Partsrepræsentation og partsudtalelser i indfødsretssag.

Partsrepræsentation og partsudtalelser i indfødsretssag.

A klagede over Indenrigsministeriets afgivelse af en erklæring vedrørende hans datters indfødsretsforhold samt over, at hans anmodning om at fremføre sin sag direkte og personligt i et møde inden afgørelsen ikke blev imødekommet.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A i 1977 blev gift her i landet med den japanske statsborger B. I 1979 emigrerede A til Japan. I 1980 fik A og B datteren C. I 1984 flyttede B sammen med C fra det fælles hjem, og i 1987 blev A og B skilt ved en afgørelse, der blev truffet af en familieret.

I en skrivelse af 1987 til Indenrigsministeriet anmodede D på vegne af B ministeriet om at oplyse, om C ville miste sit danske statsborgerskab, såfremt hun fik japansk indfødsret. Ministeriet bad telefonisk D om at indsende identifikationspapirer vedrørende A, B og C, hvilket hun gjorde med brev af 1987.

Herefter afgav Indenrigsministeriet i 1987 en erklæring, der havde følgende ordlyd

"The Danish Ministry of the Interior hereby confirm that (C), born in a marriage between a Danish and a Japanese citizen on ... 1980, has acquired Danish citizenship.

This citizenship is not forfeited by the fact that the child has also acquired Japanese citizenship.

The Danish citizenship can only be forfeited according to the rules in Section 7, 8 and 9 in the enclosed Promulgation Order, and none of these are applicable to the actual situation.

Section 8 may be used, when the child attains the age of 22 years."

Under et møde i 1987 mellem A og lederen af ministeriets indfødsretskontor bad A ministeriet om at afgive en ny erklæring, idet han mente, at erklæringen var fejlagtig. Derpå udstedte ministeriet følgende erklæring

"Additional statement to the one given on 1987 concerning a child, born in a marriage between (B) and (A)

The Ministry of the Interior has taken it for granted that (C) automatically has acquired Japanese citizenship by being born by a Japanese mother. If the Danish father has to express his explicit consent or the parents have to apply as a condition for the child’s acquisition of Japanese citizenship, the child will loose its Danish citizenship."

A klagede til indenrigsministeren over ministeriets behandling af sagen. Som et P.S. på brevet skrev A

"Jeg forventer ligeledes at fremføre min sag direkte og personligt i et møde, før jeg modtager det endelige svar.!"

Ministeren svarede og beklagede, "at Indenrigsministeriet ved afgivelsen af erklæringen af 21.7.87 har lagt en forkert forståelse af japansk lovgivning til grund." Samtidig oplyste han, at han havde draget omsorg for, at lignende fejl ikke skulle kunne ske igen inden for hans ansvarsområde.

I klagen til mig gjorde A - udover at kritisere, at ministeriet afgav en erklæring med et urigtigt indhold - gældende, at det var en fejl, at ministeriet overhovedet afgav en erklæring vedrørende A's barns personlige forhold til en uvedkommende person. Desuden henviste A til, at han havde bedt om et møde i ministeriet, inden Indenrigsministeriets endelige stillingtagen til A's klage, men at ministeriet havde svaret, uden at et sådant møde havde været holdt.

I en udtalelse til mig kommenterede Indenrigsministeriet A's klage på følgende måde

"...

Med hensyn til udleveringen af oplysninger til (D) om den danske indfødsretslovgivnings regler i relation til (C), bemærkes, at Indenrigsministeriet ikke anser sig for at være berettiget til at gøre udleveringen af sådanne oplysninger til en forældremyndighedsindehaver, eller en repræsentant for denne, afhængig af, at den anden forældremyndighedsindehaver samtykker i udleveringen. Dette gælder uanset, at det fremgår, at oplysningerne skal anvende i forbindelse med forældrenes skilsmisse. Det tilføjes, at ministeriet ikke ved afgivelsen af erklæringen af 21. juli 1987 havde kendskab til klagerens adresse. Ministeriet var derfor afskåret fra at orientere klageren om afgivelsen af den pågældende erklæring.

Indenrigsministeriet må imidlertid beklage, at ministeriet har lagt en forkert forståelse af indholdet af den japansk statsborgerretslovgivning til grund ved afgivelsen af erklæringen af 1987.

Det kan tilføjes, at sagen har givet anledning til, at ministeriet i fremtiden vil være mere tilbageholdende med direkte eller forudsætningsvis at udtale sig om indholdet af fremmede landes statsborgerretslovgivning.

......

Klageren har i skrivelse af 1989 til ....(medarbejder) anmodet om et møde før ministeriet afgav endeligt svar. (Medarbejder) ... fik imidlertid under telefonsamtalen af 2. august 1989 med klageren det indtryk, at klageren frafaldt dette ønske, jfr. referatbemærkning på den nævnte skrivelse."

Den omtalte referatbemærkning havde følgende ordlyd

"Jeg har ringet til klageren. Han faldt noget til ro under samtalen, og er vist godt klar over, at det er meget begrænset, hvad han kan opnå gennem denne klage."

I et skrivelse til A udtalte jeg følgende

"Indenrigsministeriets afgivelse af de to erklæringer vedrørende Deres datters indfødsretsforhold skal ses på baggrund af bestemmelserne i §§ 7 og 8 i forvaltningsloven.

Bestemmelserne har følgende indhold

"§ 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. ..."

"§ 8. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt. gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov."

Ministeriet var således ikke alene berettiget til, men også i en vis udstrækning forpligtet til på anmodning fra Deres tidligere hustru at vejlede om de retlige konsekvenser i Danmark af en anmodning om, at der blev tillagt (C) .... statsborgerskab. Af § 8 følger, at (B) var berettiget til at lade sig repræsentere af en anden under sagen.

(D's) henvendelser i maj og juli 1987 til Indenrigsministeriet skete på vegne af (B), og ministeriet måtte derfor naturligt opfatte situationen på den måde, at hun som repræsentant for (B) bad om vejledning i henhold til § 7. Da der var tale om en stillingtagen til et personligt anliggende vedrørende Deres datter, og da (D) blot henviste til, at hun var veninde til Deres tidligere hustru, måtte det efter min mening være en forudsætning for imødekommelse af hendes begæring, at hun dokumenterede repræsentationsforholdet.

En sådan dokumentation blev imidlertid fremsendt i forbindelse med (D's) brev, og det kan derfor ikke give mig grundlag for kritik, at ministeriet herefter fandt at kunne afgive den ønskede erklæring.

Jeg kan naturligvis tilslutte mig Deres kritik af, at ministeriets erklæring var ukorrekt. Under hensyn til, at fejlen blev korrigeret i forbindelse med udsendelse af en supplerende erklæring, og til, at ministeriet både i en skrivelse til Dem og i en udtalelse til mig har beklaget dette forhold samt sørget for en ændring af proceduren med henblik på at undgå fremtidige gentagelser, finder jeg ikke at have grundlag for at foretage videre vedrørende dette spørgsmål.

For så vidt angår Deres klage over, at indenrigsministeren tog stilling til Deres klage, uden at De forinden fik lejlighed til at drøfte sagen under et møde, skal jeg bemærke følgende

Ifølge forvaltningslovens § 21 kan den, der er part i en sag på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen. Princippet i bestemmelsen må antages også at finde anvendelse i tilfælde som det foreliggende.

Deres anmodning om en personlig samtale måtte efter min mening opfattes som en begæring i henhold til denne bestemmelse. Ministeriet har i en udtalelse til mig henvist til, at den pågældende medarbejder i Indenrigsministeriet havde forstået en telefonsamtale med Dem således, at De havde frafaldet kravet. På denne baggrund finder jeg ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at antage, at der forelå en tilsidesættelse af princippet i § 21. Det havde imidlertid efter min mening været bedst stemmende med god forvaltningsskik, om denne opfattelse af samtalen var blevet nedfældet skriftligt og bekræftet skriftligt over for Dem i en særskilt skrivelse til Dem eller i den afsluttende skrivelse. Jeg har herved lagt til grund, at den ovenfor citerede referatbemærkning ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at De havde frafaldet Deres begæring. Jeg har samtidig hermed gjort Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse."

Resumé

A blev i 1977 gift med den japanske statsborger B. A emigrerede i 1979 og fik i 1980 en datter C med B.

D forespurgte på vegne af C og B, hvorvidt C ville miste sit danske statsborgerskab, hvis hun ansøgte om fremmed statsborgerskab. Indenrigsministeriet afgav en fejlagtig erklæring, men rettede og beklagede senere fejlen.

A klagede bl.a. over, at udtalelsen var blevet afgivet til en uvedkommende person D, samt at hans anmodning om at fremføre sin sag direkte og personligt i et møde inden afgørelsen ikke blev imødekommet.

Ombudsmanden fandt, at ministeriet naturligt havde måttet opfatte situationen på den måde, at D som repræsentant for B bad om vejledning, jf. forvaltningslovens § 7, og at en forudsætning for imødekommelse af hendes begæring var, at hun dokumenterede repræsentationsforholdet. En sådan dokumentation blev fremsendt, og det gav derfor ikke grundlag for kritik, at ministeriet afgav erklæringen.

Ombudsmanden fandt endvidere, at A som part i henhold til forvaltningslovens § 21 havde krav på at få sagen udsat, samt at en anmodning om en personlig samtale måtte opfattes som en sådan anmodning. Ministeriet mente, at A havde frafaldet kravet under en telefonsamtale, og ombudsmanden fandt derfor ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at antage, at § 21 var tilsidesat. Det havde imidlertid været bedst stemmende med principperne for god forvaltningsskik, om denne opfattelse havde været nedfældet skriftligt og bekræftet over for A.(J.nr. 1989-1353-41).