Fortolkning af dispensationsbeføjelse.

§ 4, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 132 er formuleret således

" Stk. 2. Afgiftsberegningen kan af landbrugsministeriet ændres, såfremt det over for Gartneribrugets Afsætningsudvalg godtgøres, at der er et åbenbart misforhold mellem den virksomheden pålagte afgift og produktion af afgiftspligtige varer i indbetalingsåret. Anmodning om ændring skal være fremsat inden indbetalingsårets udløb."

Landbrugsministeriet havde i breve af 29. november 1988 og 26. januar 1989 begrundet afslaget.

Ministeriet fremhævede, at afgiftsgrundlaget for virksomheder, der producerer frugt og bær, i henhold til bekendtgørelsens § 2, stk. 3, er baseret på det til produktionen beplantede bruttoareal pr. 1. juli i det foregående kalenderår - inklusiv nyplantninger og læbælter. Med henvisning til forarbejderne til § 4 i lov om administration af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for frugt og gartneriprodukter m.v., skrev Landbrugsministeriet, at baggrunden for fastsættelsen af dette afgiftsgrundlag var, at lovgiver havde fundet det uhensigtsmæssigt, om årlige udsving i høsten skulle få indflydelse på den afgift, der skulle betales.

Med hensyn til anvendelsen af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, anførte ministeriet, at en forudsætning for ændring af afgiftsberegningen for bær- og frugtproducerende virksomheder, måtte være, at der var sket en væsentlig ændring i produktionsapparatet - f.eks. i form af en væsentlig tilbagefrysning af træer eller buske, eller væsentlige rydninger af arealer.

I sin udtalelse om sagen til mig lagde Landbrugsministeriet igen vægt på, at afgifter for bær- og frugtproducerende virksomheder opkræves som en bruttoarealafgift i modsætning til den omsætningsafgift, der er fastsat for de af bekendtgørelsens øvrige omfattede produkter. Det fastsatte afgiftsgrundlag indebar en væsentlig administrativ forenkling og udjævning over tiden af de udsving i afgiftsbetalingerne, som kendetegner netop denne produktion.

Ministeriet fremhævede endvidere, at der i bekendtgørelsens § 3, stk. 4, er fastsat samme afgiftssats pr. ha for henholdsvis kernefrugt, stenfrugt og busk- og bærfrugt.

Som en følge heraf var der ikke nødvendigvis en relation imellem areal og økonomisk udbytte af arealet.

Dispensation efter § 4, stk. 2, ville i konsekvens heraf ikke blive meddelt

"... ved væsentlige forøgelser af arealet ved nyplantninger, som er afgiftspligtige, men som i en årrække kun giver ringe udbytte, uanset det i disse tilfælde vil være let at påvise et åbenbart misforhold mellem afgiften baseret på arealet og udbyttet i indbetalingsåret.

Derimod vil ministeriet være positiv over for dispensationer, hvor en producent kan godtgøre væsentlige rydninger siden den relevante dato, 1. juli året før.

Sammenfattende gælder det for produktionsafgiften for frugt og bær, at den afgiftspligtige virksomhed betaler afgiften i forhold til det antal ha, den har beplantet. Der er hermed ikke direkte forbindelse til hverken det mængdemæssige eller økonomiske udbytte pr. ha."

I A's bemærkninger til Landbrugsministeriets udtalelse understregede han, at formuleringen af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, efter hans mening ikke kunne skabe det fornødne grundlag for Landbrugsministeriets fortolkning og praksis. A fandt, at det var i strid med bestemmelsens formulering, når Landbrugsministeriet afslog at give dispensation/ændre afgiftsberegningen i tilfælde som hans, hvor der ikke kunne høstes i indbetalingsåret.

I et brev til A udtalte jeg følgende

"Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 132 af 19. marts 1987 om produktionsafgift på frugt og gartneriprodukter er fastsat i medfør af § 4 i lov om administration af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for frugt og gartneriprodukter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 72 af 11. februar 1988.

Bekendtgørelse nr. 132 afgrænser i § 1 bl.a. kredsen af afgiftspligtige virksomheder, herunder bær- og frugtproducerende virksomheder. § 2 indeholder bestemmelser om afgiftsgrundlaget for de forskellige virksomhedstyper, og § 3 fastsætter afgiftssatserne.

§ 4, stk. 1, bestemmer, at den mindste afgift, der kan opkræves for afgiftspligtige virksomheder, er 200 kr.

§ 4, stk. 2, fastsætter i forlængelse heraf en særlig adgang for ministeriet til at ændre afgiftsberegninger. Bestemmelsen omfatter samtlige afgiftsberegninger, der er foretaget efter bekendtgørelsens bestemmelser, herunder beregninger for bær- og frugtproducerende virksomheder.

En eventuel udnyttelse af Landbrugsministeriets bemyndigelse til at ændre afgiftsberegninger er efter ordlyden af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, kun betinget af to forhold

- en godtgørelse af et åbenbart misforhold mellem pålagt afgift og produktionen af afgiftspligtige varer i indbetalingsåret.

- anmodning om ændring skal være fremsat inden indbetalingsårets udløb.

Det fremgår bl.a. af begrundelsen for afslaget af 26. januar 1989 over for Dem, at adgangen til ændring af afgiftsberegning efter Landbrugsministeriets opfattelse generelt skal fortolkes indskrænkende for bær- og frugtproducerende virksomheder. Ministeriet henviser som begrundelse for denne forståelse til den særlige beregningsmåde vedrørende afgiften og baggrunden for bestemmelserne herom. Ministeriet stiller derfor krav om væsentlige ændringer i selve produktionsapparatet som forudsætning for en eventuel udnyttelse af beføjelsen i § 4, stk. 2. Hermed opstiller ministeriet for så vidt en yderligere betingelse for ændring af afgiftsberegningen for bær- og frugtproducerende virksomheder end de to, der fremgår af bekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Efter min vurdering er § 4, stk. 2, som mange lignende dispensationsbeføjelser, indsat med henblik på at give mulighed for at imødekomme atypiske tilfælde, hvor en afgørelse efter hovedreglen kunne virke stødende eller utilsigtet. Der skal derfor være særlige holdepunkter for at anlægge en restriktiv fortolkning, hvorefter visse typer af åbenbare misforhold på forhånd udelukkes fra dispensationsmuligheden.

Jeg mener ikke, den særlige beregningsmåde vedrørende afgiften for bær- og frugtproducerende virksomheder udgør et tilstrækkeligt grundlag for at fravige ordlyden af § 4, stk. 2, på en sådan måde, at kun sådanne produktionstab, der beror på væsentlige ændringer i produktionsapparatet, kan inddrages og tillægges vægt.

Det bemærkes herved, at jeg udmærket forstår, at der i almindelighed ikke kan tages hensyn til ændringer af høstudbyttet, der beror på produktionsanlæggets alder, sædvanlige klimatiske forhold, almindelige prisudsving m.v. - netop sådanne variationer, som har dannet baggrund for fastsættelse af den særlige afgiftsberegningsmåde for disse produkter. Derimod er der efter min opfattelse ikke i den særlige beregningsmåde noget til hinder for, at man gennem anvendelse af dispensationsadgangen kompenserer for ekstraordinære og upåregnelige produktionstab som følge af f.eks. plantesygdom, insektangreb eller - som i det foreliggende tilfælde - særegne lokale vejrforhold.

Da jeg således ikke kan tiltræde ministeriets begrundelse for at afslå Deres ansøgning om ændring af afgiftsberegningen efter § 4, stk. 2, har jeg samtidig hermed henstillet til Landbrugsministeriet at træffe en ny afgørelse i sagen.

..."

Fortolkning af dispensationsbeføjelse.

A klagede til mig over, at Landbrugsministeriet havde afvist at ændre beregningen af den afgift, der var pålagt ham i henhold til bekendtgørelse nr. 132 af 19. marts 1987 om produktionsafgift på frugt og gartneriprodukter.

A havde over for Landbrugsministeriet begrundet sin ansøgning om ændring af beregningen med, at en lokal snebyge den 27. april 1988 havde sænket temperaturen i hans kirsebærplantage så meget, at griflerne i blomsterknopperne blev ødelagt. Som følge heraf blev høsten i 1988 0 kg (så vidt jeg forstod blev høstmulighederne efter 1988 ikke påvirket af den lokale snebyge).

A mente derfor, at Landbrugsministeriet burde udnytte muligheden for at ændre beregningen i henhold til bekendtgørelse nr. 132's § 4, stk. 2, da denne bestemmelse var indsat med henblik på tilfælde som hans, hvor misforholdet mellem afgift (10 x 150,00 kr.) og produktion på 0,00 kr. ikke kunne være større.

Resumé

A, der ejede en bærplantage, ansøgte Landbrugsministeriet om ændring af beregningen af en afgift, der var pålagt ham i medfør af bestemmelsen i § 4 i bekendtgørelse nr. 132 af 19. marts 1987 om produktionsafgift på frugt og gartneriprodukter. Ansøgningen var begrundet med, at der ikke havde været nogen høst det pågældende år, da blomsterknopperne var blevet ødelagt som følge af en lokal snebyge, der havde sænket temperaturen. Landbrugsministeriet afslog ansøgningen under henvisning til nogle generelle synspunkter vedrørende den særlige beregningsmåde for afgifter af bær m.v.

Ombudsmanden udtalte, at der ikke i dispensationsbestemmelsens ordlyd var støtte for den fortolkning, som Landbrugsministeriet havde anlagt. En restriktiv fortolkning af dispensationsadgangen måtte kræve særlige holdepunkter, og ombudsmanden fandt ikke, at baggrunden for at den særlige beregningsmåde for bærafgifter - som ministeriet havde henvist til - udelukkede dispensation i et tilfælde som det foreliggende.

Ombudsmanden kunne herefter ikke tiltræde Landbrugsministeriets begrundelse for at afslå A's ansøgning og henstillede til ministeriet at træffe en ny afgørelse i sagen. (J. nr.1989-606-55).