Efterfølgende udarbejdelse af socialrapport til brug for adoptionsformidling.

Efterfølgende udarbejdelse af socialrapport til brug for adoptionsformidling.

Ægteparret A og B klagede til mig over en rapport udfærdiget af socialcentret i en amtskommune angående ansøgning om adoption af et udenlandsk barn.

Det fremgik af sagen, at Århus Amtskommune i 1985 modtog en ansøgning fra ægteparret om at blive godkendt som adoptivforældre til et udenlandsk barn.

I forbindelse med forundersøgelsen udarbejdedes en socialrapport af Social- og Sundhedsforvaltningen ved Århus Amtskommune. Rapporten bestod dels af referater af samtaler, som amtets sagsbehandlere - to socialrådgivere - havde haft med ægteparret, dels af en beskrivelse af de indtryk, som sagsbehandlerne havde dannet sig vedrørende ansøgernes egnethed som adoptanter.

Rapporten (der var på ca. 20 maskinskrevne sider) indeholdt ikke nogen samlet konklusion, men opsummerede i afsluttende afsnit efter hver af de 3 førte samtaler sagsbehandlernes indtryk af henholdsvis manden, kvinden og de to sammen (i forbindelse med hjemmebesøg). Indtrykket var relativt positivt for mandens vedkommende, men temmelig negativt for kvindens vedkommende. Det negative indtryk byggede hovedsagelig på betragtninger af psykologisk tilsnit. Socialrapporten lagde op til, at parret ikke burde godkendes som adoptanter.

I maj 1986 meddelte Adoptionssamrådet ægteparret afslag på at blive godkendt som adoptanter. Dette afslag ankede ægteparret til Adoptionsnævnet, som besluttede, at der burde foretages en psykologisk undersøgelse, forinden der blev truffet endelig afgørelse i sagen.

Den psykologiske rapport konkluderede således

"..

Der er ud fra undersøgelsen som helhed tale om et normalt til velbegavet andragerpar, som fremstår med en tæt og ligelig indbyrdes balance.

De fremstår begge som forsigtige, følelsesmæssigt blufærdige mennesker for hvem undersøgelsessituationen aktiverer betydelig selvusikkerhed. De fremstår samtidig i besiddelse af en - ikke fordækt og strategisk betinget - åbenhed, med hvilken de i tillid til en redelig behandling, giver sig over til undersøgerne.

Den for begge andragerne beskrevne udviklingsproces fylder stadig meget, men viser også, at parret hver for sig og sammen rummer de potentialer af indlevelsesmæssig og følelsesmæssig karakter, der må forudsættes, for at kunne varetage et eventuelt adoptivbarns tarv. ..."

Herefter meddelte Adoptionssamrådet på ny ægteparret afslag på at blive godkendt som adoptanter. Denne afgørelse indankede ægteparret til Adoptionsnævnet, som besluttede at godkende dem som adoptanter.

Århus Amtskommune orienterede den adoptionsformidlende organisation om Adoptionsnævnets beslutning. Samtidig vedlagdes en socialrapport.

Ved min behandling lagde jeg til grund, at denne socialrapport var udarbejdet efter Adoptionsnævnets godkendelse til brug for selve adoptionsformidlingen gennem den adoptionsformidlende organisation. Udarbejdelsen skete på baggrund af det tidligere udarbejdede materiale om ansøgerne, men således at der var sket en betydelig nedkortning af materialet (5 sider mod oprindeligt ca. 20 sider), dvs. der var foretaget en selektion. Der var endvidere foretaget en vis omredigering, og oplysningerne var ajourført fra 1985/86 til juli 1988 bl.a. med omtale af adoptionssagens forløb.

De konkluderende afsnit var ikke ændret væsentligt. For det meste var det ordret gentagelse af den oprindelige socialrapport, dvs. med et temmelig negativt billede af kvindens psykologiske ressourcer. Som eksempel kunne anføres følgende

"...

Det fremgår direkte, at andragerinden er vokset op som midtpunkt i forældrenes tilværelse og mere eller mindre direkte, at hun ret tidligt fandt ud af sin magt over dem og brugte den bl.a. til at danne interessegruppe med sin far og samtidig mistede noget af respekten for sin moder, hver gang det lykkedes.

...

På det følelsesmæssige område er det derimod langt mindre enkelt at overse andragerindens evner, idet træk som modenhed og tolerance ikke ses tilstrækkeligt dokumenteret i journalmaterialet til umiddelbart at kunne indstille andragerinden til godkendelse som adoptant.

...

Efter en ret lang samtale med andragerne er jeg i tvivl om, at andragerinden ønsker at adoptere og være moder. Hun er meget lidt deltagende under hele forløbet, men kan specielt ikke tale med om kendskab til børn eller forventning til det at være forældre. Hun synes ikke at have oplevet særlig glæde ved børn eller har behov for at være i kontakt med børn. Hun synes stadig at være mest optaget af at være sin egen faders datter. Andrageren derimod har et tydeligt og stort behov for at have børn. Han synes ganske anderledes varm og indsigtsfuld end andragerinden og har meget at fortælle om de børn, han kender og holder af. På baggrund af dette indtryk er det svært at anbefale andragerne til godkendelse.

..."

Man kunne desuden af socialrapporten danne sig et indtryk af ægteparrets politiske overbevisning, idet der bl.a. var oplysninger om medlemskab af en bestemt venskabsforening og oplysning om ophold i visse lande.

Afslutningsvis var konklusionen fra den psykologiske undersøgelse gengivet og herefter ganske kort Adoptionssamrådets fornyede (negative) afgørelse og Adoptionsnævnets omgørelse heraf.

Herefter skrev den adoptionsformidlende organisation til Familieretsdirektoratet (nu Civilretsdirektoratet) og anførte

"...

(navn) finder det ikke rimeligt, at man over for en udenlandsk adoptionsmyndighed demonstrerer så stor uenighed i opfattelse af et ansøgerpars egnethed, som der her er tale om. Man bør vel heller ikke overlade til en sådan myndighed selv at skulle bestemme, hvilken af erklæringerne der bør lægges mest vægt på. Ansøgerne vil formentlig ikke få anvist barn på de foreliggende oplysninger.

..."

Familieretsdirektoratet svarede, at organisationen ikke kunne afslå at sende ægteparrets adoptionspapirer til udlandet med henblik på anvisning af et barn. Samtidig meddelte direktoratet, at man ikke havde mulighed for at ændre udformningen af den af Århus Amtskommunes Socialcenter udfærdigede socialrapport.

Den adoptionsformidlende organisation henvendte sig på ny til Familieretsdirektoratet og vedlagde en skrivelse fra Bombay. I denne hed det bl.a.

"...

Reading Through the Home Study, I have made the following observations due to which I feel it will not be possible to place a child with them from any of our institutions in ...... .

...

Please note these comments are based on the Home Study placed before, me. Please refer to my earlier letter dated 17/5/89, where I had to reject another application for reasons cited therein. Such cases if placed before the courts and ICSW is bound to give a negative picture of Danish Cases. Thus please refrain from sending such applications in the future.

..."

I følgeskrivelsen anførte organisationen

"...

Da det vil være udelukket at fremsende denne ansøgning til kontakter i de lande, hvor vi på forhånd ved, at man har en velstruktureret holdning til visse politiske forhold, skal vi tillade os at forespørge, hvorledes vi skal forholde os i sagen.

På dette tidspunkt havde ægteparret klaget til mig over socialrapportens udformning og anførte, at socialrådgiverne ved Århus Amtskommune "fortsætter ... med at fremhæve deres negative indtryk af os."

I sin udtalelse til mig anførte Civilretsdirektoratet

"...

En socialrapport som den omhandlede optages til brug for samrådenes godkendelse af adoptanter. Indholdet af den rapport, der forelå på det pågældende tidspunkt, er indgået i såvel samrådets som nævnets afgørelsesgrundlag, og man finder ikke, at det efterfølgende kan pålægges samrådet at foretage ændringer i selve den oprindelige rappport. Civilretsdirektoratet har ikke fundet at have tilstrækkelig hjemmel i den gældende lovgivning til på baggrund af nævnets godkendelse at pålægge det pågældende socialcenter eller et andet amts socialcenter at udarbejde en ny socialrappport.

..."

I ægteparrets bemærkninger til mig skrev de, at det efter deres opfattelse ikke kunne være intentionen i dansk adoptionslovgivning, at de efter at være godkendt, fortsat skulle forhindres i at adoptere på grund af, at Socialcentret ved Århus Amtskommune havde udformet en så negativ socialrapport og dermed i realiteten havde tilsidesat Adoptionsnævnets godkendelse af dem som adoptivforældre.

Jeg anmodede herefter Civilretsdirektoratet, Adoptionsnævnet, den adoptionsformidlende organisation samt Adoptionssamrådet i Århus Amtskommune om et møde.

Umiddelbart inden mødets afholdelse tilbød Civilretsdirektoratet og Adoptionsnævnet at udarbejde nye generelle retningslinjer, hvorefter de formidlende organisationer i sager, hvor Adoptionsnævnet havde underkendt de lokale samråds afslag på godkendelse, kunne forelægge spørgsmålet om udformningen af socialrapporten for Adoptionsnævnet.

På denne baggrund bortfaldt mødet.

Den 30. november 1989 udsendte Civilretsdirektoratet følgende skrivelse til de adoptionsformidlende organisationer

"På baggrund af en verserende sag skal Civilretsdirektoratet efter aftale med Adoptionsnævnets formand meddele, at de formidlende organisationer i tilfælde, hvor godkendelse som adoptant er sket i Adoptionsnævnet, efter aftale med ansøgerne kan forelægge socialrapporten for Adoptionsnævnet, hvis rapporten efter organisationens opfattelse ikke afspejler den afgørelse, som Adoptionsnævnet har truffet.

Adoptionsnævnet vil herefter tage stilling til socialrapportens udformning."

Samtidig meddelte Civilretsdirektoratet mig, at socialrapporten i den konkrete sag var blevet forelagt for Adoptionsnævnet efter aftale med ægteparret.

I slutningen af 1989 udfærdigede Adoptionsnævnet en ny socialrapport for ægteparret. I rapporten var udeladt det negative billede af hustruens psykologiske ressourcer. Oplysninger om ægteparrets politiske overbevisning var ligeledes fjernet. Socialrapporten fremtrådte i det hele nu som en forståelig og rimelig begrundelse for Adoptionsnævnets godkendelse af parret som adoptanter.

Herefter meddelte jeg Civilretsdirektoratet, at jeg havde taget det passerede til efterretning for så vidt angik ægteparrets adoptionssag og de udsendte retningslinier for eventuel ændring af socialrapporter.

Jeg forbeholdt mig senere generelt at rejse spørgsmål vedrørende eventuel udstedelse af retningslinier for indhentelse af oplysninger om private forhold, som ikke vil være relevante for behandlingen af sagen om adoptionsgodkendelse. Jeg ønskede eventuelt også en drøftelse af, hvornår man i en undersøgelsessituation bevæger sig over i faglige vurderinger, som kræver særlig sagkyndig bistand.

Disse spørgsmål er nu rejst generelt over for Civilretsdirektoratet.

Resumé

Et ægtepar klagede til ombudsmanden over indholdet af en socialrapport udfærdiget af Århus Amtskommune til brug for adoptionsformidling.

Ægteparret havde i 1986 fået afslag på adoption fra det lokale adoptionssamråd. Afslaget byggede på materiale udarbejdet af amtskommunens socialcenter. Materialet gav et temmelig negativt indtryk af hustruens psykiske ressourcer.

På foranledning af Adoptionsnævnet blev der udarbejdet en psykologisk erklæring, som anbefalede en godkendelse af ægteparret. Samrådet fastholdt dog sit afslag, men blev herefter tilsidesat af Adoptionsnævnet, som besluttede at godkende parret i overensstemmelse med psykologerklæringen.

Til brug for adoptionsformidlingen udarbejdede samrådet en socialrapport på baggrund af det tidligere materiale om ansøgerne. Rapportens konkluderende afsnit var i forhold til det oprindelige materiale ikke ændret væsentligt - dvs. det negative billede af hustruen var fastholdt.

Dette afskar i realiteten parret fra at få anvist et barn til adoption.

Efter at ombudsmanden havde anmodet de implicerede myndigheder om et møde i sagen, tilbød Civilretsdirektoratet og Adoptionsnævnet at udarbejde nye generelle retningslinier. Herefter kunne de adoptionsformidlende organisationer i sager, hvor Adoptionsnævnet havde underkendt de lokale samråds afslag på godkendelse, forelægge spørgsmålet om udformningen af socialrapporten for Adoptionsnævnet.

Den konkrete sag blev også omfattet af disse nye retningslinier.

Adoptionsnævnet udfærdigede herefter en ny socialrapport, som fremtrådte som en forståelig og rimelig begrundelse for nævnets godkendelse af parret som adoptanter. (J. nr. 1989-506-64).