Legislator Case Law & Legislation
O19890020070 DK

Bortfald af tilladelse til buskørsel.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelser 1989 200 Valid

§ 11, stk. 2, i bekendtgørelsen regulerer tilfælde, hvor den ansvarlige leder fratræder. § 11, stk. 2, er formuleret således

" Stk. 2. Fratræder den ansvarlige leder, som opfylder de i stk. 1 nævnte krav, virksomheden, bortfalder tilladelsen, såfremt virksomheden ikke inden udløbet af 6 måneder efter hans fratræden over for den tilladelsesudstedende myndighed har dokumenteret, at virksomheden har ansat en ny ansvarlig leder, der opfylder kravene i stk. 1."

Det er efter min opfattelse tvivlsomt, om tilfælde som det foreliggende, hvor selskabet bestrider, at den ansvarlige leder er fratrådt, skal bedømmes efter reglerne i stk. 2 om bortfald af tilladelsen. Jeg henviser til mine bemærkninger herom i vedlagte kopi af min skrivelse til Persontrafikrådet. I den aktuelle sag skal jeg dog indskrænke mig til at bedømme forholdet ud fra det af myndighederne påberåbte hjemmelsgrundlag.

Det afgørende er herefter, om der foreligger tilstrækkeligt grundlag for at antage, at B er "fratrådt" sin stilling som ansvarlig leder - i betydningen, ikke er den der faktisk og vedvarende forestår transportarbejdet, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 1 - med den konsekvens, at selskabets tilladelse er bortfaldet efter reglerne i § 11, stk. 2.

Det fremgår af Rådets afgørelse fra den 20. september 1988, at konstateringen af tilladelsens bortfald skete på baggrund af de for Rådet da foreliggende oplysninger.

I brev af 17. juni 1988 meddelte Direktoratet for Vejtransport, at man var blevet bekendt med nogle nærmere beskrevne omstændigheder, som her er gengivet ovenfor. Rådet har således ved sin afgørelse lagt vægt på oplysningerne om

-

at (C) havde overtaget 90% af selskabets anparter

-

at det af selskabets regnskab for 1986 (udarbejdet i april 1987) fremgik, at hele selskabskapitalen ejedes af (C). - Denne oplysning var dog bestridt i Deres brev af 13. juli 1988

-

at selskabet skiftede adresse

-

B's lønforhold i 1986 og 1987.

Om de 2 første led i begrundelsen skal jeg bemærke følgende

Myndighederne fandt oprindeligt ikke en formodning om stråmandsvirksomhed tilstrækkelig til at nægte udstedelse af tilladelse til selskabet. I stedet knyttede man et vilkår til den endelige tilladelse gående ud på, at (B) skulle eje samtlige anparter i selskabet.

Adgang til at fastsætte vilkår i forbindelse med udstedelse af tilladelser til turist- og bestillingskørsel er omhandlet i lovens § 10, der giver udtrykkelig hjemmel til fastsættelse af visse vilkårstyper. Der kan formentlig også herudover fastsættes særlige vilkår for tilladelse i de enkelte tilfælde. Det er dog herved en forudsætning, at sådanne vilkår ikke strider mod lovens ordning i øvrigt.

Af betydning for den foreliggende sag er, at bekendtgørelse nr. 620, jf. lovens §§ 12 og 13, stk. 1, stiller krav til selskabet om økonomisk baggrund og krav til selskabets ansvarlige leder om vandel og faglig egnethed. Myndighederne kan på den baggrund efter min opfattelse ikke lovligt fastsætte vilkår om, at den ansvarlige leder skal eje selskabets anparter helt eller delvist. Vilkåret er endvidere fastsat i strid med direktoratets brev til Dem af 12. april 1985.

Når der ikke lovligt kan fastsættes vilkår om, at den ansvarlige leder skal eje selskabets anparter helt eller delvist, kan eventuel tilsidesættelse af vilkåret heller ikke tillægges vægt ved en afgørelse om tilladelsens bortfald efter bekendtgørelsens § 11, stk. 2.

Da en væsentlig del af grundlaget for Persontrafikrådets konstatering af, at (B) var "fratrådt" stillingen som ansvarlig leder, herefter ikke kan anses som bæredygtigt, må jeg allerede af den grund nære betænkelighed ved at tilslutte mig afgørelsen om bortfald af selskabets tilladelse.

De øvrige omstændigheder, som Persontrafikrådet har tillagt betydning for afgørelsen, udgør efter min opfattelse ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at anse det for godtgjort, at (B) var fratrådt som faktisk og vedvarende leder af selskabets transportarbejde.

Jeg har på den baggrund samtidig hermed henstillet til Persontrafikrådet at træffe en ny afgørelse i sagen.

Det er herved også indgået i min vurdering, at Deres anmodning om aktindsigt i skrivelse af 29. september 1988 ikke blev behandlet korrekt.

Deres anmodning blev først besvaret med direktoratets skrivelse af 17. november 1988, kort tid forud for Persontrafikrådets møde den 22. november 1988, hvor rådet afviste at genoptage sagen.

Direktoratet har i udtalelsen til mig erkendt, at det var en fejl, at anmodningen "ikke (blev) imødekommet inden for den i forvaltningsloven fastsatte frist."

Jeg går ud fra, at direktoratet henviser til 10-dages-fristen i forvaltningslovens § 16, stk. 2.

Fejlen har imidlertid efter min opfattelse navnlig betydning i relation til reglen i forvaltningslovens § 11, hvorefter fremsættelse af en begæring om aktindsigt, som efter loven skal imødekommes, medfører en pligt for vedkommende myndighed til at udsætte sagens afgørelse, indtil der er givet den pågældende adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne.

Reglen skal ses i sammenhæng med forvaltningslovens partshøringsregler, herunder reglen i § 21 om, at parten kan forlange sagens afgørelse udsat, indtil han har afgivet en udtalelse om sagen.

Der er for så vidt efter min mening ikke blot tale om en fristoverskridelse, men om en - noget mere alvorlig - tilsidesættelse af forvaltningslovens partshøringsprincip."

I min samtidige skrivelse til Persontrafikrådet skrev jeg

"Sagen har herudover givet mig anledning til nogle principielle overvejelser vedrørende det hjemmelsgrundlag, Persontrafikrådet har anvendt i sagen, og - så vidt jeg er orienteret - i andre sager om "stråmandsvirksomhed".

Som nævnt i skrivelsen til (A) finder jeg det tvivlsomt, om reglen i bekendtgørelse nr. 620, § 11, stk. 2, kan finde anvendelse i sager som denne. Der er efter min vurdering ikke den tætte sammenhæng imellem reglerne i bekendtgørelsens § 11, stk. 1, og § 11, stk. 2, som rådet synes at lægge til grund.

Medens § 11, stk. 1, med udtrykkelig hjemmel i lovens § 13 angiver de krav, der stilles til den ansvarlige leder, når tilladelsesindehaveren er et selskab, regulerer § 11, stk. 2, en situation (bortfald), der ikke er peget på i § 13, men som derimod er nærmere omhandlet i lovens § 16, der er formuleret således

"§ 16. Hvis indehaveren af en tilladelse givet i henhold til denne lov afgår ved døden eller bliver fysisk eller retligt ude af stand til at udøve virksomheden, bortfalder tilladelsen. Dødsboet, konkursboet eller den, der i øvrigt handler på tilladelsesindehaverens vegne, kan dog efter anmeldelse til den myndighed, der har givet tilladelsen, midlertidigt fortsætte den virksomhed, som har været udøvet i henhold til den bortfaldne tilladelse, med henblik på afvikling, afhændelse eller lignende af virksomheden. Adgangen hertil gælder kun i indtil 1 år, men denne frist kan, når særlig motivering herfor foreligger, forlænges af den pågældende myndighed, dog kun i yderligere 6 måneder.

Stk. 2. En afgørelse begrundet i fysiske forhold hos tilladelsesindehaveren kan af den, afgørelsen vedrører, eller den, der handler på hans vegne, forlanges indbragt for domstolene. § 15, stk. 1, 2. og 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse."

Efter min opfattelse er der meget, der taler for, at bortfaldsreglen i bekendtgørelsens § 11, stk. 2, må forstås således, at den kun omfatter tilfælde, hvor lederens fratræden - og dermed tilladelsens bortfald efter 6 måneder - kan konstateres på grundlag af enten virksomhedens meddelelse herom eller på grundlag af relativt nemt konstaterbare, retlige eller faktiske omstændigheder svarende til dem, der er angivet i lovens § 16. Det bemærkes herved, at § 16 ikke udtrykkeligt omfatter tilfælde, hvor tilladelsesindehaveren er et selskab, og de faglige og vandelsmæssige krav derfor må stilles den ansvarlige leder af selskabet.

De tilfælde, der i praksis betegnes som stråmandsvirksomhed er, så vidt jeg forstår gennemgående karakteriseret ved, at selskabet bestrider, at den anmeldte ansvarlige leder, som opfylder de faglige og vandelsmæsige krav, er fratrådt - og det beror på en efter omstændighederne ganske vanskelig bevismæssig vurdering at godtgøre, at den pågældende alligevel må siges at være fratrådt i bekendtgørelsens forstand.

Rent sprogligt finder jeg det ikke særligt nærliggende at tale om fratræden, når såvel den pågældende som selskabet bestrider, at der er sket afgørende ændringer i ledelsesforholdet.

Bortfaldsreglerne i lovens § 16 indeholder en let adgang til domstolsprøvelse i de tilfælde (fysisk svækkelse), hvor afgørelsen i særlig grad kan give anledning til tvivl. Denne adgang findes ikke, når forholdet bedømmes efter reglerne i bekendtgørelsens § 11, stk. 2.

Når "stråmandsvirksomhed" bedømmes efter bortfaldsreglerne gælder en ubetinget minimumsfrist på 6 måneder fra lederens fratræden til tilladelsens bortfald, inden for hvilken selskabet kan afværge tilladelsens bortfald ved at indsætte en ny ansvarlig leder. Rent bortset fra problemerne ved at fastsætte begyndelsestidspunktet for 6 måneders fristen, går jeg ud fra, at det jævnligt må forekomme utilfredsstilende, at selskabet således kan afværge videregående konsekvenser af selv grove tilfælde af stråmandsvirksomhed.

Bortfaldsreglerne er udformet således, at tilladelsens bortfald (efter 6 måneder) indtræder som obligatorisk, automatisk følge af konstateret fratræden. Reglerne levner ikke plads for en nuanceret bedømmelse med hensyntagen til forholdets grovhed og valg mellem forskellige reaktioner, som jeg går ud fra, der i praksis kan være behov for. Endvidere må det efter min opfattelse give anledning til processuelle problemer at søge en afgørelse om at anse en tilladelse for bortfaldet gennemtvunget i praksis.

Hvor myndighederne mod indehaverens ønske inddrager en gyldig udstedt tilladelse, anvender lovgivningen og den forvaltningsretlige terminologi sædvanligvis begrebet tilbagekaldelse.

Adgangen til at tilbagekalde tilladelser er normeret i buslovens § 14, jf. § 15.

Myndighederne kan i henhold til § 14 administrativt tilbagekalde tilladelser, hvis indehaveren af tilladelsen

-

groft eller i ofte gentagne tilfælde har overtrådt lovligt fastsatte vilkår (§ 14, stk. 1, 2. led),

-

groft eller i ofte gentagne tilfælde har overtrådt busloven eller forskrifter udstedt i medfør af busloven, (§ 14, stk. 1, 2. led),

-

har gjort sig skyldig i andre forhold, der giver grund til at antage, at han ikke fremtidig vil drive virksomhed på forsvarlig måde (§ 14, stk. 2). I sådanne tilfælde er der i henhold til § 15 åbnet en særlig let adgang til domstolsprøvelse, hvorefter den, afgørelsen vedrører, ved at fremsætte anmodning over for den tilbagekaldende myndighed, kan foranledige, at sagen indbringes for domstolene.

Bemærkningerne til lovforslaget, som fremsat den 18. oktober 1977 af ministeren for offentlige arbejder, beskriver lovens tilbagekaldelsesadgang således

"Til §§ 14 og 15.

Efter lovforslaget vil en tilladelse kunne tilbagekaldes af den myndighed, der har udstedt den, hvis indehaveren gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af vilkårene for tilladelsen eller af bestemmelser i loven eller i bekendtgørelser udstedt i medfør af loven. En tilbagekaldelse på dette grundlag er underkastet domstolskontrol efter de almindelige regler om domstolskontrol med forvaltningen i grundlovens § 63.

Endvidere vil tilbagekaldelse kunne ske administrativt, hvis indehaveren gør sig skyldig i andre forhold, der giver grund til at antage, at han ikke fremtidig vil drive virksomheden på forsvarlig måde. En tilbagekaldelse på dette grundlag er underkastet en kvalificeret domstolskontrol efter de særlige regler i § 15."

Buslovens § 14 rummer efter min opfattelse den nødvendige og tilstrækkelige hjemmel til at tilbagekalde en tilladelse udstedt til et selskab, hvis det viser sig, at den person, der over for myndighederne er opgivet som selskabets ansvarlige leder - og som opfylder kravet om faglig egnethed og vandelskravet - ikke er den, der faktisk og vedvarende forestår virksomhedens transportarbejde, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 1.

"Stråmandsvirksomhed" vil således efter min opfattelse i almindelighed kunne betragtes som overtrædelse af de gældende regler om kravene til den ansvarlige leder. Efter omstændighederne vil det endvidere kunne betragtes som overtrædelse af lovligt fastsatte vilkår for den meddelte tilladelse.

Tilbagekaldelsesreglerne er - i hvert fald for en retlig betragtning - generelt set mere dækkende og mere hensigtsmæssige som grundlag for den indskriden, som jeg må gå ud fra er nødvendig over for "stråmandsvirksomhed". Tilbagekaldelsesreglerne rummer, bl.a. på grund af deres pønale karakter, på den ene side den nødvendige smidighed i retsanvendelsen og på den anden side en rimelig retsbeskyttelse af tilladelsesindehaveren. Jeg henviser til, at tilbagekaldelse af tilladelsen ikke er nogen nødvendig følge af en konstateret overtrædelse, jf. at loven bruger udtrykket "kan". Der skal anlægges en grovhedsvurdering, herunder om der er tale om en oftere gentagen overtrædelse, og det følger af det for forvaltningen almindeligt gældende proportionalitetsprincip, at der skal være et rimeligt forhold mellem den begåede forseelse og den valgte sanktion. Eventuelt kan man foreløbig nøjes med en advarsel. Modsat rummer tilbagekaldelsesreglerne mulighed for øjeblikkelig indskriden i tilfælde af grove overtrædelser.

På baggrund af disse betragtninger skal jeg henstille til Persontrafikrådets overvejelse at søge praksis ændret, således at "stråmandsvirksomhed" som udgangspunkt bedømmes efter buslovens regler om tilbagekaldelse."

Rådet meddelte efter en fornyet gennemgang af sagen, at selskabets tilladelser kunne opretholdes. Rådet havde endvidere taget ombudsmandens principielle betragtninger til efterretning, således at fremtidige sager om "stråmandsvirksomhed" ville blive behandlet efter reglerne om tilbagekaldelse

Jeg tog oplyste til efterretning og foretog mig i herefter ikke videre i sagen.

Udtalelser 1989 200 Valid

Bortfald af tilladelse til buskørsel.

Den 26. januar 1989 klagede A over Persontrafikrådets afgørelser, hvor Rådet meddelte A's klient, at de til selskabet udstedte tilladelser til turist- og bestillingskørsel var bortfaldet i henhold til buslovens § 13, stk. 1, jf. § 11 i Ministeriet for Offentlige Arbejders bekendtgørelse nr. 620 af 6. december 1978.

A klagede endvidere over, at Rådets formand afslog A's begæring om genoptagelse af sagen i Rådet, og A klagede over sagens oplysning og behandling i Direktoratet for Vejtransport og i Persontrafikrådet.

I anledning af klagen modtog jeg en udtalelse fra Direktoratet for Vejtransport sammen med sagens akter, som A kommenterede.

Det fremgik af sagen, at A i marts måned 1985 rettede henvendelse til Direktoratet for Vejtransport. A spurgte, om Persontrafikrådet ville udstede tilladelse til turist- og bestillingskørsel til et anpartsselskab, hvor B var den ansvarlige leder, og selskabets anparter ejedes af C. Direktoratet svarede A den 12. april 1985

"I henhold til buslovens § 13, stk. 1, kan tilladelse til buskørsel alene meddeles selskaber, der opfylder de krav til økonomisk baggrund, som er opstillet i ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse (nr. 620 af 6. december 1978) vedrørende kvalifikationskrav til indehavere af tilladelser til buskørsel, og hvis ansvarlige leder, der vedvarende faktisk og effektivt skal forestå virksomhedens transportarbejde, i faglig og vandelsmæssig henseende er kvalificeret hertil.

Der vil kunne udstedes tilladelse til turist- og bestillingskørsel til et anpartsselskab med (B) som ansvarlig leder, og hvor anparterne ejes af (C), såfremt det kan godtgøres, at (B) er selskabets reelle ansvarlige leder, og såfremt selskabet opfylder buslovens krav til økonomisk baggrund."

Efter ansøgning meddelte Direktoratet for Vejtransport i september 1986 A 's klient foreløbig tilladelse i 2 måneder.

Direktoratet for Vejtransport gjorde i sin udtalelse til mig opmærksom på, at direktoratet ikke på baggrund af det materiale, der var indsendt før september 1986, fandt tilstrækkeligt grundlag for at give afslag med henvisning til direktoratets formodning om stråmandsvirksomhed. Direktoratet indskærpede derfor over for selskabet reglerne om ansvarlig leder, og endelig udstedelse af tilladelse blev betinget af B's bekræftelse på, at han var indehaver af samtlige anparter i selskabet. Endvidere var endelig udstedelse betinget af indsendelse af visse attester og redegørelser.

I oktober 1986 indsendte A de ønskede erklæringer, attester og redegørelser, herimellem erklæring afgivet den 10. oktober 1986 af B, der erklærede, at han var indehaver af samtlige anparter i selskabet.

Endelig tilladelse blev udstedt den 4. november 1986.

Søndersø Kommune bad senere på måneden direktoratet om at oplyse, hvorvidt det var en betingelse for opretholdelse af tilladelsen til selskabet, at B var indehaver af samtlige anparter i selskabet, eller om det var tilstrækkeligt, at B var ansat som direktør. Kommunen begrundede henvendelsen med, at C havde oplyst, at han havde overtaget 90% af anparterne i selskabet. C havde endvidere i forbindelse med en ansøgning til kommunen oplyst, at han var ansvarlig leder af selskabet.

I anledning af oplysningerne fra Søndersø Kommune bad direktoratet selskabet om en udtalelse. Direktoratet henviste til tilsagnet om udstedelse af tilladelser til selskabet og understregede, at man havde modtaget erklæring fra B om, at han var indehaver af samtlige anparter i selskabet.

B skrev i begyndelsen af 1987 til direktoratet og oplyste, at han var ansvarlig leder og direktør, og at C over for ham bestred at have givet Søndersø Kommune oplysning om, at han var ansvarlig leder af selskabet.

Direktoratet besvarede så vidt ses ikke Søndersø Kommunes henvendelse. Kommunen rettede på ny henvendelse med forespørgsel om, hvorvidt tilladelsen af 4. november 1986 fortsat var gældende på baggrund af oplysningerne om, at B (kun) ejede 10% af selskabet og var kontraktligt ansat som ansvarlig leder af dette.

Direktoratet har i sin udtalelse til mig anført, at denne henvendelse blev besvaret telefonisk den 15. juni 1987. Direktoratet bekræftede, at selskabets tilladelser fortsat var gyldige.

Et konkurrerende firma indsendte i marts måned 1988 selskabets regnskab for perioden 1. juni - 31. december 1986 samt tegningsudskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen af 24. marts 1988.

Firmaet bad direktoratet om at gennemgå A's klients forhold med henblik på at vurdere, om grundlaget for udstedelse af tilladelserne fortsat var til stede. Firmaets indehaver mente ikke, at B var den ansvarlige leder af selskabet og henledte direktoratets opmærksomhed på flere forhold i forbindelse med regnskabet og tegningsudskriftet.

Direktoratet anmodede i maj måned 1988 Søndersø Kommunes arbejdsgiverkontrol oplyse, om selskabet havde udbetalt løn til B i årene 1986 og 1987, og i bekræftende fald beløbets størrelse.

I skrivelse af 17. juni 1988 meddelte direktoratet, at spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at lade selskabets tilladelse af 4. november 1986 bortfalde i medfør af buslovens § 13, stk. 1, jf. § 11 i bek. nr. 620 ville blive forelagt Persontrafikrådet. Som begrundelse herfor henviste direktoratet til følgende

· tidligere modtagne oplysninger om, at C havde overtaget 90% af selskabets anparter.

· at det af selskabets regnskab for 1986 (udarbejdet april 1987) fremgik, at hele selskabskapitalen ejedes af C.

· at det af oplysninger fra arbejdsgiverkontrollen i Søndersø Kommune fremgik, at B, der stod anført som direktør for selskabet, ikke havde modtaget løn eller vederlag i 1986. I 1987 havde han modtaget 7.048 kr. i løn for ansættelsesperioden 5. maj til 31. december

· at selskabet i februar 1988 havde meddelt adresseændring fra B's adresse til C's adresse.

Direktoratet anmodede selskabet om at fremsætte eventuelle kommentarer hertil inden en måned.

Den 13. juli 1988 svarede A på vegne af selskabet bl.a. følgende

"Jeg kan meddele Dem, at det er oplyst overfor mig, at (B) stadig er selskabets ansvarlige leder. Han er af selskabet antaget som direktør, og det er oplyst overfor mig, at han får udbetalt løn hver fjortende dag og har fået det hele tiden. Han er stadig indehaver af 10 % af anparterne i selskabet, og det må være en fejl, når det i selskabets regnskab for 1986 er anført, at hele selskabskapitalen ejes af (C).

At selskabet har meddelt direktoratet adresse-ændring til (C's adresse) har naturligvis intet at gøre med, at (B) ikke er ansvarlig leder, men beror alene på, at selskabets busser samt forretningens kontor befinder sig på (C's adresse).

Den ansvarlige leder er således ikke fratrådt, og der er derfor intet grundlag for at fratage selskabet tilladelsen.

Vedrørende overdragelsen af anparterne fandt dette sted i november/december 1986, hvor (C) fik overdraget for pålydende kr. 90.000,00 af anparterne, og i forbindelse med overdragelsen blev der oprettet en direktørkontrakt mellem selskabet og (B). At (B) derfor ikke har fået løn i 1986, hvor han jo i stort set hele perioden selv ejede alle anparterne, må være uden betydning."

I august 1988 sendte A kopi af direktørkontrakt, dateret den 21. november 1986. § 1 i kontrakten bestemmer, at det påhviler direktøren at lede selskabets drift og forestå virksomhedens transportarbejde, og § 2 bestemmer, at den årlige gage andrager 10.000 kr.

Persontrafikrådet behandlede sagen på møde den 2. september 1988. Direktoratet meddelte herefter i brev af 20. september 1988, at selskabets tilladelser til turist- og bestillingskørsel var bortfaldet. Direktoratet skrev, at Rådet på grundlag af de foreliggende oplysninger om selskabet fandt, at B siden november 1986 ikke havde været den, der som selskabets ansvarlige leder vedvarende og faktisk havde forestået virksomhedens transportarbejde.

Afgørelsen blev endvidere sendt til Søndersø Kommune og til det konkurrerende firma, der i marts måned samme år havde rettet henvendelse.

I brev af 29. september 1988 bad A direktoratet om genoptagelse af sagen i Persontrafikrådet, idet han fandt, at afgørelsen af 20. september 1988 var truffet på et urigtigt grundlag. A gjorde i denne forbindelse opmærksom på, at direktoratet den 12. april 1985 havde meddelt, at tilladelse ville kunne udstedes til et anpartsselskab, hvor B var ansvarlig leder, og hvor C ejede anparterne, såfremt det blev godtgjort, at B var selskabets reelle leder, og såfremt selskabet opfyldte buslovens krav til økonomisk baggrund. Som følge heraf fandt A intet ulovligt eller bemærkelsesværdigt i, at C i forbindelse med berigtigelsen af købesummen endelig havde overtaget 90% af anparterne.

A understregede, at B stadig virkede som selskabets ansvarlige leder. A påpegede herved, at B var registreret som direktør i Aktieselskabsregistret, at B havde modtaget løn som direktør siden januar 1987, at det bl.a. af selskabets brevpapir og konvolutter fremgik, at henvendelse kunne ske til såvel B som C, og at talrige henvendelser var sket til B, samt at B havde underskrevet for selskabet i forbindelse med pantsætninger m.v.

Der var tale om en fejl i regnskabet for 1986, når dette viste, at C ejede hele anpartskapitalen, og A vedlagde erklæring for selskabets revisor, der bekræftede, at der var tale om en fejl.

A understregede, at hans klient nu ejede 6 busser, hvor afdrag og forrentning beløb sig til ca. 2,5 mill. kr. om året. A begærede endvidere aktindsigt i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen.

På baggrund af A's begæring om aktindsigt sendte direktoratet den 17. november 1988 A forskellige aktstykker.

Den 22. november 1988 afholdt Persontrafikrådet møde, og den 24. november 1988 meddelte direktoratet A Rådets afgørelse.

Rådet fandt ikke, at der var fremkommet oplysninger, der kunne danne grundlag for en ændring af beslutning om at lade tilladelsen bortfalde.

A protesterede over Rådets afgørelse i brev af 26. november 1988, og A begærede atter sagen genoptaget til fornyet behandling i Rådet. A fremførte en række betragtninger i anledning af sagens oplysning og behandling, vedlagde erklæringer og gjorde opmærksom på det sene tidspunkt direktoratet havde opfyldt hans begæring om aktindsigt. A havde endvidere konstateret, at der fandtes akter i sagen, som ikke var blevet sendt til ham.

Den 23. januar 1989 meddelte direktoratet, at A i brev af 26. november 1988 var fremkommet med følgende nye oplysninger

· "- (C) og hans hustru har ikke fået udbetalt løn i 1987. Parterne har været enige om at vise tilbageholdenhed med lønkrav i den første periode, da der er tale om et ny-startet selskab.

· Erklæringer fra to chauffører om, at de er blevet ansat af (B). Den ene chauffør oplyser, at han var i næsten daglig kontakt med (B) om arbejdet.

· Erklæring fra en rejseleder om, at han har modtaget 90% af sine ordrer fra (B)."

Direktoratets brev indeholdt herefter en gennemgang af A's anbringender og oplyste, at begæringen om aktindsigt var overset ved en fejl.

Direktoratet anførte, at materiale fra Rådets møder og referater fra disse møder er internt arbejdsmateriale, der ikke er omfattet af offentlighedslovens regler. Det eneste dokument, der herefter ikke var fremsendt til A, var kopi af direktoratets brev til Søndersø Kommune af 16. maj 1988. De eneste nye oplysninger, som A havde fået i forbindelse med aktindsigten, var dele af brevet af 28. marts 1988 fra det konkurrerende firma til direktoratet. Brevet havde ikke været forelagt Rådet, og direktoratet citerede, hvad der var oplyst om brevet i rådsnotatet. Rådets formand fandt på denne baggrund ikke, at de nye oplysninger eller henvisninger til den manglende rettidige imødekommelse af begæring om aktindsigt under de foreliggende omstændigheder kunne begrunde en genoptagelse af sagen.

I A's klage til mig henviste han til sine redegørelser for sagen i brevene af 13. juni 1988, 29. september 1988 og 26. november 1988 til direktoratet, og A fremhævede især

· at der ikke var grundlag for at lade tilladelsen bortfalde

· at de trufne afgørelser var baseret på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, herunder at partshøringen forud for afgørelsen af 20. september 1988 var utilstrækkelig i henhold til forvaltningslovens § 19, stk. 1, og

· at bestemmelsen om sagens udsættelse i forvaltningslovens § 11 blev tilsidesat forud for afgørelsen af 24. november 1988.

I sin udtalelse til sagen af 22. februar 1989 gennemgik direktoratet sagens forløb og redegjorde herunder for sine formodninger om B's rolle som stråmand i selskabet.

A kommenterede i brev af 4. april 1989 direktoratets udtalelse og redegørelse for sagen, og fremhævede igen, at mødereferaterne efter hans mening ikke kan undtages fra forvaltningslovens regler om aktindsigt med henvisning til, at de er internt arbejdsmateriale.

I et brev til A udtalte jeg følgende

"Persontrafikrådet har anført § 11 i Ministeriet for Offentlige Arbejders bekendtgørelse nr. 620 af 6. december 1978 som hjemmel til at lade selskabets tilladelse til turist- og bestillingskørsel bortfalde.

Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 13, stk. 1, i lov nr. 115 af 29. marts 1978 om buskørsel, der er formuleret således

"§ 13. Ministeren for offentlige arbejder fastsætter nærmere regler om de kvalifikationskrav, en ansøger skal opfylde for at få en tilladelse i henhold til denne lov, herunder de krav, der kan stilles til den ansvarlige leder af et selskab mv, såfremt dette er ansøger, jfr § 12."

Da tilladelser i henhold til lovens § 12 kan udstedes til selskaber m.v., og der i disse tilfælde opstår en opsplitning af de krav, der stilles til selskabet om økonomisk baggrund, og de krav om vandel og faglig egnethed, der skal opfyldes af en fysisk person, har det været nødvendigt i loven at fastslå, at bemyndigelsen i § 13, stk. 1, også rækker til at fastsætte krav, der skal opfyldes af selskabers ansvarlige ledere.

Bekendtgørelse nr. 620, § 11, stk. 1, bestemmer som følge heraf

"§ 11. Er ansøgeren et selskab eller en anden juridisk person, skal kravet om faglig egnethed og vandelskravet opfyldes af den fysiske person, der vedvarende og faktisk som ansvarlig leder forestår virksomhedens transportarbejde. De i § 9 omhandlede oplysninger og den i § 10 nævnte dåbsattest (navnebevis) skal derfor vedrøre denne person."

Udtalelser 1989 200 Valid

Resumé

Persontrafikrådet meddelte advokat A, at de til et selskab udstedte tilladelser til turist- og bestillingskørsel var bortfaldet, da B ikke var den, der som selskabets ansvarlige leder vedvarende og faktisk havde forestået virksomhedens transportarbejde, jf. § 11 i bekendtgørelse nr. 620, af 6. december 1978 om kvalifikationskrav til indehaverne af tilladelser til buskørsel. A klagede til ombudsmanden herover og over sagens oplysning og behandling.

Ombudsmanden udtalte, at det ikke var lovligt, at Persontrafikrådet, som sket, havde fastsat vilkår om, at den ansvarlige leder B, skulle eje selskabets anparter helt eller delvist. Tilsidesættelse af vilkåret kunne derfor ikke tillægges vægt ved afgørelsen om tilladelsens bortfald i henhold til bekendtgørelsens § 11, stk. 2. I ombudsmandens vurdering af sagen indgik, at en begæring om aktindsigt ikke var behandlet korrekt. Ombudsmanden henstillede til Rådet, at der blev truffet en ny afgørelse.

Ombudsmanden fremførte samtidig nogle principielle synspunkter om det hjemmelsgrundlag, der var lagt til grund for Rådets afgørelser og henstillede, at Rådet overvejede at søge sin praksis ændret, således at formodede tilfælde af "stråmandsvirksomhed" blev bedømt efter buslovens regler om tilbagekaldelse af tilladelser. (J. nr. 1989-202-511).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →