Legislator Case Law & Legislation
O19890019270 DK

Sundhedsstyrelsens sagsbehandlingstid (2 1/4 år) i en klagesag.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Udtalelser 1989 192 Valid

Sundhedsstyrelsens sagsbehandlingstid (2 1/4 år) i en klagesag.

A klagede over Sundhedsstyrelsens sagsbehandlingstid i en klagesag, A rejste i 1986.

A indgav den 16. november 1986 en klage til Embedslægeinstitutionen for Sønderjylland over den behandling, hans hustru fik på Sygehus S i forbindelse med en indlæggelse i oktober/november 1986 på Kirurgisk afdeling. Klagen var specielt rettet mod en navngiven overlæge.

Sundhedsstyrelsen afgav den 7. marts 1989 en udtalelse til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Den 28. september 1989 meddelte patientklagenævnet, at den pågældende overlæge havde udvist manglende omhu, jf. lægelovens § 6. Nævnet konstaterede samtidig, med beklagelse, at et eventuelt ansvar efter lægelovens § 18 var forældet.

A stillede sig i klagen til mig uforstående overfor, at sagsbehandlingstiden i Sundhedsstyrelsen kunne trække så længe ud, at et eventuelt strafansvar efter lægelovens § 18 kunne nå at blive forældet.

Om sagens forløb var følgende oplyst

A supplerede sin klage af 16. november 1986 med endnu en skrivelse til embedslægen.

Embedslægeinstitutionen bekræftede modtagelsen af begge skrivelser den 18. november 1986 og oplyste, at sagen skulle forelægges Sundhedsstyrelsen til endelig afgørelse, og at der kunne hengå op til 4-6 måneder, før sagen kunne forventes afsluttet.

Samme dag anmodede embedslægeinstitutionen den pågældende overlæge om en redegørelse for sagen. Det fremgik, at overlægen skulle flytte til Norge pr. 1. december 1986.

Embedslægeinstitutionen rykkede overlægen for svar den 26. november 1986 samtidig med, at sygehusets inspektør blev inddraget i sagen.

Overlægen afgav sin redegørelse den 8. december 1986.

Den 16. december 1986 anmodede embedslægeinstitutionen Sønderborg Sygehus (A's hustru blev efterfølgende indlagt på kirurgisk afdeling, Sønderborg Sygehus) om en udtalelse samt om sygehusets journaler m.v.

Sønderborg Sygehus afgav sin redegørelse den 6. januar 1987.

Den 12. januar 1987 blev sagen af embedslægeinstitutionen fremsendt til Sundhedsstyrelsen. Forinden havde embedslægeinstutionen indhentet sygehusjournaler fra sygehus S. Den 21. januar 1987 fremsendte embedslægeinstitutionen et udskrivningsbrev til styrelsen.

Den 13. marts 1987 anmodede Sundhedsstyrelsen embedslægeinstitutionen om at fremsende røntgenbilleder fra sygehus S.

Samme dag anerkendte Sundhedsstyrelsen sagens modtagelse over for A. Om sagsbehandlingstiden oplyste styrelsen

"...

Det er desværre ikke muligt at oplyse, hvornår sundhedsstyrelsens afgørelse foreligger. Helt enkle sager går naturligvis hurtigst, men selv for disse vil behandlingstiden oftest være mindst 3 måneder. Hvis sagen er mere omfattende kan der gå mellem 6 og 12 måneder, i nogle tilfælde mere end 1 år.

..."

Den 16. marts 1987 anmodede A om aktindsigt i sagens dokumenter, således at A fik lejlighed til at udtale sig om disse.

Den 23. marts 1987 sendte embedslægeinstitutionen de ønskede røntgenbilleder fra sygehus S.

Ved skrivelse af 24. marts 1987 meddelte Sundhedsstyrelsen A, at sagens akter var fremsendt til embedslægeinstitutionen med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger. Sundhedsstyrelsen ville vende tilbage til spørgsmålet om aktindsigt, når akterne var returneret. (Det var disse akter og røntgenbilleder, som embedslægen dagen forinden havde returneret til Sundhedsstyrelsen).

Den 6. november 1987 fik A aktindsigt i de lægelige oplysninger og lejlighed til at udtale sig til sagen. Sundhedsstyrelsen beklagede over for A meget den sene besvarelse.

Ved skrivelse af 25. november 1987 fremsatte A bemærkninger til sagen.

A's skrivelse blev den 29. januar 1988 sendt til embedslægen, idet styrelsen anmodede om den pågældende overlæges kommentarer hertil.

Den 1. februar 1988 meddelte embedslægeinstitutionen, at overlægen for mere end et år siden var flyttet til Nordnorge, og at adressen var ubekendt.

Den 30. maj 1988 blev sagen returneret til embedslægeinstitutionen med henblik på indhentelse af en lægelig udtalelse fra en underordnet læge fra sygehus S.

A blev orienteret herom ved en skrivelse af samme dag, idet styrelsen anførte

"I fortsættelse af tidligere korrespondance vedrørende Deres klage over .... (Sygehus S), hvor Sundhedsstyrelsen har modtaget Deres brev af 25. november 1987 med kommentarer til aktindsigten, skal det oplyses, at Sundhedsstyrelsen har fundet det nødvendigt at indhente en yderligere udtalelse fra ... (Sygehus S). Når denne foreligger vil De få aktindsigt.

Det bemærkes, at Sundhedsstyrelsen på det foreliggende ikke finder anledning til at indhente yderligere oplysninger fra overlæge ... (navn)... ."

Den 28. juni 1988 blev sagen tilbagesendt til Sundhedsstyrelsen med den ønskede udtalelse fra den underordnede læge. (Den pågældende læge arbejdede ikke længere på sygehus S).

Sundhedsstyrelsen rykkede telefonisk for en manglende journal fra sygehus S den 8. august 1988. Journalen blev fremsendt den 17. august 1988.

A blev den 31. august 1988 gjort bekendt med det seneste materiale, og det fremgik af skrivelsen, at A var "velkommen til at fremkomme med ... (sine) kommentarer hertil".

Den 7. marts 1989 afgav Sundhedsstyrelsen sin udtalelse i sagen.

Den 6. september 1989 traf Sundhedsvæsenets Patientklagenævn afgørelse i sagen, idet nævnet anførte

"Patientklagenævnet finder, at Deres hustru (B) fra og med 31. oktober 1986 havde galde i bughulen, og Patientklagenævnet finder derfor, at overlæge ... (navn) ... har udvist manglende omhu, jfr. lægelovens § 6 ved, på trods af Deres hustrus kliniske tilstand sammenholdt med resultatet af kontrastundersøgelsen og ultralydsundersøgelsen, at have undladt at foretage videre behandling, hvilket Patientklagenævnet har beklaget overfor overlæge ... (navn)... .

Det er med beklagelse, at Patientklagenævnet må konstatere, at et evt. ansvar efter lægelovens § 18 må anses for forældet.

Patientklagenævnet har meddelt overlæge ... (navn)... ovenstående.

..."

Afgørelsen blev meddelt ved skrivelse af 28. september 1989.

Om sagens behandling i Sundhedsstyrelsen har styrelsen i sin udtalelse af 7. marts 1990 til mig oplyst følgende

"...

Til brug ved vurdering af den sagsbehandlingstid der er medgået til Sundhedsstyrelsens sagsbehandling, skal Sundhedsstyrelsen fremhæve følgende forhold: Sundhedsstyrelsen modtog ved brev af 12. januar 1987 fra Embedslægeinstitutionen for Sønderjyllands Amt, (A's) brev af 16. november 1986 samt sagens akter, og modtog efterfølgende med brev af 21.januar 1987 fra Embedslægeinstitutionen supplerende akter. Efter en vurdering af det fremsendte materiale blev sagen tilbagesendt til Embedslægeinstitutionen, med henblik på at indhente yderligere oplysninger.

(A) blev samtidig ved brev af 13. marts 1987 underrettet om den daværende og fremtidige sagsbehandlingsrutine.

Ved brev af 16. marts 1987 anmodede (A) om aktindsigt, hvilket Sundhedsstyrelsen besvarede ved brev af 24. marts 1987, hvor man meddelte at sagens akter var fremsendt til Embedslægeinstitutionen med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger, men når akterne blev returneret ville man vende tilbage til spørgsmålet om aktindsigt.

Samme dag den 24. marts 1987 modtog Sundhedsstyrelsen sagens akter retur fra Embedslægeinstitutionen for Sønderjyllands Amt, men p.g.a. en ekspeditionsfejl blev der først ved brev af 6. november 1987 fremsendt kopi af sagens akter til (A). Sundhedsstyrelsen skal beklage den sene fremsendelse og skal i den anledning oplyse, at man er overgået til en ny procedure, således at der i størst muligt omfang skulle være sikret mod lignende fejl.

(A) kommenterer ved brev af 25. november 1987 de fremsendte akter og brevet blev den 29. januar 1988 sendt til Embedslægeinstitutionen for Sønderjyllands Amt, med henblik på at anmode overlæge ... (navn) ... om at komme med eventuelle kommentarer til brevet.

Efter at have modtaget oplysninger om at overlæge ... (navn) ... var flyttet til Nordnorge, blev sagen forelagt for Sundhedsstyrelsens sagkyndige rådgivere. Efterfølgende blev det besluttet, ved internt møde i maj 1988 i Sundhedsstyrelsen at der i sagen ikke kunne være grundlag for at anmode om tiltalerejsning, jf. Lægelovens § 18.

Det skal tilføjes at såfremt Sundhedsstyrelsen havde skønnet, at der evt. kunne være grundlag for at anmode om tiltalerejsning, jf. Lægelovens § 18, ville man - i lighed med sædvanlig procedure, i alvorlige sager, have opprioriteret sagens behandling, således at man kunne have afgivet sin udtalelse i sagen til Patientklagenævnet i så god tid, at Patientklagenævnet havde rimelig tid til at træffe afgørelse i sagen, herunder evt. at afgive indstilling til anklagemyndigheden.

Styrelsen fandt imidlertid - forinden udarbejdelse af udtalelse til PKN, behov for at indhente yderligere oplysninger i form af en udtalelse fra en læge, hvis initialer, ifølge journalen var SR, med henblik på vurdering af denne læges mere underordnede ansvar i sagen. Sagen blev tilbagesendt til Embedslægeinstitutionen den 30. maj 1987, hvilket blev meddelt (A) i brev af samme dato.

Ved modtagelsen af Embedslægeinstitutionens tilbagesendelse af sagen blev man opmærksom på, at journalen fra Sygehus S manglede, hvorfor man rykkede for denne telefonisk den 8. august 1988.

Ved brev af 31. august 1988 blev kopi af de senest indhentede oplysninger sendt til (A) og man afventede eventuelle kommentarer fra denne. Da der imidlertid i oktober 1988 ikke var modtaget kommentarer fra (A) til det fremsendte materiale, blev sagen behandlet på det foreliggende.

Da Sundhedsstyrelsen fandt at sagen var tilstrækkelig belyst blev den fremsendt til Sundhedsstyrelsens sagkyndige rådgivere, der herefter voterede på sagen. Herefter udfærdigede Styrelsen udtalelse i sagen, men grundet sagens karakter ønskede man påny at høre Sundhedsstyrelsens sagkyndige rådgivere. Sundhedsstyrelsen fremsendte herefter sin udtalelse i sagen ved brev af 7. marts 1989 til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Sundhedsstyrelsen har efterfølgende modtaget brev af 17. april 1989 fra (A), hvori han forespørger til sagen. Sundhedsstyrelsen har besvaret dette brev af 18. maj 1989, hvor man oplyser, at Sundhedsstyrelsen har afgivet udtalelse i sagen ved brev af 7. marts 1989 til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Sundhedsstyrelsen har modtaget Sundhedsvæsenets Patientklagenævn's afgørelse truffet i møde af 6. september 1989, hvor nævnet har truffet afgørelse i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens udtalelse, dog har Patientklagenævnet tilføjet at man med beklagelse har måttet konstatere, at et eventuelt ansvar efter Lægelovens § 18 må anses for forældet.

Idet sagens akter vedlægges skal Sundhedsstyrelsen anføre, at man ikke har yderligere bemærkninger til sagen."

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

"Lægers ansvar ved udøvelse af lægegerning er bl.a. reguleret i lægelovens § 6, stk. 1, hvoraf det fremgår, at en læge under udøvelsen af sin gerning er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed m.v.

Overtrædelse af denne bestemmelse er ikke sanktioneret gennem fastsættelse af særlig straffebestemmelse. I tilfælde af overtrædelse kan Sundhedsstyrelsen (eller Sundhedsvæsenets Patientklagenævn) udtale sin misbilligelse.

Imidlertid kan en læge, der gør sig skyldig i "grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sit kald", efter lægelovens § 18, stk. 1, straffes med bøde eller hæfte.

Overtrædelse af denne bestemmelse påtales af statsadvokaten.

Efter § 92 i straffeloven, straffes en lovovertrædelse ikke, når der er indtrådt forældelse. Forældelsesfristen for overtrædelse af lægelovens § 18, stk. 1, er (jf. straffelovens § 93 og 94) 2 år, der regnes fra den dag, da den strafbare virksomhed ophørte.

Såfremt der i den konkrete sag fra den pågældende overlæges side havde været en overtrædelse af lægelovens § 18, stk. 1, i forbindelse med Deres hustrus hospitalsindlæggelse i oktober/november 1986 ville forholdet - strafferetligt - have været forældet på samme tidspunkt i 1988.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt ved sin afgørelse den 6. november 1989, at den pågældende overlæge havde tilsidesat lægelovens § 6 ved at udvise manglende omhu.

Som jeg forstår udtalelsen, har nævnet ikke yderligere - allerede på grund af den strafferetlige forældelse - taget stilling til, om overlægens handlemåde i forbindelse med Deres hustrus indlæggelse, har været af en så grov karakter, at nævnet ville have anmodet anklagemyndigheden om tiltalerejsning for overtrædelse af lægelovens § 18, stk. 1.

På det tidspunkt (november 1986) hvor De over for Embedslægeinstitutionen for Sønderjyllands Amt klagede over den pågældende overlæges behandling af Deres hustru, blev klager over lægers faglige virksomhed afgjort i Sundhedsstyrelsen.

Dette var baggrunden for, at embedslægeinstitutionen videresendte klagen til Sundhedsstyrelsen.

Under Sundhedsstyrelsens behandling af sagen overgik kompetencen til at behandle klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet fra Sundhedsstyrelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Se lov nr. 397 af 10. juni 1987 om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse.

Efter centralstyrelseslovens § 27 begyndte Sundhedsvæsenets Patientklagenævn sin virksomhed den 1. januar 1988. Det fremgik dog af stk. 3, at klager, der var indgivet til Sundhedsstyrelsen før den 1. januar 1988, og som ikke var færdigbehandlet, nu skulle behandles af patientklagenævnet.

Forinden patientklagenævnet træffer afgørelse i sagerne, skal nævnet, jf. centralstyrelseslovens § 19, stk. 1, indhente en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen.

Fra embedslægeinstitutionen modtog Deres klage, og indtil Sundhedsstyrelsen afgav sin udtalelse den 7. marts 1989 til patientklagenævnet, forløb der mere end 2 1/4 år.

Den lange sagsbehandlingstid - der navnlig set fra en klagers synspunkt må virke helt uacceptabel - skyldtes forskellige, sammenvirkende forhold.

På grund af en erkendt (og over for Dem beklaget) fejl fra Sundhedsstyrelsens side lå sagen uekspederet i over 7 måneder i 1987.

Deres kommentarer i skrivelse af 25. november 1987 blev ca. 2 måneder senere fremsendt til embedslægeinstitutionen med henblik på at få den pågældende overlæges kommentarer. Denne ekspedition blev foretaget, uagtet at det allerede fremgik af sagens akter, at overlægen var flyttet til Norge den 1. december 1986. Den 30. maj 1988 fik De meddelelse om, at det ikke var nødvendigt at indhente yderligere oplysninger fra overlægen, men at der nu skulle indhentes en erklæring fra en underordnet læge. Der var da forløbet mere end ½ år, siden De havde fremsat Deres kommentarer til sagen.

Fra sagen efter Sundhedsstyrelsens vurdering var klar til at blive færdigbehandlet (oktober 1988), og til udtalelsen forelå (7. marts 1989), forløb der endnu 5 måneder. I dette tidsrum må det antages, at den pågældende overlæges eventuelle strafansvar efter lægelovens § 18 blev forældet.

Jeg er enig med Sundhedsvæsenets Patientklagenævn i, at det er beklageligt, at den pågældende overlæges eventuelle ansvar efter lægelovens § 18 blev forældet under Sundhedsstyrelsens behandling af sagen.

Ved min vurdering af, om der er grundlag for at kritisere Sundhedsstyrelsens sagsbehandling, har jeg især lagt vægt på,

-

at sagen ved en fejl henlå uekspederet i Sundhedsstyrelsen i mere end 7 måneder i 1987

-

at Sundhedsstyrelsen efter i januar 1988 at have foretaget et udsigtsløst og unødvendigt oplysningsskridt tilsyneladende lod sagen ligge uekspederet indtil maj 1988.

Fejlekspeditionerne og den tid, som hidtil var medgået til Sundhedsstyrelsens sagsbehandling burde efter min opfattelse have ført til, at styrelsen - da sagen blev taget frem igen i maj 1988 - havde gjort sig særlig umage for at fremskynde sagens afsluttende behandling i Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen har i sin udtalelse af 7. marts 1990 til mig anført, at baggrunden for, at sagen ikke blev fremskyndet var, at det på et "internt møde i maj 1988, i Sundhedsstyrelsen (blev besluttet), at der i sagen ikke kunne være grundlag for at anmode om tiltalerejsning, jf. lægelovens § 18". Jeg bemærker hertil, at det var patientklagenævnet, som på dette tidspunkt var afgørelsesmyndighed i klagesagen, og at Sundhedsstyrelsens opgave alene var at afgive en udtalelse til brug for nævnet.

Det er på den baggrund efter min opfattelse stærkt kritisabelt, at Sundhedsstyrelsen brugte yderligere ca. 10 måneder (fra maj 1988 til marts 1989) til afgivelse af udtalelsen over for patientklagenævnet og med den konsekvens, at nævnet på grund af forældelsesfristen var afskåret fra at tage stilling til spørgsmålet om eventuel tiltalerejsning efter lægelovens § 18.

Jeg har gjort Sundhedsstyrelsen bekendt med min opfattelse."

Udtalelser 1989 192 Valid

Resumé

A klagede i november 1986 gennem Embedslægeinstitutionen over den behandling, hans hustru fik på et sygehus i forbindelse med en indlæggelse samme efterår. Klagen var specielt rettet mod en navngiven overlæge.

Under Sundhedsstyrelsens behandling af klagesagen overgik kompetencen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Også klager, som ikke var færdigbehandlet i Sundhedsstyrelsen skulle behandles af patientklagenævnet, der dog måtte afvente en udtalelse fra styrelsen.

Fra embedslægeinstitutionen modtog A's klage, til Sundhedsstyrelsen afgav sin udtalelse, forløb der mere end 2 1/4 år. Den pågældende overlæges eventuelle strafansvar efter lægelovens § 18, var herefter forældet.

Ved ombudsmandens vurdering af, om der var grundlag for at kritisere Sundhedsstyrelsens sagsbehandling, lagde han især vægt på, at sagen ved en fejl henlå uekspederet i styrelsen i mere end 7 måneder, og at styrelsen efter at have foretaget et udsigtsløst og unødvendigt oplysningsskridt tilsyneladende lod sagen henligge uekspederet i yderligere 4 måneder. Dette burde efter ombudsmandens opfattelse have ført til, at Sundhedsstyrelsen havde gjort sig særlig umage for at fremskynde sagens afsluttende behandling.

Ombudsmanden fandt det på den baggrund stærkt kritisabelt, at Sundhedsstyrelsen brugte yderligere 10 måneder til afgivelsen af udtalelsen over for patientklagenævnet, hvorefter nævnet på grund af forældelsesfristen var afskåret fra at tage stilling til eventuel tiltalerejsning efter lægelovens § 18. (J. nr. 1989-1675-43).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →