Bekendtgørelse om aftale af 19. oktober 2005 med Det Europæiske Fællesskab om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
Statutory Text (1 Articles)
Bekendtgørelse om aftale af 19. oktober 2005 med Det Europæiske Fællesskab om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
Der er i Bruxelles den 19. oktober 2005 undertegnet en aftale mellem det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Aftalen er bekendtgjort som bilag til lov nr. 1563 af 20. december 2006, Lovtidende A.
Aftalen indebærer, at Danmark ved en såkaldt parallelaftale på mellemstatsligt grundlag tilknyttes reglerne i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen), således at reglerne i Bruxelles I-forordningen, som hidtil ikke har omfattet Danmark, kommer til at gælde mellem Danmark og de øvrige EU-medlemsstater. Bruxelles I-forordningen indeholder regler mellem EU-medlemsstaterne om, hvilke retter der er kompetente i internationale civile sager (værneting), og om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile sager.
Mellem EU-medlemsstaterne erstatter aftalen dels EF-domskonventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 26 af 2. maj 1996, Lovtidende C; dels konvention af 11. oktober 1977 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om privatretlige krav, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 39 af 7. juni 1978, Lovtidende C. Der henvises samtidig til Bruxelles I-forordningens artikel 68 og 69, jf. bilag til lov nr. 1563 af 20. december 2006, Lovtidende A.
Aftalen, som ikke gælder for Færøerne og Grønland, trådte i medfør af artikel 12, stk. 2, i kraft den 1. juli 2007.
For yderligere oplysninger om aftalen henvises til
http://eur-lex.europa.eu/da/accords/accords.htm
Udenrigsministeriet, den 12. juli 2007
Per Stig Møller