Legislator Case Law & Legislation
O19890016870 DK

Manglende rådgivning vedrørende ret til bør netil skud.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelser 1989 168 Valid

§ 28 i lov om social bistand (lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 med senere ændringer) har følgende indhold

"§ 28. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde enlige og familier vederlagsfri løbende vejledning og rådgivning og er forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant tilbud til enhver, som må antages at trænge hertil. Målet for vejledningsarbejdet er at hjælpe de pågældende over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte dem i stand til at løse opstående problemer ved egen hjælp. Vejledningen kan ydes alene eller i forbindelse med anden hjælp eller bistand."

Bestemmelsen må betragtes som en lovfæstelse og samtidig en skærpelse på det sociale område af en almindelig pligt for forvaltningsmyndigheder til at vejlede parterne om deres rettigheder, jf. herved forvaltningslovens § 7 og Justitsministeriets Vejledning om Forvaltningsloven (1986) pkt. 29-31.

Socialministeriet har i cirkulære nr. 145 af 12. december 1986 om rådgivning og tilsyn efter bistandsloven uddybet rækkevidden af rådgivningsforpligtelsen i bistandslovens § 28.

I cirkulærets pkt. 33 er bl.a. anført følgende

"§ 33. Som eksempler på hyppigt forekommende problemer inden for området for vejledning og rådgivning kan nævnes

a. Økonomiske problemer.

Hvis der er tale om klienter, der er kørt fast i økonomiske vanskeligheder, kan vejlederen være behjælpelig med at opstille et budget og eventuelt optage forhandlinger med de forskellige kreditorer med henblik på at opnå holdbare afdragsordninger - eventuelt vil bistand fra en juridisk konsulent være hensigtsmæssig. Giver klientens egne indtægtsforhold ikke mulighed for at opstille et realistisk budget, vil hjælp til sanering af gælden eventuelt kunne ydes i medfør af bistandslovens § 40, stk. 1, men det må herved påses, at klienten herefter så vidt muligt selv klarer forpligtelserne.

Med hensyn til økonomiske problemer, der vedrører familiens børn eller unge, må vejlederen være opmærksom på de særlige hjælpebestemmelser i bistandslovens §§ 32 og 33, jfr. § 46, stk. 2, § 40, stk. 2, om hjælp, der bevirker, at børns anbringelse uden for hjemmet kan undgås, eller deres hjemgivelse kan fremskyndes, og § 48 om hjælp til den, der i hjemmet forsørger et handicappet barn, hvis forsørgelse medfører særlige udgifter.

..."

Ombudsmanden har i flere sager givet udtryk for, at det følger af den almindeligt gældende vejledningspligt, at de sociale myndigheder har pligt til, når en sags omstændigheder peger i retning af, at en klient kan være berettiget til at modtage en ydelse, der forudsætter indgivelse af en ansøgning, underretter klienten om denne mulighed, jf. herved Folketingets Ombudsmands Beretning 1976.245 og Folketingets Ombudsmands Beretning 1978.564 og 649. Jeg skal i denne forbindelse også henvise til Sociale Meddelelser SM O-44-88 og B-meddelelse nr. 1/1989.

Ved bedømmelsen af den foreliggende sag må det lægges til grund, at De først i juli 1988 i forbindelse med en henvendelse i (X) Kommunes børnetilskudsafdeling blev gjort opmærksom på, at De ved indgivelse af ansøgning ville være berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud, og at der således ikke blev givet Dem underretning herom under samtalen den 25. november 1987.

I betragtning af, at samtalen den 25. november 1987 drejede sig om hjælp i henhold til § 46 a til betaling af psykologkonsultationer, dvs. trangsbestemt hjælp, at der i denne forbindelse blev foretaget en mere almindelig gennemgang af Deres økonomiske situation, herunder foretaget en beregning af, om der kunne ydes Dem supplerende hjælp i henhold til bistandslovens § 37, samt at baggrunden for Deres henvendelse var psykiske problemer i tilknytning til Deres separation, må det efter min mening anses for en fejl, at muligheden for, at De var berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud ikke blev undersøgt eller dog inddraget i samtalen.

Jeg må forstå amtsankenævnets bemærkning i skrivelsen af 21. marts 1989 således, at nævnet for så vidt er enig i, at kommunen ikke ydede Dem fornøden vejledning, men at det på baggrund af børnetilskudslovens § 6 ikke kunne tillægges betydning for Deres ret til at modtage børnetilskud, idet De først indgav ansøgning herom i juli 1988.

Hertil skal jeg bemærke, at det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at manglende eller mangelfuld vejledning efter omstændighederne får den retlige virkning, at den pågældende stilles, som om behørig vejledning var givet. Jeg skal herved udover til de ovenfor anførte afgørelser henvise til min sag Folketingets Ombudsmands Beretning 1986.99 og Østre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1990 s. 263 Ø.

Amtsankenævnets afgørelse må herefter anses for truffet på grundlag af en urigtig retsopfattelse, og jeg har samtidig hermed henstillet til amtsankenævnet at genoptage sagen til fornyet behandling på baggrund af det, jeg har anført ovenfor. Jeg har udbedt mig underretning om amtsankenævnets fornyede afgørelse."

Udtalelser 1989 168 Valid

Manglende rådgivning vedrørende ret til børnetilskud.

A klagede over Amtsankenævnet i Y Amts afslag på en begæring om ekstra og ordinært børnetilskud.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A blev separeret i juli 1987 og fik forældremyndigheden over et barn født den 13. marts 1972. Efter separationen flyttede A til X Kommune. Den 25. november 1987 rettede A efter samtale med sin praktiserende læge henvendelse til Socialforvaltningen i X Kommune for at søge om økonomisk hjælp til konsultationer hos en psykolog til behandling af psykiske problemer i tilknytning til separationen. A oplyste, at hun under samtalen orienterede sagsbehandleren om sin økonomiske situation, herunder at hun udover sit mindreårige barn havde et voksent hjemmeboende barn, der var under uddannelse. A oplyste endvidere, at hun arbejdede på halv tid som lærer på Børnehaveseminariet i X by og derudover modtog supplerende arbejdsløshedsdagpenge fra en arbejdsløshedskasse og i alt havde ca. 7.000 kr. netto pr. måned.

Social- og sundhedsforvaltningen besluttede at yde A hjælp i henhold til bistandslovens § 46 a til betaling af 10 timers psykologbehandling. Senere blev bevillingen udvidet til at omfatte halvdelen af maksimalt 12 timers yderligere psykologbehandling.

Under en samtale den 12. juli 1988 i social- og sundhedsforvaltningen fik A underretning om, at hun siden juli 1987 havde været berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud, såfremt hun havde indgivet ansøgning herom.

I et brev af 7. august 1988 anmodede A under henvisning hertil socialforvaltningen om at få børnetilskud med virkning fra juli kvartal 1987. A anførte, at kommunen burde have vejledt hende på et tidligere tidspunkt om, at hun havde mulighed for at indgive ansøgning om børnetilskud.

Socialforvaltningen afslog det ansøgte i skrivelse af 20. oktober 1988 til A og henviste til, at kommunen ikke havde haft anledning til at oplyse A om hendes adgang til at søge børnetilskud. Kommunen pegede på, at samtalen den 25. november 1987 drejede sig om trangsbestemt hjælp i henhold til bistandslovens § 46 a, og at børnetilskud ikke indgår i beregningen af hjælp efter denne bestemmelse.

Denne afgørelse klagede A over til Amtsankenævnet for Y Amt, som i skrivelse af 21. marts 1989 meddelte A, at der hverken i lov om børnetilskud eller bistandsloven er hjemmel til at pålægge det sociale udvalg at udbetale ordinært eller ekstra børnetilskud med tilbagevirkende kraft, uanset at A klart havde været berettiget til disse tilskud.

Nævnet beklagede samtidig, "at De ikke har modtaget relevant rådgivning ved Deres henvendelser til socialforvaltningen."

I klagen til mig fastholdt A, at kommunen burde have vejledt hende om hendes adgang til at søge børnetilskud, og at hun derfor burde have børnetilskud udbetalt med tilbagevirkende kraft.

X Kommune fastholdt i en udtalelse i anledning af klagen af 5. juli 1989 til mig afslaget og uddybede baggrunden for afgørelsen på følgende måde

"...

Den 25.11.1987 rettede pågældende, efter samtale med sin praktiserende læge, henvendelse til socialforvaltningen i (X) by, hvor hun søger om økonomisk hjælp til betaling af psykologbehandling hos psykolog (B) i (Y) by på grund af psykiske problemer i forbindelse med separationen. Pågældende arbejdede på daværende tidspunkt på halvtid som timelærer på Børnehaveseminariet i (X) by, og modtager ud over lønnen som lærer supplerende understøttelse fra A-kassen, ialt kr. 7.000,00 netto pr. måned.

Der foretages en beregning i henhold til bistandslovens § 37, stk. 5, for udmåling af eventuel supplerende underhold i henhold til bistandslovens bestemmelser. Beregningen viser, at pågældendes indtægt overstiger en udmåling efter bistandsloven, og pågældende vil således ikke umiddelbart være berettiget til økonomisk hjælp til betaling af psykologbehandling.

Ud fra en vurdering af lægens henvisning, drøftes sagen med afdelingsleder (C), hvor det besluttes at yde pågældende økonomisk hjælp til betaling af 10 timers psykologbehandling i henhold til bistandslovens §46a.

Efterfølgende den 18.3.1988 søges der fra psykolog (B), (Y) by, på pågældendes vegne, om økonomisk hjælp til yderligere 12 timers psykologbehandling, da man anser disse yderligere behandlinger som en væsentlig begrundelse for, at pågældende fremover vil kunne klare sin dagligdag og sit daglige arbejde.

Det besluttes efter aftale med afdelingsleder (C), at der bevilges halvdelen af max. 12 timers yderligere psykologbehandling, da pågældende i henhold til en beregning efter bistandslovens § 37, stk. 5, selv har en vis betalingsevne i form af månedlig deltidsløn og supplerende understøttelse, ialt kr. 7.000,00 pr. måned, hvilket accepteres af pågældende.

Det kan for en ordens skyld nævnes, at udbetaling af ordinær og ekstra børnetilskud ikke indgår i, eller har nogen indflydelse på udmåling af økonomisk hjælp efter bistandslovens bestemmelser i det konkrete tilfælde eller i andre sammenhænge i bistandsloven.

Ved en henvendelse i børnetilskudsafdelingen bliver pågældende opmærksom på, at hun ved ansøgning efter børnetilskudsloven ville være berettiget til ordinær og ekstra børnetilskud fra førstkommende kvartal efter separationen, hvorefter hun søger socialforvaltningen om efterbetaling af ordinær og ekstra børnetilskud med tilbagevirkning fra separationstidspunktet i juli 1987. Da der efter bistandsloven ikke er hjemmel til efterbetaling af disse ydelser, gives der afslag på ansøgningen, da man efter socialforvaltningens vurdering ikke har tilsidesat de almindelige regler om rådgivning i henhold til bistandslovens § 28, da det i henhold til bistandslovens § 28 fremgår, at målet for vejledningsarbejdet er at hjælpe de pågældende over øjeblikkelige vanskeligheder, og på længere sigt sætte dem i stand til at løse opstående problemer ved egen hjælp, hvilket i pågældendes tilfælde vil sige psykologbehandling, og man måtte herfra på daværende tidspunkt i november måned med rimelighed gå ud fra, at spørgsmålet omkring det økonomiske i forbindelse med separationen i juli ville være afklaret."

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

"Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (lov nr. 350 af 4. juni 1986 med senere ændringer) §§ 2, 3 og 6 indeholder følgende bestemmelser

"§ 2. Ordinært børnetilskud udgør 3.640 kr. årlig for hvert barn. Det ydes

1) når den, der alene har forældremyndigheden, eller som har del i forældremyndigheden over et barn, er enlig forsørger, ..."

"§ 3. Der ydes endvidere et ekstra børnetilskud, som udgør 2.784 kr. årlig, hvis der ydes ordinært børnetilskud efter § 2, nr. 1, eller nr. 2, og indehaveren af forældremyndigheden har barnet hos sig. Der ydes kun eet ekstra børnetilskud uanset antallet af børn."

"§ 6. Ordinært børnetilskud efter § 2, nr. 1 og 2, og ekstra børnetilskud efter § 3 udbetales efter ansøgning herom.

Stk. 2. Betingelserne for retten til at modtage børnetilskud skal være opfyldt ved begyndelsen af det første døgn i kvartalet."

Udtalelser 1989 168 Valid

Resumé

A blev separeret i juli 1987 og fik forældremyndigheden over et barn født i 1972. Efter separationen flyttede A til en anden kommune. I november 1987 havde hun en samtale med kommunens socialforvaltning og fik bevilget økonomisk hjælp til behandling hos psykolog af psykiske problemer i forbindelse med separationen. Under en samtale i juli 1988 i social- og sundhedsforvaltningen fik hun underretning om, at hun siden juli 1987 havde været berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud, såfremt hun havde indgivet ansøgning herom. Under henvisning hertil anmodede hun kommunen om børnetilskud med tilbagevirkende kraft, men fik afslag.

Denne afgørelse klagede hun over til amtsankenævnet, som stadfæstede afslaget under henvisning til, at der ikke er hjemmel i børnetilskudsloven til at yde tilskud med tilbagevirkende kraft. Samtidig udtrykte nævnet beklagelse over, at A ikke havde modtaget relevant rådgivning ved henvendelser i socialforvaltningen.

Ombudsmanden fandt ligesom ankenævnet, at det var en fejl, at muligheden for, at hun var berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud, ikke blev undersøgt eller inddraget i en samtale, som A i november 1987 havde med en medarbejder i socialforvaltningen. Ombudsmanden udtalte endvidere, at det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at manglende eller mangelfuld vejledning efter omstændighederne får den retlige virkning, at den pågældende bør stilles på den måde, som behørig vejledning ville have medført. Amtsankenævnet måtte herefter anses for at have truffet afgørelse på grundlag af en urigtig retsopfattelse, og ombudsmanden henstillede til ankenævnet at genoptage sagen til fornyet behandling på baggrund af det anførte. (J. nr. 1989-703-041).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →