Arbejdsgiveres klageberettigelse i forhold til Arbejds skadestyrelsens afgørelser om anerkendelse af arbejds skader.

Arbejdsgiveres klageberettigelse i forhold til Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om anerkendelse af arbejdsskader.

Advokat A klagede over, at Den Sociale Ankestyrelse fulgte den praksis at anse arbejdsgivere som klageberettigede vedrørende Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om at anerkende eller afvise forhold som arbejdsskade.

Det fremgik af sagen, at Den Sociale Ankestyrelse ikke anså arbejdsgivere som klageberettigede i forhold til styrelsens afgørelser om fastsættelse af ydelser i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven.

Ankestyrelsens praksis skal ses på baggrund af, at ombudsmanden i en skrivelse af 3. februar 1986 til ... (3 forbund) (omtalt i Folketingets Ombudsmands Beretning for 1985, side 153) tilkendegav betænkelighed ved at anerkende, at en forsikringspligtig arbejdsgiver i almindelighed måtte anses for part i forhold til den dagældende offentlighedslov i sager om erhvervssygdomme efter arbejdsskadeforsikringsloven. Ombudsmanden anførte i udtalelsen bl.a.

"Anvendelsesområdet for de særlige regler om partsoffentlighed er i lovens § 10, stk. 1, 1. pkt., angivet som "Ansøgere, klagere og andre parter i en sag ...". Loven indeholder ikke nogen nærmere stillingtagen til spørgsmålet om, hvilken personkreds der herefter må anses for at være parter.

Med støtte i forarbejderne til den tilsvarende bestemmelse i den tidligere gældende partsoffentlighedslov (Folketingstidende 1963/64, tillæg A, spalte 1351) er det dog almindeligt antaget i den juridiske litteratur og i praksis, at der ved afgørelsen af, om en person kan anses for part i en sag, "navnlig (må) lægges vægt på, hvor væsentlig den pågældendes interesse i sagen er, ... og hvor nært denne interesse er knyttet til sagens udfald".

Specielt for så vidt angår fastlæggelsen af begrebet "klagere" er det på baggrund af en udtalelse i bemærkningerne til partsoffentlighedslovforslaget (Folketingstidende 1963/64, tillæg A, spalte 1350) fast antaget, at partsstatus alene tilkommer personer, der klager "i en dem vedkommende sag", jfr. herved Betænkning om offentlighedslovens revision (nr. 857/1978), side 414. Efter min opfattelse må en tilsvarende begrænsning indfortolkes i partsbegrebet også i andre relationer.

Sikringsstyrelsen og Socialministeriet er hverken i den forudgående brevveksling med forbundene eller i de udtalelser, der er afgivet i anledning af klagen til mig, kommet nærmere ind på karakteren af de interesser, der efter myndighedernes opfattelse skulle begrunde, at den forsikringspligtige arbejdsgiver i almindelighed anses som part i Sikringsstyrelsen (og den sociale ankestyrelses) behandling af sager om erhvervssygdomme.

Afgørende for vurderingen af dette spørgsmål er, om arbejdsgiveren har den fornødne (retlige) interesse i forhold til Sikringsstyrelsens sag og den afgørelse , der træffes om erstatning i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven. Det forhold, at arbejdsgiveren måtte have en væsentlig (retlig) interesse - ikke i Sikringsstyrelsens afgørelse - men i at kende oplysningerne i sagen med andet formål for øje, f.eks. fordi arbejdstageren har anlagt civil erstatningssag eller påtænker sådant søgsmål - kan efter min opfattelse ikke begrunde, at arbejdsgiveren anses som part i Sikringsstyrelsens sag om erstatning i medfør af arbejdsskadeforsikringsloven.

For den forsikringspligtige arbejdsgiver (der har opfyldt forsikringspligten) synes der ikke at bestå nogen væsentlig direkte retlig interesse i udfaldet af Sikringsstyrelsens afgørelse. Kun i de formentlig sjældne tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om regresansvar for arbejdsgiveren (jfr. herved lovens § 55, stk. 1) består en sådan interesse. I så fald må arbejdsgiveren anses som part i hvert fald i forhold til selve sagen om regresansvar, men formentlig også i forhold til sagen om erstatning til arbejdstageren. I øvrigt synes en arbejdsgivers interesse i udfaldet af "almindelige" erstatningssager kun at være indirekte; forsikringspræmiernes størrelse inden for den pågældende branche, eller virksomhedens henførelse til en bestemt præmieklasse, vil være påvirket af skadesfrekvensen i branchen eller virksomheden. En sådan indirekte økonomisk interesse kan efter min opfattelse ikke i sig selv antages at begrunde partsstatus for arbejdsgiveren i den enkelte erstatningssag, der vedrører en ansat i den pågældendes virksomhed.

Det anførte synes også at finde en vis bekræftelse i bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 53, stk. 2. Efter denne bestemmelse påhviler det Sikringsstyrelsen, forinden der træffes afgørelse om erstatning, at "... give skadelidte eller de efterladte, forsikringsselskabet samt andre vedkommende lejlighed til at gøre sig bekendt med de foreliggende oplysninger og til at udtale sig om sagen".

Jeg må forstå Sikringsstyrelsens skrivelse af 8. februar 1983 således, at Sikringsstyrelsen ikke i almindelighed anser forsikringspligtige arbejdsgivere for at tilhøre den kreds, der (som "andre vedkommende") skal underrettes i medfør af bestemmelsen i lovens § 53, stk. 2. Denne opfattelse kan ikke give mig anledning til bemærkninger.

Arbejdsskadeforsikringslovens § 53, stk. 2, går videre end offentlighedslovens regler om partsoffentlighed m.v., idet det påhviler Sikringsstyrelsen at tage initiativet til gennemførelsen af aktindsigt og kontradiktion, sammenlign offentlighedslovens §§ 10 og 12, hvis anvendelse forudsætter, at parten har fremsat begæring der. Selv om afgrænsningen af kredsen af parter efter arbejdsskadeforsikringslovens § 53, stk. 2, derfor næppe er ubetinget afgørende for spørgsmålet om, hvem der må anses som part i offentlighedslovens forstand i erhvervssygdomssager, kan bestemmelsen og dens praktisering dog efter min opfattelse tillægges en vis vejledende betydning ved afgørelsen af, hvem der som "part" i offentlighedslovens forstand er berettiget til at udøve partsbeføjelser. Jeg bemærker herved, at arbejdsskadeforsikringslovens § 53, stk. 2, er en videreførelse af bestemmelsen i ulykkesforsikringslovens § 9, stk. 2. Omtalen af denne bestemmelse i Betænkning om offentlighed i forvaltningen (Nr. 325/1963) side 22 f., side 133 f. og side 199 f. efterlader ikke det indtryk, at det var tilsigtet at give de foreslåede bestemmelser om partsoffentlighed og kontradiktion efter begæring et væsentligt videregående anvendelsesområde.

At den forsikringspligtige arbejdsgiver ikke i almindelighed anses for at have partsstatus i sager i medfør af arbejdsskadeforsikringsloven, støttes efter min opfattelse også af overgangsbestemmelsen i lovens § 67, stk. 1. Det er her fastsat, at arbejdsgivere, der har opnået fritagelse (der fortsat har gyldighed) for at afgive risikoen efter ulykkesforsikringsloven, har samme retsstilling efter arbejdsskadeforsikringsloven som et forsikringsselskab."

Ombudsmanden henstillede til Sikringsstyrelsen og Socialministeriet at undergive spørgsmålet en fornyet overvejelse i lyset af de synspunkter, han havde anført.

Ved lov nr. 142 af 25. marts 1987 blev arbejdsskadeforsikringslovens § 53, stk. 2, ændret til følgende

"Forinden Sikringsstyrelsen træffer afgørelse efter §§ 27-28 og 30-33, skal den give sagens parter lejlighed til at gøre sig bekendt med de foreliggende oplysninger og til at udtale sig om sagen."

I forarbejdsbemærkningerne til bestemmelsen anførtes følgende

"Efter lovens § 53, stk. 2, skal Sikringsstyrelsen forinden den træffer afgørelse om erstatning give skadelidte eller de efterladte, forsikringsselskabet samt andre vedkommende lejlighed til at gøre sig bekendt med de foreliggende oplysninger og til at udtale sig om sagen. I styrelsens tidligere praksis er den forsikringspligtige arbejdsgiver anset omfattet af ordene "andre vedkommende", dvs. anset som part i arbejdsskadesagen. En række fagforbund har i 1984 klaget til Folketingets ombudsmand over styrelsens praksis. I februar 1986 har Folketingets ombudsmand givet udtryk for betænkelighed ved at tilslutte sig Socialministeriets og Sikringsstyrelsens opfattelse, hvorefter en forsikringspligtig arbejdsgiver i almindelighed må anses som part i forhold til offentlighedsloven og har henstillet, at spørgsmålet overvejes påny i lyset af ombudsmandens synspunkter. Spørgsmålet har herefter være forelagt Justitsministeriet, som med ombudsmanden er enig i, at en arbejdsgiver ikke i almindelighed kan anses for at være part i en sag efter arbejdsskadeforsikringsloven undtagen i de tilfælde, hvor en arbejdsgiver har undladt at opfylde sin forsikringspligt, eller hvor arbejdsgiveren ikke har forsikringspligt og dermed samme stilling som et forsikringsselskab. Det foreslås i lovens § 53, stk. 2, at præcisere styrelsens i overensstemmelse hermed ændrede praksis, hvorefter kun parter i sagen har krav på aktindsigt. Det vil sige, at som hovedregel har arbejdsgiveren ikke længere krav på aktindsigt, da pågældende i almindelighed ikke kan anses for sagspart.", jf. Folketingstidende 1986/87, Lovforslag nr. L 113, Blad nr. 264, side 5, 2. spalte.

Dansk Arbejdsgiverforening bad mig i skrivelse af 6. november 1987 om bl.a. at udtale mig om, hvorvidt den praksis, som Sikringsstyrelsen havde påbegyndt på baggrund af ombudsmandens ovenfor citerede udtalelse, var for restriktiv i forhold til retstilstanden, der blev indført med virkning fra 1. april 1987 ved ændringen af § 53, stk. 2, i arbejdsskadeforsikringsloven.

Jeg oversendte henvendelsen til Sikringsstyrelsen, som i brev af 6. januar 1988 besvarede spørgsmålet på følgende måde

"I et brev af 19. november 1987 har Folketingets Ombudsmand orienteret Sikringsstyrelsen om sit svar på Dansk Arbejdsgiverforenings skrivelse af 6. november 1987 om arbejdsgiverens stilling i arbejdsskadesager. Ombudsmanden har samtidig fundet det rettest, at Sikringsstyrelsen - eventuelt efter forudgående kontakt med Arbejdstilsynet - tager stilling til spørgsmålet om, hvorledes det sikres, at virksomhederne får kendskab til de forhold vedrørende arbejdsmiljø m.v. på den enkelte virksomhed, som fremgår af en arbejdsskadesag, og som har betydning for virksomhedens mulighed for at sikre et forsvarligt arbejdsmiljø.

Arbejdstilsynet har herefter telefonisk oplyst, at arbejdsgiveren som part i miljøsager mellem pågældende virksomhed og Arbejdstilsynet/kredsen, herunder sager, som måtte blive rejst på grund af en arbejdsulykke eller en til Arbejdstilsynet anmeldt erhvervssygdom, har almindelig aktindsigt med forbehold for de undtagelser, der er nævnt i offentlighedslovens § 4.

Sikringsstyrelsen følger den praksis at give arbejdsgiveren aktindsigt i arbejdsskadesager i det omfang, der er tale om oplysninger, som alene relaterer sig til virksomheden og arbejdsmiljøet på denne.

Det er styrelsens opfattelse, at denne praksis er i overensstemmelse med de i § 4, stk. 2, i lov om offentlighed i forvaltningen indførte nye bestemmelse om egenacces, hvorefter den (ikke-part), hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, med visse undtagelser kan forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom. Det bemærkes, at spørgsmålet om arbejdsgiverens partsstatus og omfanget af arbejdsgiverens aktindsigt vil blive nærmere overvejet i udvalget til revision af arbejdsskadeforsikringsloven."

Udvalget til revision af arbejdsskadeforsikringsloven afgav betænkning i 1988 (nr. 1142) og behandlede i kapitel 9 spørgsmålet om arbejdsgiverens partsstatus.

Den Sociale Ankestyrelse traf den 24. oktober 1988 afgørelse i den konkrete sag, som gav A anledning til at henvende sig til mig. Sagen angik et medlem af Husligt Arbejder Forbund, som under ansættelse hos B var kommet til skade ved at få vabler på fingrene på grund af manglende brug af handsker samt rygsmerter efter et fald på det glatte gulv. Sikringsstyrelsen traf den 9. februar 1988 afgørelse om at henføre forholdene under arbejdsskadeforsikringsloven, og denne afgørelse blev af arbejdsgiveren påklaget til ankestyrelsen under henvisning til, at det ikke kunne anses for tilstrækkeligt godtgjort, at de påståede skader var sket i arbejdstiden. Ankestyrelsen optog klagen til realitetsbehandling og stadfæstede ved afgørelsen af 24. oktober 1988 Sikringsstyrelsens afgørelse.

A klagede på baggrund af den ovennævnte sag over Den Sociale Ankestyrelses praksis med hensyn til at anerkende arbejdsgivere som klageberettigede i forhold til Arbejdsskadestyrelsens afgørelser i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven. A fremhævede i den forbindelse, at arbejdsgiveren vil blive betragtet som part i klagesagen og således på dette grundlag kan opnå videregående adgang til aktindsigt (hos klageinstansen) end forudsat i ombudsmandens udtalelse af 3. februar 1986 og ved lovændringen af § 53, stk. 2, i arbejdsskadeforsikringsloven.

Den Sociale Ankestyrelse uddybede i udtalelser af 11. april og 16. august 1989 til mig baggrunden for sin praksis. I skrivelsen af 11. april 1989 anførte ankestyrelsen bl.a.

"Ankestyrelsen er fortsat af den opfattelse, at en arbejdsgiver må anses at have en sådan retlig interesse i Sikringsstyrelsens afgørelser vedrørende anerkendelse af en arbejdsskade, at arbejdsgiveren må være klageberettiget i sådanne sager. I det tilfælde, hvor en arbejdsgiver indbringer Sikringsstyrelsens afgørelse vedrørende anerkendelse for Ankestyrelsen, må arbejdsgiveren således anses for at være part i den i Ankestyrelsen verserende sag med deraf følgende ret til aktindsigt. Aktindsigtens omfang vil dog kunne begrænses under hensyn til den anden parts (skadelidtes) private interesser, jf. forvaltningslovens § 15, stk. 1, således at arbejdsgiveren alene vil få aktindsigt vedrørende oplysninger, som vedrører virksomheden og arbejdsmiljøet på denne. Heraf følger, at arbejdsgiveren ikke vil få adgang til oplysninger om den skadelidtes personlige forhold.

Som det fremgår af SM U-10-87, finder Ankestyrelsen, at arbejdsgivere, der har tegnet lovpligtig forsikring, ikke kan anses for ankeberettigede med hensyn til Sikringsstyrelsens afgørelser om erstatningsfastsættelsen, og arbejdsgiverne vil derfor ikke være part i disse sager i Ankestyrelsen, ligesom de heller ikke vil have ret til aktindsigt."

I skrivelsen af 16. august 1989 uddybede ankestyrelsen spørgsmålet således

"Med hensyn til spørgsmålet om klageret skal Ankestyrelsen indledningsvis henvise til § 1, stk. 1, i lov om Den Sociale Ankestyrelse, hvorefter Ankestyrelsen er klageinstans for administrative afgørelser i det omfang, det fastsættes i lovgivningen.

Ifølge § 54, stk. 1, i arbejdsskadeforsikringsloven kan Arbejdsskadestyrelsens afgørelser indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Kredsen af klageberettigede er ikke afgrænset i lovgivningen, men i pkt. 5 i Socialministeriets cirkulære af 7. juni 1973 om Den Sociale Ankestyrelse hedder det, at afgørelser i sociale og dermed beslægtede sager kan påklages af den, hvem afgørelsen vedrører (eller hans repræsentant), og i øvrigt af enhver, der har en retlig interesse i sagen.

Ankestyrelsens praksis, hvorefter arbejdsgivere anses for klageberettigede i sager om anerkendelse af arbejdsskade, hviler på en antagelse om, at arbejdsgiveren har en individuel retlig interesse i sagen.

Hvadenten det som i den foreliggende sag drejer sig om et ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger af højst nogle få dages varighed, eller det drejer sig om en erhvervssygdom, kan en sag om anerkendelse af en arbejdsskade indeholde nogle særdeles væsentlige oplysninger om, og herunder også kritik af, forholdene på arbejdspladsen både med hensyn til sikkerhed og arbejdsmiljø, som arbejdsgiveren har en væsentlig interesse i at blive gjort bekendt med og udtale sig om. Arbejdsgiverens evt. udtalelse i sagen bidrager til sagens oplysning og herunder til afklaring af evt. tvivlsspørgsmål om årsagssammenhængen mellem det anmeldte tilfælde og arbejdsforholdene. Oplysningerne vil f.eks. også kunne få væsentlig betydning i tilfælde, hvor der bliver spørgsmål om at anlægge erstatningssag mod arbejdsgiveren ved domstolene med henblik på tilkendelse af erstatning, der ikke er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven.

En arbejdsgiver, der påklager Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om anerkendelse, anses som part i sagen med deraf følgende ret til aktindsigt, dog med de begrænsninger, der følger af forvaltningslovens § 15, stk. 1. Med hensyn til sidstnævnte punkt følger Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens praksis, hvorefter aktindsigt til arbejdsgiveren begrænses til de oplysninger, der alene relaterer sig til virksomheden og arbejdsmiljøet på denne.

Med hensyn til det rejste spørgsmål om, hvorvidt den antagne klageret for arbejdsgivere er mere vidtgående end den klageret, der i almindelighed er gældende inden for administrativ rekurs, finder Ankestyrelsen, at det ligger uden for styrelsens kompetence at udtale sig om dette spørgsmål.

Til støtte for Ankestyrelsens praksis skal man dog henvise til "Forvaltningsret - Almindelige Emner" v/Carl Aage Nørgaard, Institut for Offentlig Ret ved Århus Universitet, 1979, s. 296, hvorefter praksis i tilfælde, hvor der ikke er tale om varetagelse af almene interesser, men om varetagelse af individuelle, væsentlige interesser, synes at gå ret vidt med hensyn til kredsen af klageberettigede.

..."

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

"Lov om arbejdsskadeforsikring (lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 med senere ændringer) § 54 indeholder følgende

"§ 54. Sikringsstyrelsens afgørelser kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

..."

Det er ikke i bestemmelsen nærmere angivet, hvilke personer der anses for klageberettiget, og det må således antages, at afgrænsningen heraf skal ske i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper vedrørende administrativ rekurs.

Klageberettigede er herefter som udgangspunkt den eller de, der er parter i sagen, d.v.s. personer, der har en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald. Kredsen af klageberettigede kan dog efter omstændighederne på visse forvaltningsområder være noget videre.

Ved vurderingen af, om der bør anerkendes en sådan udvidelse, må det tages i betragtning, at rekursordninger i almindelighed har til formål at tjene som en særlig retssikkerhedsgaranti for de umiddelbart berørte personer. En udvidelse af kredsen af klageberettigede til at omfatte personer med afledede interesser vil til dels kunne modvirke denne funktion - især i tilfælde som det foreliggende, hvor klageinstansen har adgang til at ændre afgørelser til skade for adressaten (reformatio in pejus). En udvidelse af kredsen af klageberettigede til andre end parterne kan i sådanne tilfælde efter min mening kun anerkendes, såfremt der kan påvises klare retlige holdepunkter herfor.

Ved ændringen i 1987 af § 53, stk. 2, i arbejdsskadeforsikringsloven blev det afklaret, at arbejdsgivere, der har tegnet lovpligtig arbejdsskadeforsikring, ikke anses for parter i Arbejdsskadestyrelsens sager vedrørende arbejdsskader, og en anerkendelse af arbejdsgivere som klageberettigede må derfor efter min mening bero på, om der kan påvises særlige momenter, som taler for alligevel at anse dem som klageberettigede.

Den Sociale Ankestyrelse har til støtte for sin praksis henvist til arbejdsgivernes interesse i at skaffe sig indsigt i oplysninger vedrørende samt påvirke udfaldet af afgørelser, der relaterer sig til arbejdets tilrettelæggelse på den pågældende virksomhed.

Disse hensyn blev overvejet af ombudsmanden i forbindelse med udtalelsen af 3. februar 1986 og ikke anset for tilstrækkeligt tungtvejende til at anse arbejdsgivere for parter i de pågældende sager. Det må videre lægges til grund, at Folketinget i forbindelse med vedtagelsen af lovændringen i 1987 har tilsluttet sig denne vurdering, og at der således foreligger en lovgivningsmæssig stillingtagen vedrørende parts-spørgsmålet. Det ville ikke være holdbart at tillægge de samme hensyn en ganske anden vægt ved vurderingen af det nært beslægtede spørgsmål om klageberettigelse.

Arbejdsgiverens interesse i at sikre, at arbejdet tilrettelægges og arbejdspladsen indrettes på grundlag af en afvejning mellem de arbejdsmiljømæssige hensyn og de driftsøkonomiske hensyn, vil desuden kunne varetages på en rimelig måde, også uden at arbejdsgivere tillægges klageret i forhold til enkeltafgørelser i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven. Jeg sigter herved til, at arbejdsgiveren vil være part i en eventuel arbejdstilsynssag, der rejses på baggrund af en arbejdsskadesag, samt til, at lov om offentlighed i forvaltningen - som oplyst af Sikringsstyrelsen i den ovenfor citerede skrivelse af 6. januar 1988 til Dansk Arbejdsgiverforening - giver arbejdsgivere mulighed for at opnå aktindsigt og egen access vedrørende de for dem relevante dele af sager vedrørende arbejdsskader.

Det er herefter min opfattelse, at arbejdsgivere, der har tegnet lovpligtig arbejdsskadeforsikring, ikke kan antages at være klageberettigede i forhold til Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om at anerkende eller afvise tilfælde, som er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven. Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse og henstillet til ankestyrelsen at ændre sin praksis i overensstemmelse hermed."

Resumé

A klagede over, at Den Sociale Ankestyrelse anså arbejdsgivere for klageberettigede vedrørende Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om at anerkende eller afvise forhold som arbejdsskader.

Ombudsmanden havde i en tidligere afgørelse udtalt betænkelighed ved at anerkende, at en arbejdsgiver, der har tegnet lovpligtig arbejdsskadeforsikring, i almindelighed måtte anses for part i forhold til den dagældende offentlighedslov i sager om erhvervssygdomme efter arbejdsskadeforsikrings-loven.

Ved en ændring i 1987 af arbejdsskadeforsikringslovens § 53, stk. 2, blev det præciseret, at arbejdsgivere, der har tegnet lovpligtig arbejdsskadeforsikring, ikke anses for parter i Arbejdsskadestyrelsens sager vedrørende arbejdsskader. En anerkendelse af arbejdsgivere som klageberettigede måtte derfor efter ombudsmandens mening bero på, om der kunne påvises særlige momenter, som talte for alligevel at anse dem som klageberettigede.

Ombudsmanden fandt ikke, at hensynet til arbejdsgivernes interesse i at skaffe sig indsigt i oplysninger vedrørende samt påvirke udfaldet af afgørelser, der relaterer sig til arbejdets tilrettelæggelse, var tilstrækkeligt tungtvejende. Ombudsmanden henviste også til, at arbejdsgiveren ville være part i en eventuel senere arbejdstilsynssag, samt til, at arbejdsgiveren i medfør af offentlighedslovens § 4 kunne opnå aktindsigt og egenaccess vedrørende for dem relevante dele af sager vedrørende arbejdsskader.

Det var herefter ombudsmandens opfattelse, at arbejdsgivere, der har tegnet lovpligtig arbejdsskadeforsikring, ikke kan antages at være klageberettigede i forhold til Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om at anerkende eller afvise tilfælde som omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven. Ombudsmanden henstillede til Den Sociale Ankestyrelse at ændre sin praksis i overensstemmelse hermed.

(J. nr. 1989-230-030).