Dispensation for registreringspligten.

§ 105.

"Hvis ejeren (brugeren) af et fra udlandet indført køretøj, der er registreringspligtigt efter § 1, har bopæl her i landet, skal køretøjet registreres eller samtlige nummerplader afleveres til politiet inden 14 dage, efter at det er indført. Med bopæl sidestilles, at den pågældende har opholdt sig her i landet i 1 år, eller, hvis han har opholdt sig her i afbrudte perioder, at han inden for de sidste 24 måneder eller derunder har været her i landet tilsammen 365 dage.

Stk. 2. Tager en ejer (bruger), der ikke har bopæl her i landet, efter køretøjets indførelse bopæl her i landet, eller overgår køretøjet fra ham til en ejer (bruger), der har bopæl her i landet, skal køretøjet registreres eller nummerpladerne afleveres til politiet inden 14 dage derefter. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse."

§ 106.

"Hvis et køretøj, der skal registreres efter § 105, ganske overvejende anvendes uden for landets grænser, eller hvis der i øvrigt foreligger ganske særlige grunde til ikke at kræve et udenlandsk køretøj registreret her i landet, kan centralregisteret tillade, at køretøjet benyttes her i landet uden dansk registrering. Centralregisteret fastsætter i hvert enkelt tilfælde vilkårene for tilladelsen, herunder eventuelt en tidsbegrænsning af tilladelsen. Tilladelsen skal medbringes under kørsel her i landet og på forlangende forevises for politiet."

Bestemmelsen i § 106 indeholder således hjemmel for, at der kan dispenseres for registreringspligten efter § 105 i følgende to tilfælde

1) Tilfælde, hvor et køretøj ganske overvejende anvendes uden for landets grænser, eller

2) tilfælde, hvor der i øvrigt foreligger ganske særlige grunde til ikke at kræve et udenlandsk køretøj registreret her i landet.

Bestemmelsen omtaler ikke i øvrigt forhold, der skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om tilladelse kan gives.

Ved Justitsministeriets afgørelse lagde ministeriet til grund, at køretøjet i den heromhandlede sag forventedes at køre ca. 10.000 kilometer det kommende år, heraf 100 kilometer i Danmark. Betingelsen i § 106, l. led, "overvejende anvendes uden for landets grænser", er således utvivlsomt opfyldt.

I (rigspolitichefens seneste) udtalelse, hvortil Justitsministeriet har henholdt sig, har rigspolitichefen henvist til, at meddelelse af tilladelse i medfør af § 106 må "kræve, at der foreligger et tilfælde, hvor ganske særlige grunde til ikke at kræve køretøjet registreret her i landet gør sig gældende med en vis vægt, samtidig med at en eventuel tilladelse må kunne udformes således, at i hvert fald en vis praktisk politimæssig kontrol er mulig". Myndighederne har ikke fundet, at tilladelse på baggrund heraf kunne meddeles i det foreliggende tilfælde.

Denne beskrivelse af praksis synes ikke at afspejle de to ovennævnte tilfældegrupper i registreringsbekendtgørelsens § 106, der hver især kan give anledning til dispensation. Beskrivelsen er i øvrigt formuleret på en måde, der i vidt omfang svarer til den ovenfor under 2) nævnte betingelse. Medmindre der ikke er tale om en udtømmende beskrivelse af praksis, må jeg forstå det således, at den under 1) nævnte fritagelsesadgang nærmest har mistet sin betydning som selvstændigt dispensationsgrundlag. Dette forekommer ikke foreneligt med indholdet af registreringsbekendtgørelsens § 106, hvor der udtrykkeligt er fastsat to alternative grundlag for at meddele fritagelse.

Centralregisteret har endvidere anført nogle kontrolmæssige hensyn. Jeg er for så vidt ikke uenig i, at sådanne hensyn kan inddrages i vurderingen af, om fritagelse bør meddeles. De nærmere krav, der stilles til mulighederne for at føre politimæssig kontrol, må imidlertid sammenholdes med de tilsvarende krav i tilfælde, hvor tilladelse gives efter den praksis, der er beskrevet i sagen, d.v.s. i tilfælde af egentransport mellem grænsen og bopælen ved bestemte lejligheder. Således som sagen foreligger oplyst, kan jeg ikke anse det for godtgjort, at de kontrolmæssige muligheder er bedre inden for det område, hvor tilladelse efter praksis gives, end i det foreliggende tilfælde.

På baggrund af de synspunkter, som jeg har anført, har jeg samtidig hermed henstillet til Justitsministeriet at genoptage sagens behandling og meddele Dem en fornyet afgørelse.

Samtidig har jeg udbedt mig underretning om Justitsministeriets fornyede afgørelse til Dem .

Dispensation for registreringspligten.

A klagede over en afgørelse fra Justitsministeriet om afslag på ansøgning om tilladelse til at benytte et tysk registreret køretøj til prøvekørsel her i landet i forbindelse med reparationer af køretøjet.

Af sagens akter fremgik det, at A i 1987 ansøgte rigspolitichefen, Centralregisteret for Motorkøretøjer, om tilladelse til at prøvekøre en tysk registreret bil, mærket Ford Sierra, efter reparation ca. 2 gange pr. måned i omegnen af hans bopæl i Næstved og til kørsel til og fra færgen i Rødby eller Gedser. A oplyste, at den pågældende bil er tysk ejet, og at han lånte bilen af ejeren til rallykørsel, som udelukkende fandt sted i Vesttyskland. Endelig oplyste A, at det antal kilometer, køretøjet forventedes at tilbagelægge i det kommende år, var ca. 10.000 kilometer, heraf 400 kilometer i Danmark.

I en skrivelse meddelte Centralregisteret for Motorkøretøjer A, at centralregisteret ikke kunne imødekomme det ansøgte, da der ikke forelå ganske særlige grunde til ikke at kræve køretøjet indregistreret i Danmark, jf. § 106 i Justitsministeriets bekendtgørelse om registrering af motorkøretøjer m.v.

A tilbagesendte centralregisterets skrivelse med supplerende oplysninger. A oplyste således bl.a., at han ikke - efter hans opfattelse - kunne anses som egentlig bruger af køretøjet i registreringsbekendtgørelsens forstand, idet han i Danmark kun benyttede bilen til nødvendig kørsel til og fra færgen i Rødby og til prøvekørsel efter reparation. A gjorde gældende, "at der ikke alene foreligger ganske særlige grunde til ikke at kræve køretøjet indregistreret her i landet (også og allerede fordi køretøjets ejer af forståelige grunde modsætter sig noget sådant), men ... (også), at køretøjet ganske overvejende skal anvendes udenfor landets grænser, begge dele, jf. RB § 106, 1. pkt., jf. § 105, stk. 1".

I den anledning meddelte centralregisteret A i en skrivelse følgende

"... man...betragter Dem (fortsat) som bosat her i landet i forbindelse med spørgsmålet om registreringspligt, jf. registreringsbekendtgørelsens § 105, stk. 1, og...Centralregisteret...finder (ikke), at der foreligger sådanne særlige grunde til ikke at kræve køretøjet registreret her i landet, at man kan tillade, at De benytter køretøjet her i landet uden dansk registrering, jf. registreringsbekendtgørelsens § 106.

Det tilføjes, at tilladelse til kørsel her i landet i medfør af § 106 i almindelighed kun gives til personer, der i forbindelse med deres erhverv regelmæssigt opholder sig i udlandet i flere dage ad gangen, hvor de ved erhvervsudøvelsen skal anvende et køretøj de ejer, eller som de af deres arbejdsgiver har fået stillet til vedvarende disposition. Tilladelse gives ifølge fast praksis kun til direkte kørsel fra grænsen til de pågældendes bopæl og retur i forbindelse med week-end- og ferieophold samt ved sædvanlige højtider.

..."

Ved en påtegning på centralregisterets skrivelse meddelte A, at han agtede at lade bilen transportere på lad fra og til færgen i Rødby, hvilket medførte, at hans ansøgning nu alene omfattede tilladelse til prøvekørsel efter reparationer.

Centralregisteret meddelte A i en skrivelse, at registeret måtte fastholde sine tidligere afgørelser.

A klagede til Justitsministeriet over centralregisterets afgørelse. A bemærkede, at hans ansøgning fortsat alene omfattede tilladelse til prøvekørsel efter reparation som anført i hans seneste påtegningsskrivelse til centralregisteret.

I anledning af A's klage udtalte rigspolitichefen i en skrivelse til Justitsministeriet, Færdselssikkerhedsafdelingen, følgende

"...

Vedrørende spørgsmålet om tilladelse til kørsel i Danmark med udenlandsk registreret køretøj, uagtet klageren har bopæl her i landet, er der ved de nævnte skrivelser meddelt ham, at han i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 106 ikke kan få tilladelse til at benytte køretøjet til den ansøgte kørsel her i landet. Denne afgørelse er efter min opfattelse i overensstemmelse med sædvanlig praksis, hvorefter der ikke gives tilladelse til privat kørsel i Danmark, bortset fra egentransport mellem grænsen og bopælen, såfremt pågældende opholder sig i udlandet i erhvervsøjemed i flere dage ad gangen.

Det af klageren i skrivelse af... oplyste giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger.

Det skal herefter indstilles, at min afgørelse fastholdes."

Justitsministeriet, Færdselssikkerhedsafdelingen, meddelte A, at ministeriet efter en gennemgang af sagen ikke havde fundet grundlag for at ændre rigspolitichefens afgørelse. Ved afgørelsen havde Justitsministeriet lagt til grund, at det antal kilometer, som bilen forventedes at tilbagelægge i det kommende år, var ca. 10.000 kilometer, heraf ca. 100 kilometer i Danmark. Som begrundelse for afgørelsen anførte Justitsministeriet bl.a. følgende

"...

Justitsministeriet finder...ikke grundlag for i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 106 at give Dem tilladelse til at benytte en udenlandsk registreret bil til kørsel her i landet. Denne afgørelse er i overensstemmelse med fast praksis, hvorefter der ikke gives tilladelse til privat kørsel i Danmark, bortset fra egentransport mellem grænsen og bopælen i forbindelse med weekend- og ferieophold samt ved nødvendige højtider, såfremt den pågældende opholder sig i udlandet i erhvervsøjemed i flere dage ad gangen.

..."

I en skrivelse fremsendte A sine bemærkninger til Justitsministeriets afgørelse. A anmodede samtidig Justitsministeriet om at oplyse, hvorvidt han havde pligt til at lade køretøjet indregistrere på danske nummerplader, såfremt køretøjet aldrig befandt sig med egne hjul på offentlig vej. A anførte endvidere, at køretøjet alene anvendes til rallykørsel og på grund af sin konstruktion og udrustning er uanvendelig til fornøjelseskørsel med familie og venner eller til ærindekørsel m.v., og at han derfor ikke mente, at den ansøgte kørsel kunne betragtes som privatkørsel.

I den anledning meddelte Justitsministeriet A i en skrivelse følgende

"... Justitsministeriet (finder) efter en fornyet gennemgang af sagen ikke grundlag for at ændre afgørelsen.... Afgørelsen er i overensstemmelse med fast praksis, hvorefter der ikke i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 106 gives tilladelse til privat kørsel i Danmark udover de tilfælde, der er nævnt i Justitsministeriets skrivelse af..., og hvorefter der kun i helt specielle tilfælde gives en yderst begrænset tilladelse til erhvervsmæssig kørsel i Danmark. Justitsministeriet finder ikke grundlag for at fravige praksis i denne sag.

..."

I klagen til mig anførte A, at han fandt det utilfredsstillende, at myndighederne blot havde henholdt sig til en fast praksis og ikke behandlet hans sag konkret og meddelt ham, hvilke konkrete momenter der var lagt til grund for den trufne afgørelse.

I en skrivelse til Justitsministeriet anførte jeg følgende

"...

Den bil, der er tale om i det foreliggende tilfælde, anvendes til kørsel af ca. 10.000 km i udlandet om året, og der er ansøgt om tilladelse til i forbindelse med prøvekørsel at køre 10 x 10 km her i landet om året.

Betingelsen i bekendtgørelsens § 106 "overvejende anvendes" synes således at være opfyldt. Justitsministeriet har begrundet sin afgørelse med, at det er fast praksis, at der ikke gives tilladelse til "privat kørsel" i Danmark bortset fra egentransport mellem grænsen og bopælen ved bestemte lejligheder, såfremt den pågældende opholder sig i udlandet i erhvervsøjemed i flere dage ad gangen.

Umiddelbart forekommer den foreliggende sag at være en atypisk sag i forhold til den beskrevne praksis. Jeg henviser til, at der er tale om korte prøvekørsler fra (A's) bopæl og således ikke om "privat kørsel" i sædvanlig forstand.

Forudsætningen for, at et afslag kan meddeles med henvisning til den fast fulgte praksis, er efter min opfattelse, at det ansøgte kan relateres til denne praksis og ikke er et atypisk tilfælde i forhold til det område, inden for hvilket den faste praksis er etableret. Således som sagen foreligger oplyst, må jeg stille mig tvivlende overfor, hvorvidt et afslag kan meddeles blot med henvisning til, at det ansøgte ikke falder inden for det område, hvor der efter fast praksis gives tilladelse.

Jeg anmoder om, at Justitsministeriet på baggrund af det anførte på ny overvejer sagen.

Hvis ministeriet efter den fornyede overvejelse af sagen fortsat afslår ansøgningen, anmoder jeg om en udtalelse i anledning af (A's) klage med en redegørelse for, hvilke hensyn ministeriet har lagt vægt på ved afgørelsen.

..."

I den anledning indhentede Justitsministeriet en udtalelse fra rigspolitichefen, der i en påtegningsskrivelse anførte følgende

"...

Meddelelse af tilladelse i medfør af reglen i registreringsbekendtgørelsens § 106 må efter Centralregisterets opfattelse kræve, at der foreligger et tilfælde, hvor ganske særlige grunde til ikke at kræve køretøjet registreret her i landet gør sig gældende med en vis vægt, samtidig med at en eventuel tilladelse må kunne udformes således, at i hvert fald en vis praktisk politimæssig kontrol er mulig.

Ved afgørelsen af den foreliggende sag har Centralregisteret indledningsvis bemærket, at der ikke er tale om et tilfælde, som ligger inden for det område, hvor der efter årelang fast praksis kan gives tilladelse, jf. nærmere Justitsministeriets skrivelse af... Derefter har Centralregisteret vurderet, om de af ansøgeren fremførte omstændigheder alligevel kunne føre til en tilladelse.

Når Centralregisteret har fundet, at dette ikke er tilfældet, skyldes det såvel baggrunden for det ansøgte som de kontrolmæssige hensyn og konsekvenser af en eventuel tilladelse.

Herved finder Centralregisteret at måtte tillægge de sidstnævnte hensyn afgørende betydning under hensyn til, at det i praksis - uden indsættelse af uforholdsmæssige ressourcer - ville være helt umuligt for politiet at føre kontrol med, om vilkårene for en tilladelse som den ansøgte overholdes.

Såvel spørgsmålet om, hvorvidt et konkret tilfælde kan betragtes som en "prøvekørsel efter reparation" som vilkåret om en maximalgrænse på f. eks. 10 x 10 km, er efter Centralregisterets mening praktisk talt helt umulige for politiet at anvende og ville reelt medføre, at der her i landet åbnedes for ukontrollabel lystkørsel med udenlandsk indregistrerede rallybiler.

På den baggrund har Centralregisteret ved afgørelsen af sagen fundet, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder som nævnt i registreringsbekendtgørelsens § 106.

..."

I en skrivelse henholdt Justitsministeriet sig til rigspolitichefens udtalelse.

Jeg udtalte følgende i en skrivelse til A

"§§ 105 og 106 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 678 af 6. oktober 1986 om registrering af motorkøretøjer m.v. har følgende indhold

Resumé

A, der havde bopæl i Danmark, lånte en tysk ejet og tysk registreret bil til rallykørsel i Vesttyskland. A søgte rigspolitichefen om tilladelse til at benytte bilen til prøvekørsel her i landet i forbindelse med reparation af bilen. Rigspolitichefen afslog ansøgningen under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele dispensation. Rigspolitichefen tilføjede senere, at der efter fast praksis ikke gives tilladelse til privat kørsel i Danmark, bortset fra egentransport mellem grænsen og bopælen i de tilfælde, hvor den pågældende opholder sig i udlandet i erhvervsøjemed flere dage ad gangen og herunder skal anvende køretøjet. Justitsministeriet stadfæstede afslaget.

Ombudsmanden udtalte, at bestemmelsen i § 106 i registreringsbekendtgørelsen indeholder hjemmel for, at der i to tilfældegrupper kan dispenseres fra registreringspligten. Myndighedernes anførte praksis syntes udelukkende at afspejle den ene tilfældegruppe. Ombudsmanden fandt dette uforeneligt med indholdet af registreringsbekendtgørelsens § 106. Han henstillede til Justitsministeriet at genoptage sagens behandling.(J.nr. 1988-1452-611).