Udlevering af kopi af videooptagelse, der var undergivet aktindsigt.

Udlevering af kopi af videooptagelse, der var undergivet aktindsigt.

Som advokat for et konsortium klagede A over, at Forsvarsministeriet havde afslået hans anmodning om udlevering af kopi af en videofilm, optaget af Forsvarskommandoen, Søværnets Våbeninspektør. Han klagede endvidere over den tid, der var medgået til ministeriets behandling af begæringen, og den begrundelse, ministeriet havde givet for afgørelsen.

Sagens nærmere omstændigheder var følgende

Med skrivelse af 26. maj 1988 til Farvandsvæsenet indgav A som advokat for et konsortium anmodning om tilladelse til at bjærge et ubådsvrag, U-534. Farvandsvæsenet tog sagen under behandling, og i tiden derefter var der en del korrespondance, dels mellem A og myndighederne under Forsvarsministeriet, dels mellem myndighederne indbyrdes. Korrespondancen vedrørte navnlig spørgsmålet om eksplosionsfare ved en bjærgning af ubåden og spørgsmålet om, hvorvidt bjærgning ville indebære en krænkelse af gravfreden.

Det fremgik af sagen, at Forsvarskommandoen, Søværnets Våbeninspektør, i november 1988 efter anmodning fra Farvandsvæsenet ved hjælp af videoudstyr foretog inspektion af ubåden. Med skrivelse af 28. november 1988 meddelte våbeninspektøren bl.a., at der på baggrund af de nu foreliggende oplysninger ikke var "...megen tvivl tilbage om, at det fundne vrag er U-534."

I december 1988 anmodede Farvandsvæsenet "...Forsvarsministeriet om at vurdere, hvorvidt Farvandsvæsenet skal imødekomme den indsendte ansøgning om bjærgning af ubådsvraget ved Anholt."

Af notat vedrørende telefonsamtale den 16. januar 1989 mellem våbeninspektøren og en medarbejder i Forsvarsministeriet fremgik det bl.a., at våbeninspektøren oplyste, "...at den videofilm, som FKO (Forsvarskommandoen; min bemærkning) har optaget, er på 4-5 timers varighed. Han mente ikke, at den kunne have interesse for undertegnede som baggrundsviden, da den alene viser skroget uden på i små afsnit a.h.t. identifikationen..."

I februar 1989 anmodede Forsvarsministeriet "til brug for ministeriets behandling" Danmarks Geologiske Undersøgelse om en udtalelse vedrørende de geologiske forhold af betydning i forbindelse med en eventuel bjærgning af ubåden. Farvandsvæsenet anmodede Kystdirektoratet i Norge om en udtalelse vedrørende bjærgning af krigsvrag m.v.

Den 28. februar 1989 blev der afholdt møde mellem A, hans klienter og Forsvarsministeriet om sagen. På mødet blev det bl.a. tilkendegivet, at når A havde fremskaffet visse oplysninger og dokumentation, ville "...Forsvarsministeriet på baggrund heraf og efter indhentet udtalelse fra forsvarets eksperter kunne træffe afgørelse i sagen."

I skrivelse af 23. august 1989 rettede A henvendelse til Forsvarsministeriet. A anførte i den forbindelse bl.a.

"....

Jeg har imidlertid nu bragt i erfaring, at ministeriet har ladet foretage selvstændige undersøgelser vedrørende U 534, og efter de foreliggende oplysninger skulle der foreligge en rapport udarbejdet i februar måned i år, hvorefter der, efter ministeriets undersøgelser, er en til vished grænsende sandsynlighed for, at der ikke befinder sig døde personer i ubåden.

Jeg skal herved anmode om at modtage afskrift af rapporten, eller få adgang til at gennemse materialet i ministeriet."

Ved skrivelse af 8. september 1989 meddelte ministeriet A følgende svar

"Ved skrivelse af 23. august 1989 ..... vedrørende hævning af ubådsvrag ved Anholt har De anmodet om at modtage afskrift af en rapport, som skulle være udarbejdet i februar måned i år, og hvorefter der efter ministeriets undersøgelser er en til vished grænsende sandsynlighed for, at der ikke befinder sig døde personer i ubåden.

Forsvarsministeriet er ikke bekendt med en sådan rapport, og det samme gælder Forsvarskommandoen og Søværnets Våbeninspektør. Deres anmodning kan således ikke imødekommes.

...."

Ministeriet vedlagde som bilag skrivelser af samme dato til Danmarks Radio og TV 2, hvorved ministeriet afslog tv-stationernes begæring om aktindsigt i en videofilm under henvisning til, at filmen måtte anses for at være internt arbejdsmateriale.

Med skrivelse af 12. september 1989 til Forsvarsministeriet anmodede A om at få udleveret en kopi af videofilmen. A tog i den forbindelse afstand fra, at filmen som internt arbejdsmateriale skulle være undtaget fra aktindsigt.

I skrivelse af 27. september 1989 til Forsvarsministeriet bragte A sin aktindsigtsbegæring i erindring.

Med skrivelse af 3. oktober 1989 rettede A på ny henvendelse til ministeriet (og til mig) om sagen, idet han var utilfreds med, at han endnu ikke havde fået svar på sin aktindsigtsbegæring.

I skrivelse af 5. oktober 1989 meddelte Forsvarsministeriet herefter A følgende

"Ved skrivelse af 12. september 1989 har De anmodet om aktindsigt i den videooptagelse, som foreligger hos Søværnets Våbeninspektør vedrørende U-534.

Forsvarsministeriet kan i den anledning oplyse, at videooptagelsen er fra november 1988, samt at den er optaget af Søværnets Våbeninspektør og ikke af Farvandsvæsenet, som på daværende tidspunkt behandlede Deres klients anmodning om bjærgningstilladelse.

Det bemærkes, at der fra Forsvarsministeriets side ikke på noget tidspunkt over for Dem er rejst tvivl om u-bådens eksistens eller identifikation.

Forsvarsministerens afslag af 8. september 1989 på DR's og TV 2's ønske om udlevering af videooptagelsen er begrundet i dels, at der er tale om internt arbejdsmateriale, dels at Deres klients interesser i bjærgningssagen bl.a. er af mediemæssig karakter. Det blev således ikke fundet rimeligt at udlevere videooptagelsen til trediemand, så længe sagen ikke er afklaret.

Uanset, at Forsvarsministeriet må fastholde, at videooptagelsen er internt arbejdsmateriale, kan De og/eller Deres klient ved nærmere aftale med Søværnets Våbeninspektør ..... få fremvist videooptagelsen, idet man ikke ser sig i stand til at tilsende Dem en kopi, jf. § 16 i lov om offentlighed i forvaltningen."

I klagen til mig henviste A til den tidligere brevveksling i sagen.

I anledning af A's klage anmodede jeg i skrivelse af 27. oktober 1989 Forsvarsministeriet om en udtalelse, idet jeg anmodede ministeriet om at udtale sig om følgende

"- hvad der var anledning til, at videoen blev optaget,

- om videoen på noget tidspunkt har været oversendt fra Søværnets Våbeninspektør til andre - herunder til (andre myndigheder under) Forsvarsministeriet,

- om videooptagelsen er inddraget i det grundlag, der vil blive truffet afgørelse på i sagen vedrørende bjærgningstilladelsen.

Jeg anmoder endvidere Forsvarsministeriet om at udtale sig om, hvorvidt det er ministeriets opfattelse, at begrundelsen i ministeriets skrivelse af 5. oktober 1989 opfylder kravene til indholdet af en begrundelse i forvaltningslovens § 24. Jeg henviser i denne forbindelse til, at skrivelsen ikke angiver i henhold til hvilke bestemmelser ministeriet har anset videooptagelsen for internt arbejdsmateriale."

I udtalelsen afgivet i anledning af A's klage til mig oplyste Forsvarsministeriet, dels om aktindsigtspørgsmålet, dels om begrundelsen for ministeriets afgørelse, følgende

"....

I den anledning kan Forsvarsministeriet oplyse, at videoen er udarbejdet af Søværnets Våbeninspektør efter anmodning fra Farvandsvæsenet, der havde behov for nærmere identifikation af u-bådsvraget.

Videoen har på intet tidspunkt været oversendt til andre myndigheder, herunder til myndigheder under Forsvarsministeriet.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt videooptagelsen vil blive inddraget i det grundlag, man vil træffe afgørelse på i sagen vedrørende bjærgningstilladelsen, kan ministeriet ikke afvise, at dette muligvis vil blive tilfældet. Identifikationen har foreløbig medført, at våbeninspektøren har kunnet udtale sig om den konkrete u-båds formodede armering og dermed den eksplosionsfare, der kan være ved en eventuel hævning.

Om ministeriets sagsbehandling af advokat (A's) aktindsigtsbegæring kan det bl.a. anføres, at man i overensstemmelse med advokatens anmodning behandlede ansøgningen efter offentlighedslovens regler, idet der også på det pågældende tidspunkt var en vis tvivl om, hvem der var part i sagen. Det er efterfølgende ministeriets opfattelse, at det ville have været formelt korrekt at betragte advokat (A) som part i sagen og følgelig behandle hans anmodning efter forvaltningslovens regler.

Efter ministeriets opfattelse er videoen et internt arbejdsmateriale, der er undergivet aktindsigt, jfr. forvaltningslovens § 13, nr. 3. Videoen er således genstand for aktindsigt for sagens parter, og advokat (A) fik også adgang til at få fremvist videoen.

Ministeriet mener imidlertid fortsat, at man ikke er forpligtet til at udlevere kopi af videoen, idet videoen på grund af sin form vil være vanskelig at kopiere. Videoen kan ikke uden videre - som aktstykker i almindelighed - kopieres. Der kan i den forbindelse henvises til forvaltningslovens § 16, stk. 3.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt ministeriets begrundelse opfylder kravene i forvaltningslovens § 24, kan ministeriet oplyse, at det som anført ovenfor ville have været formelt korrekt at henvise til, at videooptagelsen er internt arbejdsmateriale i medfør af forvaltningslovens § 13, nr. 3, og at videooptagelsen er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 16, stk. 3.

Endelig kan det oplyses, at advokat (A) den 11. oktober 1989 hos Søværnets Våbeninspektør fik forevist den ca. 3 timer lange video. A så imidlertid kun - efter eget ønske - ca. halvdelen og skal over for våbeninspektøren have udtrykt, at videooptagelsen alligevel ikke - som oprindelig antaget - ville lette et bjærgningsarbejde, da hele videoen er optaget på meget nær hold af u-båden.

...."

I A's skrivelser til mig gjorde han navnlig gældende,

at muligheden for videofilmens inddragelse i grundlaget for afgørelsen vedrørende bjærgningstilladelsen medførte, at der burde udleveres en kopi af filmen,

at videofilmen med den moderne teknik kunne kopieres i enhver radioforretning,

at han havde tilbudt at betale omkostningerne ved kopieringen, og

at det ikke kunne afvises, at det havde afgørende betydning for hans mulighed for at varetage sine interesser, at der blev udleveret en kopi af filmen, således at det udenlandske bjærgningsselskab, som havde den nødvendige sagkyndige viden, fik lejlighed til at vurdere, om filmen havde betydning for bjærgningsarbejdet.

Med skrivelse af 4. maj 1990 orienterede A mig yderligere om, at Forsvarsministeriet med skrivelse af 24. april 1990 havde imødekommet ansøgningen om bjærgningstilladelse på en række nærmere angivne vilkår.

Sagen gav mig anledning til at vurdere følgende spørgsmål

Skulle aktindsigtsspørgsmålet afgøres efter offentlighedsloven eller forvaltningsloven?

Det nærmere omfang af aktindsigten.

Retsstillingen, hvis sagen skulle bedømmes efter forvaltningsloven.

Hvem skulle træffe afgørelse?

Sagsbehandlingstiden.

Begrundelsen for afgørelsen.

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende om de enkelte spørgsmål

" Ad 1 . Skal aktindsigtsspørgsmålet afgøres efter offentlighedsloven eller forvaltningsloven?

Forvaltningslovens bestemmelser om aktindsigt gælder kun for parter i en afgørelsessag. I andre tilfælde skal aktindsigtsbegæringer afgøres efter reglerne i offentlighedsloven.

Aktindsigt efter forvaltningsloven omfatter kun afgørelsessagens dokumenter, jf. lovens § 9, stk. 1. Til sagens dokumenter hører kun de dokumenter, der faktisk er indgået hos den myndighed, der behandler og træffer afgørelse i sagen. Et dokument, der har dannet grundlag for en hørt myndigheds udtalelse, og som forbliver hos den hørte myndighed, er således ikke omfattet af partsaktindsigten efter forvaltningsloven, jf. herved Asbjørn Jensen, Bo Vesterdorf og John Vogter: Forvaltningsloven med kommentarer, 1987, s. 163, og Folketingets Ombudsmands beretning, 1974, s. 95.

Forsvarsministeriet har oplyst, at videofilmen er optaget af Forsvarskommandoen, Søværnets Våbeninspektør, og at filmen aldrig har været oversendt til nogen anden myndighed, ej heller til Farvandsvæsenet eller Forsvarsministeriets departement, som har behandlet Deres ansøgning om bjærgningstilladelse.

Videofilmen indgår således ikke som dokument i sagen vedrørende Deres ansøgning om bjærgningstilladelse, men er et dokument i Forsvarskommandoens sag vedrørende afgivelse af en sagkyndig udtalelse om eksplosionsfaren ved en eventuel hævning af ubåden.

Forsvarskommandoens sag er ikke en afgørelsessag. Akt- indsigtsbegæringen skulle derfor behandles (og blev oprindeligt behandlet) efter reglerne i offentlighedsloven. Se i øvrigt nedenfor under punkt 3.

Ad 2. Det nærmere omfang af aktindsigten.

Jeg bemærker først, at jeg ved min vurdering af sagen lægger til grund, at videofilmen - uanset sin karakter af internt arbejdsmateriale, og som tilkendegivet af Forsvarsministeriet - er undergivet aktindsigt, idet der er tale om et dokument, "...der er udarbejdet af en myndighed for at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en sags faktiske omstændigheder", jf. offentlighedslovens § 8, nr. 3 (og forvaltningslovens § 13, nr. 3).

Offentlighedslovens bestemmelse om, hvorledes aktindsigten skal gennemføres findes i lovens § 16, stk. 1, som har følgende ordlyd

"Vedkommende myndighed afgør snarest, om en begæring kan imødekommes, og om den, der har fremsat begæringen, skal gøres bekendt med dokumenterne ved, at der gives adgang til gennemsyn på stedet, eller ved, at der udleveres en afskrift eller kopi."

I Justitsministeriets vejledning om offentlighedslovens pkt. 50 er i relation til § 16, stk. 1, bl.a. anført følgende

"Afslag begrundet i dokumenternes form vil normalt kun kunne gives i tilfælde, hvor det er umuligt eller dog forbundet med betydelige vanskeligheder eller omkostninger at fremstille kopi af særlige aktstykker såsom kort, prøver, modeller, lydbånd, film og lignende."

Dette svarer i sin ordlyd ganske til, hvad der i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven er anført i relation til den - i øvrigt efter sin ordlyd mere vidtgående - bestemmelse i forvaltningslovens § 16, stk. 3 (pkt. 99).

Her synes det således forudsat, at adgangen til at meddele afslag på en anmodning om udlevering af kopi under henvisning til dokumentets form er begrænset på samme måde efter offentlighedsloven som efter forvaltningsloven.

Det forhold, at det kun undtagelsesvis kan bestemmes, at kopi ikke skal udleveres, medfører, at afslag herpå må ske efter en konkret vurdering af de faktiske vanskeligheder ved at fremstille en kopi.

Efter min gennemgang af sagen må jeg lægge til grund, at der ikke forinden afslaget på Deres begæring blev foretaget en sådan konkret vurdering af spørgsmålet om udlevering af kopi. Afslaget under henvisning til dokumentets form blev givet ved en generel henvisning til, at der var tale om en videofilm. Det fremgår ikke af sagen, at ministeriet har gjort sig nærmere overvejelser om, hvorvidt Forsvarskommandoen, Søværnets Våbeninspektør, der har optaget filmen ved hjælp af videoudstyr, tillige er i besiddelse af udstyr, hvorved kopieringen relativt let kunne foretages. Det fremgår heller ikke, at ministeriet har gjort sig nogen overvejelse angående Deres forslag om at lade en radioforhandler kopiere videoen. Jeg henviser i den forbindelse til Deres tilbud om selv at afholde omkostningerne ved at lade videofilmen kopiere.

Efter min opfattelse er det således en fejl, at ministeriet afslog Deres anmodning om udlevering af en kopi af videofilmen blot med en generel henvisning til dokumentets form. Ministeriet burde - som nævnt ovenfor - have foretaget en vurdering af, hvilke vanskeligheder der konkret ville være forbundet med at imødekomme Deres ønske.

Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet, at ministeriet tager Deres begæring om udlevering af en kopi af videofilmen op til fornyet (konkret) vurdering. Jeg har i denne forbindelse henledt ministeriets opmærksomhed på følgende, som det efter min opfattelse vil være relevant at inddrage i grundlaget for afgørelsen

Afgørelsen af, om en myndighed i henhold til offentlighedslovens § 16, stk. 1, er forpligtet til at udlevere kopi af et dokument, beror, som det fremgår af det, der er anført ovenfor, på en vurdering af, om dokumenternes form, antal, karakter eller lignende kan begrunde en fravigelse af hovedreglen om, at kopi skal udleveres.

Såfremt ministeriets fornyede vurdering af den konkrete sag skulle munde ud i, at fremstilling af en kopi for ministeriet er forbundet med sådanne betydelige vanskeligheder, at ministeriet for så vidt er berettiget til at nægte at udlevere kopi, må det på baggrund af det meroffentlighedsprincip, som bestemmelsen i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. punktum, er udtryk for, overvejes, om ministeriet alligevel bør imødekomme Deres ønske om at få en kopi. Ifølge den nævnte bestemmelse kan myndigheden give aktindsigt i videre omfang, end loven foreskriver. Dette princip om meroffentlighed vil efter min opfattelse i denne sag, jf. nedenfor, kunne tale for, at der også i videre omfang, end loven foreskriver, på begæring udleveres kopi af dokumenter, hvori der gives aktindsigt.

Ved overvejelserne om, hvorvidt ministeriet under hensyn til ovenstående bør imødekomme Deres ønske om udlevering af kopi, vil det være relevant at inddrage følgende aspekter

Selv om De ikke kan siges at være part i Forsvarskommandoens sag, må De på baggrund af denne sags tætte sammenhæng med et af de afgørende spørgsmål i sagen vedrørende bjærgningstilladelsen, siges at have en både væsentlig og individuel interesse i at gøre Dem bekendt med sagens materiale. De har derfor også en kvalificeret interesse i at få udleveret kopi af videofilmen, således at De får mulighed for at forevise filmen for bjærgningsselskabet, som på denne måde kan få mulighed for at se (passager af) filmen flere gange. Dette vil kunne være af væsentlig betydning for tilrettelæggelsen af bjærgningsarbejdet.

Endvidere har De tilbudt at afholde udgifterne ved at lade en radioforhandler fremstille kopien, jf. vejledningen om offentlighedsloven, pkt. 52, sidste afsnit.

Ad 3. Retsstillingen, hvis sagen skulle bedømmes efter forvaltningsloven.

Forsvarsministeriet har - som nævnt - i udtalelsen af 8. januar 1990 tilkendegivet, at det "...efterfølgende (er) ministeriets opfattelse, at det ville have været formelt korrekt at betragte advokat (A) som part i sagen og følgelig behandle hans anmodning efter forvaltningslovens regler...."

Heri er jeg, som det fremgår af mine bemærkninger ovenfor under pkt. 1, ikke enig.

Såfremt man i øvrigt skulle følge ministeriets standpunkt, skulle sagen behandles efter følgende retningslinjer

I den kommenterede forvaltningslov, s. 168, er anført følgende om fremstilling af kopi ved andres foranstaltning

"...

Hvis myndigheden har mulighed for at lade andre fremstille kopier i sådanne tilfælde, men hvor dette vil være forbundet med betydelige omkostninger, bør myndigheden vejlede parten om denne mulighed, og eventuelt bistå parten med at få fremstillet en sådan kopi (min fremhævelse). ..."

Som det fremgår af den gengivne passage, antages det her ikke blot, at myndighederne på opfordring bør medvirke til at lade kopi fremstille ved andres foranstaltning men tillige, at myndighederne selv bør tage initiativ hertil.

Endvidere er det i kommentaren forudsat, at myndighederne kan bistå ved fremstilling af kopier ved andres foranstaltning, uanset at der for så vidt ikke er pligt til at udlevere kopi. Herom anføres således i kommentaren, s. 171

"...

Medvirker en forvaltningsmyndighed efter begæring fra en part til, at der fremstilles kopi af akter, som myndigheden ikke er forpligtet til at fremstille kopi af, f.eks. af lystryk eller af videobånd, er myndigheden ikke forpligtet til at udlevere kopien gratis. Det er imidlertid en forudsætning for at kræve udgiften betalt af parten, at denne inden fremstillingen af kopien har samtykket i at betale herfor."

Ad 4 . Hvem skulle træffe afgørelse?

Ifølge offentlighedslovens § 15, stk. 1, afgøres begæringer om aktindsigt i sager, der ikke er afgørelsessager, af den myndighed, der har dokumentet i sin besiddelse.

Udgangspunktet er således, at Deres aktindsigtsbegæring til Forsvarsministeriet skulle have været oversendt til Forsvarskommandoen til afgørelse. Når dette ikke skete, skyldes det tilsyneladende, at begæringen blev anset for at vedrøre ministeriets sag vedrørende bjærgningstilladelsen.

Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at tvivlsomme spørgsmål vedrørende aktindsigt forelægges for eller henskydes til en overordnet myndighed i medfør af de almindelige regler, jf. den kommenterede offentlighedslov, s. 185.

På denne baggrund foretager jeg ikke videre vedrørende dette spørgsmål, men jeg har gjort ministeriet bekendt med, hvorledes sagen som udgangspunkt skulle have været behandlet ifølge lovens § 15, stk. 1.

Ad 5. Sagsbehandlingstiden.

Ved min gennemgang af sagen har jeg endvidere noteret mig, at Deres aktindsigtsbegæring af 12. september 1989 først blev besvaret ved ministeriets skrivelse af 5. oktober 1989, efter at De med skrivelser af 27. september 1989 til Forsvarsministeriet og skrivelser af 3. oktober 1989 til både Forsvarsministeriet og mig havde udtrykt utilfredshed med, at De endnu ikke havde modtaget svar.

Under hensyn til 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16, stk. 2, må jeg anse det for en fejl, at ministeriet ikke inden for denne frist enten besvarede Deres henvendelse eller meddelte Dem grunden til, at De endnu ikke havde modtaget svar, og hvornår svaret kunne forventes.

Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse, men foretager i øvrigt ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

Ad 6. Begrundelsen for afgørelsen.

Endelig har jeg noteret mig, at ministeriet ikke i begrundelsen i sit svar af 5. oktober 1989 til Dem henviste til de retsregler, i medfør af hvilke ministeriets afgørelse om aktindsigt blev truffet, jf. forvaltningslovens § 24.

Dette finder jeg beklageligt, og jeg har gjort ministeriet bekendt hermed, men foretager i øvrigt ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

..."

Forsvarsministeriet meddelte mig herefter, at ministeriet tog min henstilling til efterretning. Efter en fornyet, konkret vurdering anså ministeriet sig dog fortsat ikke forpligtet til at udlevere kopi af filmen, da kopieringen var forbundet med betydelige vanskeligheder, jf. offentlighedslovens § 16. Ministeriet var dog indstillet på at imødekomme A's ønske om kopi, såfremt A ville afholde udgifterne ved fremstillingen af kopien. Af ophavsretlige årsager fandt ministeriet, at kopieringen måtte finde sted i forsvarets regi. Ministeriet havde derfor tilkendegivet over for A, at ønsket om kopi kunne imødekommes, såfremt han var indforstået med at afholde udgifterne ved at lade kopien fremstille inden for Forsvarsministeriets regi ved en af to nærmere beskrevne fremgangsmåder.

Ministeriet meddelte i øvrigt, at ministeriet tog min udtalelse til efterretning.

Jeg meddelte Forsvarsministeriet, at jeg havde taget det oplyste til efterretning.

Resumé

En advokat (A) havde på vegne af et konsortium søgt Forsvarsministeriet (FM) om tilladelse til at bjærge et ubådsvrag. A anmodede om aktindsigt i en videofilm af ubåden, optaget af Forsvarskommandoen (FKO), Søværnets Våbeninspektør, som havde afgivet sagkyndig udtalelse i bjærgningssagen. A anmodede tillige om at få kopi af videofilmen. Begæringen blev besvaret af FM, som imødekom ønsket om aktindsigt, men afslog ønsket om kopi med en generel henvisning til, at dokumentet på grund af sin form vanskeligt kunne kopieres.

A gjorde over for ombudsmanden navnlig gældende, at det kunne have afgørende betydning for hans muligheder for at varetage sine interesser i bjærgningssagen, at han fik en kopi, at filmen let kunne kopieres i enhver radioforretning, og at han havde tilbudt at betale for kopieringen.

Ombudsmanden udtalte, at da videooptagelsen indgik i sagen hos FKO, som ikke var en afgørelsessag, skulle aktsindsigtsspørgsmålet afgøres efter offentlighedsloven. Ombudsmanden anså det for en fejl, at FM ikke havde foretaget en konkret vurdering af, hvilke vanskeligheder kopiering ville være forbundet med, og henstillede, at FM tog spørgsmålet op til fornyet (konkret) vurdering. Ombudsmanden anførte i den forbindelse bl.a., at det herved ville være relevant at inddrage det forhold, at meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 4 i denne sag kunne tale for at udlevere kopi i videre omfang, end loven foreskriver. Ombudsmanden udtalte endvidere, at afgørelsen om aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 15, stk. 1, som udgangspunkt burde være truffet af FKO; endvidere udtaltes det, at det måtte anses for en fejl, at 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16 ikke var overholdt, og at det var beklageligt, at FM ikke i sin begrundelse havde henvist til relevante retsregler. (J. nr. 1989-1580-48).