Urigtige, faktiske oplysninger ved afslag på lempelse af restskat
Statutory Text (3 Articles)
Urigtige, faktiske oplysninger ved afslag på lempelse af restskat
Under henvisning til, at en afgørelse vedrørende eftergivelse af restskat var truffet på grundlag af urigtige, faktiske oplysninger om skatteydernes økonomiske forhold, henstillede ombudsmanden til skattedepartementet, at sagen blev taget op til fornyet behandling, og at der blev meddelt de pågældende nye afgørelser på grundlag af rigtige oplysninger om deres økonomiske forhold.
(J.
nr. 1986-305-220)
A og hans hustru klagede over, at skattemyndighederne havde afslået deres ansøgninger om eftergivelse af restskatter på henholdsvis 9.150 kr. og 6.364 kr. (opgjort pr. 30. oktober 1985 af X kommune) for indkomståret 1983.
Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at restskatterne bl.a. var opstået ved, at en resterende del af underskud fra indkomståret 1980 havde været forkert overført både ved forskudsregistreringerne og selvangivelserne for indkomståret 1981.
Efter at amtsskatteinspektoratet i Hjørring og statsskattedirektoratet havde meddelt, at deres ansøgninger om eftergivelse af restskatterne ikke kunne bevilges, anmodede deres revisor statsskattedirektoratet om at få sagen forelagt skattedepartementet.
Ved sagens oversendelse den 19. november 1985 til skattedepartementet anførte statsskattedirektoratet følgende
» …
Afgørelsen er truffet under hensyn til de stedlige myndigheders udtalelser samt på grundlag af de for direktoratet foreliggende oplysninger, herunder blandt andet, at der pr. 31. december 1984 var opført et bankindestående, der oversteg restancen.
Det tilføjes, at restancen vedrørende restskat for indkomståret 1983 udgør kr. 9.150.
Den trufne afgørelse indstilles fastholdt.«
I skrivelser af 4. december 1985 til revisoren meddelte skattedepartementet, at departementet efter behandling af sagen heller ikke kunne imødekomme det ansøgte.
I anledning af klagen til ombudsmanden anførte statsskattedirektoratet i skrivelse af 18. marts 1986 til skattedepartementet følgende
»Tilbagesendes med bilag til skattedepartementet, idet udtales, at direktoratet under hensyn til de foreliggende oplysninger om, at der for samme år er udbetalt overskydende skat, og at der på skattens forfaldstidspunkt var et bankindestående, som var større end restskatten, fortsat ikke kan anbefale lempelse.
Det tilføjes, at ifølge oplysninger fra X kommune d. 17/3-1986 er restskatten kr. 6.364 betalt d. 7/11-1985.«
Skattedepartementet henviste over for ombudsmanden til statsskattedirektoratets udtalelse og anførte, at departementet fortsat ikke fandt grundlag for at lempe den omhandlede restskat for indkomståret 1983, og at afslaget var i overensstemmelse med praksis.
Ombudsmanden udtalte følgende i en skrivelse til A
»Ved sagens bedømmelse må jeg lægge til grund, at de omhandlede restskatter pr. 30. oktober 1985 androg 15.514 kr., og ikke som statsskattedirektoratet har anført i sin udtalelse af 19. november 1985 til skattedepartementet 9.150 kr.
Da Deres og Deres hustrus bankindestående ifølge årsopgørelserne for indkomståret 1984 androg 9.322 kr., oversteg det ikke restancerne, således som statsskattedirektoratet har anført det i sine udtalelser af 19. november 1985 og 18. marts 1986 til skattedepartementet.
De har i øvrigt telefonisk over for en af mine medarbejdere oplyst, at restskatterne ikke blev betalt til (X) kommune den 7. november 1985 med 6.364 kr., men med 15.960 kr. (incl.
renter), og at det skete ved optagelse af et banklån på 16.000 kr., således som De har redegjort for i klagen af 1. marts 1986 til mig.
Da statsskattedirektoratets og skattedepartementets afgørelser herefter er truffet på grundlag af urigtige, faktiske oplysninger om Deres og Deres hustrus økonomiske forhold, har jeg fundet at burde henstille til skattedepartementet, at sagen tages op til fornyet behandling, og at der meddeles Dem og Deres hustru nye afgørelser på grundlag af rigtige oplysninger om de økonomiske forhold.«
I skrivelse af 6. november 1986 underrettede skattedepartementet ombudsmanden om, at departementet havde gennemgået sagen på ny, og at departementet under hensyn til de af ombudsmanden påpegede forhold, som statsskattedirektoratet havde beklaget, hvilket departementet havde tilsluttet sig, i betragtning af de seneste oplysninger om skatteydernes økonomiske forhold havde fundet grundlag for at eftergive halvdelen af restskatterne.
Ombudsmanden fandt herefter ikke grundlag for at foretage videre i sagen.