Bedømmelseskollegies fremgangsmåde i forbindelse med karaktergivning.
Statutory Text (2 Articles)
Bedømmelseskollegies fremgangsmåde i forbindelse med karaktergivning.
A klagede over en eksamensbedømmelse samt Undervisningsministeriets behandling af hans eksamensklage.
Min undersøgelse omfattede følgende to spørgsmål
Bedømmelseskollegiets fremgangsmåde i forbindelse med karaktergivningen.
Direktoratet for Erhvervsuddannelserne og Undervisningsministeriets departements behandling af A's klage.
ad 1: Karaktergivningen
Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at der blev afholdt afgangseksamen i 1987 på Skolen for Brugskunst. Afgangsholdet på linien for keramik og glas bestod af 16 keramikstuderende og 1 glasstuderende - A. A's forelagte arbejder blev bedømt af et kollegium bestående af 3 fremmede censorer og tre lærercensorer. I forbindelse med bedømmelsen af A's arbejde - et glasbygningsmodul - blev en lærer og en fremmed censor udskiftet med henholdsvis læreren i glasværkstedet og en glaskunstner. A's arbejde blev forelagt og bedømt om morgenen, og i den forbindelse skete en vis udveksling af synspunkter mellem A og nogle af kollegiets medlemmer og disse indbyrdes. Da fremlæggelsen og drøftelserne var færdig, afgav de to glascensorer skriftligt deres karakterer til studielederen og forlod derpå eksamen.
Om eftermiddagen fik A meddelelse om, at han havde fået karakteren tilfredsstillende. På baggrund af en klage fra A over karakteren redegjorde Skolen for Brugskunst i en skrivelse til Undervisningsministeriets departement på følgende måde for forløbet i forbindelse med karaktergivningen
"...
I forbindelse med den procedure som har fundet sted under bedømmelsen skal endnu engang nævnes, at denne forelæggelse har karakter af en åben drøftelse, på baggrund af hvilken hvert enkelt medlem af bedømmelseskollegiet kan tage stilling til projektet og afgive sin stemme jævnfør bedømmelsescirkulæret par. 2, stk. 3. Under disse drøftelser fremgik det, at bl.a. 2 af de fremmede censorer stillede sig kritisk overfor en del af afgangsarbejderne.
(A's) påstand om, at denne afgørende fælles drøftelse af afgangsarbejderne ikke har fundet sted, afvises af studielederen på keramiklinien. En forespørgsel hos medlemmer af bedømmelsesudvalget vil, som tidligere anført, givetvis kunne bekræfte studielederens udtalelse.
2) 2 lærere og 1 censor stemte for at (A) skulle have meget tilfredsstillende. Det vil sige at 1 lærer og 2 censorer gav karakteren tilfredsstillende. I tilfælde som dette vejer censorernes stemmer tungest."
A gjorde i klagen til mig gældende, at den fremgangsmåde, der blev fulgt ved karaktergivningen, måtte anses for uheldig, og under en telefonsamtale med en af mine medarbejdere præciserede han indholdet af sin klage på følgende måde, som jeg gengav i min høringsskrivelse til Undervisningsministeriets departement
"Under en telefonsamtale har (A) uddybet baggrunden for sin klage til mig. Han oplyste, at han som den eneste ved afgangseksamen i faget keramisk formgivning, glas m.v. på Skolen for Brugskunst afleverede et arbejde inden for glasformgivning. 2 af de 6 censorer, der deltog i bedømmelsen af hans eksamensarbejde, havde særlige forudsætninger for at bedømme glasarbejde. De 2 nævnte censorer deltog ikke i bedømmelsen af de øvrige elevers arbejder og forlod skolen, efter at (A) havde forelagt sit arbejde. Det er (A's) opfattelse, at de 6 censorer ikke har haft tid til samlet at gennemdrøfte deres vurderinger af hans projekt, og at han således er gået glip af den mulighed, at de 2 særligt sagkyndige kunne påvirke de øvrige censorer bl.a. ved at klarlægge de særlige tekniske problemer ved et glasarbejde som det foreliggende. (A) har herved henvist til, at der kun gik ganske kort tid, inden de 4 tilbageblevne censorer gik videre til det næste eksamensarbejde. A er af den opfattelse, at der næppe har været tid til andet, end at de to glascensorer har afgivet deres karakterer. Han sætter spørgsmålstegn ved, om de to glascensorer var bekendt med de øvrige censorers vurderinger, da de forlod skolen."
I en udtalelse af 1989 til mig kommenterede Undervisningsministeriet, departementet, A's klage på følgende måde
"De 2 glascensorer (en lærer og en fremmed censor) bedømte begge (A's) glasarbejde til karakteren "meget tilfredsstillende". Det samme gjorde yderligere en censor (en lærer), mens de andre 3 censorer (en lærer og 2 fremmede censorer) gav karakteren "tilfredsstillende". Da stemmetallet herefter stod 3-3, og det var 2 af de fremmede censorer, der gav karakteren "tilfredsstillende", blev denne karakter det endelige resultat.
Hver enkelt censors karakter indeholder en bedømmelse både af den tekniske fremstilling og af den kunstneriske fremstilling. På det sidste punkt er de 2 glascensorer ifølge skolen ikke mere sagkyndige end de øvrige censorer, og det var - også ifølge skolen - netop dette forhold, der førte til, at de 2 fremmede censorer ikke ville give karakteren "meget tilfredsstillende".
Hvad angår spørgsmålet om den mundtlige forelæggelse og votering har skolen endvidere oplyst, at man følger den praksis, at der under de studerendes forelæggelse af afgangsarbejder for så vidt også finder en votering sted. Dette giver sig udtryk i, at alle censorer aktivt deltager i drøftelserne i forbindelse med en forelæggelse, og at de her også indbyrdes drøfter projektet og eventuelt afgiver kritik af det. Efter (A's) forelæggelse har der ikke fundet nogen egentlig votering sted. Alle censorer har straks afgivet deres karakter. Heller ikke efter eksaminationen af alle eleverne i faget keramisk formgivning, glas m.v. er der ifølge skolen blevet foretaget nogen votering om (A's) arbejde, dvs. at der ikke blev voteret af de 4 censorer, efter at de 2 glascensorer havde forladt eksaminationen.
Skolen oplyste imidlertid, at man i et tilfælde som (A's), hvor der medvirkede et særligt censorkollegium, nu var gået over til at meddele karakteren, så snart de særligt sagkyndige havde forladt eksaminationen.
Ministeriet fandt herefter fortsat, at der ikke var grundlag for kritik af den procedure, der havde fundet sted i forbindelse med eksaminationen, en procedure, som ministeriet ikke fandt i strid med bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 168 af 27. april 1971 om uddannelse af kunsthåndværkere og i cirkulære nr. 201 af 6. august 1970 om bedømmelseskollegiernes og ankenævnenes virksomhed ved visse af kunsthåndværkeruddannelserne. Ministeriet var dog enig i, at det sene tidspunkt for meddelelsen af karakteren til (A) kunne virke uheldigt, og har derfor med tilfredshed taget den nye procedure på dette punkt til efterretning.
Herudover havde ministeriet ikke yderligere bemærkninger i anledning af klagen over selve eksaminationen."
I en skrivelse til A udtalte jeg følgende
"Eksamen på Skolen for Brugskunst afholdes på grundlag af bekendtgørelse nr. 168 af 27. april 1971 om uddannelse af kunsthåndværkere samt cirkulære nr. 201 af 6. august 1970 om bedømmelseskollegiernes og ankenævnenes virksomhed ved visse af kunsthåndværkeruddannelserne.
Bekendtgørelsen indeholder i § 10 følgende bestemmelser
"§ 10. På grundlag af en bedømmelse af et udvalgt materiale af de kursusarbejder, som den enkelte studerende har udarbejdet i studietiden, afgøres det ved afslutningen af 2. studieperiode, om der kan udstedes afgangsbevis til den studerende. Den studerende kan ved denne bedømmelse ud over de udvalgte kursusarbejder fremlægge et selvvalgt eller af skolen stillet afgangsprojekt. Flere studerende kan udarbejde et fælles afgangsprojekt, såfremt det er muligt at bedømme den enkeltes indsats i det fælles arbejde.
Stk. 2. Ved bedømmelser i henhold til stk. 1 vurderes kursusarbejderne vedrørende almen formlære, kursusarbejderne vedrørende faglig form og teknik samt et eventuelt afgangsprojekt under ét af et censorkollegium, bestående af 3 af skolen udpegede lærere inden for den pågældende studieretning og 3 af direktoratet for erhvervsuddannelserne udpegede censorer, der normalt ikke må have tilknytning til skolens undervisning.
Stk. 3. De nærmere bestemmelser om censorkollegiets virksomhed fastsættes af direktoratet for erhvervsuddannelserne."
Cirkulæret indeholder i § 2 følgende bestemmelser
"§ 2. Det kollegium, som i henhold til bekendtgørelsernes § 9, stk. 2 (i en bekendtgørelse fra 1970 som svarer til § 10, stk. 2 i 1971-bekendtgørelsen, min bemærkning), skal foretage en bedømmelse af elevernes kursusarbejder ved afslutningen af sidste klasse, består af 3 lærere, der udpeges af skolen blandt de lærere, der i det sidste år regelmæssigt har undervist på skolen indenfor den pågældende undervisningslinie, samt af 3 censorer, der udpeges af direktoratet for erhvervsuddannelserne.
Stk. 2. Censorerne beskikkes af direktoratet for erhvervsuddannelserne for en periode af 3 år.
Stk. 3. Bedømmelseskollegiets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er flertallet blandt de af censorerne afgivne stemmer afgørende."
Det må efter min mening antages, at det i et tilfælde som det foreliggende, hvor et kollegialt organ skal fastsætte en karakter på grundlag af en besigtigelse af et fremlagt projekt, må kræves, at der normalt inden fastsættelsen finder en samlet rådslagning sted blandt medlemmerne, jf. herved Bent Christensen, Nævn og Råd, 1958, s. 423f.
Fastsættelsen af Deres karakter skete efter det oplyste på den måde, at der umiddelbart i tilknytning til Deres forelæggelse af arbejdet for bedømmelseskollegiet foregik en vis udveksling af synspunkter blandt kollegiets medlemmer. Hvert af medlemmerne nedfældede uafhængig af de øvrige en karakter på en seddel, og karakteren blev fastsat ved en sammentælling af sedlerne og anvendelse af den særlige afstemningsregel i § 2, stk. 3, i cirkulæret. Der blev således ikke forhandlet samlet i bedømmerkollegiet i forbindelse med karakterfastsættelsen.
Idet jeg henviser til det ovenfor anførte, skal jeg udtale, at det må betragtes som en fejl, at fastsættelsen ikke skete på baggrund af en samlet drøftelse blandt kollegiets medlemmer. Det bemærkes herved, at der efter min mening ikke forelå sådanne forhold, som i særlige tilfælde kan begrunde, at afgørelsen ikke undergives den indbyrdes påvirkningsmulighed, der er indeholdt i kravet om rådslagning. Jeg har samtidig hermed gjort Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse og henstillet til ministeriet at tage sagen op til fornyet overvejelse på baggrund af det, jeg har anført.
Samtidig har jeg henstillet til ministeriet at overveje, om der på baggrund af det, jeg har anført, er grund til at ændre den procedure, som efter det oplyste nu følges ved fastsættelse af karakterer ved Skolen for Brugskunst.
ad 2): Behandlingen af A's klage
I skrivelse af 25. maj 1987 til Direktoratet for Erhvervsuddannelserne klagede A over karaktergivningen og den fremgangsmåde, der blev fulgt i forbindelse hermed .
Direktoratet indhentede i den anledning en udtalelse af 5. september 1987 fra Skolen for Brugskunst. Skrivelsen indeholdt en detaljeret redegørelse for forløbet af den drøftelse, der fandt sted blandt bedømmelseskollegiets medlemmer, umiddelbart efter at De havde forelagt arbejdet.
Direktoratet traf i skrivelse af 1987 afgørelse om at fastholde karakteren uden forinden at have forelagt skolens udtalelse for A til udtalelse. Afgørelsen var vedlagt skolens udtalelse.
A påklagede afgørelsen ved skrivelse af 1988 til Undervisningsministeriets departement, som i den anledning indhentede sagens akter fra direktoratet. Direktoratet meddelte i skrivelse af 12. april 1988 departementet, at direktoratet ikke havde yderligere bemærkninger i anledning af klagen. Departementet sendte A med skrivelse af 26. april 1988 kopier af direktoratets afgørelse af 23. december 1987 samt af Skolen for Brugskunsts udtalelse af 5. september 1987 og bad A under henvisning hertil at sende eventuelle bemærkninger inden 4 uger.
I den anledning fremkom A i en skrivelse af 19. maj 1988 til departementet med en række bemærkninger. Denne skrivelse forelagde departementet for Direktoratet for Erhvervsuddannelserne, som bad Skolen for Brugskunst om at svare på nogle spørgsmål, departementet havde stillet. Skolen svarede i skrivelse af 8. juli 1988, og direktoratet videresendte s.d. svaret til departementet. Departementet meddelte A i skrivelse af 11. november 1988, at departementet ikke kunne tage A's klage til følge. Departementet havde ikke forinden forelagt skolens brev af 8. juli 1988 for A med henblik på, at A fik lejlighed til at udtale sig om det, der var anført heri, men sendte samtidig med afgørelsen A en kopi af brevet.
I en skrivelse til A udtalte jeg følgende
"Forvaltningsloven indeholder i § 19, stk. 1, følgende bestemmelser
"§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse."
Både direktoratet og departementet modtog supplerende oplysninger fra Skolen for Brugskunst i forbindelse med behandlingen af Deres klager - i skrivelserne af henholdsvis 5. september 1987 og 8. juli 1988 - og traf afgørelse uden forinden at forelægge oplysningerne for Dem til udtalelse.
Jeg finder det beklageligt, at direktoratet og departementet på denne måde tilsidesatte bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1. Jeg har samtidig hermed gjort de to myndigheder bekendt med min opfattelse."
Resumé
Som del af afgangseksamen fremlagde A arbejder inden for faget formgivning til bedømmelse af et kollegium bestående af 3 fremmede censorer og 3 lærercensorer. Da fremlæggelsen og drøftelsen mellem A og bedømmelseskollegiet var færdige, afgav 2 censorer skriftligt deres karakter til studielederen og forlod derpå eksamen. Der blev ikke forhandlet samlet i bedømmelseskollegiet i forbindelse med karakterfastsættelsen. 3 censorer ville give karakteren meget tilfredsstillende, og 3 ville give karakteren tilfredsstillende. Herefter fik A på baggrund af en særlig afstemningsregel ved stemmelighed karakteren tilfredsstillende. A klagede over karaktergivningen og fremgangsmåden til Direktoratet for Erhvervsuddannelserne.
Direktoratet for Erhvervsuddannelserne indhentede en udtalelse fra skolen, der indeholdt en detaljeret redegørelse for forløbet af den drøftelse, der fandt sted i bedømmelseskollegiet. Direktoratet fastholdt afgørelsen uden at forelægge skrivelsen fra skolen for A.
A klagede over afgørelsen til Undervisningsministeriet, departementet. Under departementets behandling af sagen indgik en svarskrivelse fra skolen. Denne svarskrivelse blev ikke forelagt for A til udtalelse, inden departementet traf sin afgørelse.
Ombudsmanden udtalte, at det måtte betragtes som en fejl, at karakterfastsættelsen ikke skete på baggrund af en samlet drøftelse blandt kollegiets medlemmer. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt, at direktoratet og departementet traf afgørelsen uden forinden at have forelagt samtlige de yderligere oplysninger for A til udtalelse.
Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet, at sagen blev taget op til fornyet overvejelse, samt at Undervisningsministeriet overvejede, om der var grund til ændring af proceduren ved fastlæggelse af karaktererne ved skolen. (J. nr. 1989-455-712).