Suspension af klagefrist.

Suspension af klagefrist.

A klagede over, at formanden for et amtsankenævn afviste at behandle hans klage i et brev af 30. juni 1988 over en afgørelse, socialforvaltningen i B kommune meddelte ham mundtligt den 30. januar 1987. Formandens afgørelse var begrundet i, at A's klage var indgivet efter udløbet af klagefristen i bistandslovens § 15. Formanden fandt heller ikke, at der forelå særlig grund til at se bort fra fristoverskridelsen.

A anførte, at han den 30. januar 1987 over for sin sagsbehandler mundtligt påklagede afgørelsen, og at han meddelte, at han ønskede en skriftlig begrundelse for bedre at kunne udforme en skriftlig klage. A anførte endvidere, at han to gange forgæves havde rykket forvaltningen for den skriftligt begrundede afgørelse, og at han til slut gik ud fra, at forvaltningen havde frafaldet kravet. A foretog sig derfor ikke yderligere, før han i juni 1988 blev opmærksom på, at kravet delvis var inddrevet ved modregning i overskydende skat.

I en udtalelse til amtsankenævnet oplyste kommunen, at A i forbindelse med afgørelsen anmodede om "efterfølgende at få tilsendt en skriftlig meddelelse om afgørelsen, hvilket beklageligvis ikke er sket".

I et brev til amtsankenævnet anførte jeg bl.a. følgende

"Sagen rejser efter min opfattelse det spørgsmål, om det manglende svar på (A's) anmodning om en skriftlig redegørelse kan antages at have suspenderet klagefristen. Jeg henviser herved til, at det er almindeligt antaget, at manglende begrundelse kan bevirke suspension af en klagefrist, jf. nærmere side 290 i Forvaltningsret, Almene Emner, 2. udgave 1989."

Amtsankenævnet anførte herefter bl.a. følgende

"...

Det kan oplyses, at ved sagens afgørelse er der lagt vægt på kommunens fremstilling af sagsforløbet, hvorefter klagen (jeg formoder, at nævnet mener "afgørelsen" og ikke "klagen"; min bemærkning) er meddelt mundtligt den 30. januar 1987 tillige med behørig klagevejledning. (A) anmodede om en skriftlig begrundelse, som han dog aldrig modtog. I kommunens redegørelse for sagen nævnes, at der også efter at afgørelsen er meddelt klageren har været kontakt med pågældende uden at han har rykket for en skriftlig afgørelse og uden at tilbagebetalingskravet har været drøftet nærmere.

Med udgangspunkt i denne fremstilling af sagens forløb og i betragtning af at der er forløbet ca. 1½ år fra afgørelsen blev meddelt klageren og til klagen blev indgivet, findes der ikke grundlag for at realitetsbehandle sagen.

..."

I en skrivelse til mig bestred A rigtigheden af kommunens oplysning om, at han under de senere kontakter ikke skulle have rykket for den skriftlige redegørelse.

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

"For mundtligt meddelte afgørelser gælder efter forvaltningslovens § 23, stk. 1, at parten kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen. Skriftlige afgørelser skal ledsages af begrundelse, jf. § 22.

For kommunerne trådte forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse først i kraft den 1. januar 1989. Socialforvaltningens afgørelse i Deres sag, der blev meddelt den 30. januar 1987, er derfor ikke omfattet af forvaltningslovens begrundelsesregler.

Forud for forvaltningslovens ikrafttræden var det imidlertid fast antaget, at en part på begæring kunne forlange at få meddelt en skriftlig begrundelse efterfølgende. Denne grundsætning gjaldt både for mundtligt og skriftligt meddelte afgørelser, jf. forvaltningsloven med kommentarer, 1987, s. 207.

Efter Socialministeriets vejledning nr. 82 af 30. juni 1983 om reglerne for klage til amtsankenævnene og Den Sociale Ankestyrelse på det sociale område, pkt. 5, "er det af betydning, at de myndigheder, der træffer afgørelse i 1. instans, i meddelelser til pågældende omtaler de bestemmelser, der danner grundlag for afgørelsen, og de forhold, der er afgørende for sagens udfald. Det henstilles derfor, at afgørelser af indgribende betydning forsynes med skriftlig begrundelse".

På den baggrund er jeg enig med (B) kommune i, at det er beklageligt, at De ikke efterfølgende modtog en skriftlig begrundelse for afgørelsen.

Som nævnt i mit brev er det almindeligt antaget, at bl.a. manglende begrundelse kan bevirke klagefristens suspension, jf.herved Bent Christensen, Forvaltningsret, Domstolsprøvelse af forvaltningsakter, 1988, s. 162 med note 17, samt Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 137.

(B) kommunes manglende efterkommelse af Deres anmodning om en skriftlig meddelelse vedrørende afgørelsen om tilbagebetalingspligt for kontanthjælp bør efter min opfattelse bevirke suspension af klagefristen. Deres ønske om at modtage en skriftligt udformet begrundelse som grundlag for Deres indgivelse af klage til amtsankenæv-net er efter min mening rimeligt og velbegrundet. Endvidere må det lægges til grund, at De ikke på noget tidspunkt har frafaldet anmodningen om at modtage en skriftligt udformet begrundelse, såfremt kommunen fastholdt kravet om tilbagebetalingspligt.

På den baggrund har jeg samtidig hermed henstillet til amtsankenævnet at tage Deres klage af 30. juni 1988 op til realitetsbehandling."

Amtsankenævnet meddelte mig senere, at nævnet havde truffet beslutning om at realitetsbehandle A's klage over B kommunes beslutning af 30. januar 1987.

Jeg meddelte amtsankenævnet, at jeg havde taget det oplyste til efterretning.

Resumé

A modtog den 30. januar 1987 B kommunes mundtlige afgørelse om tilbagebetaling af kontanthjælp. Han bad om en skriftligt begrundet afgørelse for at kunne udforme en skriftlig klage til amtsankenævnet. Kommunen besvarede ikke A's anmodning om en efterfølgende begrundelse, og A foretog herefter ikke videre, før han efter 1½ år blev opmærksom på, at tilbagebetalingskravet delvis var inddrevet ved modregning i overskydende skat. Herefter indgav A klage over B kommunes afgørelse om tilbagebetalingspligtig kontanthjælp.

Formanden for amtsankenævnet afviste at behandle klagen med henvisning til, at klagefristen i bistandslovens § 15 var overskredet, og til, at der ikke forelå særlig grund til at se bort fra fristoverskrivelsen. Ankenævnet lagde vægt på, at A havde modtaget klagevejledning, at han ikke senere havde rykket kommunen for den lovede skriftlige afgørelse, og at der var forløbet 1½ år fra den mundtlige afgørelse, da A indgav klage til nævnet.

Ombudsmanden udtalte, at det også forud for forvaltningslovens ikrafttræden var fast antaget, at en part på begæring kunne forlange at få meddelt en skriftlig begrundelse efterfølgende. Han fandt A's ønske om at modtage en begrundelse rimeligt og velbegrundet, og udtalte, at den manglende efterkommelse af ønsket burde bevirke suspension af klagefristen i bistandsloven.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at tage A's klage over B kommunes afgørelse af 30. januar 1987 under realitetsbehandling.

Amtsankenævnet meddelte senere, at nævnet havde truffet beslutning om at realitetsbehandle A's klage. Ombudsmanden tog denne meddelelse til efterretning. (J. nr. 1989-368-051).