Voldsofferlovens krav om hurtig indgivelse af politianmeldelse.

Voldsofferlovens krav om hurtig indgivelse af politianmeldelse.

Resumé

A henvendte sig på skadestuen med et knivstik i venstre side af maven.

Ca. 3 måneder senere søgte han Erstat­ningsnævnet om erstatning i henhold til voldsofferloven.

Nævnet afslog ansøgningen under henvisning til, at poli­tianmeldelse ikke var indgivet "uden unødigt ophold".

Nævnet fandt ikke grundlag for at dispensere fra dette krav.

Ifølge de da foreliggende oplysninger havde A først indgivet politianmeldelse knap 3 måneder efter det passerede.

Ved en anmodning om revurdering af sagen oplyste en spe­ciallæge, at A 5 dage efter det passerede straks efter udskrivelsen fra hospitalet havde henvendt sig til Nyropsgade Politistation.

A var imidlertid for udmattet til at føl­ge politiets opfordring til at henven­de sig til en anden politistation.

Nævnet fastholdt af­slaget på erstatning.

Ombudsmanden udtalte, at nævnets praksis, hvorefter kra­vet om hur­tig indgivelse af politianmeldelse håndhæves strengt, er i overensstemmelse med lovens forarbejder og retsprak­sis.

Ombudsmanden fandt således ikke grundlag for at kriti­sere, at nævnet afslog A's ansøgning om er­statning, når nævnet lagde til grund, at politianmeldel­se først var indgivet efter 3 måneder.

Ombudsmanden måtte imidlertid lægge til grund, at nævnet ikke nær­mere havde undersøgt oplysningen om, at A for­gæves hen­vendte sig til Nyropsgade Politistation straks efter ud­skrivel­sen.

Ombudsmanden fandt, at nævnet burde have under­søgt den­ne op­­lysning nærmere.

Han henstillede til nævnet at gen­optage sagens behandling og foretage en ny vurdering, hvor den­ne oplysning blev inddraget.(J. nr. 1988-596-66).

A klagede over, at Næv­net vedrørende Erstatning til Ofre for Forbrydel­ser (Erstatnings­nævnet) havde afslået hans ansøgning om er­statning.

Nævnet havde hen­vist til § 10 i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, hvorefter der kun kan tildeles erstat­ning, såfremt for­holdet uden unødigt ophold er anmeldt til po­li­tiet.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A den 29. marts 1987 henvendte sig på skadestuen på Kommunehospi­talet på grund af et knivstik i venstre side af ma­ven.

Den 26. juni 1987 anmeldte A det passerede til politiet, og an­søgte Erstatnings­nævnet om erstatning i henhold til lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

I en skrivelse til A afslog Er­stat­ningsnævnet an­søgnin­gen om erstatning.

I nævnets be­grundelse var anført

"...

Nævnets afgørelse er truffet i medfør af § 10 i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

Efter denne bestemmelse er erstatning fra staten betinget af, at lovovertrædelsen uden unødigt ophold er anmeldt til politiet.

Nævnet har ikke fundet, at der er tale om et sådant særligt tilfælde, at nævnet kan se bort fra den sene politianmeldelse."

Herefter anmodede en speciallæ­ge på A's veg­ne nævnet om at tage sagen op til fornyet overvejelse.

Speciallægen henviste navnlig til, at den sene politi­an­meldelse skyld­tes, at A i tiden efter hændelsen havde været psy­kisk uligevæg­tig som følge af det skete.

Speciallægen fandt det end­videre af be­tydning, at A ved henvendelse til Nyropsgade Poli­tistation den 3. april 1987 faktisk havde for­søgt at indgive politi­anmeldelse ret hurtigt.

Endelig gav speciallægen udtryk for, at det burde være lægens pligt at sørge for, at der blev indgivet politi­an­meldel­se.

I en skrivelse til A fastholdt Er­stat­ningsnævnet sin tidligere afgørelse.

I begrundel­sen for afgørelsen an­førte nævnet

"...

Nævnet finder fortsat ikke, at der foreligger et sådant særligt tilfælde, at nævnet kan bortse fra den meget se­ne politianmeldel­se.

..."

I sin klage til mig anførte A, at han faktisk forsøgte at anmelde forholdet til Nyropsgade Politistation, men blev hen­vist til en anden politistation, og at han efter det passerede var i en stærkt svækket tilstand, dels som følge af chok, dels fordi han fik morfin som smertestil­lende middel.

I øvrigt mente han, at lægen burde have

ansvaret for at indgive politianmeldelse.

I udtalelsen, som nævnet afgav i anledning af A's kl­a­ge til mig, henholdt nævnet sig til de trufne afgørel­ser.

Nævnet henviste endvidere til en redegørelse om baggrunden for kravet om snarlig politianmeldelse, samt den praksis, der følges ved administrationen af reglen.

Af redegørelsen fremgik det, at kravet om politianmel­del­se ikke kan fraviges, blot fordi skadelidte frygter for repressalier fra gerningsmændene eller tror, at for­brydelsen ikke kan opklares.

Kravet om politianmeldelse er bl.a. begrundet i, at der ved en politiundersøgelse tilvejebringes grundlag for at vurdere, om det, der er sket, medfører, at offeret er berettiget til erstatning i henhold til voldsofferloven; f. eks. skal det klarlæg­ges, om der er tale om en overtrædelse af straffeloven.

Endvidere skal kravet om snarlig politianmeldelse mod­virke misbrug af ordningen.

Jeg udtalte følgende i en skrivelse til A

"Voldsofferlovens § 10, stk. 1 og 2, har følgende ord­lyd

"Erstatning er betinget af, at lovovertrædelsen uden unødigt ophold er anmeldt til politiet, og at skadelidte under en eventuel straffe­sag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning.

Stk. 2.

I særlige tilfælde kan erstatning dog ydes, selv om be­tingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt."

Som Erstatningsnævnet har anført i sin udtalelse til mig, har bestemmelsen til formål dels at sikre et grund­lag for nævnets vurdering af, om betingelserne for at yde erstatning i henhold til voldsofferloven er opfyldt, dels at modvir­ke at ordningen misbruges.

Nævnet har i forbindelse med en tidligere sag her ved embedet over for mig redegjort for baggrunden for be­stemmelserne i lovens § 10, stk. 1 og 2, og nævnets praksis i henhold til disse bestemmelser.

Nævnet anførte i den forbindelse følgende

"I bemærkningerne (betænkning nr. 751/1075, side 37) til § 10, stk. 1, i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser hedder det

"Erstatning vil i almindelighed være betinget af, at forbrydelsen uden unødigt ophold anmeldes til politiet.

Behandlingen af ansøgning om erstatning vil blive væ­sentlig lettere, når politiets efterforsk­ning kan bruges som grundlag.

Et krav om politianmeldelse kan formentlig også medvirke til at hindre misbrug af ordningen.

Efter stk. 2 kan kravet om anmeldelse i særlige tilfælde fraviges.

Der kan f. eks. tænkes tilfælde, hvor skade­lidte med føje, men fejlagtig, tror, at han ikke har lidt noget tab, eller at tabet kun er bagatelagtigt.

I så fald må fristen efter stk. 1 regnes fra det tids­punkt, skadelidte bliver klar over sin fejltagelse.

Kra­vet kan også tænkes fraveget, hvis skadelidte med rime­lighed kunne gå ud fra, at forbrydelsen ville blive an­meldt fra anden side.

Endelig kan peges på tilfælde, hvor gerningsmanden og ofret står hinanden nær, og hvor det derfor kan virke urimeligt at kræve politianmeldel­se.

Derimod vil skadelidtes frygt for repressalier i almin­delighed ikke kunne betragtes som undskyldningsgrund.

Tilsvarende gælder, hvis skadelidte har undladt anmel­delse, fordi han regnede med, at politi­et alligevel ikke kunne opklare sagen.

Kravet om politianmeldelse vil efter omstændighederne kunne fraviges i tilfælde, hvor afgørelse om erstatning træffes af institutionen, jf. § 12, stk. 1, vedrørende krav under det minimumsbeløb, der fastsættes efter § 9, stk. 1.

Det vil i disse tilfælde dreje sig om småskader forvoldt i institutionens nabolag, og det kan være hen­sigtsmæssigt at kunne udbetale erstatning uden at være nødsaget til at forlange politianmeldelse.

Herved spares politiet også med arbejde med sådanne småsager."

Som det fremgår af de gengivne motivudtalelser, er det kun und­tagelsesvis, at anmeldelse til politiet kan und­lades, hvis er­stat­ning efter loven ønskes.

Udover det i motiverne anførte skal frem­hæves, at loven alene giver adgang til erstatning hos det offent­lige, såfremt skaden er forvoldt ved en overtrædelse af straffelo­ven.

Dette betyder, at der gennem en politiundersøgelse - og evt. en straffesag ved domstolene - skal skaffes klarhed over de nærmere omstændigheder ved en konkret hændelse.

Poli­tiets undersøgelser eller rettens afgørelse kan således afklare, om der foreligger en overtrædelse af straffelo­ven, eller der f. eks. alene er tale om uagtsom skade­forvoldelse, der vel kan udløse civilretligt erstat­ningsansvar for skadevolderen, men ikke et strafferet­ligt ansvar.

Tilsvarende kan det belyses, om der er tale om nødværge, eller om skadevolderens erstatningsansvar bør nedsættes eller bortfalde på grund af skadelidtes medvirken til skaden eller accept af risikoen for skade, jf. offererstatningslovens § 6 a.

I forbindelse med behandling i Folketinget i 1984/85 af justitsmini­sterens lovforslag til ændring af loven blev der fra Socialpædago­gernes Landsforbund rettet henven­delse til Folketingets Retsudvalg.

Socialpædagogernes Landsforbund rejste bl.a. spørgsmål, om der kan ses bort fra offererstatningslovens § 10, stk. 1, ved vold begået af personer anbragt på institution oprettet i henhold til bistands­loven, hvis pædagogiske og behandlingsmæssi­ge hensyn taler for at undlade politianmeldelse.

Henven­delsen gav anledning til, at Folke­tingets Retsudvalg stillede spørgsmål om emnet til justitsmini­steren.

Justitsministeren besvarede den 14. marts 1985 disse

sp­ørgs­mål (spørgsmål 4,5 og 6). ...

I betænkning af 9. maj 1985 fra Folketingets Retsudvalg er bl.a. anført

"Udvalget har under behandling af lovforslaget drøftet lovens § 10, hvorefter erstatning er betinget af politi­anmeldelse af lovovertræ­delsen og kun i særlige tilfælde kan ydes, uanset at politianmeldel­se ikke har fundet sted.

Udvalget finder, at erstatningsnævnet i forbindel­se med nævnets samlede vurdering af, om kravet om poli­tian­meldelse i § 10 bør fraviges i de konkrete sager, som måtte blive forelagt for nævnet til afgørelse, bør være opmærksom på, at pædago­giske og behandlingsmæssige hensyn kan tale imod en politianmeldel­se."

Efter nævnets opfattelse er der ikke grundlag for at an­tage, at Folketinget ved ændringen af offererstatnings­loven i 1985 i andre henseender end det ovenfor citerede har ønsket ændring af nævnets tilbageholdende praksis vedrørende offererstatningslovens § 10, stk. 1 og stk. 2.

Der kan i denne forbindelse henvises til betænkning nr. 1019/1984 om Retskrav på erstatning til ofre for forbrydelser, side 60, 2. afsnit, hvor arbejdsgruppen udtrykkelig anfører, at der ikke foreslås ændringer for så vidt angår lovens § 10, stk. 2.

Endvidere henvises til, at Folketingets Retsudvalg i besvarelsen af de oven­nævnte spørgsmål er gjort bekendt med nævnets meget restriktive praksis i henseende til undtagelsesreglen i § 10, stk. 2, jf. besvarelsen side 5.

..."

Den 1. december 1989 afsagde Højesteret dom i en sag, som netop vedrørte kravet om indgivelse af politianmel­delse "uden unødigt ophold" og muligheden for i medfør af § 10, stk. 2, at dis­pensere fra kravet.

I den konkre­te sag tiltrådte Højesteret lands­rettens af­gørelse om, at der ikke var forhold, som kunne begrunde tilside­sæt­telse af nævnets afgørelse om, at anmeldelse ikke var indgivet til politiet uden unødigt ophold.

Højesteret fandt - li­gesom lands­retten - heller ikke grundlag for at tilside­sætte nævnets skøn efter lovens § 10, stk. 2, som åben­bart urimeligt.

Uanset at dommen er konkret be­grundet, må den siges at støtte nævnets praksis.

Dommen er gengi­vet i Uge­skrift for Retsvæsen 1990, s. 145.

Erstatningsnævnets praksis, hvor­efter kravet om hurtig indgivelse af politianmeldelse håndhæves strengt, er så­ledes i overensstemmelse med forarbejder og retspraksis.

Jeg finder herefter ikke at have grundlag for at kriti­sere, at nævnet afviste Deres ansøgning om erstatning, når nævnet lagde til grund, at politianmeldelsen først var indgivet ca. 3 måneder efter, at De kom til skade.

Speciallæge... har oplyst over for Erstatningsnævnet, og De har oplyst over for mig, at De straks efter udskrivelsen fra Bispebjerg Hospital den 3. april 1987 henvendte Dem til Nyropsgade Poli­tistation for at indgi­ve politi­anmeldelse.

Imid­ler­tid blev De hen­vist til en anden politistation.

Således som sagen foreligger for mig, må jeg lægge til grund, at nævnet ikke ved behandlingen af Deres sag søg­te dette nærmere belyst.

Efter min opfattelse burde nævnet have undersøgt denne omstændighed nærmere.

Jeg har gjort Erstatningsnævnet bekendt med min opfattelse og henstillet, at nævnet genoptager sagens behandling og foretager en ny vurdering af sagen, hvor­ved Deres oplysning om henvendelsen til Nyropsgade Poli­ti­station inddrages.

Jeg har anmodet nævnet om underretning om, hvad der vi­dere sker i sagen.

..."