Tilbagebetaling af for meget udbetalt løn (condictio in debiti).

Tilbagebetaling af for meget udbetalt løn (condictio indebiti).

A klagede over, at Undervisningsministeriet ikke fandt anledning til at kritisere, at en købmandsskole havde tilbageholdt 12.759,48 kr. i hans løn. Beløbet vedrørte for meget udbetalt "tilsagns-tillæg" for en 9 måneders periode.

Det fremgik af sagen, at A i 1973 blev ansat som translatør ved en købmandsskole.

Under A's ansættelse modtog han efter det oplyste "et tilsagnstillæg" til hans ordinære løn, som et ekstra vederlag for i givet fald at påtage sig overarbejde.

Det fremgik af Undervisningsministeriets meddelelse nr. I-414 af 12. maj 1986, at retten til dette særlige tillæg bortfaldt for lærere, der ved det 60. år opnåede aldersreduktion i pligtigt timetal.

Pr. 1. januar 1988 fik A aldersreduktion. Han var på dette tidspunkt over 65 år gammel. Uanset dette modtog A i perioden fra den 1. januar 1988 og til og med den 31. september 1988 det nævnte tilsagnstillæg - i alt 12.759,48 kr.

Da købmandsskolen blev klar over fejltagelsen modregnede skolen beløbet i A's lønudbetaling for oktober 1988.

A protesterede over for skolen, idet han gjorde gældende, at han havde modtaget beløbet i god tro.

Købmandsskolen besvarede hans henvendelse og anførte bl.a. følgende

"...du (har) selv pligt til at undersøge konsekvenserne af at modtage aldersreduktion. Den "gode tro" kan derfor ikke bruges som undskyldning."

Der fulgte herefter en korrespondance mellem A og købmandsskolen, hvor også A's fagforening var indblandet.

Handelsskolen fastholdt sin modregning.

A klagede i januar 1989 til mig.

Da sagen ikke havde været forelagt Undervisningsministeriet, blev A's henvendelse oversendt til ministeriet til videre foranstaltning.

Til brug for Undervisningsministeriets behandling af sagen udtalte købmandsskolen bl.a.

"...

Vi har begået en fejl ved fortsat at udbetale (A) tilsagnstillæg. En forklaring, men ikke en undskyldning herfor er, at vort lønsystem (SCL) pr. automatik udbetaler tilsagnstillæg indtil det modtager kode for det modsatte.

Efter at have gransket skolens personalevejledning og rådspurgt Undervisningsministeriet har vi besluttet, at der skulle finde tilbagebetaling sted. Vi måtte gå ud fra, at (A) må være klar over, at han ikke både kunne få fuld løn for reduceret timetal og samtidig oppebære honorar for tilsagn om i givet fald at tage overtimer.

..."

Undervisningsministeriet afviste herefter at kritisere den foretagne modregning, idet ministeriet bl.a. anførte

"...

Det fremgår af de af ministeriet, som I-414 den 17. maj 1986 udsendte regler, at "tilsagnstillæg" bortfalder for lærere, der ved det 60. år opnår aldersreduktion." Det fremgår endvidere af det til skolerne udsendte, at reglen strækker sig tilbage til midten af året 1977.

På denne bagrund finder ministeriet ikke anledning til at kritisere, at skolen har foretaget modregning, idet man dog skal udtale, at modregningen burde have været delt op i mindre portioner.

..."

A klagede på ny til mig og henviste til sin tidligere henvendelse, hvori han bl.a. anførte

"Når jeg som lønmodtager får udbetalt min løn, må det også være min gode ret at stole på, at lønningsbogholderiet, hvis specialopgave det må være at besidde alle relevante oplysninger om min aflønning, har foretaget en korrekt udbetaling, så jeg frit kan disponere i overensstemmelse dermed og ikke være tvungen til hver måned at lægge et beløb tilside til tilbagebetaling af eventuelle forkert udbetalte lønninger. Jeg kan derfor kun have været i god tro, og den blev jeg yderligere bestyrket i ved, at det varede ca. 9 måneder, inden det blev konstateret. At der er begået en fejl i dette tilfælde blev først åbenbart for mig, da jeg den 4. oktober 1988 fik bilag VI.

..."

Af Undervisningsministeriets udtalelse til brug for sagen fremgik bl.a.

"Undervisningsministeriet har ...... til klageren gjort opmærksom på, at reglen faktisk strækker sig tilbage til midten af året 1977. Reglen må endvidere anses for almindelig kendt og forståelig uden at forudsætte særlig lønteknisk indsigt. Af denne grund finder ministeriet ikke, at klageren kan anses for at have været i begrundet god tro, da han urigtigt oppebar tilsagnstillægget, som er et ekstra vederlag for i givet fald at påtage sig overtimer, samtidig med aldersreduktionen, som skal være en reel arbejdstidsnedsættelse med bevarelse af normal løn."

Undervisningsministeriets udtalelse var bilagt en erklæring fra købmandsskolen, hvoraf fremgik

"...

Skolen har begået en fejl ved ikke straks at trække tilsagnstillægget fra (A's) løn, da han gik på aldersreduktion. Dette forhold har vi beklaget overfor (A), og vi har tilbudt ham, at den for meget udbetalte løn kunne afdrages efter eget forslag.

....

Diskussionen om (A's) "gode tro" har vi vurderet til at være irrelevant, da vi mener, at den ansatte som et minimum må være klar over gældende regler omkring sin egen ansættelse.

..."

I A's afsluttende bemærkninger til sagen pointerede han, at han opnåede aldersreduktion midt i et skoleår (den 1. januar 1988), og at han i forbindelse hermed skulle afgive 2 klasser til andre lærere. Skolen var således efter A's opfattelse fuldt bekendt med, at der skete ændringer i hans ansættelsesforhold.

I et brev til A udtalte jeg følgende

"Jeg har forstået Deres henvendelse således, at De i og for sig er enig i, at De ikke var berettiget til at oppebære det nævnte tillæg efter, at De den 1. januar 1988 fik aldersreduktion i Deres pligtige ugentlige timetal.

Til min bedømmelse foreligger således alene spørgsmålet om, hvorvidt skolen - med Undervisningsministeriets accept - kunne kræve det fejlagtigt udbetalte beløb tilbagebetalt.

Spørgsmålet om arbejdsgiverens ret til at kræve tilbagebetaling af for meget udbetalt løn er ikke reguleret i lovgivningen.

Udgangspunktet for bedømmelsen af sagen er således obligationsrettens almindelige regler om tilbagesøgning (condictio indebiti). Reglerne anvendes med visse tillempninger for offentligt ansatte bl.a. som følge af, at aflønningsforholdene er undergivet en nøje regulering i aftaler, cirkulærer m.v.

Det er, så vidt jeg forstår, ikke til støtte for det fremsatte krav om tilbagebetaling gjort gældende, at De har modtaget beløbet mod bedre vidende. Det er derimod købmandsskolens og Undervisningsministeriets opfattelse, at De burde have haft kendskab til de gældende regler, hvorefter det nævnte tillæg bortfaldt, når De på grund af alder gik ned i timetal.

Hvorvidt en "burde-viden" kan begrunde tilbagebetaling må selvsagt i nogen grad komme an på, om uagtsomheden hos den pågældende (Dem) kan betegnes som mere eller mindre grov.

Jeg finder ikke på det foreliggende grundlag anledning til at tage stilling til skolen og Undervisningsministeriets opfattelse af Deres subjektive forhold.

Efter min mening følger det af retstilstanden på området, at der - i tillæg til vurderingen af den pågældendes rent subjektive forhold - skal foretages en mere almen, objektivt præget vurdering af, hvem der er nærmest til at bære risikoen for den skete fejludbetaling. Jeg henviser bl.a. til den sag, der er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning 1981, s. 82 ff.

I det foreliggende tilfælde bør der ved denne vurdering, efter min opfattelse, bl.a. indgå den tid (ca. 9 måneder) der gik, før skolen blev opmærksom på fejlen. Endvidere må der henses til beløbets størrelse set i forhold til Deres samlede månedlige lønudbetaling. Det bør i den forbindelse også vurderes, om der fra skolens side generelt eller særligt i forbindelse med overgangen til aldersreduktion, burde være orienteret nærmere om de lønmæssige konsekvenser. Se i den forbindelse Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 45 H og Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 935 VL.

Da skolen og Undervisningsministeriet efter det oplyste har truffet afgørelse om tilbagebetaling alene ud fra en vurdering af, hvorvidt De burde have haft kendskab til de pågældende regler om tillæggets beregning og ophør, har jeg samtidig hermed henstillet til Undervisningsministeriet at undergive sagen en fornyet overvejelse på baggrund af ovennævnte. "

Resumé

A klagede over, at Undervisningsministeriet ikke fandt anledning til at kritisere, at en skole - hvor A var ansat - havde modregnet 12.759,48 kr. i hans løn. Beløbet vedrørte et særligt tillæg, der fejlagtigt var blevet udbetalt over en 9-måneders periode.

Til støtte for kravet om tilbagebetaling havde skolen gjort gældende, at A burde have haft kendskab til, at han ikke havde været berettiget til tillægget.

Ombudsmanden fandt, at der - udover en vurdering af A's subjektive forhold - skulle foretages en mere almen, objektivt præget vurdering af, hvem der var nærmest til at bære risikoen for den skete fejludbetaling.

Efter en angivelse af, hvilke kriterier der kunne indgå i denne vurdering, henstillede ombudsmanden til Undervisningsministeriet, at sagen blev undergivet en fornyet overvejelse. (J. nr. 1989-204-70).