"Rimeligt" arbejdstilbud efter en konkret vurdering af modtagerens fysiske formåen.

§ 19. Ønsker den ledige ikke at modtage et rimeligt arbejdstilbud, har den pågældende ikke ret til et nyt tilbud."

Efter bekendtgørelsens § 120 kan arbejdsmarkedsnævnet bemyndige et underudvalg til at træffe afgørelser efter bl.a. § 18, stk. 2.

Loven om arbejdstilbud til ledige videreførte med visse ændringer de tidligere gældende jobtilbudsordninger efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 97 b (om arbejdstilbud til langtidsledige).

Bemærkningerne til lovforslaget om at indsætte § 97 b i arbejdsløshedsforsikringsloven indeholder mere almindelige udtalelser om hovedtankerne bag ordningen med tilbud om arbejde til alle langtidsledige. Specielt med hensyn til afgørelse af, om et tilbud om arbejde er rimeligt, er det i bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1977/78, tillæg A, spalte 4826) anført, at arbejdsmarkedsnævnet skal tage et vist hensyn til den enkeltes arbejdsmæssige og uddannelsesmæssige forudsætninger, men at den ledige må indstille sig på at få tilbudt et arbejde, der ikke ligger inden for pågældendes tidligere arbejdsområde.

I forbindelse med behandlingen i Folketinget af forslaget til lov om arbejdstilbud til ledige blev der af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg stillet spørgsmål til arbejdsministeren om, hvad et rimeligt arbejdstilbud er. Arbejdsministeren blev således bedt om at konkretisere begrebet "et rimeligt tilbud om arbejde".

Arbejdsministeren oplyste i den anledning over for udvalget bl.a., at et arbejdstilbud i praksis betragtes som rimeligt, hvis den langtidsledige ud fra egne fysiske og rent faglige forudsætninger er i stand til at klare det tilbudte job.

Som det fremgår af det ovenfor anførte, indeholder hverken loven om arbejdstilbud til ledige eller bekendtgørelsen, der er udstedt med hjemmel deri, nogen nærmere angivelse af, hvad "et rimeligt tilbud om arbejde" indebærer. Afgørelsen af, om et arbejdstilbud til en arbejdsledig i et foreliggende tilfælde kan anses for rimeligt, beror i væsentlig grad på en skønsmæssigt præget vurdering.

I forbindelse med behandlingen af en konkret sag har ombudsmanden tidligere tilsluttet sig en opfattelse, som Arbejdsministeriet havde givet udtryk for under sagen, hvorefter der ved bedømmelsen af, om et arbejdstilbud kan anses for rimeligt, skal foretages en konkret vurdering af den enkelte arbejdstilbudsmodtager i forhold til et konkret arbejdstilbud, hvorved arbejdets nærmere karakter skal være identificeret (Arbejdsministeriets j.nr. ....).

I fortsættelse heraf (og under henvisning til (A's) sag, hvor hun er blevet opfordret til at forsøge at klare det foreliggende arbejdstilbud) må det efter min opfattelse være tanken med klageadgangen til arbejdsmarkedsnævnet, at denne skal kunne udnyttes, når arbejdstilbuddet gives - inden det påbegyndes - og ikke på et senere tidspunkt efter en "forsøgsperiode". Jeg henviser i den forbindelse til, at der efter § 18, stk. 2, i den ovenfor nævnte bekendtgørelse gælder en frist på 4 uger for klage til nævnet, som har den endelige administrative afgørelse, jf. arbejdstilbudslovens § 1, stk. 6, og bekendtgørelsens § 18, stk. 2.

I (A's) sag kunne i sammenhæng hermed rejses det spørgsmål, om ikke hendes henvendelse til arbejdsformidlingen om, at hun ikke ville begynde i arbejdstilbuddet, burde have været opfattet som en klage over arbejdstilbuddet.

Som sagen foreligger oplyst for mig, må jeg lægge til grund, at arbejdstilbuddet som medhjælper på institutionen som udgangspunkt var et "almindeligt" arbejdstilbud indeholdende rengøring, vask og andet forefaldende arbejde, sammensat uden hensyn til (A's) fysiske formåen med den svage ryg. Jeg har herved lagt vægt på oplysningen herom i institutionens skrivelse af 1. juni 1990 til arbejdsløshedskassen og de tilsvarende oplysninger i amtets udtalelse af 25. juli 1990. I denne udformning kunne arbejdet ikke anses for at opfylde kravene til et "rimeligt arbejdstilbud", jf. ovenfor.

Under samtalen den 13. december 1989 på institutionen blev arbejdets indhold sammenholdt med (A's) helbredsmæssige situation drøftet. (A) blev af amtets beskæftigelsesmedarbejder opfordret til at påbegynde arbejdet for at prøve, om hun kunne klare det, og (A) indvilgede i at underskrive ansættelsesaftalen - efter hendes eget udsagn fordi hun følte sig presset hertil. Hendes oplysning herom støttes til dels af det ovenfor gengivne om det, som amtets beskæftigelsesmedarbejder anførte over for (A) under samtalen den 13. december 1989: at forsøge arbejdstilbuddet og eventuelt efterfølgende klage samt "eventuelle dagpengemæssige konsekvenser" af at afslå et arbejdstilbud.

Arbejdsmarkedsnævnet har i udtalelsen til mig givet udtryk for, at "arbejdspladsen, som på forhånd var orienteret om (A's) svage ryg, var indstillet på at tage de nødvendige skånehensyn". Ifølge (A's) beretning om samtalen den 13. december 1989 har skånemuligheden ikke været omtalt, og hun har under telefonsamtalerne med en af mine medarbejdere bestridt, at hun under samtalen den 13. december 1989 fik tilkendegivelser herom.

Jeg bemærker, at det i udtalelsen anførte om, at arbejdspladsen på forhånd var orienteret om (A's) svage ryg, er i modstrid med de tidligere oplysninger herom i sagen, bl.a. amtets udtalelse af 25. juli 1990.

Det må herefter stå som tvivlsomt for mig, om det som udgangspunkt almindelige arbejdstilbud senere blev udformet og præciseret i overensstemmelse med en konkret vurdering af (A's) fysiske formåen. Det er efter min opfattelse i hvert fald meget usikkert, hvorvidt en sådan præcisering er sket under samtalen den 13. december 1989 og på en sådan måde, at det er blevet klart tilkendegivet over for (A).

Opfordringen fra amtets beskæftigelsesmedarbejder til at påbegynde arbejdet, som det var beskrevet, og - hvis det så ikke gik - klage over arbejdstilbuddet senere, tyder i og for sig ikke på, at der er blevet udformet et arbejdstilbud efter en konkret vurdering.

Jeg har bemærket mig, at det i oplægget til arbejdsmarkedsnævnets møde den 6. september 1990 er anført "...er hun så til rådighed for arbejdsmarkedet ???". Dette giver mig anledning til at præcisere, at der ikke i arbejdsmarkedsnævnets vurdering af, om et arbejdstilbud er rimeligt efter bekendtgørelsens § 18, kan indgå en rådighedsvurdering. Denne vurdering er arbejdsløshedskassens og vedrører spørgsmålet om dagpengeberettigelse.

Sammenfattende må jeg anse det for tvivlsomt, om (A) fik anvist et arbejdstilbud, som ud fra hendes situation konkret kan betegnes som "rimeligt", jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 1, og som hun derfor ikke var berettiget til at afslå.

Jeg har henstillet til (arbejdsmarkedsnævnet) at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse på baggrund af det anførte.

Jeg har anmodet om underretning om nævnets fornyede afgørelse.

I anledning af arbejdsløshedskassens bemærkninger om manglende begrundelse og partshøring bemærker jeg følgende

Arbejdsmarkedsnævnets afgørelse i skrivelsen af 13. september 1990 opfyldte ikke de krav til en begrundelses udformning, som fremgår af forvaltningslovens § 24, jf. § 22. Jeg har gjort nævnet bekendt med min opfattelse. Nævnet uddybede senere begrundelsen i skrivelsen af 2. november 1990.

Arbejdsmarkedsnævnet har øjensynligt ved sin afgørelse lagt stor vægt på amtets udtalelse af 25. juli 1990 om forløbet af samtalen den 13. december 1990, som ikke var ganske i overensstemmelse med (A's) beskrivelse heraf (i hendes skrivelse af 29. januar 1990). Jeg finder, at det havde været mest korrekt, om (A), inden afgørelsen blev truffet, havde haft lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger til amtets udtalelse, jf. forvaltningslovens § 19.

Jeg har gjort nævnet bekendt med min opfattelse."

I skrivelse af 14. februar 1991 meddelte arbejdsmarkedsnævnet, at nævnet havde besluttet at ændre sin afgørelse af 6. september 1990, således at A fik forelagt et nyt arbejdstilbud.

Jeg tog i en skrivelse til nævnet det oplyste til efterretning.

”Rimeligt” arbejdstilbud efter en konkret vurdering af modtagerens fysiske formåen.

En arbejdsløshedskasse klagede for et medlem over en afgørelse fra et arbejdsmarkedsnævn. Nævnet havde ved afgørelsen fundet, at det arbejdstilbud, som det pågældende medlem, A, havde fået tilbudt som medhjælper på en institution, var rimeligt.

Det fremgik af sagen, at A har været beskæftiget som ufaglært, og at hun i august 1986 afsluttede sit første arbejdstilbud som medhjælper på et plejehjem. Hun gennemførte herefter en uddannelse som zoneterapeut med uddannelsesydelse. Hun havde i mange år haft rygproblemer og har fået behandling herfor.

I slutningen af 1989 fik hun et arbejdstilbud som medhjælper på en institution. Hun var til en samtale på institutionen den 13. december 1989, hvorunder arbejdets art (rengøring, vask m.v.) blev drøftet i forbindelse med A's ryglidelse. I samtalen deltog også en medarbejder fra amtets beskæftigelsessekretariat.

A underskrev den 13. december 1989 et ansættelsesbrev, men meddelte senere til arbejdsformidlingen, at hun ikke ønskede at påbegynde arbejdstilbuddet den 2. januar 1990.

Med henvisning hertil blev udbetalingen af dagpenge til A standset pr. 2. januar 1990. Hun klagede over dagpengestandsningen til arbejdsløshedskassens hovedledelse, som i forbindelse med behandlingen af sagen klagede til Arbejdsmarkedsnævnet i det pågældende amt over det anviste arbejdstilbud. Arbejdsløshedskassen henviste i sin skrivelse til nævnet til A's ryglidelse, som hun både tidligere og i forbindelse med det konkrete arbejdstilbud havde gjort arbejdsformidlingen opmærksom på. Også under samtalen den 13. december 1989, som A havde beskrevet i en vedlagt skrivelse af 29. januar 1990, havde hun oplyst, at hun ikke kunne klare rygbelastende arbejde og ikke mente at kunne klare det arbejde, der her blev beskrevet; men hun havde ladet sig overtale - nærmest følt sig tvunget - til at prøve. Arbejdsløshedskassen havde fra institutionen i en skrivelse af 1. juni 1990 fået oplyst, at der havde været tale om et ganske almindeligt arbejdstilbud uden hensyn til A's ryglidelse.

Nævnet indhentede en udtalelse af 25. juli 1990 fra amtet, som redegjorde for beskæftigelsessekretariatets fremgangsmåde i forbindelse med arbejdstilbud. Beskæftigelsessekretariatet havde på forhånd haft kendskab til A's ryglidelse. Om omstændighederne i forbindelse med A's arbejdstilbud anførte amtet

"...

Beskæftigelsessekretariatets medarbejder var således tvunget til at udvirke et sammensat rimeligt arbejdstilbud på (institutionen), som man har gjort ved en lang række tidligere ansættelsesforhold på (institutionen) uden problemer.

Der blev således ved ansættelsessamtalen taget hensyn til (A's) helbredsmæssige situation, og denne og arbejdstilbudets indhold blev udførligt gennemdrøftet.

Det anføres i skrivelse af 1. juni 1990 fra (institutionen) til (arbejdsløshedskassen), at institutionen, forinden ansættelsessamtaler af denne art finder sted, ikke specifikt er orienteret om eventuelle helbredsmæssige forhold, hvorfor der ikke på forhånd var taget hensyn til dette.

Dette er korrekt, idet det er beskæftigelsessekretariatets opfattelse, at disse individuelle personlige forhold bedst vurderes og fremmes ved selve ansættelsessamtalen, hvor man helt konkret efter aftale med institutionen og pågældende kan udvælge de relevante arbejdsområder og sammensætte et rimeligt arbejdstilbud.

Kun i helt specielle situationer, hvor en person har alvorlige handicaps oplyser beskæftigelsessekretariatet herom af indlysende årsager.

Ved samtalen meddelte amtets medarbejder fra beskæftigelsessekretariatet, at han mente, at (A) skulle prøve det tilbudte arbejde, og såfremt hun efter at have prøvet arbejdet ikke kunne magte dette, måtte kontakte beskæftigelsessekretariatet med henblik på en anden løsning.

Amtets beskæftigelsesmedarbejder meddelte endvidere (A) de eventuelle dagpengemæssige konsekvenser ved at afslå et rimeligt arbejdstilbud og tilrådede pågældende, at hun accepterede det afgivne arbejdstilbud. ..."

På et møde den 6. september 1990 i arbejdsmarkedsnævnets beskæftigelsesudvalg blev det anviste arbejdstilbud anset for rimeligt. I et oplæg til mødet var anført bl.a. følgende

"Amtskommunens redegørelse modtaget i AF.

Iflg. redegørelsen var der i det konkrete tilfælde taget højde for (A's) svage ryg, - hun var endvidere gjort opmærksom på, at såfremt hun ikke magtede arbejdet, var amtet indstillet på at forsøge at finde anden beskæftigelse til hende.

Endvidere havde amtet ved placeringen taget medlemmets bopæl i betragtning.

Medlemmet accepterede arbejdstilbuddet og underskrev ansættelsesaftalen, men forsøgte ikke at udføre arbejde, (meldte afbud inden påbegyndelsestidspunktet).

Hvis medlemmets ryg var/er så dårlig, at hun ikke vil forsøge at udføre det tilbudte arbejde, er hun så til rådighed for arbejdsmarkedet???

Det er det lokale AF-kontors opfattelse, at (A) kun ønskede/ønsker ansættelse som zoneterapeut."

Arbejdsløshedskassen anmodede i skrivelse af 26. september 1990 om en begrundelse for nævnets afgørelse og om aktindsigt.

Nævnet uddybede i skrivelse af 2. november 1990 sin afgørelse således

"Arbejdsmarkedsnævnets beskæftigelsesudvalg har ved sin afgørelse af omtalte sag lagt vægt på, at (amtets) beskæftigelsessekretariat ved ansættelsessamtalen var fuldt bekendt med (A's) svage ryg,

at (A's) helbredsmæssige situation sammenholdt med arbejdstilbuddets indhold blev gennemdrøftet,

at (A) såvel fra amtets beskæftigelsessekretariat som fra arbejdsformidlingen blev opfordret til at påbegynde det tilbudte arbejdstilbud,

endvidere blev (A) - såvel fra beskæftigelsessekretariatet som af Arbejdsformidlingen orienteret om muligheden for efterfølgende, såfremt hun ikke magtede den tilbudte beskæftigelse, at anke rimeligheden af det afgivne arbejdstilbud til Arbejdsmarkedsnævnet."

Nævnet meddelte endvidere, at afgørelsen var truffet af beskæftigelsesudvalget på nævnets vegne, jf. § 120, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om arbejdstilbud m.v.

I klageskrivelsen til mig gjorde arbejdsløshedskassen gældende, at det omhandlede arbejdstilbud, som hovedsageligt havde bestået af rygbelastende arbejde, ikke var et "rimeligt arbejdstilbud", sådan som dette begreb skal forstås efter ordlyden af § 18, stk. 1., 2. pkt. i arbejdstilbudsloven. Der skal foretages en konkret bedømmelse af det "rimelige" i hvert enkelt tilfælde, og dette skal ske i forbindelse med sammensætningen af arbejdstilbuddet, ikke i forbindelse med en klage efter påbegyndelsen af arbejdet. Arbejdsløshedskassen pegede endvidere på, at arbejdsmarkedsnævnet havde tilsidesat forvaltningslovens bestemmelser om partshøring og begrundelse.

Arbejdsmarkedsnævnet anførte i sin udtalelse til mig

"(A) påbegyndte den 30. august 1988 en uddannelse til zoneterapeut, hvortil der bevilgedes uddannelsesydelse i perioden 30/8 1988 - 13/3 1989, - sidstnævnte dato var datoen for udløb af medlemmets dagpengeret i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55.

På baggrund af bekendtgørelse nr. 292 af 2. maj 1989, § 9, stk. 5, forlængedes perioden med uddannelsesydelse til uddannelsens afslutning den 3. juni 1989.

Den gennemførte uddannelse som zoneterapeut er ikke gennemført/iværksat som en revalideringsmæssig foranstaltning i henhold til bistandslovens § 42, men som en selvvalgt uddannelse med uddannelsesydelse efter arbejdsmarkedslovgivningens regler.

Den 18. oktober 1989 indberettede arbejdsløshedskassen i henhold til ovennævnte bekendtgørelse medlemmet til 2. arbejdstilbud, og Arbejdsformidlingen videregav - efter samtale med medlemmet - indberetningen til (hjemstedskommunen), der imidlertid ikke ønskede at ansætte pågældende, da ønsket om beskæftigelse i arbejdstilbud fra medlemmets side var som zoneterapeut eller som ansat i en børneinstitution.

Det første ønske havde kommunen ingen mulighed for at opfylde, og det næste ønske ville kommunen ikke acceptere på grund af medlemmets svage ryg.

Arbejdsformidlingen indberettede herefter (A) til et arbejdstilbud ved Frederiksborg amtskommune, - indberetningen indeholdt bl.a. oplysning om pågældendes svage ryg.

Den 7. december 1989 afgav amtskommunen et arbejdstilbud beregnet for (A). Tilbuddet lød på beskæftigelse som medhjælper ved (institutionen), hvorved amtet bl.a. tog hensyn til medlemmets bopæl sammenholdt med arbejdsstedets beliggenhed.

Arbejdsformidlingen fandt, at arbejdstilbuddet var rimeligt og henviste medlemmet til samtale på institutionen den 13. december 1989. Arbejdstilbuddet blev accepteret, og en ansættelsesaftale underskrevet samme dag af (A). Ansættelsen skulle påbegyndes den 2. januar 1990.

Inden påbegyndelse af arbejdstilbuddet meddelte medlemmet imidlertid arbejdsstedet, at hun ikke ønskede at overtage det tilbudte arbejde, hvorefter arbejdsløshedskassen stoppede udbetalingen af dagpenge til medlemmet. Ved en samtale med AF anbefalede AF's medarbejder (A) at påbegynde arbejdstilbuddet som aftalt, idet amtskommunen var indstillet på at tage hensyn til hendes helbredsforhold.

...

Nævnets sekretariat indhentede i den mellemliggende periode en udtalelse fra (amtskommunen) vedrørende den pågældende sag. Denne udtalelse såvel som oplysningerne om medlemmets tidligere beskæftigelse og egne ønsker om beskæftigelse dannede grundlag for beskæftigelsesudvalgets afgørelse angående rimelighed af det afgivne arbejdstilbud.

Amtskommunens udtalelse indeholdt ikke oplysninger om hændelsesforløbet eller vurderinger, som var i modsætning til det, som arbejdsløshedskassen havde anført i sin klage, hvorfor nævnssekretariatet ikke fandt anledning til at sende udtalelsen til arbejdsløshedskassen eller til medlemmet. Sekretariatet fandt sagen velbelyst.

Ved beskæftigelsesudvalgets møde den 6. september 1990 fandt man, at arbejdstilbuddet var rimeligt. Der var tale om beskæftigelse på overenskomstmæssig løn og arbejdsvilkår i forlængelse af pågældendes tidligere beskæftigelse og inden for arbejdsløshedskassens faglige område. I det konkrete tilfælde fandt man endvidere, på baggrund af amtskommunens udtalelse, at arbejdspladsen, der på forhånd var orienteret om (A's) svage ryg, var indstillet på at tage de nødvendige skånehensyn, så hun ikke ville blive beskæftiget med rygbelastende arbejde, ligesom amtskommunen var indstillet på at finde anden beskæftigelse, hvis det viste sig nødvendigt.

Beskæftigelsesudvalget fandt, at (A) ved først at have tiltrådt arbejdstilbuddet og efterfølgende at have afvist at påbegynde den aftalte ansættelse, ikke var berettiget til et yderligere arbejdstilbud.

Arbejdsmarkedsnævnet har med henvisning til bekendtgørelsens § 120, stk. 3, bemyndiget et underudvalg til at træffe afgørelser bl.a. i rimelighedssager. Dette underudvalg er sammensat af nævnsmedlemmer og træffer sine afgørelser på det samlede Arbejdsmarkedsnævns vegne."

Efter at have modtaget kopi af nævnets udtalelse anførte arbejdsløshedskassen i en skrivelse til mig, at der var tale om en fordrejning af situationen den 13. december 1989. A havde følt sig meget hårdt presset til at underskrive ansættelsesbrevet. Kassen bestred oplysningen om, at institutionen på forhånd skulle være orienteret om A's ryglidelse og henviste til de oplysninger, som kassen selv havde indhentet herom.

A havde telefonisk over for en af mine medarbejdere fortalt om samtalen den 13. december 1989. Hun havde på intet tidspunkt fået at vide, at der ville blive taget hensyn til hendes ryg. Det, arbejdsmarkedsnævnet havde anført om arbejdsformidlingens kontakt til kommunen om et arbejdstilbud, var, efter hvad hun havde fået oplyst fra kommunen, misvisende.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen havde den 3. december 1990 tiltrådt arbejdsløshedskassens afgørelse om at standse dagpengeudbetalingen pr. 2. januar 1990. Direktoratet havde tilkendegivet, at sagen ville kunne genoptages afhængig af min udtalelse i anledning af klagen over arbejdsmarkedsnævnets afgørelse.

Efter min gennemgang af sagen udtalte jeg følgende i en skrivelse til arbejdsløshedskassen

"Efter arbejdstilbudsloven indebærer retten til et arbejdstilbud krav på "et rimeligt tilbud om arbejde" (jf. § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 122 af 24. februar 1989). §§ 18 og 19 i bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om arbejdstilbud m.v. har følgende indhold

"Arbejdstilbuddet skal så vidt muligt gives inden for den lediges sædvanlige arbejdsområde. Det skal være et i forhold til den enkelte ledige rimeligt arbejdstilbud, under hensyntagen til arbejds- og uddannelsesmæssige forudsætninger, til afstand fra bopæl samt andre personlige forhold. Vurderingen af et arbejdstilbuds rimelighed omfatter tillige undervisning indlagt i arbejdstilbudsperioden i henhold til § 23, stk. 1.

Stk. 2. Arbejdsformidlingens afgørelse efter stk. 1 kan inden 4 uger indbringes for Arbejdsmarkedsnævnet. Arbejdsmarkedsnævnet træffer afgørelse om, hvorvidt et afgivet arbejdstilbud er rimeligt. Nævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Resumé

A, som i mange år havde haft rygproblemer, fik forelagt et arbejdstilbud som medhjælper på en institution. Under en ansættelsessamtale blev indholdet af arbejdet og A's helbredsmæssige situation drøftet. A, som ikke mente at kunne klare arbejdet fysisk, blev opfordret til at forsøge og eventuelt senere klage over arbejdstilbuddet. Inden påbegyndelsen meldte A alligevel fra og klagede senere til arbejdsmarkedsnævnet, som fandt, at der havde været tale om et rimeligt arbejdstilbud.

Ombudsmanden fandt, at der ved bedømmelsen af, om et arbejdstilbud kan anses for rimeligt, skal foretages en konkret vurdering af den enkelte arbejdstilbudsmodtager i forhold til det konkrete arbejdstilbud, og at tanken med klageadgangen til arbejdsmarkedsnævnet er, at denne skal kunne udnyttes, når arbejdstilbuddet gives.

Efter en bedømmelse af de foreliggende oplysninger om forløbet i forbindelse med arbejdstilbuddet til A og ansættelsessamtalen anså ombudsmanden det for tvivlsomt, om A havde fået anvist et arbejdstilbud, som ud fra hendes situation konkret kunne betegnes som "rimeligt".

Ombudsmanden henstillede til arbejdsmarkedsnævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1990-1746-021).