Ændret tidsmæssig prioritering ved registrering af "skuffeselskaber".
Statutory Text (2 Articles)
Ændret tidsmæssig prioritering ved registrering af "skuffeselskaber".
Advokat A klagede over Erhvervs- og Selskabsstyrelsens praksis i forbindelse med registrering af anparts- og aktieselskaber.
Det fremgik af sagen, at A som advokat igennem flere år havde registreret såkaldte "skuffeselskaber" med henblik på videresalg.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen registrerede de indkomne anmeldelser i den rækkefølge, de indgik til styrelsen, dog kunne styrelsen i særlige tilfælde ekspedere en anmeldelse forlods. "Skuffeselskaberne" blev således ekspederet på lige fod med andre selskaber.
I begyndelsen af april 1990 ændrede Erhvervs- og Selskabsstyrelsen imidlertid sin registreringspraksis, således at styrelsen nu prioriterede såkaldte "konkrete sager" forud for "skuffeselskaber".
I en skrivelse af 6. april 1990 anmodede A Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om en begrundelse for, at sagsbehandlingstiden for skuffeselskaber var øget. A var især utilfreds med, at de i alt 160 anpartsselskaber og 50 aktieselskaber, som var anmeldt til registrering i perioden 24. januar 1990 - 7. februar 1990, fortsat ikke var færdigbehandlet.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen besvarede A's henvendelse i en skrivelse af 10. april 1990. Om prioriteringen af de forskellige sagstyper oplyste styrelsen
"Man ekspederer principielt anmeldelserne i den rækkefølge, de indgår til styrelsen, men er i særlige tilfælde, hvor en anmelder påberåber sig vigtigheden heraf, indstillet på at imødekomme en anmodning om forlods ekspedition.
For så vidt angår "skuffeselskaber" er det styrelsens praksis at prioritere konkrete sager forud for registreringen af skuffeselskaber. Ekspeditionstiden vil således for disse sager i særlig grad afhænge af arbejdsmængden i styrelsen."
I skrivelser af 11. april 1990, 18. april 1990, 20. april 1990 og 26. april 1990 protesterede A over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen mod den nye praksis. A gjorde gældende, at det var i strid med lighedsgrundsætningen at prioritere registreringen af visse typer af selskaber højere end andre. Endvidere klagede A over, at han ved gennemsyn af Registreringstidende havde konstateret, at nogle skuffeselskaber, som var anmeldt til registrering senere end hans anmeldelser af selskaber, allerede var registreret.
I en skrivelse af 1. maj 1990 til A anførte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at det var sagligt begrundet at opprioritere registreringen af selskaber, der allerede udøver egentlige erhvervsmæssige aktiviteter. Endvidere oplyste styrelsen, at den nye praksis var indført "primo april 1990".
I skrivelser af 30. april 1990, 2. maj 1990, 3. maj 1990 og 10. maj 1990 klagede A over Erhvervs- og Selskabsstyrelsens registreringspraksis til industriministeren. Industriministeren modtog i den anledning en redegørelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Heraf fremgik bl.a.
"Styrelsens registreringsprocedure har været, at sagerne som udgangspunkt skulle behandles i den rækkefølge, de blev modtaget. Styrelsen har dog altid forbeholdt sig ret til at fremme visse sagstyper fremfor andre og under særlige omstændigheder også at fremme visse konkrete sager. Som eksempel herpå kan nævnes selskaber, der skal børsintroduceres.
Det er således afgørende for styrelsens praksis, at sager vedr. virksomheder, der stiftes på traditionel vis og under nøje overholdelse af reglerne i selskabslovene, ikke sinkes unødigt.
Styrelsen har herved lagt vægt på, at disse stiftelser oftest vedrører allerede påbegyndt virksomhedsudøvelse, som, indtil registrering er sket, foregår på stifternes personlige ansvar.
Denne registreringsprocedure bør ikke som foreslået af (A) forsinkes og fordyres af en nedprioritering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til fordel for de administrativt mere belastende "skuffeselskaber". Det skal hermed bemærkes, at "skuffeselskaber" afføder dobbeltarbejde, idet disse selskaber umiddelbart efter salg anmelder ændring af en væsentlig del af de allerede registrerede data.
Efter en gennemgang af sagen og efter modtagelsen af (A's) skrivelse af 2. maj 1990, har styrelsen foretaget en undersøgelse der - beklageligvis - har vist, at der, som anført af (A), er sket en favorisering af visse fabrikanter af "skuffeselskaber" på (A's) og andres bekostning. En sådan favorisering er i grov modstrid med styrelsens praksis og styrelsen har derfor med virkning fra dags dato afskediget den pågældende medarbejder, der uberettiget har fremskyndet og behandlet sagerne."
I en skrivelse af 17. maj 1990 besvarede industriministeren A's henvendelser, idet ministeren fandt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens nye registreringspraksis rimelig. Som begrundelse anførte ministeren i det væsentlige det samme som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Herefter klagede A til mig. A gjorde gældende, at den nye registreringspraksis i sig selv var i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, og at Erhvervs-og Selskabsstyrelsen desuden i specielle tilfælde havde favoriseret visse anmeldere af skuffeselskaber.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i sin udtalelse af 2. juli 1990 i anledning af klagesagen oplyst, at der - som anført af A - var sket en favorisering af visse anmeldere, men at der var taget skridt til at hindre lignende tilfælde i fremtiden.
Om den ændrede prioritering af de forskellige selskabstyper udtalte styrelsen
"....at man som forvaltningsmyndighed under hensyn til de knappe ressourcer både er berettiget og forpligtet til at foretage en prioritering af sin sagsbehandling. Dette gælder såvel mellem forskellige sagstyper (som i nærværende sag) som indenfor den enkelte sagstype. Kun på den måde er det muligt at tilrettelægge opgavernes udførelse mest hensigtsmæssigt - også under hensyn til at sagsindgangen til styrelsen er svingende igennem året."
Endvidere oplyste styrelsen, at de fleste af de selskaber, som A havde anmeldt til registrering i perioden 24. januar 1990 til 7. februar 1990, var blevet registreret i perioden fra den 22. juni 1990 til den 2. juli 1990.
Industriministeriet henholdt sig til sin udtalelse af 9. august 1990 til det af styrelsen anførte. Ministeriet har senere telefonisk til en af mine medarbejdere oplyst, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for skuffeselskaber er ca. 4 måneder, mens den for andre selskaber er ca. 2½ til 3 måneder.
Jeg udtalte herefter følgende
"Varetagelsen af de opgaver, som er pålagt en forvaltningsmyndighed, må til enhver tid finde sted på den måde, som bedst muligt udnytter myndighedens ressourcer inden for de rammer, som lovgivningsmagten har sat.
Den prioritering af forskellige sagskategorier, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har foretaget, må opfylde visse betingelser for at kunne betragtes som forsvarlig og lovlig. En nedprioritering må således ikke medføre, at sagsbehandlingstiden bliver urimelig lang -ligesom prioriteringer skal ske ud fra korrekte og saglige kriterier og ikke må medføre forskelsbehandling. Jeg henviser i den forbindelse til de betragtninger, som er anført i min beretning for 1988, s. 100 ff. - særligt konklusionen s. 106 f.
Industriministeriet har som begrundelse for nedprioriteringen af skuffeselskaber bl.a. henvist til, at registreringen af egentlige selskaber måtte ske forlods, da sådanne selskaber ofte blev drevet på stifternes personlige ansvar indtil registreringen. Endvidere finder ministeriet, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens registreringspraksis også på rimelig måde tilgodeser anmeldere af skuffeselskaber.
Jeg går ud fra, at forskellen i sagsbehandlingstiden skyldes, at man ønsker at tilgodese virksomheder, hvor der allerede foregår erhvervsaktivitet, eller hvor en sådan aktivitet kan forventes iværksat umiddelbart efter registreringen, forud for selskaber, hvor der på tidspunktet for registreringen ikke er aktuelle planer om erhvervsaktiviteter.
På denne baggrund finder jeg ikke grundlag for kritik af den generelle praksis. Jeg har i den forbindelse lagt afgørende vægt på de oplysninger om de gennemsnitlige sagsbehandlingstider, som jeg har modtaget fra Industriministeriet. Jeg har i den sammenhæng noteret mig, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i en skrivelse af 1. maj 1990 til Dem har oplyst, at styrelsen som et led i bestræbelserne på at nedbringe sagsbehandlingstiden har planer om yderligere automatisering af anmeldelses- og registreringsproceduren. Styrelsen arbejder således på at udvikle systemer, der kan håndtere såvel anmeldelse pr. diskette som egentlig selvregistrering.
Jeg finder det ligesom Industriministeriet beklageligt, når Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ( .....) har måttet konstatere, at der er sket en usaglig forskelsbehandling af anmeldere af skuffeselskaber. Da Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at man nu har foretaget skridt til at forhindre gentagelser, foretager jeg ikke videre vedrørende dette klagepunkt.
Ligeledes har jeg forståelse for, at De føler Dem forkert behandlet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i forbindelse med indførelsen af den nye praksis, idet De gennem jævnlig kontakt med styrelsen var blevet oplyst om, at alle selskaber blev registreret i den rækkefølge, hvori de blev anmeldt.
Om ændring af en administrativ praksis anfører Jens Garde i bogen "Forvaltningsret, Almindelige emner" (2. udg., Jurist- og Økonomforbundets forlag 1988) på s. 254 bl.a. følgende
"Det er tidligere omtalt (II.B.3.) at en administrativ praksis kan ændres generelt inden for lovens rammer, f.eks. på grundlag af indvundne erfaringer eller en ny udvikling på området. Man må dog være opmærksom på, at den hidtidige praksis kan have skabt særlige forventninger om, at praksis vil blive fulgt. Når dette er tilfældet, kan det være et krav, at en ændring af praksis bekendtgøres, f.eks. gennem ændring af eksisterende vejledende retningslinier eller på anden i forhold til de berørte borgere hensigtsmæssig måde. Et sådant krav stillede domstolen eksempelvis i U 1963.679 (se også U 1963.681)."
Uanset at de nævnte betragtninger i første række må antages at angå indholdet af de afgørelser, der træffes, ville jeg dog have fundet det naturligt og i overensstemmelse med god forvaltningsskik, om den nye registreringspraksis var blevet varslet med en passende frist, således at De - og andre - kunne have indrettet Dem på en længere sagsbehandlingstid end sædvanligt.
En sådan meddelelse ville ligeledes have været i god overensstemmelse med punkt 207 i vejledningen til forvaltningsloven, hvorefter myndigheden bør underrette parten, såfremt sagsbehandlingen på grund af særlige omstændigheder vil være længere end sædvanligt.
Jeg finder det derfor beklageligt, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indførte den nye registreringspraksis i april 1990 med virkning også for selskaber, som allerede var indleveret til registrering, uden at dette på nogen måde var blevet kundgjort over for den - formentlig ret snævre - kreds, som blev berørt af ændringen.
Jeg har samtidig hermed gjort Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Industriministeriet bekendt med min opfattelse."
Resumé
A havde som advokat gennem flere år fået registreret såkaldte "skuffeselskaber" med henblik på videresalg. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (E) registrerede anmeldelserne uanset selskabstype i den rækkefølge, de indgik til E. I begyndelsen af april 1990 ændrede E sin registreringspraksis, således at registreringen af "egentlige selskaber" blev prioriteret forud for "skuffeselskaber". Den ændrede praksis var bl.a. begrundet i, at de "egentlige selskabers" erhvervsaktiviteter indtil registreringen blev drevet på stifternes personlige ansvar. Ændringen vedrørte også allerede modtagne anmeldelser.
Ombudsmanden fandt, at nedprioriteringen var lovlig, og da den gennemsnitlige behandlingstid for "skuffeselskaber" efter ændringen ikke var urimelig lang (ca. 4 måneder), fandt han ikke grundlag for at kritisere den ændrede registreringspraksis.
Derimod fandt ombudsmanden det kritisabelt, at ændringen af den hidtidige registreringspraksis var sket uden forudgående varsel over for den - formentlig ret snævre - kreds, der blev berørt af ændringen. (J. nr. 1990-856-34).