Bekendtgørelse om stabiliserings- og associeringsaftale af 9. april 2001 mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse om stabiliserings- og associeringsaftale af 9. april 2001 mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side
Efter indhentelse af Folketingets samtykke den 4. april 2002 har Danmark den 10. april 2002 godkendt stabiliserings- og associeringsaftalen af 9. april 2001 mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side.
Indgåelse af stabiliserings- og associeringsaftaler er et centralt led i EU's politik over for landene på det vestlige Balkan.
Stabiliserings- og associeringsaftalen mellem EU og dets medlemsstater på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side sigter mod at styrke og udvikle de politiske og økonomiske forbindelser mellem de to parter gennem etablering af en associering.
Formålet med associeringen er at styrke demokratiet og retsstaten i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og bidrage til politisk, økonomisk og institutionel stabilitet i landet og regionen.
Aftalen skaber en ramme for politisk dialog og for støtte til omstillingen til en fungerende markedsøkonomi i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, bl.a. gennem gradvis oprettelse af et frihandelsområde med EU og gennem en tilnærmelse af landets lovgivning til EU's.
Aftalen, som ikke gælder for Færøerne og Grønland, er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, nr. L 84 af 20. marts 2004 og kan ses på http://eur-lex.europa.eu/da/index.htm.
Aftalen trådte i medfør af dennes artikel 127 i kraft den 1. april 2004, og den erstatter samtidig samarbejdsaftalen af 29. april 1997 mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, jf. De Europæiske Fællesskabers Tidende, nr. L 348 af 18. december 1997.