Kravene til offentlig annoncering i henhold til miljøbe skyttelseslovens § 65, stk. 2.

§ 65 har følgende indhold

"Stk. 1. Kommunalbestyrelsens, amtsrådets og hovedstadsrådets beslutninger meddeles skriftligt til den eller de for de pågældende forhold ansvarlige, jfr. dog § 11, stk. 4. I tilfælde af overhængende alvorlig fare for sundheden samt i tilfælde, hvor øjeblikkelig indgriben er påkrævet for at afværge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse, kan beslutninger om påbud eller forbud meddeles mundtligt. En mundtlig beslutning skal snarest muligt tillige meddeles skriftligt.

Stk. 2. Underretning om den trufne beslutning meddeles samtidigt skriftligt til embedslægeinstitutionen og andre berørte myndigheder. Endvidere underrettes skriftligt privatpersoner, som må antages at have en individuel, væsentlig interesse i at få kundskab om beslutningen, samt organisationer, som må antages at være klageberettiget efter § 74, stk. 2-5. Underretning til de nævnte privatpersoner og organisationer kan eventuelt finde sted ved offentlig annoncering. Ved meddelelse af godkendelse efter §§ 35-38 skal der altid foretages offentlig annoncering."

Bestemmelsen i stk. 2 skal sikre, at alle særligt interesserede - ud over afgørelsens adressat - får underretning om den trufne beslutning. Afgrænsningen af, hvilke privatpersoner der skal underrettes, er foretaget i overensstemmelse med kredsen af klageberettigede, jf. lovens § 74.

Formålet med § 65, stk. 2, er således navnlig at sikre, at de personer, som i henhold til miljøbeskyttelsesloven har klageadgang, bliver informeret om den trufne beslutning og således kan tage stilling til eventuel udnyttelse af klageadgangen.

Efter § 65, stk. 2, pålægges myndighederne som udgangspunkt at give den nævnte personkreds (individuel) skriftlig underretning om den trufne afgørelse. Underretningen kan dog eventuelt finde sted ved offentlig annoncering.

Det er ikke i loven angivet, under hvilke betingelser offentlig annoncering kan erstatte den individuelle meddelelse, eller hvilke krav der stilles for at anse annonceringen for fyldestgørende. Det er i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at offentlig annoncering navnlig kan anvendes, hvor kredsen af personer, der skal underrettes, er meget stor, og på forhånd er vanskelig at afgrænse.

Offentlig annoncering, eventuelt som supplement til individuel underretning, er en nødvendighed, hvor det ikke er muligt på forhånd at afgrænse kredsen af berørte privatpersoner.

Hvis kredsen af berørte på forhånd er identificerede, er offentlig annoncering ikke nogen nødvendighed. Der foreligger alene spørgsmål om, hvorvidt den individuelle ret til information efter lovens hovedregel - af administrative, praktiske grunde - kan erstattes af en offentlig annoncering.

Forudsætningen for, at dette spørgsmål kan besvares bekræftende, må efter min opfattelse være, at der findes, og faktisk anvendes, en offentlig annonceringsform, der er egnet til at give i hvert fald hovedparten af de berørte kundskab om den trufne beslutning. (Jeg lægger til grund, at der er tale om en større kreds, der berøres på nogenlunde ensartet måde).

Om en offentlig annoncering opfylder denne forudsætning, afhænger af meddelelsesmidlets udbredelse og redaktionelle (indholdsmæssige) karakter.

Det forhold, at det valgte meddelelsesmiddel, f.eks. et lokalt blad, normalt bruges til offentlige bekendtgørelser, kan have betydning for vurderingen af, om den nævnte hovedbetingelse er opfyldt. Derimod er det efter min opfattelse ikke i sig selv tilstrækkeligt til at anse informationspligten for opfyldt.

I den konkrete sag har jeg lagt til grund, at beslutningen om godkendelse af tillægget til Stenløse Kommunes spildevandsplan, for så vidt angår Buresø-området, berører en bestemt afgrænset kreds af privatpersoner, nemlig de grundejere, hvis ejendomme var omfattet af spildevandsplanen. Der var tale om i alt 454 grundejere, hvoraf de 320 - ca. 70% af de berørte - var sommerhusejere med fast bopæl andet sted. Jeg går ud fra, at kommunen var i besiddelse af samtlige bopælsadresser.

Den offentlige annoncering af beslutningen fandt sted i en lokal ugeavis, der overvejende indeholder reklamer. Avisen omdeles ikke til sommerhusene i området. Udbredelsen er efter det oplyste baseret på husstandsomdeling, og kun i meget begrænset omfang på faste abonnementer.

Som bestemmelsen i § 65, stk. 2, er udformet, har jeg ikke grundlag for at kritisere selve beslutningen om at vælge offentlig annoncering i stedet for individuel underretning (uanset at kredsen af berørte var klart identificerede).

Efter det oplyste om udbredelsen og den redaktionelle karakter af det lokale ugeblad, hvori annonceringen skete, finder jeg imidlertid ikke, at annonceringen i dette tilfælde har været tilstrækkelig til opfyldelse af den informationspligt over for de berørte, som fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 65, stk. 2.

Jeg har gjort Miljøstyrelsen bekendt hermed.

Da godkendelsesbeslutningen i det foreliggende tilfælde faktisk blev påklaget til Miljøstyrelsen, og klagerne undergivet realitetsbehandling her, finder jeg ikke at have tilstrækkelig anledning til at foretage videre i anledning af den mangelfulde underretning i dette tilfælde."

Kravene til offentlig annoncering i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 65, stk. 2.

A klagede over, at Miljøstyrelsen havde godkendt en kloakeringsplan vedrørende Buresø-området.

Det fremgik af sagen, at en landvæsenskommission i 1974 afsagde kendelse om, at Buresø-området skulle kloakeres. I 1980 ansøgte Stenløse Kommune om en generel tilladelse til nedsivning af spildevand fra sommerhuse og helårsboliger i Buresø-området. I 1984 meddelte Hovedstadsrådet Stenløse Kommune afslag på ansøgningen og pålagde samtidig kommunen at fremsende et tillæg til den gældende spildevandsplan indeholdende planer for den fremtidige spildevandsafledning i Buresø-området.

Afgørelsen blev stadfæstet af Miljøstyrelsen.

I 1987 ansøgte Stenløse Kommune om godkendelse af et tillæg til kommunens spildevandsplan omhandlende kloakering af Buresø-området m.v.

Hovedstadsrådet godkendte ansøgningen.

Det fremgår af godkendelsen, at Buresø-området består af 454 ejendommen, hvoraf 30% anvendes til helårsbeboelse, de øvrige 70% til sommerhusbeboelse. Spildevandsafledningen foregår til henholdsvis samletanke (25%) og nedsivningsanlæg (75%).

Ved planen ønskede kommunen at kloakere området for husspildevand med afledning til Slagslunde Rensningsanlæg. Regnvandet skulle fortsat ledes til faskiner.

Af Hovedstadsrådets afgørelse fremgik det, at denne skulle offentliggøres ved annoncering i Stenløse/Ølstykke Nyt i uge 49, 1987.

A påklagede godkendelsen til Miljøstyrelsen. I klagen gjorde A gældende, at der ikke i forbindelse med Hovedstadsrådets afgørelse havde fundet korrekt underretning sted. Herudover gjorde A visse indsigelser gældende over for selve spildevandsplanen.

Ved Miljøstyrelsens afgørelse stadfæstedes Hovedstadsrådets godkendelse. Miljøstyrelsen fandt, at annonceringen (i Stenløse/Ølstykke Nyt) af Hovedstadsrådets afgørelse havde været fyldestgørende.

Under min behandling af sagen anmodede jeg Miljøstyrelsen om en udtalelse vedrørende den stedfundne annoncering. Jeg anførte bl.a.

"...

Efter bestemmelsen (miljøbeskyttelseslovens § 65, stk. 2) er udgangspunktet, at privatpersoner, som må antages at have en individuel væsentlig interesse i at få kundskab om den pågældende beslutning (blandt andet med henblik på klageadgangen), skal underrettes skriftligt om den trufne beslutning. Underretning til de nævnte privatpersoner kan dog eventuelt finde sted ved offentlig annoncering.

Jeg går ud fra, at Miljøstyrelsen i den foreliggende sag har lagt til grund, at samtlige grundejere i området, som berøres af tillægget til spildevandsplanen, har en individuel, væsentlig interesse i Hovedstadsrådets godkendelsesbeslutning.

På den baggrund anmoder jeg om Miljøstyrelsens stillingtagen til oplysningerne om, at 70% af de berørte grundejere er fritidshusejere med fast bopæl andet sted. Over for mig er henvist til, at (næsten) ingen af fritidshusejerne benytter deres huse i vintermånederne og dermed heller ikke modtager lokaluddelte blade.

Jeg udbeder mig i den forbindelse nærmere oplysninger om det blad, "Lokalavisen for Stenløse og Uggeløse", hvori Hovedstadsrådets beslutning blev offentliggjort i uge 49, 1987, herunder oplysninger om bladets udbredelse (i vintermånederne) samt oplysning om, hvorvidt bladet normalt benyttes til offentlige bekendtgørelser af den pågældende art.

..."

Miljøstyrelsens svar til mig var vedlagt en udtalelse fra Stenløse Kommune, hvoraf bl.a. fremgik følgende

" ...

Det skal oplyses, at annonceringen er sket i "Stenløse/Ølstykke Nyt", som dækker kommunerne Stenløse, Ølstykke, Gundsø og Slangerup. Bladet har senere skiftet navn til det nuværende "Ugenyt", men har fortsat den samme udbredelse.

Det er en ugeavis, som husstandsomdeles."

...

Det skal endvidere oplyses, at Stenløse Kommune ikke fremsender særlig underretning til sommerhusbeboere om afgørelser, der specielt henvender sig til sommerhusbeboere.

..."

Ved en senere skrivelse bad jeg Miljøstyrelsen om at tage stilling til følgende

" ...

Blev det pågældende blad faktisk omdelt til alle huse i området, herunder til sommerhusene, som efter det oplyste udgør 70% af de berørte ejendomme.

(Såfremt det kan lægges til grund, at der også er sket omdeling til sommerhusene i vinterhalvåret.) Finder Miljøstyrelsen det acceptabelt, at annonceringen efter miljøbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, sker på en sådan måde, at kun sommerhusejere, der jævnligt benytter deres sommerhuse i vinterhalvåret, får underretning om beslutningen.

..."

Af Miljøstyrelsens svar fremgik følgende

" ...

Ad 1) Redaktionen på det pågældende blad har ved telefonisk henvendelse fra Miljøstyrelsen oplyst, at bladet omdeles af postvæsenet til alle husstande med postadresser, men ikke til sommerhuse, hvor der ikke er personer med fast bopæl. Bladet sendes endvidere til dem, der abonnerer på det, og der lægges et antal blade til fri afhentning hos lokale købmænd, kiosker m.v. for personer, der ikke modtager bladet med posten.

Ad 2) Det har været almindelig praksis ved behandling af spildevandsplaner og deres godkendelse herunder revision og tillæg til disse planer, at indkaldelser til offentlige møder og underretning om afgørelser for såvidt angår privatpersoner er sket ved offentlig annoncering. Undtagen herfra har alene været personer, der under sagens behandling har rettet direkte henvendelse til den godkendende myndighed.

Miljøstyrelsen har i overensstemmelse med denne praksis tilkendegivet, at man anser en annoncering efter miljøbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, som gyldig underretning, når annonceringen sker i dagblade og/eller ugeaviser, som i almindelighed benyttes til offentlige bekendtgørelser, idet borgerne må kunne forvente, at der anvendes en ensartet offentliggørelsesmåde for alle offentlige bekendtgørelser.

Da den i denne sag anvendte underretning af sommerhusejerne ikke væsentlig afviger fra den af Stenløse kommune anvendte underretning til sommerhusbeboere om afgørelser, der specielt henvender sig til dem, finder Miljøstyrelsen den anvendte annoncering acceptabel, uanset at den er sket i vinterhalvåret, hvor sommerhusejere ikke jævnlig benytter deres sommerhuse.

..."

I A's afsluttende bemærkninger til sagen anførte han bl.a. følgende

" ...

Den eneste herværende købmand (i Slagslunde) får om onsdagen ca. 10 eksemplarer af det omhandlede blad, og af de få sommerhusejere på sporadiske vinter (week-end) -besøg ved Buresø er ifølge sagens natur kun et fåtal på kundebesøg i denne butiks åbningstid og kan , om der er resterende blade, da skaffe sig et eksemplar for den uge.

I Hovedstadsrådets skrivelse af ... meddeles, at dets afgørelse vil blive annonceret i "Stenløse/Ølstykke Nyt" i uge 49, 1987. Dette blad skiftede i uge 19, 1987 navn til "Uge-Nyt" og annoncen fandtes i det nummer, der udkom den 8. december 1987 med bl.a. det indhold, at klagefristen var 4 uger fra 1. december 1987. Alene disse forhold viser, at Hovedstadsrådet ikke behandlede sin underretningspligt omhyggeligt og seriøst.

Hverken "Uge-Nyt" eller de øvrige 4-5 gratis lokalblade (samt reklameblade m.m.m.) omdeles til sommerhusbeboere; ej heller om sommeren. Dette er Stenløse kommune vel vidende om. Bladet har en abonnementspris på 280 kr./år og har mindre end 5 abonnenter af os 300 mulige i området, formentlig mest ikke-private. Annoncen kostede ca. ½ af hvad brevporto til alle ville have kostet.

..."

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

" ...

Ved min behandling af sagen har jeg lagt til grund, at De og samtlige berørte grundejere i det pågældende område havde en væsentlig og individuel interesse i Hovedstadsrådets godkendelsesbeslutning og således var klageberettiget i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 74. De har i klagen til mig oplyst, at hver enkelt grundejer vil komme til at betale omkring 50.000 kr. til kloakeringen.

Beslutninger i sager om miljøbeskyttelse skal efter § 65 i loven meddeles adressaten og andre interesserede.

Resumé

A klagede over, at Hovedstadsrådet i forbindelse med en godkendelse af en kloakplan ikke havde givet korrekt underretning om rådets afgørelse.

Forinden klagen til ombudsmanden havde Miljøstyrelsen meddelt A, at styrelsen fandt underretningen fyldestgørende.

Kloakeringsplanen omfattede et område bestående af 454 ejendomme, hvoraf 70% anvendtes til sommerhusbeboelse.

Annonceringen af Hovedstadsrådets godkendelsesbeslutning havde fundet sted i en lokal ugeavis, hvis udbredelse i øvrigt var baseret på husstandsomdeling, men som ikke uddeltes til sommerhusene i området.

På baggrund af en generel redegørelse for kravene i miljøbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, - om underretning af (bl.a.) de privatpersoner, som må antages at have en individuel, væsentlig interesse i at få kundskab om beslutningen - fandt ombudsmanden, at den foretagne annoncering i dette tilfælde ikke havde været tilstrækkelig til opfyldelse af den informationspligt, som fremgik af bestemmelsen. (J. nr. 1988-720-11).