Legislator Case Law & Legislation
O19900004570 DK

Slettelse af arbejdsløshedskasse; dokumentation for af sendelse af rykkerskrivelse.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Udtalelser 1990 45 Valid

Slettelse af arbejdsløshedskasse; dokumentation for afsendelse af rykkerskrivelse.

A klagede over, at hun på grund af kontingentrestance var blevet slettet som medlem af Handels- og Kontorfunktionærernes Arbejdsløshedskasse.

Om sagens baggrund fremgik det, at A ikke betalte sit arbejdsløshedskassekontingent rettidigt for januar 1989. Det fremgik af en edb-udskrift fra arbejdsløshedskassen, at kassen den 10. februar 1989 sendte A en standardrykker. Heraf fremgik det, at A ville blive slettet som medlem af arbejdsløshedskassen, såfremt A ikke betalte restancen. Rykkeren blev sendt som almindeligt brev. A oplyste under sagen, at hun ikke modtog rykkerskrivelsen.

Da A ikke havde betalt restancen, blev A ved arbejdsløshedskassens afgørelse af 10. marts 1989 slettet som medlem af HK's Arbejdsløshedskasse.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse om sletning. Direktoratets begrundelse for afgørelsen var følgende

"...

Efter det oplyste har kassen fulgt den foreskrevne fremgangsmåde. Sidste rettidige indbetalingsdag for januar måned 1989 var her den 6. marts 1989.

Da (A) først indbetalte kontingentet den 11. marts 1989, tiltræder direktoratet kassens afgørelse, hvorefter (A) skal slettes på grund af kontingentrestance med virkning fra 31. december 1988.

Direktoratet har således lagt til grund, at (A) har modtaget kassens erindringsskrivelse, idet (A) ikke har godtgjort, at hun ikke har modtaget denne skrivelse.

Det bemærkes endvidere, at efter direktoratets praksis udgør en EDB-udskrift over afsendt rykkerskrivelse med angivelse af dato for afsendelse en tilstrækkelig dokumentation for, at der er tilsendt det medlem, der er anført på udskriften denne rykkerskrivelse. Såfremt der foreligger en sådan dokumentation, skal der foreligge særlige omstændigheder, der gør, at det lægges til grund, at et medlem ikke har modtaget denne, eksempelvis postvæsenets bekræftelse af uregelmæssigheder i postgangen på medlemmets bopæl i dagene omkring afsendelsen af rykkerskrivelsen.

..."

A klagede over direktoratets afgørelse til Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen. I klagen gjorde A gældende, at betingelserne for slettelse ikke var opfyldt, da A ikke havde modtaget rykkerskrivelsen. A tilføjede, at det efter hendes opfattelse ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at rykkeren var afsendt, at dette fremgik af en edb-udskrift, samt at A ikke forstod, hvorfor brevet ikke var sendt hende anbefalet. A henviste bl.a. til, at der i lovgivningen er stillet krav om, at en arbejdsanvisning skal sendes anbefalet.

Hertil svarede direktoratet i en udtalelse til Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen

"...

Direktoratet skal indledningsvis meddele, at man ikke for tiden finder grundlag for at stille krav om, at arbejdsløshedskassen skal fremsende rykkerskrivelser for kontingentrestance anbefalet.

Direktoratet er i øvrigt ikke enig i, at anvisningssituationen er sammenlignelig med udsendelse af rykkerskrivelser.

Ved anvisningssituationen er der tale om en øjeblikkelig reaktion, som ikke på forhånd er kendt for medlemmet, og det er derfor også på grund af tidshorisonten rimeligt at kræve dokumentation for, at anvisningen er kommet frem, for at et evt. mislykket formidlingsforsøg skal medføre indgreb i dagpengeretten.

Ved kontingentopkrævningsproceduren har medlemmet modtaget en almindelig kontingentopkrævning, som medlemmet har siddet overhørig. Herefter er der fremsendt en rykkerskrivelse, som medlemmet må anses for at have modtaget.

Under henvisning til den forholdsmæssigt lange reaktionstid, som sammenholdt med medlemmernes pligt til at kende arbejdsløshedskassernes vedtægter, herunder pligten til løbende at betale medlemskontingent til de af kasserne fastsatte tider, finder direktoratet ikke, at de samme hensyn gør sig gældende med hensyn til dokumentationskravet."

Under behandlingen af sagen i ankenævnet oplyste Postvæsenet, at der ikke havde været uregelmæssigheder i postgangen til A's daværende adresse den 11. og den 13. februar 1989.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse med den givne begrundelse.

Under min behandling af A's klage havde jeg et møde med repræsentanter for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn. Baggrunden for dette møde var tillige, at jeg i en tidligere sag (FOB 1988, s. 43) havde noteret, at direktoratet overvejede, om der var grundlag for at pålægge arbejdsløshedskasserne at sende rykkerskrivelserne ved kontingentrestance anbefalet.

På mødet forklarede direktoratet om baggrunden for, at direktoratet ikke på nuværende tidspunkt ville pålægge arbejdsløshedskasserne at udsende skrivelserne anbefalet: dels ville arbejdsløshedskasserne blive pålagt en væsentlig ekstraudgift ved udsendelse med anbefalet brev. Kasserne udsender omkring 33.000 rykkerskrivelser om måneden, hvilket ville betyde en ekstraudgift årligt på omkring 10 mio. kr. Dels overvejes det for tiden at revidere regelsættet, herunder overvejes det at lade nye regler indebære yderligere varsling.

Direktoratet var imidlertid enig med mig i, at en slettelse af arbejdsløshedskassen kunne være et meget alvorligt indgreb for medlemmet. Direktoratet var derfor indstillet på positivt at overveje et krav om, at arbejdsløshedskasserne fremover skulle kunne dokumentere afsendelse af en rykkerskrivelse ved hjælp af en attest om afsendelsen fra postvæsenet.

Jeg udtalte følgende i en skrivelse til A

"Bestemmelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 78, stk. 2 og 3, har følgende ordlyd

" Stk. 2. Et medlem, der undlader at betale medlemsbidrag rettidigt, slettes som medlem af kassen med virkning fra det tidspunkt, indtil hvilket medlemmet har betalt bidrag. Slettelse kan dog kun finde sted, hvis medlemmet ikke har betalt det skyldige medlemsbidrag senest 3 uger efter, at medlemmet skriftligt er blevet underrettet om kontingentrestancen.

Stk. 3. Skrivelsen efter stk. 2, 2. pkt., skal afsendes senest den 10. i hver måned til de medlemmer, der ved den forudgående måneds slutning ikke har betalt medlemsbidrag for de seneste 4 uger. Skrivelsen skal udtrykkeligt angive, at medlemmet vil blive slettet, hvis det skyldige medlemsbidrag ikke bliver betalt."

Om myndighedernes praksis for udsendelse af rykkerskrivelser bemærker jeg følgende

I Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens cirkulære af 19. september 1983 er det udtrykkeligt anført, at rykkerskrivelsen ikke nødvendigvis skal sendes anbefalet.

Efter praksis anses arbejdsløshedskassernes edb-udskrifter, som oplyser, at en skrivelse er afsendt til medlemmet med angivelse af en bestemt dag, for tilstrækkelig dokumentation for, at skrivelsen er afsendt. Det påhviler medlemmet at sandsynliggøre, at skrivelsen i givet fald ikke er modtaget. Ved uregelmæssigheder i postgangen vil det dog efter omstændighederne blive lagt til grund, at rykkeren ikke er kommet frem. På mødet den 6. november 1990 oplyste myndighederne endvidere, at der efter praksis vil kunne tages særligt hensyn til eventuel sygdom hos medlemmet, og til, om det er første gang, at medlemmet er i restance.

Under min behandling af sagen har (A) (...) oplyst, at hun var syg på det tidspunkt, hvor hun angiveligt skulle have modtaget rykkeren. (A) lå i sengen på grund af bækkenløsning og var blevet sygemeldt den 8. januar 1989.

Disse oplysninger har ikke tidligere været forelagt nævnet, og jeg har derfor samtidig hermed sendt (A's) brev til Arbejdsmarkedets Ankenævn, med henblik på at nævnet tager stilling til, om der er grundlag for at genoptage (A's) sag.

Jeg har anmodet ankenævnet om at modtage underretning om, hvad der sker i sagen. ..."

I et særskilt brev til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen udtalte jeg følgende

"Det er min opfattelse - i lyset af den indgribende betydning, en slettelse af en arbejdsløshedskasse kan have for medlemmet - at det principielt ville være det rigtigste, hvis rykkerskrivelserne blev sendt anbefalet.

Udsendelse af rykkerskrivelserne som anbefalet brev indebærer imidlertid store ekstraomkostninger. Hertil kommer, at loven er under revision.

På den baggrund finder jeg, at afsendelsen af rykkerskrivelsen som et minimum bør dokumenteres ved en attest fra posthuset om, at skrivelsen er sendt. Sammenholdt med oplysningerne om, at myndighederne tager hensyn til uregelmæssigheder i postgangen, til eventuel sygdom, og til, om det er første gang, medlemmet er i kontingentrestance, vil en sådan ordning kunne bevirke større retssikkerhed for medlemmerne og færre tvivlsspørgsmål om, hvorvidt skrivelsen er afsendt."

Udtalelser 1990 45 Valid

Resumé

A havde ikke betalt sit arbejdsløshedskassekontingent rettidigt for januar 1989. Det fremgik af en edb-udskrift fra arbejdsløshedskassen, at kassen den 10. februar 1989 sendte A en standardrykker, hvorefter A ville blive slettet som medlem af kassen, medmindre hun betalte inden for en bestemt frist. Rykkeren blev sendt som almindeligt brev. A oplyste under sagen, at hun ikke modtog rykkerskrivelsen.

Da A ikke betalte restancen, blev A ved en afgørelse fra arbejdsløshedskassen slettet som medlem.

Udover en henstilling om genoptagelse af A's sag gav sagen anledning til en generel drøftelse af spørgsmålet om dokumentation for, at en rykkerskrivelse er afsendt, mellem ombudsmanden, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Ombudsmanden udtalte, at det principielt ville være rigtigst, hvis rykkerskrivelserne blev sendt anbefalet. Udsendelsen af rykkerskrivelserne som anbefalet brev indebærer imidlertid store ekstraomkostninger. Hertil kommer, at arbejdsløshedsforsikringsloven er under revision. På den baggrund fandt ombudsmanden, at afsendelsen af rykkerskrivelserne som et minimum bør dokumenteres ved en attest fra posthuset om, at skrivelsen er sendt. (J. nr. 1990-629-024).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →