland

Anlægsprogrammet vil blive gennemført så hurtigt, som den bevillingsmæssige situation tillader. Da finansloven for 1991 endnu ikke er vedtaget, er nedenstående tider til dels angivet under den forudsætning, at der vedtages en finanslov med et i det væsentlige uændret indhold i forhold til det tidligere fremsatte forslag for så vidt angår Justitsministeriets anlægsbevillinger, og at finansloven for 1991 ikke kommer til at indeholde afgørende ændringer i forhold til tidligere med hensyn til Justitsministeriets anlægsbudget.

Opførelse af en politistation med detentionsafsnit i Angmagssalik er igangsat og forventes færdig i august 1991.

Opførelsen af detentionstilbygning i Egedesminde er igangsat. Byggeriet forventes færdigt i august 1991.

En detentionstilbygning i Godhavn er under hovedprojektering. Byggeriet forventes færdigt i anden halvdel af 1991.

Byggeprogrammer vedrørende detentionstilbygninger i Narssak, Sukkertoppen og Umanak er til høring hos politiet og Boligministeriet, Slots- og Ejendomsstyrelsen. Byggerierne forventes at kunne igangsættes i anden halvdel af 1991, således at de kan være afsluttede i første halvdel af 1992.

Justitsministeriet har bestilt byggeprogrammer vedrørende detentionstilbygninger i Upernavik og Julianehåb. Byggerierne forventes at kunne igangsættes i begyndelsen af 1991 og færdiggøres senere samme år.

Med hensyn til spørgsmålet om forholdene i de eksisterende detentioner har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra rigspolitichefen, som har meddelt, at der er udarbejdet projekt til teknisk løsning af de sikkerhedsmæssige problemer vedrørende brandalarmering, tilkaldeordning samt TV-overvågning. Løsningsforslaget blev forelagt for Politimesteren i Grønland ved et møde hos rigspolitichefembedet den 29. november 1990, hvorunder der var enighed om, at den foreslåede løsning, der er udarbejdet under hensyn til de særlige grønlandske forhold, i ganske væsentlig grad vil øge sikkerheden for de detentionsanbragte. Yderligere er lederen af Radio/Motorsektionen, hvorunder tekniske og elektroniske installationer henhører, den 10. december 1990 afrejst til Jakobshavn og Egedesminde med det formål at skabe grundlag for etablering af to pilotprojekter.

Med hensyn til reglerne for tilsyn mv. med de indsatte i detentionerne kan oplyses, at Justitsministeriet har anmodet rigspolitichefen om efter indhentet udtalelse fra Politimesteren i Grønland på ny at overveje spørgsmålet om ændrede regler, og at rigspolitichefen har oplyst, at politimesteren efter forhandling på det ovenfor nævnte møde den 29. november 1990 vil udarbejde udkast til regler om tilsyn mv. med detentionerne.

Justitsministeriet vil senere vende tilbage til sagen for så vidt angår en beskrivelse af detentionslokalerne i Thule, Scoresbysund, Nanortalik, Frederikshåb, Sydprøven, Kap Dan, Kungimut og Narssasuak."

I forlængelse heraf anførte Justitsministeriet i en udtalelse af 1. maj 1991 følgende

" 1. Ad beskrivelse af yderligere detentioner

For så vidt angår en beskrivelse af detentionslokalerne i Thule, Scoresbysund, Nanortalik, Frederikshåb, Sydprøven, Kap Dan, Kungimiut og Narssasuak henvises til vedlagte to af rigspolitichefembedet udarbejdede notater af 26. marts 1991 vedrørende besigtigelse af de lokale- og sikkerhedsmæssige forhold i detentionerne i de grønlandske politidistrikter Julianehåb, Nanortalik, Narssaq, Upernavik og Egedesminde og af april 1991 vedrørende de lokale- og sikkerhedsmæssige forhold i detentionerne Frederikshåb, Scoresbysund, Thule Air Base samt i de ikke politibemandede bygder Kungmiut, Kulusuk (Kap Dan), Qaanaq og Sydprøven.

2. Ad anlægsplanen

Sagerne følger stadig den tidsplan, der er skitseret i skrivelsen af 28. december 1990.

3. Ad de sikkerhedsmæssige forhold

I fortsættelse af det i skrivelsen af 28. december 1990 anførte kan oplyses, at repræsentanter for rigspolitichefembedet på et møde den 8. januar d.å. over for Justitsministeriet redegjorde nærmere for de overvågningssystemer, embedet havde projekteret. På mødet besluttedes det, at rigspolitichefen skulle fremkomme med en skriftlig redegørelse, hvilket skete ved rigspolitichefens skrivelse af 16. januar 1991, hvoraf kopi vedlægges. Som det fremgår, er der tale om tre af hinanden uafhængige overvågningssystemer, nemlig TV-overvågning, lytte- og samtaleanlæg samt brandalarmeringsanlæg. Der vedlægges en tegning, som illustrerer funktionen af de tre overvågningssystemer.

Efter Justitsministeriets opfattelse opfylder disse overvågningssystemer på bedst mulig måde de sikkerhedsmæssige krav, der må stilles, og ved skrivelse af 29. januar 1991 har Justitsministeriet tiltrådt, at overvågningssystemerne etableres i overensstemmelse med rigspolitichefens skrivelse af 16. januar 1991.

Der vedlægges notat af april 1991 udarbejdet af rigspolitichefembedet bl.a. med en status over, hvor langt man indtil nu er nået med etableringen af systemerne, og en plan for det kommende arbejde. Det fremgår af notatet, at de første anlæg er etableret ultimo februar d.å., og at der indtil nu udelukkende er indhøstet positive erfaringer ved brug af udstyret. Det kan tilføjes, at også de ovenfor under pkt. 1 nævnte to notater indeholder oplysninger om, i hvilket omfang overvågningssystemerne vil blive etableret ved de enkelte detentioner.

4. Ad regler for tilsyn mv. med de indsatte i detentionerne

Med hensyn til reglerne for tilsyn mv. med de indsatte i detentionerne kan Justitsministeriet oplyse, at Politimesteren i Grønland har udfærdiget et oplæg til en ny dagsbefaling vedrørende arrest- og detentionsreglementet. I oplægget er tilsynspligtens omfang - når bortses fra den døgnbemandede politistation i Nuuk - detaljeret fastlagt afhængig af detentionens beliggenhed i forhold til politistation eller tjenestebolig.

Rigspolitichefen har ved skrivelse af 29. april 1991 meddelt, at han som udgangspunkt finder, at reglerne for tilsyn med detentionsanbragte på den døgnbemandede politistation i Nuuk bør være i overensstemmelse med reglerne for andre politistationer i Danmark, jf. rigspolitichefens Kundgørelse II nr. 55 om detentionsanbringelse af spirituspåvirkede personer. På de steder, hvor der ikke er vagttjeneste døgnet rundt fra lokaler i forbindelse med arresten eller detentionslokalet, kan han imidlertid tilslutte sig, at reglerne fastsættes under hensyntagen til de særlige forhold, der gør sig gældende i Grønland. Han finder dog, at det bør overvejes at fastlægge tilsynspligten og herunder især hyppigheden af tilsyn generelt, ligesom den efter hans opfattelse bør være afhængig af, om den indsatte er afsoner, anholdt for et kriminelt forhold eller indsat på grund af beruselse. På den baggrund indstiller rigspolitichefen, at der optages nærmere drøftelser med Politimesteren i Grønland om den endelige fastlæggelse af tilsynspligtens omfang.

I den anledning vil Justitsministeriet nærmere drøfte politimesterens udkast til nyt arrest- og detentionsreglement med rigspolitichefen og Politimesteren i Grønland. Justitsministeriet vil vende tilbage til sagen, når disse drøftelser er tilendebragt."

Jeg meddelte Justitsministeriet, at jeg havde taget det oplyste til efterretning.

Jeg oplyste, at den bebudede inspektion af de grønlandske detentioner ville finde sted i september måned 1991.

Udtalelser 1990 90 Valid

Resumé

En indsat i detentionen i Godhavn i Grønland afgik i sommeren 1989 ved døden. Af obduktionserkæringen fremgik det, at den indsatte var død af varme på grund af en defekt termostat i cellen.

Med henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, anmodede ombudsmanden Justitsministeriet om at blive underrettet om den undersøgelse, som han gik ud fra ville blive iværksat. Af undersøgelsen fremgik det, at detentionerne i Grønland ikke blot blev anvendt til ophold for berusede personer, men også i vid udstrækning til varetægtsfængsling. Det fremgik endvidere af undersøgelsen, at de bygningsmæssige forhold i de grønlandske detentioner - med nogle få undtagelser - var absolut utilfredsstillede.

Ombudsmanden tog til efterretning, at i detentionen i Godhavn var de værste sikkerhedsmæssige mangler - som var den direkte årsag til dødsfaldet i sommeren 1989 - blevet afhjulpet.

Ombudsmanden fandt, at forholdene i detentionerne i 7 byer i Grønland (herunder Godhavn) var så uforsvarlige, at en udbedring burde iværksættes omgående.

Ombudsmanden fandt endvidere, at forholdene i flere øvrige detentioner i Grønland i hvert fald i sikkerhedsmæssig henseende var så ringe, at en højnelse af standarden burde ske hurtigst muligt.

Endelig fandt ombudsmanden, at reglerne for tilsyn mv. med indsatte burde tages op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1989-1160-610).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →