Den 2-årige forældelsesfrist for indgivelse af klager til Sundheds væsenets Patientklagenævn.

Den 2-årige forældelsesfrist for indgivelse af klager til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

A klagede over, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn i 1989 afviste at behandle hans klage over en operation foretaget på Odense Sygehus i 1981. Patientklagenævnets afvisning skete under henvisning til, at klagen ikke var indgivet rettidigt, idet der var forløbet mere end 2 år fra det tidspunkt, da A var eller burde være bekendt med det forhold, han klagede over.

Det fremgik af sagen, at A i 1981 blev opereret for diskusprolaps på Odense Sygehus.

I 1989 klagede A til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn over operationen.

Patientklagenævnet afviste at behandle klagen, idet nævnet bl.a. anførte

"...

Da det forhold, De ønsker at klage over, ligger mere end 2 år tilbage i tiden, og da der ikke i Deres brev er anført særlige grunde til at se bort fra klagefristen, kan Patientklagenævnet på det foreliggende grundlag ikke behandle Deres klage.

Patientklagenævnet har herved lagt særlig vægt på Deres egen oplysning om, at De umiddelbart efter operationen fik smerter, og derved var eller burde være bekendt med det De nu klager over. Til orientering vedlægges Patientklagenævnets klagevejledning.

..."

Herefter klagede A til mig, idet han gjorde gældende, at han først i sommeren 1987 fik kendskab til sin situation. Det var A's opfattelse, at han først på dette tidspunkt via nogle røntgenbilleder fik en formodning for, at han var blevet fejlopereret i 1981.

I Sundhedsvæsenets Patientklagenævns udtalelse anførte nævnet bl.a. følgende om forældelsesproblemet

"...

Som følge af nævnets korte funktionsperiode og forholdsvis beskedne antal sager, hvori forældelsesproblemet har givet anledning til tvivl, kan det oplyses, at Patientklagenævnet fortsat søger at samle erfaringer til brug for en praksis eller snarere til brug for udskillelsen af typetilfælde, hvor forældelsesreglen henholdsvis kan/ikke kan anvendes.

Udgangspunktet for fastlæggelse af forældelsens indtræden vil som altovervejende hovedregel være datoen for den behandling/undersøgelse, der klages over. Nævnet har i sager, hvor der ikke hersker tvivl om, at klager i umiddelbar tilknytning til den pågældende behandling bliver bekendt med, at der er begået en fejl eller, hvor det er åbenbart, at klager først på et senere tidspunkt bliver klar over, at der er begået en fejl (f.eks. graviditet trods sterilisation) fortolket centralstyrelseslovens § 22 efter sin ordlyd. Patientklagenævnet har således afvist at behandle klager, hvor der forekommer selv små fristafvigelser.

I nogle sager har fastlæggelsen af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt som nævnt givet anledning til nærmere overvejelser. Der er her typisk tale om sager, hvor der er beskrevet et langvarigt behandlingsforløb og/eller, hvor patienten selv på et sent tidspunkt angiver, f.eks. i forbindelse med undersøgelse eller anden behandling, at være blevet bekendt med, at der er begået en faglig fejl.

Der kan formentlig her udskilles en række typetilfælde.

Et typetilfælde er den situation, hvor klager i umiddelbar tilknytning til en behandling - typisk en operation - konstaterer, at resultatet ikke er som lovet/forventet eller at der er opstået gener m.v. Dokumentationen for at klager på dette tidspunkt er opmærksom på forholdet, kan være klagers egen oplysning herom eller journalmaterialet, som medfølger klagen. Hvor faglige spørgsmål giver anledning til tvivl inddrager patientklagenævnet Sundhedsstyrelsen i vurderingen.

I det ovenfor beskrevne typetilfælde konstateres forældelsen indtrådt 2 år efter behandlingen/journalnotatet eller lignende. Det er tilstrækkeligt, at patienten var eller burde være bekendt med, at der er sket en fejl. Det vil derimod normalt være uden betydning, at de nærmere omstændigheder, hvorunder fejlen er begået, først bliver klager bekendt på et senere tidspunkt.

Et andet typetilfælde er den situation, hvor klager føler sig fejldiagnosticeret for mere end 2 år siden og først på et senere tidspunkt, som ligger indenfor forældelsesfristen, får stillet en diagnose, som kan forklare de oprindelige symptomer. Den omstændighed, at en behandling som iværksættes på grundlag af den fejlagtige diagnose viser sig resultatløs, bevirker efter nævnets opfattelse ikke, at klager efter var eller burde være bekendt med, at der var tale om en fejldiagnosticering.

..."

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

"Patientklagenævnets afgørelse er truffet i henhold til § 22 i lov nr. 397 af 10. juni 1987 om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse m.v., som har følgende ordlyd

"Klager skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. ..."

Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen (Folketingstidende 1986/87, tillæg A, sp. 1180), at fristen på 2 år er begrundet i efterforskningsmæssige forhold, idet sager, der ligger flere år tilbage, vanskeligt lader sig oplyse, og i ressourcemæssige forhold.

Det præciseres dog, at forældelsesfristen - i overensstemmelse med lovens ordlyd - først løber fra det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over.

Herudover giver lovens ordlyd eller dens forarbejder ikke nogen vejledning om, hvornår en klager skal anses for at være eller burde være bekendt med det forhold, der klages over.

Patientklagenævnet har i udtalelsen til mig redegjort for forældelsesbestemmelsens anvendelse i forskellige tilfældegrupper, som har foreligget i praksis. Jeg finder ikke at have grundlag for at kommentere disse tilfælde nærmere, men skal - mere generelt om fortolkningen af forældelsesregler - udtale følgende

Bestemmelsen må efter min opfattelse ses i sammenhæng med et af hovedformålene med at oprette patientklagenævnet, nemlig at sikre den enkelte borgers retssikkerhed (Folketingstidende 1986/87, tillæg A, sp. 1165).

Selv om det fremgår udtrykkeligt af bemærkningerne til centralstyrelsesloven, at patientklagenævnet ikke kan tage stilling til erstatningsspørgsmål, har nævnets udtalelser ofte afgørende betydning for klagere, der mener sig berettiget til erstatning. Dette fremgår bl.a. af patientklagenævnets årsberetning for 1988, hvor der anføres følgende

"...

Det fremgår udtrykkeligt af bemærkningerne til centralstyrelsesloven, at Patientklagenævnet ikke kan tage stilling til erstatningsspørgsmål. På denne baggrund henvises klagere, som ønsker erstatning for fejlbehandling, til at rette henvendelse til den pågældende ansvarlige sundhedsperson eller dennes arbejdsgiver.

Indirekte har nævnets virksomhed imidlertid væsentlig betydning for klagere, som mener sig berettigede til erstatning.

I en række tilfælde kræver sygehuskommunerne, privat praktiserende sundhedspersoner eller deres forsikringsselskaber dokumentation for, at der er sket en ansvarspådragende fejl, før der udbetales erstatning. Patienten har i disse situationer - udover at gå til domstolene - alene den mulighed at få Patientklagenævnet til at vurdere, om der ud fra en faglig vurdering er sket en fejl.

Nævnets sammensætning og de sagsoplysninger, som fremskaffes til brug for nævnets afgørelser, sætter, som også loven foreskriver, nævnet i stand til at vurdere, om en faglig virksomhed er kritisabel, dvs. ansvarspådragende i forhold til de normer, som gælder for den pågældende faggruppe. Nævnet ville iøvrigt også kunne vurdere om, det ansvarsgrundlag er til stede, som har været drøftet i forbindelse med lovforslaget om patientforsikring.

Det er ... Patientklagenævnets indtryk, at nævnets afgørelser accepteres som ansvarsgrundlag af de erstatningsansvarlige og deres forsikringsselskaber.

..."

Et eventuelt erstatningskrav f.eks. som følge af fejlagtig udført lægebehandling forældes ifølge § 1, stk. 1, nr. 5, i forældelsesloven af 1908 på 5 år regnet fra kravets forfaldstid, jf. § 2. Spørgsmålet om, hvornår denne forældelsesfrist begynder at løbe, må ses i sammenhæng med § 3 i loven. Fristen suspenderes, såfremt skadelidte på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav ikke har kunnet gøre dette gældende. Herefter regnes forældelsesfristen først fra den tid, da skadelidte var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve sit krav betalt.

Som det fremgår af ovenstående er der en nær sammenhæng mellem patientklagenævnets faglige vurdering af, om en given behandling er ansvarspådragende, og patientens reelle mulighed for erstatning.

Det må derfor efter min opfattelse antages, at begyndelsestidspunktet for 2-års fristen for indgivelse af klage til patientklagenævnet - i mangel af nærmere vejledning i motiverne - må forstås i overensstemmelse med § 2 og § 3 i forældelsesloven af 1908.

Fristen kan således først regnes fra det tidspunkt, hvor klageren (patienten) ved sædvanlig agtpågivenhed må antages at have haft en sådan viden, at han med rimelighed var i stand til at sætte sine gener i forbindelse med en mulig fejlbehandling. Først på dette tidspunkt har patienten anledning til at indgive en klage til nævnet.

I de situationer, hvor der ikke hersker tvivl om, at klageren i umiddelbar tilknytning til en given behandling bliver bekendt med, at der muligvis er begået en fejl, vil udgangspunktet for fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen være datoen for den behandling, der klages over.

Såfremt behandlingen først på et senere tidspunkt har vist sig at medføre skadevirkninger, vil klagefristen normalt tidligst begynde at løbe fra skadens konstatering - under forudsætning af, at patienten nu med rimelighed kunne forventes at sætte skaden i forbindelse med den tidligere behandling og eventuelle fejl i forbindelse hermed.

I situationer som den foreliggende, hvor en klager konstaterer, at en behandling ikke er som forventet, eller der i tilslutning til behandlingen er opstået komplikationer eller gener, f.eks. i form af smerter, kan beregningen af forældelsesfristen give anledning til særlige vanskeligheder.

Man kan ikke i denne situation tage udgangspunktet i behandlingens dato, ligesom forekomsten af gener eller komplikationer ikke altid er afgørende. Det, at en behandling har vist sig at give komplikationer eller genevirkninger for patienten - eller ikke har medført det forventede resultat - er ikke i sig selv ensbetydende med, at klager med rimelighed bør formode, at der kan være begået fejl.

Fristen kan tidligst begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor klageren efter en konkret vurdering havde et rimeligt grundlag for at henføre de konstaterede gener m.v. til en eventuel fejl i forbindelse med den tidligere behandling.

Grundlaget for den nævnte vurdering kan - som patientklagenævnet anfører - bl.a. være klagerens egne oplysninger eller journalmaterialet, som medfølger klagen. Hvor faglige spørgsmål giver anledning til tvivl, kan Sundhedsstyrelsen inddrages.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har i sin udtalelse .... bemærket, at baggrunden for afvisningen af at realitetsbehandle Deres klage var Deres oplysninger om, at De allerede 2-3 måneder efter operationen på Odense Sygehus fik smerter.

Som jeg har forstået Deres henvendelse til mig, er det Deres opfattelse, at De først i sommeren 1987 i forbindelse med nogle røntgenbilleder fik grundlag for at formode, at De var blevet fejlopereret i 1981.

Under hensyn til at patientklagenævnet alene har begrundet sin afvisning af Deres klage med, at De kort tid efter operationen fik smerter, finder jeg det ikke godtgjort, at nævnet har foretaget en konkret vurdering af Deres påstand om, at De først i 1987 havde rimeligt grundlag for at henføre generne til en mulig fejl begået i 1981.

Jeg har gjort patientklagenævnet bekendt med min opfattelse og henstillet til nævnet på ny at tage stilling til, om Deres klage er forældet i henhold til § 22 i centralstyrelsesloven."

Efterfølgende modtog jeg underretning om, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn havde oversendt sagen til Sundhedsstyrelsen og anmodet om en udtalelse om, om sagen efter styrelsens opfattelse og på det nu foreliggende grundlag kunne anses for rettidigt indbragt for nævnet."

Resumé

A klagede til ombudsmanden over, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn afviste at behandle hans klage over en operation foretaget i 1981. Afvisningen skete under henvisning til den 2-årige forældelsesfrist i § 22 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse. Patientklagenævnet fandt, at der var forløbet mere end 2 år fra det tidspunkt, da A var eller burde være bekendt med det forhold, han klagede over.

Ombudsmanden fremsatte nogle generelle synspunkter om forståelsen af den nævnte forældelsesfrist. Han udtalte, at fristen tidligst kunne begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor klageren efter en konkret vurdering havde et rimeligt grundlag for at henføre de konstaterede gener m.v. til en eventuel fejl i forbindelse med den tidligere behandling.

På den baggrund henstillede ombudsmanden til patientklagenævnet på ny at tage stilling til, om A's klage var forældet. (J. nr. 1989-1048-43).