Pålæggelse af statslig forkøbsret/partshøring.

§ 19 i forvaltningsloven har følgende ordlyd

"Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1."

Partshøringspligten giver vedkommende part adgang til at kommentere det faktiske oplysningsgrundlag, inden en afgørelse træffes.

Det indebærer selvsagt også, at parten herved (i det omfang der er partshøringspligt) bliver orienteret om, at myndighederne påtænker at træffe en bebyrdende afgørelse.

Som det fremgår af ovenstående, indgik oplysninger om Deres ejendoms stand og benyttelse (den indhentede udtalelse fra jordbrugskommissionen) som en betydelig del af Jordbrugsdirektoratets beslutningsgrundlag. Disse oplysninger dannede grundlag for direktoratets skøn over arealernes egnethed som suppleringsjord for en landbrugsejendom.

Efter min opfattelse følger det herefter af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at Jordbrugsdirektoratet som udgangspunkt havde pligt til at gøre Dem bekendt med disse oplysninger og give Dem lejlighed til at fremkomme med en udtalelse herom.

Landbrugsministeriet har over for mig oplyst, at myndighederne efter praksis ikke foretager en høring af ejerne forinden tinglysning af en eventuel statslig forkøbsret. Baggrunden herfor er, at formålet med forkøbsretten kunne blive forspildt, hvis ejendommen i mellemtiden blev afhændet.

Som det fremgår af § 19, stk. 2, gælder reglerne om partshøring ikke, hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige interesser.

Anvendelsen af denne undtagelsesbestemmelse forudsætter, at der foretages en konkret vurdering af på den ene side partens interesse i at blive hørt over oplysningerne og på den anden side vedkommende offentlige interesse. Jeg henviser til Den kommenterede Forvaltningslov v. Asbjørn Jensen m.fl., (København 1987), s. 195.

Efter min opfattelse kan Jordbrugsdirektoratet således ikke generelt undlade at inddrage parten, forinden afgørelsen om pålæggelse af forkøbsret træffes, alene under henvisning til den generelle risiko for, at ejendommen kunne blive solgt, mens sagen verserer.

Noget andet er, at der efter omstændighederne kan være grundlag for en konkret formodning om, at ejendommen ville blive solgt, såfremt parten blev bekendt med sagens eksistens. Dette forhold vil efter en konkret vurdering kunne begrunde, at myndighederne i den enkelte sag kan undlade at foretage partshøring.

I Deres sag ses der ikke at være foretaget en sådan konkret vurdering som grundlag for beslutningen om ikke at foretage partshøring. Jeg bemærker herved, at der efter min umiddelbare opfattelse ikke i sagen synes at være konkrete holdepunkter for at antage, at øjemedet med eventuel pålæggelse af forkøbsret ville blive forspildt som følge af en mellemkommende afhændelse af ejendommen.

Det må således betragtes som en fejl, at myndighederne ikke foretog en konkret vurdering af partshøringsspørgsmålet - og at De dermed under alle omstændigheder blev afskåret fra at udtale Dem om det faktiske afgørelsesgrundlag - inden afgørelsen blev truffet.

Jeg har gjort Landbrugsministeriet bekendt med min opfattelse.

Samtidig hermed har jeg henstillet til ministeriet at tage skridt til at ændre praksis vedrørende partshøring i overensstemmelse med mine generelle bemærkninger herom ovenfor.

Da jeg efter min gennemgang af sagen, herunder de oplysninger, som er fremkommet i forbindelse med min behandling af Deres klage, må lægge til grund, at (korrekt) partshøring af Dem ikke ville have medført et andet udfald af sagen, foretager jeg ikke videre i den konkrete sag."

§ 20 har følgende indhold

"Til fremskaffelse af jord til de i § 18, stk. 1, nr. 1, 4 og 5, omhandlede formål kan forkøbsretten for staten pålægges såvel landbrugsejendomme som landbrugsjord og udyrkede arealer, der ikke udgør en del af en landbrugsejendom.

Stk. 2. Beslutning om pålæggelse af forkøbsret træffes af landbrugsministeren og tinglyses på landbrugsministerens begæring på ejendommen. Forkøbsretten respekterer private forkøbsrettigheder og køberettigheder, der er tinglyst før 21. april 1967, men går i øvrigt forud for andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår disse er stiftet. Landbrugsministeren underretter ejeren af den pågældende ejendom om beslutningen.

Stk. 3. Forkøbsretten gælder ved enhver erhvervelse af ejendommen eller en del af denne. Forkøbsretten kommer dog ikke til anvendelse,

når den overvejende del af ejendommen ikke er beliggende i landzone, jfr. loven om by- og landzoner,

når erhververen er staten eller en kommune,

når ejendommen erhverves af en person ved arv, ved overtagelse til hensidden i uskiftet bo eller ved deling af fællesbo, eller

når erhververen er den hidtidige ejers ægtefælle eller er beslægtet eller besvogret med den hidtidige ejer i op- eller nedstigende linje eller i hans sidelinje så nær som søskende eller disses børn.

Stk. 4. I tilfælde som omhandlet i stk. 3, nr. 1 og 2, skal forkøbsretten af landbrugsministeren begæres aflyst."

Som det fremgår af ovennævnte bestemmelse kan myndighederne som led i strukturudviklingen for at skaffe jord til supplering af bestående jordbrug eller for at tilvejebringe en bedre jordfordeling mellem jordbrugene pålægge såvel landbrugsejendomme som landbrugsjord og udyrkede arealer m.v. en forkøbsret til staten.

Landbrugsministeriet har over for mig generelt redegjort for ministeriets praksis vedrørende pålæggelse af statslig forkøbsret - specielt med hensyn til "frijord".

Efter ministeriets praksis er udgangspunktet, at pålæg af statslig forkøbsret kun sker, når arealerne er velegnede til suppleringsjord til bestående jordbrug, og såfremt der i øvrigt er særlige forhold, der taler herfor.

Dette kan ikke give mig anledning til bemærkninger.

Landbrugsministeriet pålægger dog statslig forkøbsret på de såkaldte frijorder i videre omfang end på andre ejendomme. Baggrunden for dette er et ønske om at imødegå opkøb i spekulationsøjemed. Som jeg forstår, administreres dette ved, at myndighederne for disse jorders vedkommende anlægger en mere lempelig vurdering af, om arealerne er velegnede til supplering af en landbrugsejendom.

Det fremgår af udtalelsen til mig, at Landbrugsministeriet over for Finansudvalget har redegjort for denne praksis vedrørende frijorderne.

Efter de regler, der gælder for min virksomhed, kan jeg ikke tage stilling til Folketingets, herunder Finansudvalgets virksomhed og - som følge heraf - heller ikke til forhold fra forvaltningens side, når disse forhold er behandlet eller bedømt af Folketinget (eller Finansudvalget).

Den omhandlede praksis har været oplyst og forelagt for Finansudvalget på en sådan måde, at jeg finder at måtte afstå fra at foretage en nærmere bedømmelse af dens indhold og grundlag.

Den konkrete beslutning om at pålægge Deres ejendom en statslig forkøbsret beror herefter især på en vurdering af, om arealerne er velegnede til supplering af en landbrugsejendom. Vurderingen er af skønsmæssig karakter, og det er forudsat, at den skal være baseret på landbrugsfaglig indsigt.

En sådan vurdering kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Jeg har ikke ved min gennemgang af sagen fundet, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at jeg har grundlag for at kritisere selve den trufne afgørelse.

Jordbrugsdirektoratets sagsbehandling i forbindelse med afgørelsen giver mig imidlertid anledning til at bemærke følgende

De har klaget over, at De ikke, forinden afgørelsen om pålæggelsen af forkøbsretten var truffet, blev orienteret om, at sagen verserede, således at De eventuelt kunne udtale Dem herom.

Det er ikke reguleret i loven om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m., om Jordbrugsdirektoratet har en pligt til at orientere ejere om, at myndighederne overvejer at pålægge deres ejendom en statslig forkøbsret.

Spørgsmålet må efter min opfattelse ses i sammenhæng med forvaltningslovens regler om partshøring.

Pålæggelse af statslig forkøbsret/partshøring.

A klagede over, at Jordbrugsdirektoratet i 1989 havde ladet tinglyse en forkøbsret på hans ejendom i Sønderjylland. Afgørelsen blev senere stadfæstet af Landbrugsministeriet.

Af sagen fremgik det, at Jordbrugsdirektoratet i 1989 underrettede A om, at direktoratet havde ladet tinglyse en forkøbsret for staten på A's ejendom i Sønderjylland. Ejendommen, som A ejede en ideel anpart af, var såkaldt "frijord", idet arealet lå i det åbne land uden at være omfattet af landbrugspligten i landbrugsloven.

Jordbrugsdirektoratet skrev følgende til A

"...

Forkøbsretten kan anvendes for som led i strukturrationaliseringen at fremskaffe jord til supplering af bestående jordbrug eller for at tilvejebringe en bedre jordfordeling mellem jordbrug. Endvidere kan forkøbsretten anvendes, hvis det i særlige tilfælde skønnes hensigtsmæssigt af hensyn til bevarelse af landskabet eller det landbrugsmæssige miljø eller for vedligeholdelsen og udbygningen af forlandsarealer i forbindelse med digesikring.

Med henblik på at sikre de frie jorder til ovennævnte formål har Jordbrugsdirektoratet på landbrugsministerens vegne besluttet at gøre brug af den bestående adgang til at pålægge disse jorder forkøbsret for staten. Forkøbsretten kan forventes gjort gældende i alle tilfælde, hvor formålet med erhvervelsen af et frijordsareal er af ikke-landbrugsmæssig karakter, og hvor arealet ikke indgår i et naturligt tilhørsforhold til en landbrugsejendom.

..."

A var ikke, forinden han modtog denne skrivelse, bekendt med, at Jordbrugsdirektoratet overvejede at pålægge hans ejendom en forkøbsret.

A påklagede afgørelsen til Landbrugsministeriet. I klagen redegjorde han for ejernes planer med ejendommen, og han fremkom med nogle faktiske oplysninger om benyttelsen.

Senere supplerede A klagen. Han knyttede i den forbindelse nogle kommentarer til en udtalelse, Jordbrugskommissionen havde afgivet til Jordbrugsdirektoratet, forinden der blev truffet beslutning om tinglysning af forkøbsretten. I denne udtalelse redegjorde kommissionen bl.a. for karakteren af arealerne og deres udnyttelse.

Landbrugsministeriet stadfæstede efterfølgende Jordbrugsdirektoratets afgørelse. Ministeriet anførte bl.a.

"...

Det fremgår af sagen, at lodsejerne inden for en tidsramme på 3-5 år vil tilplante resten af ejendommen. Det fremgår videre, at lodsejerne har forsøgt at mageskifte jord med ejeren af ... matr.nr. ...., men at ejeren, der er landmand, ikke har vist synderlig interesse i dette. Det er endvidere oplyst, at ca. 1/4 af ejendommen er en slugt med spredt træbevoksning, hvor der tidligere fandt en landbrugsmæssig udnyttelse sted. Endelig anfører De, at retableringen af dette areal som et stykke uberørt natur vil medvirke til, at den tilstødende sø forurenes mindre.

De har i skrivelse af 12. januar 1989 til Jordbrugsdirektoratet anmodet om aktindsigt i sagen og i skrivelse af 3. marts 1989 fremført en række supplerende bemærkninger til Deres klage af 12. januar 1989.

Den supplerende klageskrivelse knytter sig til jordbrugskommissionens udtalelse over sagen. De anfører bl.a. med hensyn til arealets beskrivelse, at der ikke er tale om eng, men om bakket sandjord. Desuden finder De det ejendommeligt, at spørgsmålet om muligheder for supplering af landbrugsejendomme i området er besvaret bekræftende, når en gård i nabolaget har været til salg i over et år.

Jordbrugsdirektoratet har i skrivelse af 24. januar 1989 meddelt, at man på baggrund af klagen ikke finder anledning til at ændre afgørelsen.

Landbrugsministeriet skal i den anledning meddele, at man ikke finder grundlag for at ændre Jordbrugsdirektoratets afgørelse.

Landbrugsministeriet finder ikke grundlag for at anfægte det af jordbrugskommissionen udøvede skøn over jordens egnethed som suppleringsjord for ejendomme i området. Landbrugsministeriet finder det i den forbindelse uden betydning, at en landbrugsejendom i nabolaget har været til salg i længere tid. Endelig bemærkes, at den tinglyste forkøbsret ikke er til hinder for, at ejendommen tilplantes, således som De har planlagt det sammen med de andre lodsejere.

Ifølge loven kan staten pålægge såvel landbrugsejendomme som landbrugsjord og udyrkede arealer, der ikke udgør en del af en landbrugsejendom, forkøbsret for staten, med henblik på bl.a. at sikre videresalg til sammenlægning med nærliggende landbrugsejendomme.

Det kan oplyses, at forkøbsretten ikke umiddelbart medfører begrænsninger i Deres rådighedsret, men betyder, at staten, hvis ejendommen sælges, har ret til at indtræde i handlen i stedet for den køber, De har truffet aftale med på de vilkår, der er aftalt med køberen. Dog vil købesummen altid blive erlagt kontant.

Landbrugsministeriet stadfæster herved den af Jordbrugsdirektoratet trufne afgørelse, der har hjemmel i § 20 i Landbrugsministeriets lovbekendtgørelse nr. 61 af 14. februar 1983 om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.v.

..."

Herefter klagede A til mig. A gjorde især gældende, at Jordbrugsdirektoratet systematisk tinglyser forkøbsret på al frijord i Danmark, og at dette ikke kan være i overensstemmelse med intentionerne i den pågældende lov. A stillede sig ligeledes uforstående overfor, at han ikke forinden tinglysningen af forkøbsretten blev kontaktet af myndighederne og orienteret om, at der verserede en sag om eventuelt pålæg af forkøbsret.

Landbrugsministeriet anførte i sin redegørelse i anledning af klagen følgende

"...

Beslutningen er truffet i medfør af § 20 i lov om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. ("udlånsloven" - lov nr. 181 af 28. april 1971 med senere ændringer, jf. lovbekendtgørelse nr. 61 af 14. februar 1983 med de ændringer, der følger af lov nr. 381 af 7. juni 1989).

Det fremgår af sagen, at Jordbrugsdirektoratet ved skrivelse af 6. januar 1989 underrettede klagerne om, at direktoratet havde ladet tinglyse forkøbsret til staten på den pågældende ejendom. Beslutningen herom blev begrundet med hensynet til at sikre de frie jorder til de formål, der ifølge loven kan begrunde anvendelse af forkøbsretsinstituttet. Jordbrugsdirektoratet oplyste, at forkøbsretten kan forventes gjort gældende i alle tilfælde, hvor formålet med erhvervelsen fra anden side er af ikke-landbrugsmæssig karakter, og arealet ikke indgår i et naturligt tilhørsforhold til en landbrugsejendom. Herudover rummede Jordbrugsdirektoratets skrivelse oplysning om de gældende generelle regler vedr. statens forkøbsret i medfør af udlånsloven.

Jordbrugsdirektoratets afgørelse blev ved skrivelse af 12. januar 1989 fra (A) på vegne af de tre lodsejere påklaget til Landbrugsministeriet. Som begrundelse for klagen var anført, at resten af ejendommen inden for en tidshorisont på 3-5 år vil blive beplantet, når et anlagt læhegn er vokset op,

at ejerne har forsøgt et mageskifte med en nabolandmand, der ikke har vist synderlig interesse, og

at ca. 1/4 af ejendommen er en slugt med spredt træbevoksning, der tidligere har været landbrugsmæssigt udnyttet med kreaturer, men som af de nuværende ejere er retableret som naturareal, hvilket har modvirket forureningen i området.

I skrivelse af samme dato til Jordbrugsdirektoratet kritiserer (A) på vegne af lodsejerne, at Jordbrugsdirektoratet ikke har fremsendt et eksemplar af den lov, der hjemler forkøbsretten, og han anfører, at det ikke vil være muligt at indgå i realistiske forhandlinger om en handel med ejendommen, når staten til enhver tid kan indtræde i en købers sted. Han finder, at Jordbrugsdirektoratet inden lysning af forkøbsretten burde have forhørt sig om ejernes planer med ejendommen. Han opfordrer endvidere direktoratet til eventuelt at effektuere det mageskifte, hvorom der har været forhandlet med en nabo.

I skrivelse af 24. januar 1989 oversendte Jordbrugsdirektoratet klagen til Landbrugsministeriets departement bilagt udtalelse af 19. oktober 1988 fra jordbrugskommissionen for Viborg amt v/viceformand(en).... Viceformanden har bedømt arealet som ikke dyrkbar vandlidende eng, som er delvis egnet til græsning og egnet som suppleringsjord for en landbrugsejendom. Han har på dette grundlag indstillet tinglysning af forkøbsret. Den pågældende udtalelse er også tilsendt klagerne.

Ved skrivelse af 3. marts 1989 har (A) på vegne af lodsejerne kommenteret viceformandens udtalelse. Ifølge (A) er den korrekte beskrivelse af ejendommen ikke eng, men bakket sandjord. Han minder om, at ca. 1/4 af ejendommen er bevokset. Med hensyn til mulighederne for at anvende ejendommen som suppleringsjord i området henviser han til, at en gård i nabolaget har været til salg i over et år.

Ved skrivelse af 5. maj 1989 stadfæstede Landbrugsministeriets departement Jordbrugsdirektoratets afgørelse. Landbrugsministeriet fandt ikke grundlag for at anfægte det af jordbrugskommissionen udøvede skøn over jordens egnethed som suppleringsjord for ejendomme i området. Landbrugsministeriet fandt det i den forbindelse uden betydning, at en landbrugsejendom i nabolaget havde været til salg i længere tid. Landbrugsministeriet anførte, at staten ifølge loven kan pålægge såvel landbrugsejendomme som landbrugsjord og udyrkede arealer, der ikke udgør en del af en landbrugsejendom, forkøbsret for staten med henblik på bl.a. at sikre videresalg til sammenlægning med nærliggende landbrugsejendomme.

I klagen af 20. august 1989 til Folketingets Ombudsmand henvises til de i skrivelserne af 12. januar 1989 anførte argumenter. Desuden anfører man, at Jordbrugsdirektoratet efter eget udsagn systematisk tinglyser forkøbsret på al frijord i Danmark. Klagerne finder ikke, at dette er hjemlet ved udlånsloven. Man henviser herved til, at lovgiver i givet fald ville have tilvejebragt en klarere hjemmel eller ved lov fastsat en forkøbsret for staten ved salg af frijord.

.....

Landbrugsministeriet skal bemærke følgende

Lov nr. 181 af 28. april 1971 om statens udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. afløste statshusmandsloven af 1948. Lovforslaget hvilede på det arbejde, der var udført af den af Landbrugsministeriet den 24. februar 1960 nedsatte landbokommission, jf. dennes 10. betænkning af 13. januar 1971. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget anføres vedr. statens erhvervelse af jord bl.a.: "Selv om de nugældende bestemmelser i statshusmandsloven om forkøbsret for staten kun har været anvendt i nogle ganske få tilfælde, har flertallet dog ment, at bestemmelserne bør opretholdes." Der henvises til Folketingstidende 1970-71, tillæg A, spalte 2866. Det har således ved lovens gennemførelse i 1971 været forudsat, at forkøbsretten kun skulle anvendes i begrænset omfang.

Ved den første ændring af loven, som skete ved lov nr. 223 af 26. april 1973, blev lovens hjemmel til erhvervelse af jord og pålæg af forkøbsret udvidet. Dette blev understreget ved ændringen af lovens titel til den nuværende, hvor "fremskaffelse af jord" blev indsat. I lovens § 18, stk. 1, blev således som nr. 4 indsat hjemmel til i særlige tilfælde at erhverve jorder af hensyn til bevarelse af landskabet eller det landbrugsmæssige miljø, og også hjemlen til pålæg af forkøbsret i § 20 blev udvidet til at omfatte denne erhvervelsesmulighed. Det hedder om disse ændringer i de almindelige bemærkninger til lovforslaget bl.a.: "Ved administrationen af §§ 18, 20-26 og 28, stk. 2, har det hidtil i princippet været forudsat, at statens jordlovsudvalg kun erhverver jord, der straks eller inden for et kortere tidsrum vil kunne afhændes til de i § 18, stk. 1, nævnte formål.

Det er tanken i forbindelse med gennemførelsen af nærværende lovforslag at ændre praksis på dette punkt, således at erhvervelse kan ske, selv om jorden ikke straks kan afhændes til de i loven omhandlede formål." (Der henvises til Folketingstidende 1972-73, tillæg A, spalte 5441).

Finansudvalget tiltrådte ved aktstykke 194 af 25. januar 1978 en forhøjelse af bevillingen til jordkøb i finansåret 1977-78, idet det var oplyst, at en forhøjelse af bevillingen ligeledes ville blive ansøgt på finanslovene for de følgende finansår. I aktstykket redegøres der for hjemmelen til jordkøb i udlånsloven, og det hedder: "Det er Landbrugsministeriets opfattelse, at de frie jorder må anses for at være et spekulationsobjekt, og det må være rigtigt at sikre de frie jorder mod såvel inden- som udenlandske spekulationsopkøb. (...) Jordlovsudvalget vil herved sættes i stand til at sikre de frie jorder, dels ved erhvervelse af sådanne arealer, der måtte komme ud i handelen, dels ved pålæggelse af forkøbsret på de frie jorder. Forkøbsretten vil blive anvendt i tilfælde, hvor formålet med købet er andre end landbrugsmæssige formål, og hvor arealerne ikke indgår i et naturligt tilhørsforhold til en landbrugsejendom."

Ved aktstykke 368 af 13. maj 1981 tiltrådte Finansudvalget påny en forhøjelse af bevillingen til erhvervelse af fast ejendom efter udlånsloven, denne gang for finansåret 1981, idet det blev oplyst, at der også på finanslovene for 1982 og 1983 ville blive ansøgt om en forhøjelse. Det hedder i aktstykket bl.a.: "Arbejdet med pålæggelse af forkøbsret på de frie jorder fortsætter, og forkøbsretten omfatter nu mere end 600 ha frie jorder i Sønderjylland. Arbejdet er nu blevet udstrakt til den øvrige del af landet med grundlag i en registrering af frijordsarealerne der. Det har i de forløbne år kun i beskedent omfang været nødvendigt at trække på de afsatte beløb til køb af frijordsarealer, og den givne bevilling har således snarest haft karakter af beredskabsbevilling. Imidlertid nødvendiggør den interesse for spekulationsprægede jorderhvervelser fra såvel uden- som indenlandsk side, der stadig er til stede, at statens muligheder for opkøb fortsat sikres gennem de fornødne bevillinger. Da den statslige forkøbsret til frijordsarealerne kommer til at omfatte stadig større arealer, vil der kunne opstå behov for en udvidelse af bevillingsrammerne i de kommende år."

Udlånslovens regler om erhvervelse af jord og pålæg af forkøbsret er senest ændret ved lov nr. 699 af 21. december 1982. Ved denne ændring af loven, blev erhvervelsesmulighederne udvidet til også at omfatte forlandsarealer i forbindelse med digesikring, ligesom adgangen til pålæg af forkøbsret blev udvidet til dette område. De i 1974 og 1989 gennemførte ændringer af loven berørte derimod ikke reglerne om forkøbsret.

Sammenfattende skal Landbrugsministeriet anføre, at man finder, at udlånslovens § 20, jf. § 18 efter sin ordlyd rummer den fornødne hjemmel til, at Landbrugsministeriet kan pålægge statslig forkøbsret på ejendomme, der er velegnede til supplering af bestående jordbrug samt i særlige tilfælde på ejendomme, hvor en statslig erhvervelse må skønnes hensigtsmæssigt af hensyn til bevarelse af landskabet eller det landbrugsmæssige miljø.

Det fremgår imidlertid af lovens forarbejder, jf. det ovenfor anførte, at pålæg af forkøbsret som udgangspunkt kun sker, når særlige forhold taler herfor. En undtagelse herfra er dog den såkaldte frijord, det vil sige parceller i det åbne land, som ikke er omfattet af nogen landbrugsejendom, og som derfor ikke er omfattet af landbrugspligten i medfør af landbrugsloven. Det fremgår af forarbejderne til 1973-loven sammenholdt med de to ovenfor refererede aktstykker, at lovgiver har tilsigtet en mere vidtgående anvendelse af reglerne om erhvervelse og forkøbsret på dette område. Dette er primært sket for at imødegå fjerneje og spekulative opkøb, idet frijorderne i modsætning til landbrugspligtig jord ikke omfattes af landbrugslovens bestemmelser om bopælspligt, begrænsninger med hensyn til størrelsen af den enkelte persons besiddelse m.v.

I overensstemmelse hermed har Jordbrugsdirektoratet fulgt den praksis, at frijorder efter en konkret vurdering pålægges en forkøbsret for statskassen, dog som hovedregel kun, hvis det pågældende areal kan anses for omfattet af udlånslovens § 18, stk. 1, nr. 1. Der vil således normalt ikke blive pålagt forkøbsret på et areal, der er uegnet til supplering af en landbrugsejendom. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at også engarealer og andre arealer, som alene er egnet til en relativt ekstensiv landbrugsmæssig udnyttelse, samt parceller, der delvis består af mose, hede eller lignende, ofte vil blive vurderet som velegnede til supplering af en landbrugsejendom.

Udover det generelle hjemmelsspørgsmål vedrører klagen også de konkrete forhold på klagernes ejendom. Landbrugsministeriet finder imidlertid ikke, at klagerne bestrider, at arealet i meget vidt omfang er velegnet som suppleringsjord for en landbrugsejendom, og Landbrugsministeriet kan tilslutte sig Jordbrugsdirektoratets synspunkt, hvorefter der ikke lægges vægt på, hvorvidt der aktuelt findes landmænd i området med ønske om erhvervelse af suppleringsjord. Det sidste spørgsmål kan derimod være relevant i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt forkøbsretten ved en given lejlighed skal anvendes.

Landbrugsministeriet finder, at sagen formelt er behandlet korrekt af Jordbrugsdirektoratet, der i standardskrivelsen af 6. januar 1989 giver en ret omfattende vejledning vedr. forkøbsretten. Landbrugsministeriet finder ikke, at denne skrivelse burde have været vedlagt et eksemplar af loven.

Tinglysning af forkøbsret beror efter praksis ikke på en høring af ejeren og stillingtagen - evt. i flere instanser - til eventuelle indsigelser, idet formålet med denne sikringsakt kunne blive forspildt, hvis ejendommen i mellemtiden blev afhændet. Derimod underrettes ejere altid ved tinglysningen, lige som der gives klagevejledning, jf. de i denne sag foreliggende skrivelser af 6. janaur 1989, og hvis oplysninger fra ejeren efterfølgende medfører, at forkøbsretten frafaldes, aflyses deklarationen uden vanskelighed eller omkostning for ejeren.

..."

Af Jordbrugsdirektoratets erklæring i anledning af klagen fremgik følgende

"...

Jordbrugsdirektoratet kan tilslutte sig kommissionens udtalelse og iøvrigt meddele, at direktoratet i overensstemmelse med lovbekg. nr. 61 af 14. februar 1983 §§ 18 m.fl. kun pålægger forkøbsret på frijordslodder, der skønnes at være anvendelige i landbrugssektoren. Såfremt jordbrugskommissionen skønner, at jorden ikke er egnet til såvel agerbrug som til græsning bliver der ikke pålagt forkøbsret.

I nærværende tilfælde er en stor del af ejendommen anvendelig ..... og forkøbsretten er derfor i overensstemmelse med gældende praksis pålagt ejendommen.

..."

Forinden direktoratet havde afgivet nævnte erklæring, havde direktoratet indhentet en udtalelse fra jordbrugskommissionen, der oplyste følgende om ejendommen

"...

Jeg har besigtiget arealerne igen d 30 sep, og skal herved nærmere beskrive området.

Ca 2-3 tdl er lavere liggende engarealer, der bruges til afgræsning.

Ca 5-6 tdl er en kratbevokset slugt, der skærer sig ind i arealet.

Resten ca 15 tdl er agerjord, hvorpå der i dag står en god roemark på en del af arealet, resten er tilsået med græs.

Om der er suppleringsbehov i området kan jeg ikke udtale mig om, men det er jo heller ikke relevant i forbindelse med forkøbsret.

Jeg fastholder min tidligere udtalelse om at arealet er egnet til suppleringsjord.

..."

Der var vedlagt fotografier af ejendommen.

A fremsatte herefter sine afsluttende bemærkninger til sagen.

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

"I loven om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. (lovbekendtgørelse 1983 02 14 nr. 61) fremgår følgende af § 18

"Landbrugsministeren kan ved aftale med ejeren erhverve fast ejendom

for som led i strukturudviklingen at fremskaffe jord til supplering af bestående jordbrug eller at tilvejebringe en bedre jordfordeling mellem jordbrug,

for at fremskaffe jord til oprettelse af gartnerier,

for at fremskaffe jord til oprettelse af havekolonier,

hvis det i særlige tilfælde skønnes hensigtsmæssigt af hensyn til bevarelse af landskabet eller det landbrugsmæssige miljø,

hvis det i særlige tilfælde skønnes hensigtsmæssigt for vedligeholdelsen og udbygningen af forlandsarealer i forbindelse med digesikring.

Stk. 2. Til de i stk. 1, nr. 1, 4 og 5, nævnte formål kan fast ejendom endvidere erhverves ved anvendelse af statens forkøbsret efter §§ 20-26."

For at sikre statens erhvervelse er der i § 20 givet regler om, at visse ejendomme kan blive pålagt en forkøbsret for staten.

Resumé

A klagede til ombudsmanden over, at Jordbrugsdirektoratet i 1989 havde ladet tinglyse en statslig forkøbsret for så vidt angår et stykke "frijord" på hans ejendom i Sønderjylland.

Det fremgik af sagen, at myndighederne på grundlag af lov om Statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. i ganske vidt omfang tinglyste statslig forkøbsret på "frijord". Formålet var at imødegå opkøb i spekulationsøjemed.

Den omhandlede praksis havde været oplyst og forelagt for Folketingets Finansudvalg på en sådan måde, at ombudsmanden af kompetencemæssige grunde fandt sig afskåret fra at foretage en nærmere bedømmelse af dens indhold og grundlag.

Landbrugsministeriet oplyste over for ombudsmanden, at afgørelsen om at tinglyse forkøbsret efter praksis ikke afventede høring af ejeren. Ministeriet henviste til, at formålet med tinglysningen kunne blive forspildt, hvis ejendommen i mellemtiden blev afhændet.

Ombudsmanden udtalte, at en generel risiko for videresalg ikke i sig kunne bevirke, at Jordbrugsdirektoratet undlod at foretage partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19. Efter en nærmere gennemgang af partshøringsspørgsmålet henstillede ombudsmanden til Landbrugsministeriet at tage skridt til at ændre praksis.(J. nr. 1989-1291-54).