EF-ansats pligt til at betale bunden opsparing.

EF-ansats pligt til at betale bunden opsparing.

A klagede over, at Landsskatteretten i en kendelse stadfæstede et skatteråds afgørelse om, at han var pligtig at betale bunden opsparing i henhold til lov nr. 137 af 6. april 1985.

Det fremgik af sagen, at A siden 1974 havde været ansat i EF's tjeneste i Bruxelles, og at han havde bopæl dér.

A bestred under sagen, at han var omfattet af lov nr. 137 af 6. april 1985 om bunden opsparing, hvorimod det under sagen var ubestridt, at han var indkomstskattepligtig her i landet i henhold til kildeskattelovens § 1, nr. 1, sammenholdt med art. 14 i den til "Traktat om oprettelse af et fælles råd og en fælles kommission for EF" hørende protokol fra 1965 om EF's privilegier og immuniteter.

Efter § 1 i lov om bunden opsparing gælder denne lov alene for personer, som ved udløbet af indkomståret 1984 var fuldt skattepligtige efter kildeskattelovens § 1.

Efter kildeskattelovens § 1, nr 1, omfatter skattepligten personer, der har bopæl her i landet.

Efter art. 14 i den ovennævnte protokol skal ansatte i Fællesskaberne, som på grund af deres ansættelse har taget ophold på en anden medlemsstats område med hensyn til beskatning af indkomst og formue, arveafgift og anvendelse af overenskomster om dobbeltbeskatning betragtes, som om de havde bevaret deres tidligere bopæl, forudsat at denne var beliggende i en medlemsstat.

A klagede første gang over, at han var pålagt at betale bunden opsparing, i skrivelse af 3. oktober 1985 til et amtsskatteinspektorat, idet han henviste til, at bunden opsparing ikke kunne sidestilles med skat, og at hans skattepligt her i landet, hvor han ikke havde bopæl, ikke var baseret på kildeskattelovens § 1, men derimod på 1965-protokollens art. 14, som imidlertid kun vedrører indkomstskat, formueskat og arveafgift.

Efter en brevveksling mellem A og sekretariatet for et skatteråd meddelte skatterådet ham, at beregningsgrundlaget for den opkrævede bundne opsparing fastholdtes, hvilket han kunne klage over til Landsskatteretten. A blev samtidig vejledt om, at en eventuel klage over, at han fortsat ansås for fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, skulle indsendes til X kommunes ligningsmyndighed.

Efter at A havde indbragt skatterådets afgørelse for Landsskatteretten, som han anmodede om at tage stilling til hans indsigelse om, at der manglede det fornødne retsgrundlag for at kunne pålægge ham pligt til at betale bunden opsparing, meddelte Landsskatteretten ham, at retten havde videresendt hans klage til ligningskommissionen, da retten ikke fandt, at der forelå en klage over beregningen af den bundne opsparing, men derimod en klage over, at A var anset for at være opsparingspligtig. Landskatteretten anførte i den forbindelse, "... og da klager over indkomstansættelsen pr. 1984 (herunder skattepligtsspørgsmålet), som danner grundlag for beregningen af den bundne opsparing, følger skattestyrelseslovens almindelige regler om klager over indkomstansættelsen, har man dags dato videresendt (A's) brev til Ligningskommissionen i (X) Kommune".

Efter en brevveksling imellem A og skattemyndighederne i en kommune meddelte skattevæsenet ham, at hans klage over skatteansættelsen for indkomståret 1984 havde været behandlet i ligningskommissionen, som havde fastholdt hans skatteansættelse uændret. Der henvistes samtidig til cirkulære nr. 137 af 20. juni 1973 om kildeskatteloven, hvorefter personer ansatte i EF betragtes som havende bevaret deres bopæl i Danmark, hvorfor ligningskommissionen havde anset A for skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, stk. 1.

I en skrivelse til ligningskommissionen anførte A, at kommissionen havde behandlet en klage, som han ikke havde fremsat, idet hans klage alene gik på, at skattemyndighederne havde pålagt ham byrder, udover hvad art. 14 i 1965-konventionen berettigede til.

Denne henvendelse blev besvaret af skattevæsenet i X kommune, som var tiltrådt af ligningskommissionen, og hvori bl.a. redegjordes for, at man ikke havde været helt enig i Landsskatterettens henvisning af A's klage til ligningskommissionen, men at man havde været nødt til at behandle sagen som anvist af Landsskatteretten. Der redegjordes samtidig for grundlaget for ligningskommissionens afgørelse, herunder at denne ikke havde bemyndigelse til at træffe afgørelse, for så vidt angår den bundne opsparing samt retsgrundlaget herfor. Endelig henvistes til, at yderligere behandling af sagen måtte foregå i Skatterådet.

A indbragte ligningskommissionens afgørelse for skatterådet, som stadfæstede ligningskommissionens afgørelse med bemærkning om, at også skatterådet fandt ham fuldt skattepligtig til Danmark med kildeskattelovens § 1 som hjemmelsgrundlag.

Denne afgørelse indbragte A for Landsskatteretten, som efter en korrespondance med Statsskattedirektoratet stadfæstede afgørelsen, hvis præmisser er sålydende

"Da klageren ifølge artikel 14 i den til "Traktat om oprettelse af et fælles råd og en fælles kommission for EF" hørende protokol om EFs privilegier og immuniteter betragtes, som om han har bevaret sin tidligere bopæl i Danmark, finder Landsskatteretten, at klageren fortsat må anses for fuldt skattepligtig til Danmark i medfør af kildeskattelovens § 1, nr. 1, jf. cirkulære nr. 137 af 20. juni 1973 om kildeskatteloven. Da klageren således ved udløbet af indkomståret 1984 var fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, finder Landsskatteretten, at det er med rette, at klageren er anset for pligtig at indbetale bunden opsparing."

A anførte i sin klage til mig, at der i kendelsen ikke reelt var taget stilling til det af ham påberåbte manglende retsgrundlag.

Landsskatteretten henholdt sig i en udtalelse til mig til sin kendelse og den deri angivne begrundelse.

A fremsendte til min orientering en udtalelse fra hans advokat om sagen, ligesom han anmodede mig om at foranledige indhentet en præjudiciel afgørelse fra Europa-domstolen.

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

"1. § 7, 1. pkt., i lov om bunden opsparing bestemmer, at klage over beregning af bunden opsparing indgives til Skatterådet. For klagen gælder efter § 7, 2. pkt., i øvrigt samme regler som for klage over indkomstansættelser.

Lovmotiverne til § 7, jf. Folketingstidende 1984-85, tillæg A, sp. 4198, tyder på, at der med § 7, 2. pkt., primært er tænkt på klager over størrelsen og opgørelsen af den skattepligtige indkomst for 1984, som danner grundlag for beregningen, idet det nævnes, at sådanne klager følger skattestyrelseslovens almindelige regler om klager over indkomstansættelsen.

Da De ikke har klaget over Deres indkomstansættelse for 1984, men alene over, at skattemyndighederne ikke har den fornødne hjemmel til at pålægge Dem at betale bunden opsparing, finder jeg, at det har været med urette, at Landsskatteretten, da denne fik sagen forelagt første gang, har henvist den til behandling ved ligningskommissionen efter reglerne om klage over indkomstansættelser.

2. Af den ovenfor refererede korrespondance mellem Dem og skattemyndighederne fremgår, at De til støtte for Deres standpunkt har gjort gældende, dels at den af skattemyndighederne anlagte fortolkning af § 1 i lov om bunden opsparing er urigtig, dels at art. 14 i 1965-protokollen om EF's privilegier og immuniteter er til hinder for, at medlemsstaterne kan pålægge EF-ansatte byrder af ikke-skattemæssig karakter, idet De i den forbindelse har gjort gældende, at bunden opsparing ikke kan sidestilles med en skattemæssig forpligtelse.

I den indklagede kendelse er alene taget stilling til det af Dem rejste spørgsmål om, hvorledes § 1 i lov om bunden opsparing rettelig skal fortolkes. Den af Landsskatteretten anlagte fortolkning vedrørende dette spørgsmål forekommer mig ikke helt utvivlsom. Jeg har dog ikke fundet anledning til at gå ind i en nærmere vurdering heraf, da jeg samtidig hermed har henstillet til Landsskatteretten at genoptage sagen, idet jeg finder, at Landsskatteretten i kendelsen burde have taget stilling til, om bunden opsparing kan anses som "beskatning" efter art. 14 i ovennævnte traktat.

Skulle Landsskatteretten herefter træffe en afgørelse, som De ikke er enig i, skal jeg henvise Dem til eventuelt at indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene inden 6 måneder efter kendelsens afsigelse, jf. hermed skattestyrelseslovens § 29, stk. 2. Ombudsmandsembedet må således efter min opfattelse i almindelighed anses for et mindre egnet forum for afklaring af tvivlsspørgsmål om rækkevidden af EF-retlige regler, fordi det alene er domstolene, som kan forelægge sådanne spørgsmål for EF-Domstolen til præjudiciel afgørelse. Der kan herom bl.a. henvises til Ombudsmandens Beretning for 1985, s. 97."

Resumé

A, der siden 1974 havde været ansat i EF med bopæl i Bruxelles, klagede over Landsskatterettens stadfæstelse af et skatteråds afgørelse om, at han skulle betale bunden opsparing. A bestred ikke, at han var indkomstskattepligtig her i landet i henhold til kildeskattelovens § 1, nr. 1, sammenholdt med art. 14 i den til "Traktat om oprettelse af et fælles råd og en fælles kommission for EF" hørende protokol om EF's privilegier og immuniteter; denne artikel vedrører imidlertid kun indkomstskat, formueskat og arveafgift.

Skatterådets fastholdelse af beregningsgrundlaget for den opkrævede bundne opsparing påklagedes til Landsskatteretten, der imidlertid videresendte den til ligningskommissionen som en klage over selve opsparingspligten. Ligningskommissionen meddelte A, at kommissionen fastholdt hans skatteansættelse uændret. Da A herefter anførte, at hans klage alene vedrørte det forhold, at han var blevet pålagt byrder, udover hvad art. 14 i 1965-protokollen berettigede til, meddelte ligningskommissionen ham, at kommissionen ikke havde bemyndigelse til at træffe afgørelse vedrørende opsparingspligten og dennes retsgrundlag. Denne afgørelse indbragte A for Landsskatteretten, som stadfæstede skatterådets afgørelse.

Ombudsmanden fandt, at det havde været med urette, at Landsskatteretten, da denne fik sagen forelagt første gang, havde henvist den til behandling ved ligningskommissionen efter reglerne om klage over indkomstansættelser. Ombudsmanden anførte, at Landsskatteretten i den indklagede kendelse alene havde taget stilling til det spørgsmål, A havde rejst om, hvorledes § 1 i lov om bunden opsparing retteligt skulle fortolkes, og anførte, at Landsskatterettens fortolkning vedrørende dette spørgsmål ikke forekom ham helt utvivlsom. Ombudsmanden fandt dog ikke anledning til at gå ind i en nærmere vurdering heraf, men henstillede til Landsskatteretten at genoptage sagen, idet han fandt, at Landsskatteretten i kendelsen burde have taget stilling til, om bunden opsparing kan anses som "beskatning" efter art. 14 i den forannævnte traktat.

Ombudsmanden henviste klageren til, såfremt Landsskatteretten herefter traf en afgørelse, som klageren ikke var enig i, at indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene inden 6 måneder efter kendelsens afsigelse. Ombudsmanden anførte herved, at ombudsmandsembedet efter hans opfattelse i almindelighed må anses for et mindre egnet forum for afklaring af tvivlsspørgsmål om rækkevidden af EF-retlige regler, fordi det alene er domstolene, som kan forelægge sådanne spørgsmål for EF-Domstolen til præjudiciel afgørelse. (J. nr. 1989-621-223).