Betydningen af retsforlig for afgørelse om slettelse af medlemskab af arbejdsløshedskasse på grund af svig.

Betydningen af retsforlig for afgørelse om slettelse af medlemskab af arbejdsløshedskasse på grund af svig.

A klagede over en afgørelse fra Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen (nu Arbejdsmarkedets Ankenævn) i skrivelse af 27. september 1989. Ved afgørelsen fastholdt ankenævnet sine tidligere afgørelser i A's sag om slettelse af arbejdsløshedskassemedlemskab på grund af svig.

A havde i skrivelse af 16. august 1989 anmodet ankenævnet om at genoptage sagen, for så vidt angik afgørelsen om svigsslettelse, idet han henviste til en tilkendegivelse fra Vestre Landsret i forbindelse med et retsforlig indgået den 15. februar 1989 under en ankesag mellem A's fagforbund og A om tilbagebetaling af et med urette modtaget dagpengebeløb.

Retssagen om tilbagebetaling blev anlagt, efter at Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen senest ved afgø-relse af 16. juli 1985 havde fastholdt, at A skulle tilbagebetale dagpenge modtaget med urette i perioden fra den 1. juli 1978 til den 30. september 1979, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, samt slettes som medlem af sin arbejdsløshedskasse på grund af svig, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Ankenævnets afgørelse af 16. juli 1985 havde været indbragt for Folketingets Ombudsmand, som i en skrivelse af 14. april 1986 til A udtalte

"Efter min gennemgang af det nu tilvejebragte materiale og sagens øvrige akter skal jeg meddele, at jeg ikke finder at have grundlag for at kritisere den afgørelse, som ankenævnet traf i skrivelsen af 16. juli 1985. Jeg bemærker herved, at jeg som tidligere nævnt i overensstemmelse med Vestre Landsrets dom må lægge til grund, at De har været selvstændig erhvervsdrivende i den omhandlede periode.

Med de tilvejebragte oplysninger kan jeg ikke lægge til grund, at Deres fagforening/arbejdsløshedskasse havde et sådant nøje kendskab til Deres beskæftigelsesforhold, at det udelukker, at slettelse af medlemskab af arbejdsløshedskassen kan ske. Den nærmere afklaring og den retlige vurdering af beskæftigelsesforholdet ses først endeligt at være foretaget af retten i Silkeborg og Vestre Landsret på grundlag af partsforklaring og vidneafhøring."

(Den i citatet nævnte retssag vedrørte et arbejdsvederlag og var anlagt af A mod en tidligere forretningspartner).

Den seneste retssag vedrørte som anført alene spørgsmålet om tilbagebetaling. Vestre Landsret tilkendegav følgende (jf. retsbogsudskrift af 15. februar 1989)

"Efter votering tilkendegav retten, at sagens udfald ved en eventuel dom vil blive en stadfæstelse. Som begrundelse herpå oplyst retten, at den som også statueret under sagerne ved byret og landsret mod (den tidligere forretningspartner) og antaget af Arbejdsdirektoratet, Ankenævnet og Ombudsmanden må lægge til grund, at appellanten i den relevante periode ikke har været ansat hos (forretningspartneren), men har måttet opfattes som selvstændig erhvervsdrivende, i hvilken forbindelse det fremhæves, at der ikke har været indeholdt A-skat i de til ham udbetalte beløb.

Retten finder herefter, at appellanten ikke har haft krav på udbetaling af dagpengebeløbene på ialt 31.059 kr.

Selv om der ikke findes fornødne holdepunkter for at fastslå, at appellanten har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, findes den uberettigede udbetaling af be-løbene at burde tilregnes appellanten, der ikke har givet arbejdsløshedskassen de fornødne oplysninger til bedømmelse af forholdet, hvorfor tilbagebetalingskravet tages til følge, da en forældelsesfrist tidligst har kunnet løbe fra Arbejdsdirektoratets afgørelse af 9. september 1982, og da der ikke findes grundlag for at nedsætte beløbet.

Sagen forligtes herefter således, at appellanten, (A), forpligter sig til inden 14 dage til indstævnte, (fagforbundet), at betale 31.059 kr. med sædvanlig procesrente fra den 18. december 1986, til betaling sker.

..."

I modsætning hertil havde byretten fundet, at A havde gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, hvorfor kravet fandtes omfattet af den 20-årige forældelse.

I genoptagelsesanmodningen til ankenævnet henviste A til, at Vestre Landsret i sin tilkendegivelse havde statueret, at der ikke forelå svig, og han gjorde gældende, at han derfor var blevet slettet som medlem af arbejdsløshedskassen med urette. A henviste endvidere til en sag omtalt i ankenævnets beretning for årene 1978, 1979 og 1980, s. 140 ff.

I skrivelsen af 27. september 1989 meddelte ankenævnet følgende afgørelse

"...

Ankenævnet fastholder, at (A) har udvist et forhold, der er omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Ankenævnet finder ikke, at Landsrettens bemærkninger vedrørende medlemmets subjektive forhold, der er afgivet i forbindelse med tilkendegivelsen vedrørende de nedlagte påstande om stadfæstelse af byrettens dom/frifin-delse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb, giver grundlag for at ændre nævnets afgørelse.

Ankenævnet finder, at der ved Landsrettens bemærkninger er taget stilling til tilbagebetalingen og forældelses-problematikken, og at der ikke herved er taget endelig stilling til, om forholdet kan anses for svigagtigt ef-ter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

..."

I klageskrivelsen til mig henviste A til sagens specielle omstændigheder. Han fandt det mærkværdigt, at landsrettens tilkendegivelse var blevet tilsidesat.

I forbindelse med, at jeg anmodede ankenævnet og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om udtalelser i anledning af A's klage, bad jeg om at modtage en redegørelse for praksis vedrørende tilsvarende sager samt en nærmere begrundelse for, at A's sag havde fået et andet udfald end den sag, der er omtalt i nævnets beretning for årene 1978, 1979 og 1980, s. 140 ff.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen anførte i sin udtalelse

"... skal direktoratet bemærke, at sagen for Vestre

Landsret alene drejede sig om, hvorvidt medlemmet skulle tilbagebetale de fejludbetalte dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, og dermed om, hvorvidt betingelserne for denne bestemmelses anvendelse var opfyldt. Denne tilbagebetalingssag var rejst af arbejdsløshedskassen.

Der var dog ikke anledning for arbejdsløshedskassen til at argumentere for, at der forelå svig efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, ligesom tilbagebetalingssagen ikke gav de instanser, der havde truffet svigsafgørelsen (direktoratet og ankenævnet), anledning til at deltage i sagen.

Endvidere var det ikke nødvendigt for Vestre Landsret at tage endelig stilling til, om der forelå svig, da tilbagebetalingspligt efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, også foreligger i tilfælde af visse grovere former for uagtsomhed.

Direktoratet er derfor af den opfattelse, at Vestre Landsret ved sin tilkendegivelse ikke har taget endelig stilling til, om betingelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, var opfyldt, og at det afgørende for forligets indgåelse var rettens tilkendegivelse om, at sagens udfald ved en dom ville blive en stadfæstelse af byrettens dom og dermed, at medlemmet skulle tilbagebetale det omhandlede beløb.

Endelig skal direktoratet til spørgsmålet fra Folketingets Ombudsmand om praksis i tilsvarende sager oplyse, at en dom om, at betingelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, ikke er opfyldt, naturligvis bliver lagt uprøvet til grund, medmindre dommen ankes. Tilsvarende vil en klar tilkendegivelse fra retten - i en sådan sag - om, at betingelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, ikke er opfyldt, blive lagt til grund, hvis tilkendegivelsen resulterer i et retligt forlig.

..."

I en udtalelse til mig anførte ankenævnet

"... skal man meddele, at ankenævnets praksis er i overensstemmelse med den i åresberetningen for 78, 79 og 80 nævnte. Ankenævnet lægger i sin afgørelse rettens endelige vurdering af et medlems subjektive forhold til dagpengeudbetalingen til grund, uanset om dette sker ved afsigelse af en dom eller ved en tilkendegivelse fra retten.

Ankenævnet kan vedr. praksis henvise til 3 tidligere afgørelser i B 131-76, B 179-78 og B 384-83, der vedlægges i kopi.

Når (A's) sag har fået et andet udfald end den i årsberetningen for 78, 79 og 80 nævnte skyldes dette, at ankenævnet bl.a. på grundlag af de for retten nedlagte påstande har fundet, at vurderingen af medlemmets subjektive forhold, i relation til spørgsmålet om den af ankenævnet ikendte sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, ikke kunne anses for endeligt afklaret ved Vestre Landsrets tilkendegivelse.

Ankenævnet har derfor fastholdt, at (A) har udvist et forhold, der er omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Ankenævnet kan i øvrigt henholde sig til det af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen anførte."

Ankenævnet fremsendte senere til yderligere belysning af nævnets praksis kopi af en afgørelse af 22. december 1989.

Efter at have modtaget kopi af udtalelserne anførte A, at det klart fremgik af Silkeborg Rets dom og Vestre Landsrets tilkendegivelse, at spørgsmålet om svig blev behandlet under retssagen. Han havde ikke nu - på grund af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens tilintetgørelse af diverse materiale fra sagen - mulighed for at dokumentere, at der ikke havde foreligget svig, ligesom arbejdsløshedskassen tilsvarende ikke havde haft mulighed for at dokumentere svig.

Jeg udtalte følgende

"Min undersøgelse i sagen har alene rettet sig mod det forhold, at ankenævnet har fastholdt sin afgørelse om svigsslettelse på trods af Vestre Landsrets tilkendegivelse af 15. februar 1989.

Ankenævnets tidligere afgørelse om (bl.a.) slettelse på grund af svig har den tidligere ombudsmand behandlet og taget stilling til i sin udtalelse af 14. april 1986.

Efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, kan et medlemskab af en arbejdsløshedskasse slettes, såfremt den pågældende gør sig skyldig i "svigagtigt forhold" over for kassen.

De afgørelser, jeg har modtaget fra ankenævnet til belysning af nævnets praksis i sager, hvor der er truffet en domstolsafgørelse af betydning for spørgsmålet om svigsslettelse, vedrører alle tilfælde, hvor der har været rejst tiltale mod medlemmet for bedrageri efter straffelovens § 279, men er sket frifindelse som følge af manglende (bevis for) berigelsesforsæt. I samtlige sager har ankenævnet afvist, at der var grundlag for svigsslettelse efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, med henvisning til domstolsafgørelsen i straffesagen.

Ankenævnet har i sin udtalelse af 15. december 1989 til mig givet udtryk for, at nævnet "lægger... rettens endelige vurdering af et medlems subjektive forhold til grund, uanset om dette sker ved afsigelse af en dom eller ved en tilkendegivelse fra retten".

Som begrundelse for, at ankenævnet i (A's) sag har fastholdt afgørelsen om svigsslettelse, har nævnet henvist til, at man ikke fandt, at vurderingen af hans subjektive forhold "i relation til spørgsmålet om den af ankenævnet ikendte sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87", kunne anses for endeligt afklaret ved Vestre Landsrets tilkendegivelse. Ankenævnet henviser i den forbindelse til de nedlagte påstande og henholder sig i øvrigt til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens udtalelse af 8. november 1989.

Jeg går ud fra, at ankenævnet dermed hentyder til (jf. direktoratets udtalelse), at der var tale om en sag om tilbagebetaling, at der ikke var anledning for arbejdsløshedskassen til at argumentere for svig under sagen eller for direktoratet og ankenævnet at deltage i sagen, og at det ikke var nødvendigt for landsretten at tage stilling til, om der forelå svig.

Jeg kan i og for sig være enig med ankenævnet i, at der ikke i samme omfang, som det er tilfældet under en straffesag om bedrageri, har været anledning til bevisførelse og procedure om spørgsmålet om svigagtigt forhold/berigelsesforsæt.

Efter min gennemgang af det i sagen foreliggende materiale vedrørende retssagen må jeg imidlertid gå ud fra, at svigsspørgsmålet har været inddraget under retssagen i betydeligt omfang.

Byretten fandt, at (A) havde gjort sig skyldig i "et svigagtigt forhold i civilretlig forstand". Vestre Landsret fandt i sin tilkendegivelse "ikke ... fornødne holdepunkter for at fastslå, at (A) har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold".

På denne baggrund må jeg være betænkelig ved at tilslutte mig ankenævnets opfattelse af, at der ikke i forbindelse med retssagen kan siges at ligge en endelig afklaring af (A's) subjektive forhold i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1. Jeg henviser i den forbindelse også til de klare udtalelser i byretsdommens præmisser og Vestre Landsrets tilkendegivelse.

Jeg har derfor henstillet til ankenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse over for (A) på baggrund af det, jeg har anført.

Jeg har anmodet ankenævnet om underretning om, hvad der videre sker i sagen."

Resumé

Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen havde senest i 1985 fastholdt, at A skulle tilbagebetale arbejdsløshedsdagpenge modtaget med urette i en periode samt slettes som medlem af sin arbejdsløshedskasse på grund af svig, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Under en senere retssag anlagt af arbejdsløshedskassen mod A vedrørende tilbagebetalingskravet blev der under ankesagen i landsretten indgået retsforlig. Landsretten tilkendegav herunder i forbindelse medspørgsmålet om kravets forældelse, at "der ikke findes fornødne holdepunkter for at fastslå, at (A) har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold ..." - I modsætning hertil havde byretten fundet, at A havde gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, hvorfor kravet fandtes omfattet af den 20-årige forældelse.

A anmodede ankenævnet om at genoptage sagen om svigsslettelse med henvisning til, at landsretten ved sin tilkendegivelse havde statueret, at der ikke forelå svig, men ankenævnet fastholdt slettelsen.

Ombudsmanden udtalte, at han i og for sig kunne være enig med ankenævnet i, at der ikke i samme omfang som under en straffesag om bedrageri havde været anledning til bevisførelse og procedure om spørgsmålet om svigagtigt forhold eller berigelsesforsæt. Han måtte imidlertid efter gennemgangen af det foreliggende materiale om retssagen gå ud fra, at svigsspørgsmålet havde været inddraget under retssagen i betydeligt omfang. Ombudsmanden var på denne baggrund betænkelig ved at tilslutte sig ankenævnets opfattelse af, at der ikke i forbindelse med retssagen kunne siges at ligge en endelig afklaring af A's subjektive forhold i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1. Han henviste i den forbindelse til de klare udtalelser i byretsdommens præmisser og landsrettens tilkendegivelse.

Ombudsmanden henstillede til ankenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.

Med skrivelse af 20. juni 1990 meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn, at nævnet på baggrund af det af ombudsmanden anførte havde ophævet sin afgørelse om svigsslettelse. Ombudsmanden meddelte ankenævnet, at han tog det oplyste til efterretning.

(J.nr. 1989-1592-024).