Klagevejledning for Civilforsvarets værnepligtige.

§ 1. Vejledning om værnepligtiges mulighed for at klage over afgørelser, truffet af civilforsvarskorpsets afdelinger og af det kommunale civilforsvar, gives i deres grundbøger.

§ 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 1988."

Bekendtgørelsen er udstedt i henhold til forvaltningslovens § 25, stk. 2. Lovens § 25 indeholder følgende bestemmelser

"§ 25. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Stk. 2. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at klagevejledning på nærmere angivne sagsområder, hvor særlige forhold gør sig gældende, kan undlades eller ske på anden måde end nævnt i stk. 1."

I bemærkningerne til forvaltningslovens § 25, stk. 2, (Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 166 med henvisning til s. 59 og 60 i betænkning nr. 657, 1972 om begrundelse af forvaltningsafgørelser og administrativ rekurs m.v.) peges der på muligheden for, at der i medfør af bestemmelsen indføres en ordning, hvorefter klagevejledning gives i reglementsbøger og lign., når det kan give anledning til praktiske vanskeligheder at give individuel klagevejledning, og det samtidig er muligt at give fyldestgørende klagevejledning generelt.

Indenrigsministeriet bad i en skrivelse af 15. marts 1988 Justitsministeriet om bemærkninger til, at en bekendtgørelse som den gennemførte blev udstedt og redegjorde i denne forbindelse på følgende måde for behovet for fastsættelse af en særlig ordning

"Ifølge § 25, stk. 1, i forvaltningsloven skal negative, skriftlige afgørelser, der kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, være ledsaget af en klagevejledning.

Efter denne bestemmelse skal en stor del af de afgørelser, der træffes af CF-korpsets afdelinger og af det kommunale civilforsvar vedrørende ansøgninger fra værnepligtige, ledsages af en klagevejledning i hvert enkelt tilfælde. Som eksempler herpå kan nævnes afgørelser, der ikke fuldt ud imødekommer værnepligtiges ansøgninger om friheder, om helbredsbetinget fritagelse i den daglige tjeneste, herunder for at skulle bære bestemte munderingsgenstande, samt om særlige uddannelsesfunktioner.

Denne fremgangsmåde er administrativt besværlig og tung i forbindelse med den daglige uddannelse af de værnepligtige.

Indenrigsministeriet finder derfor, at det vil være mere praktisk, at klagevejledningen gives i de værnepligtiges grundbøger, der er de værnepligtiges ejendom og udleveres i forbindelse med det første fremmøde på kasernen. Det er samtidig ministeriets opfattelse, at hensynet til de værnepligtige tilgodeses fuldtud ved denne fremgangsmåde.

..."

Justitsministeriet svarede i skrivelse af 22. august 1988 og bemærkede bl.a.

"...

Det er en forudsætning for at fravige kravet om individuel klagevejledning, at klagevejledningen gives til alle, der efter forvaltningslovens regler har krav herpå.

I den forbindelse kan der være grund til at pege på, at forvaltningslovens regler om klagevejledning kun gælder for sager, hvori der træffes afgørelse, det vil sige udfærdiges retsakter, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 115. Beslutninger, der er led i udøvelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed, som f.eks. bestemmelse om på hvilke tjenesteområder den pågældende først skal gøre tjeneste, er efter Justitsministeriets opfattelse ikke afgørelser i forvaltningslovens forstand og er derfor ikke omfattet af reglerne om klagevejledning. Det samme gælder beslutninger om, hvor på kasernen den pågældende skal bo, og andre beslutninger, der ikke har karakter af retlige afgørelser, truffet efter en konkret, individuel vurdering, men er et led i den almindelige ledelse og fordeling af arbejdet m.v. på kasernen. Der er dog ikke efter forvaltningslovens regler noget til hinder for, at vedkommende myndighed af egen drift fastsætter almindelige regler for personalet om, at der tillige gives klagevejledning i forbindelse med visse beslutninger inden for faktisk forvaltningsvirksomhed.

På den baggrund har Justitsministeriet ingen indvendinger mod de foreslåede regler.

..."

Ifølge de oplysninger, der var forelagt for mig, blev der i praksis givet klagevejledning til Civilforsvarets værnepligtige efter følgende retningslinier

Grundbog for CF-korpsets menige (Grundbogen) udfærdiget af Civilforsvarsstyrelsen i 1985, som udleveres til de værnepligtige i forbindelse med fremmøde på kaserne, indeholder side 15-16 følgende beskrivelse af klagemulighederne

"2.5. Klager

Er en værnepligtig utilfreds med en afgørelse, der træffes efter ansøgning, eller med en foresat, kan han klage.

A. Klage over afgørelser

Får en værnepligtig afslag på en ansøgning, eller imødekommes hans ansøgning ikke fuldt ud, skal afgørelsen, når den meddeles skriftligt, være begrundet i medfør af forvaltningsloven. Meddeles afgørelsen mundtligt, kan han inden for en frist på 14 dage forlange en skriftlig begrundelse. Er den værnepligtige ikke tilfreds med afgørelsen, og ønsker han at klage, kan han gøre dette ved at skrive til: Civilforsvarsstyrelsen, Vordingborggade 18, 2100 København Ø. Når Civilforsvarsstyrelsen har truffet sin afgørelse i sagen, vil den værnepligtige blive underrettet herom.

Ønsker den værnepligtige at klage over Civilforsvarsstyrelsens afgørelse, kan han gøre dette ved at skrive til: Indenrigsministeriet, Christiansborg Slotsplads 1, 1218 København K, der er den øverste administrative myndighed for Civilforsvaret. Når Indenrigsministeriet har truffet sin afgørelse, vil den værnepligtige blive underrettet herom.

Hvis den værnepligtige heller ikke er tilfreds med Indenrigsministeriets afgørelse, er der endelig mulighed for at klage til Folketingets ombudsmand i henhold til ombudsmandsloven. Ombudsmanden kan kun realitetsbehandle en klage, hvis klagemulighederne i øvrigt er udtømte.

Er den værnepligtige i tvivl om, hvorledes en sag kan indbringes for en højere myndighed, vil han kunne søge oplysning herom hos sine foresatte.

B. Klage over en foresat

Hvis en værnepligtig er utilfreds med en foresat, kan han klage over ham.

En klage kan fremføres mundtligt eller skriftligt for tjenestestedets chef . Såfremt flere ønsker at klage i forening, skal 2 af dem på de øvriges vegne fremføre den fælles klage. Klages der skriftligt, skal klagen indeholde oplysning om samtlige klageres numre og navne.

Klageren (klagerne) har ret til at drøfte klagen med sin talsmand. Såfremt talsmanden er indforstået hermed, kan denne sammen med eller i stedet for klageren fremføre klagen.

Er klageren ikke tilfreds med chefens afgørelse, og ønsker han at klage, kan han gøre dette ved at skrive til Civilforsvarsstyrelsen.

Ønsker den værnepligtige at klage over Civilforsvarsstyrelsens afgørelse, kan han gøre dette ved at skrive til Indenrigsministeriet .

Hvis den værnepligtige heller ikke er tilfreds med denne afgørelse, er der endelig mulighed for at klage til Folketingets ombudsmand. Men det er vigtigt altid at huske, at en sag ikke kan behandles af ombudsmanden, før den minister, som har med sagen at gøre, har truffet en afgørelse.

2.6. Forebyggelse af klager over en foresat

Det er naturligvis bedst, hvis den værnepligtige prøver at få sagen afsluttet på en for alle parter tilfredsstillende måde, inden han fremsætter en klage.

Tror den værnepligtige, at der sker uret ved en befaling, kan han derfor, hvis det ikke sinker tjenesten, gøre den foresatte opmærksom på det, således at der bliver mulighed for at få sagen udjævnet. En sådan henvendelse må ikke ske ved, at den værnepligtige på stedet svarer igen eller viser misstemning over for den foresatte. Om nødvendigt kan han på et senere tidspunkt henvende sig til befalingsmanden og bede om en forklaring. Hvis denne forklaring ikke tilfredsstiller ham, kan han derefter indgive klage.

Det er vigtigt, at den værnepligtige, som tænker på at klage, overvejer sagen grundigt og gør sig klart, om han ikke selv ved sin egen opførsel har givet anledning til det, der er sket. Har den værnepligtige besluttet sig til at klage, må man selvfølgelig nøje holde sig til sandheden. Menige, der ikke selv har været genstand for den tiltale eller den behandling, som omtales i klagen, må ikke være med til at klage, men kan naturligvis blive afhørt som vidner.

Er den menige i tvivl om klagereglerne, vil han altid kunne søge oplysning hos sine foresatte, der har ansvaret for, at der ydes korrekt vejledning.

Værnepligtige talsmænd, der handler på andre værnepligtiges vegne, kan, før klagen indgives, søge vejledning hos den stedlige socialkonsulent, som har pligt til at yde vejledning, eventuelt efter at han - uden udgift for den, der søger råd - har fået juridisk bistand."

I tjenestevejledning for K-værnepligtige i det kommunale civilforsvar (Tjenestevejledning) udfærdiget af Civilforsvarsstyrelsen i 1987 er som rettelsesblad af april måned 1988 indlagt en beskrivelse af klagemulighederne, som i alt væsentligt svarer til beskrivelsen af den ovenfor citerede grundbog - dog er afsnittet om forebyggelse af klage udeladt.

Vejledning for anvendelse af disciplinarmidler på de til civilforsvarstjeneste indkaldte værnepligtige m.fl. udfærdiget af Civilforsvarsstyrelsen i 1978 indeholder side 12-13 en generel beskrivelse af mulighederne for at påklage afgørelser om disciplinarmidler til henholdsvis Disciplinarnævnet og Ankenævnet. Under punkterne 8 og 10 om henholdsvis "Disciplinarsagens gennemførelse" og "Disciplinarnævnet" er det udtrykkeligt anført, at disciplinarmyndigheden skal sikre sig, at klageren er bekendt med reglerne om klage.

Klagemulighederne vedrørende anvendelse af disciplinarmidler er generelt beskrevet side 57 i Grundbogen og side 78 i Tjenestevejledningen.

A gjorde i klagen til mig gældende, dels at bekendtgørelse nr. 564 af 1988 savner hjemmel, dels at den ordning, der er gennemført som alternativ til forvaltningslovens § 25, stk. 1, ikke var tilstrækkeligt betryggende.

Indenrigsministeriet afviste i en udtalelse i anledning af klagen - under henvisning til oplysningerne ovenfor om baggrunden for udstedelse af bekendtgørelsen og den måde, klagevejledning gives i praksis - begge indsigelser.

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

"Idet jeg henviser til det, der er anført ovenfor om forarbejdsbemærkningerne til forvaltningslovens § 25, stk. 2, skal jeg først bemærke, at der ikke er tvivl om, at bestemmelsen indeholder bemyndigelse for indenrigsministeren til efter forhandling med justitsministeren administrativt at fravige bestemmelsen i stk. 1, samt at afvigelsen kan gå ud på, at der i stedet for individuel klagevejledning gives en generel klagevejledning i reglementsbøger eller lignende, dvs. netop sådanne ordninger, som er gennemført inden for Civilforsvarets område.

Den generelle vejledning om klagemulighederne i henholdsvis Grundbogen og Tjenestevejledningen vedrørende afgørelser om uddannelsesforløbet samt over foresattes optræden må efter min mening anses for lige så betryggende som individuel vejledning i forbindelse med meddelelse af den enkelte afgørelse. Når det samtidig tages i betragtning, at vejledningen også omfatter faktisk optræden og dermed går videre end pligten i forvaltningslovens § 25, stk. 1, har jeg for så vidt ikke bemærkninger til denne del af klagevejledningsordningen.

Jeg finder dog at burde pege på, at afsnittet om "Forebyggelse af klager" s. 16 i Grundbogen i visse passager er holdt i en formanende stil, som kan befrygtes at virke hæmmende også i forhold til berettigede klager.

Bemærkningen det anførte sted om, at menige, der ikke selv har været genstand for den tiltale eller behandling, som omtales i klagen, ikke "må være med til at klage", finder jeg uheldig og misvisende. Jeg skal herved henvise til, at der ikke i øvrigt ses at være støtte i lovgivningen for den opfattelse, at vidner til en episode, som ønskes påklaget, generelt skulle være afskåret fra at stå som medunderskrivere af klagen. Hertil kommer, at det i forvaltningslovens § 8, stk. 1, er bestemt, at "den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre." Formuleringen i Grundbogens s. 16 kan give det indtryk, at en sådan repræsentation er begrænset til talsmænd for så vidt angår de dér omtalte klagesager.

Jeg har samtidig hermed henstillet til Indenrigsministeriet at søge den pågældende vending omformuleret i forbindelse med en kommende revision af Grundbogen, samt bedt ministeriet underrette mig om resultatet af min henstilling.

For så vidt angår klager over disciplinarmidler må jeg forstå ordningen således, at der udover den generelle klagevejledning i henholdsvis Grundbogen og Tjenestevejledningen gives individuel klagevejledning i forbindelse med meddelelsen af afgørelsen. I forhold til disse afgørelser er der således i praksis ikke gennemført en fravigelse af forvaltningslovens § 25, stk. 1, og denne del af klageordningen kan derfor ikke give mig grundlag for kritik. Da der i praksis ikke synes at være behov for at fravige pligten i forvaltningslovens § 25, stk. 1, til at give individuel klagevejledning for så vidt angår afgørelser om disciplinarmidler, har jeg henstillet til Indenrigsministeriet at overveje at lade klage over disse afgørelser udgå af bekendtgørelse nr. 564 af 23. september 1988. Jeg har udbedt mig underretning om resultatet af ministeriets overvejelser."

Klagevejledning for Civilforsvarets værnepligtige.

A rettede henvendelse om Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 564 af 23. september 1988 om klagevejledning for civilforsvarets værnepligtige. Bekendtgørelsen har følgende indhold

"I henhold til § 25, stk. 2, i forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985, og efter forhandling med justitsministeren fastsættes følgende

Resumé

Indenrigsministeriet har i henhold til § 25, stk. 2, i forvaltningsloven udstedt bekendtgørelse nr. 564 af 23. september 1988 om klagevejledning for Civilforsvarets værnepligtige. Herefter gives vejledningen om værnepligtiges mulighed for at klage over afgørelser i deres grundbøger.

A klagede til ombudsmanden over ordningen og gjorde gældende, at bekendtgørelsen savnede hjemmel, samt at den ordning, der var gennemført som alternativ til kravet om individuel klagevejledning i forvaltningslovens § 25, stk. 1, ikke var tilstrækkeligt betryggende.

Ombudsmanden anså det for utvivlsomt, at forvaltningslovens § 25, stk. 2, indeholder bemyndigelse for indenrigsministeren til at fravige § 25, stk. 1, og at fravigelsen kan gå ud på, at der i stedet for individuel klagevejledning gives en generel klagevejledning i tjenestebøger eller lignende.

Den generelle vejledning i grundbøgerne om klagemulighederne vedrørende uddannelsesforløb og foresattes optræden måtte efter ombudsmandens mening anses for lige så betryggende som en individuel vejledning. Ombudsmanden pegede dog på, at afsnittet om forebyggelse af klager var holdt i en sådan stil, at det kunne virke hæmmende på også berettigede klager. Desuden anså ombudsmanden det for uheldigt og misvisende, at det var anført, at menige, der ikke selv var genstand for behandling, ikke må være med til at klage. Ombudsmanden henstillede til Indenrigsministeriet at søge de pågældende vendinger omformuleret i forbindelse med en kommende revision af grundbøgerne.

Det fremgik af sagen, at der i praksis gives individuel vejledning udover den generelle klagevejledning vedrørende muligheden for et påklage afgørelser om disciplinarmidler. Da der ikke i praksis syntes at være behov for at fravige forvaltningslovens § 25, stk. 1, i denne henseende, henstillede ombudsmanden til Indenrigsministeriet at overveje at lade disse afgørelser udgå af bekendtgørelse nr. 564. (J. nr. 1989-704-45).