Bekendtgørelse af konvention af 11. april 1997 om anerkendelse af kvalifikationer inden for de videregående uddannelser i Europaregionen
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse
af
konvention af 11. april 1997 om anerkendelse af
kvalifikationer inden for de videregående uddannelser i
Europaregionen
I henhold til kgl. resolution af 12. februar 2003, og efter at Folketinget den 23. maj 2002 havde meddelt sit samtykke dertil, har Danmark ratificeret den under Europarådet udarbejdede konvention om anerkendelse af kvalifikationer inden for de videregående uddannelser i Europaregionen, som blev åbnet for undertegnelse i Lissabon den 11. april 1997.
Konventionen har følgende ordlyd (den franske, russiske og spanske tekst er udeladt her)
Oversættelse
KONVENTION OM ANERKENDELSE AF KVALIFIKATIONER INDEN FOR DE VIDEREGÅENDE UDDANNELSER I EUROPAREGIONEN, 1997
Deltagerstaterne i denne konvention
som er opmærksomme på, at retten til uddannelse er en menneskeret, og at videregående uddannelse, der tjener som middel til stræben efter og udvikling af kundskaber, udgør et usædvanligt værdifuldt kulturelt og videnskabeligt aktiv både for den enkelte og for samfundet,
som tager i betragtning, at videregående uddannelse bør spille en væsentlig rolle til fremme af fred, gensidig forståelse og tolerance såvel som til etablering af gensidig tillid mellem folkeslag og nationer,
som tager i betragtning, at den store uensartethed i uddannelsessystemerne i Europaregionen afspejler dens kulturelle, sociale, politiske, filosofiske, religiøse og økonomiske mangfoldighed, hvilket er et usædvanligt aktiv, som der fuldt ud bør tages hensyn til,
som ønsker at gøre det muligt for alle mennesker i regionen at drage fuld nytte af det værdifulde aktiv, som denne mangfoldighed er, ved at lette adgangen for indbyggerne i de enkelte stater og de studerende ved de enkelte deltagerstaters uddannelsesinstitutioner til de andre deltagerstaters uddannelsesressourcer, mere præcist ved at lette deres bestræbelser på at fortsætte deres uddannelse eller gennemføre en studieperiode ved videregående uddannelsesinstitutioner i disse andre deltagerstater,
som tager i betragtning, at anerkendelse af studier, beviser, diplomer og grader erhvervet i et andet land i Europaregionen udgør en vigtig foranstaltning til fremme af akademisk mobilitet mellem deltagerstaterne,
der lægger stor vægt på princippet om institutionernes autonomi, og som er opmærksomme på behovet for at værne om og beskytte dette princip,
der er overbevist om, at en rimelig anerkendelse af kvalifikationer er et væsentligt element af retten til uddannelse og samfundets ansvar,
der tager hensyn til Europarådets og UNESCOs konventioner vedrørende akademisk anerkendelse i Europa
Den europæiske konvention om ligestilling af eksaminer, der giver adgang til universitetsstudier (1953, ETS nr. 15) og det dertil hørende protokollat (1964, ETS nr. 49),
Den europæiske konvention om ligestilling af studieperioder ved universiteter (1956, ETS nr. 21),
Den europæiske konvention om akademisk anerkendelse af universitetsgrader (1959, ETS nr. 32),
Konvention om anerkendelse af studier, diplomer og grader inden for de videregående uddannelser i de stater, der tilhører Europaregionen (1979),
Den europæiske konvention om gensidig anerkendelse af studieperioder (1990, ETS nr. 138),
der ligeledes tager hensyn til den internationale konvention om anerkendelse af studier, diplomer og grader inden for de videregående uddannelser i de arabiske og europæiske stater, der grænser op til Middelhavet (1976), der er vedtaget i UNESCO-regi, og som delvis omfatter akademisk anerkendelse i Europa,
som er opmærksomme på, at denne konvention ligeledes bør ses i sammenhæng med de UNESCO-konventioner og den internationale rekommandation, der omfatter andre regioner i verden, såvel som på behovet for en bedre informationsudveksling mellem disse regioner,
som er opmærksomme på de vidtrækkende forandringer, der er foregået inden for de videregående uddannelsers område i Europaregionen siden disse konventioners vedtagelse, hvilket har ført til stærkt øgede forskelle inden for og mellem de nationale videregående uddannelsessystemer, såvel som på behovet for at tilpasse de retlige instrumenter og praksis til disse udviklinger,
som er opmærksomme på behovet for at finde frem til fælles løsninger af praktiske anerkendelsesproblemer i Europaregionen,
som er opmærksomme på behovet for at forbedre anerkendelsespraksis og gøre den mere gennemsigtig og bedre tilpasset den nuværende situation inden for de videregående uddannelser i Europaregionen,
der er sikkert forvisset om den positive betydning af en konvention, der er udarbejdet og vedtaget i fælles regi af Europarådet og UNESCO, der sørger for en ramme for den videre udvikling af anerkendelsespraksis i Europaregionen,
som er opmærksomme på betydningen af at sørge for permanente gennemførelsesmekanismer med henblik på at føre principperne og bestemmelserne i nærværende konvention ud i livet,
er blevet enige om følgende
Afsnit I
Definitioner
Artikel I
I denne konvention har følgende termer følgende betydning
Adgang (til videregående uddannelse)
Egnede kandidaters ret til at søge om og komme i betragtning ved optagelse til videregående uddannelse.
Optagelse (på videregående uddannelsesinstitutioner og studieprogrammer)
Den handling eller det system, der gør det muligt for egnede ansøgere at drive studier inden for de videregående uddannelser ved en given institution og/eller et givet studieprogram.
Vurdering (af institutioner eller studieprogrammer)
Processen til fastsættelse af undervisningens kvalitet ved en videregående uddannelsesinstitution eller et studieprogram.
Vurdering (af individuelle kvalifikationer)
Skriftlig vurdering eller evaluering af en persons udenlandske kvalifikationer foretaget af et kompetent organ.
Kompetent anerkendelsesmyndighed
Et organ, der officielt har fået til opgave at træffe bindende afgørelser om anerkendelse af udenlandske kvalifikationer.
Videregående uddannelse
Alle typer studier, eller grupper af studier, uddannelse eller forskeruddannelse efter ungdomsuddannelsesniveau, som er anerkendt af de relevante myndigheder i en deltagerstat som henhørende under dens videregående uddannelsessystem.
Videregående uddannelsesinstitution
En institution, der tilbyder videregående uddannelse, og som er anerkendt af den kompetente myndighed i en deltagerstat som henhørende under dens videregående uddannelsessystem.
Videregående studieprogram
Et studium, der er anerkendt af en deltagerstats kompetente myndighed som henhørende under dens videregående uddannelsessystem, og hvis gennemførelse giver den studerende en videregående uddannelseskvalifikation.
Studieperiode
Enhver komponent af et videregående studieprogram, der er blevet evalueret og dokumenteret, og som selv om det ikke udgør et fuldstændigt studieprogram i sig selv, udgør en betydelig erhvervelse af kundskaber eller færdigheder.
Kvalifikation
A. Videregående uddannelseskvalifikation
Enhver grad, diplom eller andet bevis, der er udstedt af en kompetent myndighed, og som attesterer vellykket gennemførelse af et videregående studieprogram.
B. Kvalifikation, der giver adgang til videregående uddannelse
Ethvert diplom eller andet bevis, der er udstedt af en kompetent myndighed, og som attesterer vellykket gennemførelse af en uddannelse og giver indehaveren af kvalifikationen ret til at komme i betragtning i forbindelse med optagelse på en videregående uddannelse (jf. definitionen for adgang).
Anerkendelse
En formel anerkendelse af en kompetent myndighed af værdien af en udenlandsk uddannelseskvalifikation med henblik på adgang til uddannelse og/eller beskæftigelse.
Krav
A. Generelle krav
Betingelser, der under alle omstændigheder skal være opfyldt for at opnå adgang til videregående uddannelse eller til et givet niveau heraf eller for at få tildelt en videregående uddannelseskvalifikation på et givet niveau.
B. Specifikke krav
Betingelser, der skal være opfyldt ud over de generelle krav for at få adgang til et særligt videregående studieprogram eller for at få tildelt en særlig videregående uddannelseskvalifikation inden for et givet studieområde.
Afsnit II
Myndigheders kompetence
Artikel II.1
1. I de tilfælde, hvor det er de centrale myndigheder i en deltagerstat, der har kompetencen til at træffe afgørelser i anerkendelsessager, er denne deltagerstat umiddelbart bundet af bestemmelserne i denne konvention og skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen af dens bestemmelser inden for dens territorium.
I de tilfælde, hvor kompetencen til at træffe afgørelser i anerkendelsessager ligger hos dele af deltagerstaten, skal deltagerstaten give en af depositarerne en kort redegørelse for dens forfatningsmæssige situation eller struktur på underskriftstidspunktet eller i forbindelse med deponeringen af dens ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller når som helst derefter. I sådanne tilfælde skal de kompetente myndigheder i de dele af deltagerstaterne, som er udpeget hertil, træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen af bestemmelserne i denne konvention inden for deres territorium.
2. I de tilfælde, hvor kompetencen til at træffe afgørelser i anerkendelsessager ligger hos de enkelte videregående uddannelsesinstitutioner eller andre organer, skal den enkelte deltagerstat i overensstemmelse med dens forfatningsmæssige situation eller struktur fremsende denne konventionstekst til disse institutioner eller organer og gøre alt for at tilskynde til, at bestemmelserne heri tages i betragtning og anvendes bedst muligt.
3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder mutatis mutandis anvendelse på deltagerstaternes forpligtelser i medfør af senere artikler i denne konvention.
Artikel II.2
Den enkelte deltagerstat, Pavestolen eller Det Europæiske Fællesskab skal på underskriftstidspunktet eller i forbindelse med deponeringen af dens ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller når som helst derefter informere en af depositarerne for nærværende konvention om de myndigheder, der har kompetence til at træffe forskellige kategorier af afgørelser i anerkendelsessager.
Artikel II.3
Intet i denne konvention må skønnes at fravige eventuelt gunstigere bestemmelser vedrørende anerkendelse af kvalifikationer udstedt i en af deltagerstaterne, der er indeholdt i eller stammer fra en eksisterende eller fremtidig traktat, som deltageren i denne konvention er eller kan blive deltager i.
Afsnit III
Grundlæggende principper i forbindelse med vurderingen af kvalifikationer
Artikel III.1
1. Indehavere af kvalifikationer udstedt i en af deltagerstaterne skal efter ansøgning til det rette organ have behørig adgang til en vurdering af disse kvalifikationer.
2. Der må ikke finde nogen forskelsbehandling sted i denne henseende på baggrund af ansøgerens køn, race, farve, handicap, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, ejerskab, fødsel eller anden status eller på baggrund af nogen andre omstændigheder, der ikke er forbundet med beskaffenheden af den kvalifikation, der søges anerkendelse af. For at sikre denne ret påtager den enkelte deltagerstat sig at træffe behørige foranstaltninger, således at vurdering af en ansøgning om anerkendelse af kvalifikationer udelukkende sker på grundlag af de erhvervede kundskaber og færdigheder.
Artikel III.2
Den enkelte deltagerstat skal sikre, at de procedurer og kriterier, der anvendes i forbindelse med vurderingen og anerkendelsen af kvalifikationer, er gennemskuelige, sammenhængende og vederhæftige.
Artikel III.3
1. Afgørelser om anerkendelse træffes på grundlag af behørig information om de kvalifikationer, der søges anerkendelse af.
2. I første instans ligger ansvaret for tilvejebringelsen af behørig information hos ansøgeren, der skal tilvejebringe denne information i god tro.
3. Uagtet ansøgerens ansvar skal de institutioner, der har udstedt de pågældende kvalifikationer, være forpligtet til, på ansøgerens anmodning og inden for rimelighedens grænser, at tilvejebringe relevant information til indehaveren af kvalifikationen, til institutionen eller til de kompetente myndigheder i det land, hvor der søges om anerkendelse.
4. Deltagerstaterne skal, alt efter hvad de finder behørigt, beordre eller tilskynde alle de uddannelsesinstitutioner, der henhører under deres uddannelsessystemer, til at imødekomme enhver rimelig anmodning om information med henblik på vurdering af kvalifikationer, der er erhvervet ved disse institutioner.
5. Ansvaret for at påvise, at en ansøgning ikke opfylder de relevante krav, ligger hos det organ, der foretager vurderingen.
Artikel III.4
For at lette anerkendelsen af kvalifikationer skal de enkelte deltagerstater sikre, at der foreligger behørig og gennemskuelig information om dets uddannelsessystem.
Artikel III.5
Afgørelser om anerkendelse skal træffes inden for en rimelig tidsfrist, der på forhånd er fastsat af den kompetente anerkendelsesmyndighed, og som regnes fra det tidspunkt, hvor al fornøden information i sagen foreligger. Hvis anerkendelse afvises, skal årsagerne til denne afvisning angives, og der skal informeres om eventuelle forholdsregler, som ansøgeren kan tage for at opnå anerkendelse på et senere tidspunkt. Hvis anerkendelse afvises, eller hvis der ikke træffes nogen afgørelse, skal ansøgeren have mulighed for at anke sagen inden for en rimelig tidsfrist.
Afsnit IV
Anerkendelse af kvalifikationer, der giver adgang til videregående uddannelse
Artikel IV.1
Den enkelte deltagerstat skal anerkende kvalifikationer, der er udstedt af andre deltagerstater, og som opfylder de generelle krav for adgang til videregående uddannelse i disse deltagerstater, når der er tale om adgang til studieprogrammer, der henhører under dens videregående uddannelsessystem, medmindre der kan påvises en betydelig forskel mellem de generelle krav for adgang i det land, hvor kvalifikationen erhvervedes, og i den deltagerstat, hvor der ansøges om anerkendelse af kvalifikationen.
Artikel IV.2
Subsidiært skal det være tilstrækkeligt for en deltagerstat at gøre det muligt for indehaveren af en kvalifikation udstedt i en af de andre deltagerstater at få en vurdering af denne kvalifikation på indehaverens anmodning, og bestemmelserne i Artikel IV.1 skal mutatis mutandis finde anvendelse på sådanne sager.
Artikel IV.3
I de tilfælde, hvor en kvalifikation kun giver adgang til særlige typer videregående uddannelsesinstitutioner eller studieprogrammer i den deltagerstat, hvor kvalifikationen er erhvervet, skal de andre deltagerstater give indehaverne af sådanne kvalifikationer adgang til tilsvarende særlige studieprogrammer ved institutioner, der henhører under dens videregående uddannelsessystem, medmindre der kan påvises en betydelig forskel i adgangskravene i den deltagerstat, hvor kvalifikationen er erhvervet og i den deltagerstat, hvor der ansøges om anerkendelse af kvalifikationen.
Artikel IV.4
I de tilfælde, hvor optagelse på særlige videregående studieprogrammer er afhængig af, at ansøgeren opfylder specifikke krav udover de generelle adgangskrav, kan de kompetente myndigheder i den pågældende deltagerstat ligeledes pålægge indehaverne af kvalifikationer erhvervet i de andre deltagerstater disse yderligere krav eller vurdere, om ansøgere med kvalifikationer erhvervet i andre deltagerstater opfylder tilsvarende krav.
Artikel IV.5
I de tilfælde, hvor afgangsbeviser i den deltagerstat, hvor de er erhvervet, kun giver adgang til videregående uddannelse i kombination med yderligere kompetencegivende eksaminer, kan de øvrige deltagerstater gøre adgang betinget af, at disse betingelser er opfyldt eller tilbyde et alternativ for opfyldelse af sådanne yderligere krav inden for deres egne uddannelsessystemer. Enhver stat, Pavestolen eller Det Europæiske Fællesskab kan på underskriftstidspunktet eller i forbindelse med deponeringen af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumentet, eller når som helst derefter, underrette en af depositarerne om, at den benytter sig af bestemmelserne i denne artikel, idet den nærmere angiver de deltagerstater, for hvem den har i sinde at gøre denne artikel gældende såvel som årsagerne herfor.
Artikel IV.6
Optagelse på en given videregående uddannelsesinstitution eller på et givet studieprogram ved en sådan uddannelsesinstitution kan uden at være præjudicerende for bestemmelserne i artikel IV.1, IV.2, IV.3, IV.4 og IV.5 begrænses eller gøres selektiv. I tilfælde, hvor optagelse på en videregående uddannelsesinstitution og/eller på et givet studieprogram er selektiv, skal optagelsesprocedurerne udformes med henblik på at sikre, at vurderingen af udenlandske kvalifikationer foretages i henhold til de principper om rimelighed og ikkeforskelsbehandling, som er beskrevet i Afsnit III.
Artikel IV.7
Optagelse på en given videregående uddannelsesinstitution kan uden at være præjudicerende for bestemmelserne i artikel IV.1, IV.2, IV.3, IV.4 og IV.5 gøres betinget af, at ansøgeren kan demonstrere tilstrækkelig kompetence i det eller de sprog, der undervises på ved den pågældende institution eller i andre nærmere angivne sprog.
Artikel IV.8
I de deltagerstater, hvor adgang til videregående uddannelse kan ske på grundlag af utraditionelle kvalifikationer, skal lignende kvalifikationer erhvervet i andre deltagerstater vurderes på lignende måde som de utraditionelle kvalifikationer, der er erhvervet i den deltagerstat, hvor der søges om anerkendelse.
Artikel IV.9
Den enkelte deltagerstat kan, når det gælder optagelse på videregående studieprogrammer, gøre anerkendelse af kvalifikationer udstedt af udenlandske uddannelsesinstitutioner, der opererer inden for dens territorium, betinget af opfyldelse af særlige krav i den nationale lovgivning eller særlige aftaler indgået med de deltagerstater, hvor disse institutioner har deres oprindelse.
Afsnit V
Anerkendelse af studieperioder
Artikel V.1
Den enkelte deltagerstat skal anerkende studieperioder, der er gennemført i en anden deltagerstat inden for rammerne af et videregående studieprogram. Denne anerkendelse skal omfatte sådanne studieperioder henimod slutningen af et videregående studieprogram i den deltagerstat, hvor der søges om anerkendelse, medmindre der kan påvises at være væsentlige forskelle mellem de studieperioder, der er gennemført i en anden deltagerstat, og den del af det videregående studieprogram, som de ville træde i stedet for i den deltagerstat, hvor der søges om anerkendelse.
Artikel V.2
Subsidiært bør det være tilstrækkeligt for en deltagerstat at gøre det muligt for en person, der har gennemført en studieperiode i en anden deltagerstat inden for rammerne af et videregående studieprogram, at få en vurdering af denne studieperiode efter dennes ansøgning, og bestemmelserne i Artikel V.1 skal mutatis mutandis finde anvendelse på en sådan sag.
Artikel V.3
Især skal den enkelte deltagerstat lette anerkendelsen af studieperioder, når
a der har været en forudgående aftale mellem på den ene side den videregående uddannelsesinstitution eller kompetente myndighed, der er ansvarlig for den relevante studieperiode og på den anden side den videregående uddannelsesinstitution eller kompetente myndighed, der er ansvarlig for den anerkendelse, der søges om; og
b den videregående uddannelsesinstitution, hvor studieperioden er gennemført, har udstedt et bevis eller karakterudskrift, der attesterer, at den studerende har opfyldt de fastsatte krav for den pågældende studieperiode.
Afsnit VI
Anerkendelse af videregående uddannelseskvalifikationer
Artikel VI.1
I det omfang en afgørelse om anerkendelse er baseret på de kundskaber og færdigheder, der attesteres af den videregående uddannelseskvalifikation, skal den enkelte deltagerstat anerkende de videregående uddannelseskvalifikationer, der tildeles i en anden deltagerstat, medmindre der kan påvises en væsentlig forskel mellem den kvalifikation, der søges om anerkendelse af, og den tilsvarende kvalifikation i den deltagerstat, hvor der søges om anerkendelse.
Artikel VI.2
Subsidiært er det tilstrækkeligt, at en deltagerstat gør det muligt for indehaveren af en videregående uddannelseskvalifikation udstedt i en af de øvrige deltagerstater at få en vurdering af denne kvalifikation efter ansøgning herom, og bestemmelserne i Artikel VI.1 finder mutatis mutandis anvendelse i sådan en sag.
Artikel VI.3
Anerkendelse i en deltagerstat af en videregående uddannelseskvalifikation udstedt i en anden deltagerstat vil få en eller begge nedenstående konsekvenser
a adgangen til videre studier på et højere niveau, herunder relevante eksaminer og/eller til forberedelse af doktorgraden sker på samme betingelser, som gælder for indehavere af nationale kvalifikationer fra den deltagerstat, hvor der søges om anerkendelse;
b anvendelsen af en akademisk titel sker i henhold til de love og regler, der er fastsat af den deltagerstat, hvor der søges om anerkendelse, eller af en kompetent myndighed herunder.
Herudover kan anerkendelse lette adgangen til arbejdsmarkedet i medfør af de love og regler, der er fastsat af den deltagerstat, hvor der søges om anerkendelse, eller af en kompetent myndighed herunder.
Artikel VI.4
En vurdering i en deltagerstat af en videregående uddannelseskvalifikation udstedt i en anden deltagerstat kan antage form af
a generel vejledning med henblik på beskæftigelse;
b vejledning til en uddannelsesinstitution med henblik på optagelse på et af dens studieprogrammer;
c vejledning til en anden kompetent anerkendelsesmyndighed.
Artikel VI.5
Den enkelte deltagerstat kan gøre anerkendelse af videregående uddannelseskvalifikationer udstedt af udenlandske uddannelsesinstitutioner, der opererer inden for dens territorium, betinget af opfyldelsen af særlige krav i den nationale lovgivning eller særlige aftaler indgået med den deltagerstat, hvor disse institutioner har deres oprindelse.
Afsnit VII
Anerkendelse af kvalifikationer, som indehaves af flygtninge, hjemstavnsfordrevne og personer i en flygtningelignende situation
Artikel VII
Den enkelte deltagerstat skal tage alle mulige og rimelige skridt inden for rammerne af dens uddannelsessystem og i overensstemmelse med dens forfatnings-, lov- og bekendtgørelsesmæssige bestemmelser til at udvikle procedurer med henblik på at foretage en rimelig og hurtig vurdering af, hvorvidt flygtninge, hjemstavnsfordrevne og personer i en flygtningelignende situation opfylder de relevante krav for adgang til videregående uddannelse, til videre studier på et højere niveau eller til beskæftigelse, og endog i tilfælde, hvor de kvalifikationer, der er erhvervet i en af deltagerstaterne, ikke kan bekræftes ved hjælp af tilgængelig dokumentation.
Afsnit VIII
Information om vurdering af videregående uddannelsesinstitutioner og studieprogrammer
Afsnit VIII.1
Den enkelte deltagerstat skal tilvejebringe behørig information om alle institutioner, der henhører under dets videregående uddannelsessystem, og om alle studieprogrammer, der tilbydes af disse institutioner med henblik på at gøre de kompetente myndigheder i andre deltagerstater i stand til at konstatere, om kvaliteten af de kvalifikationer, der er udstedt af disse institutioner, begrunder anerkendelse i den deltagerstat, hvor der søges om anerkendelse. Sådan information skal antage følgende form
a hvad angår deltagerstater, der har etableret et system til formel vurdering af videregående uddannelsesinstitutioner og studieprogrammer: information om metoder og resultater af denne vurdering og om de kvalitetsstandarder, der gælder for den enkelte type videregående uddannelsesinstitution, der udsteder, og for de studieprogrammer, der fører til, videregående uddannelseskvalifikationer;
b hvad angår deltagerstater, der ikke har etableret et system til formel vurdering af videregående uddannelsesinstitutioner og studieprogrammer: information om anerkendelse af de forskellige kvalifikationer, der erhverves ved alle de videregående uddannelsesinstitutioner eller inden for alle de videregående studieprogrammer, der henhører under deres videregående uddannelsessystemer.
Artikel VIII.2
Den enkelte deltagerstat skal sørge behørigt for udvikling, vedligeholdelse og tilvejebringelse af
a en oversigt over de forskellige typer videregående uddannelsesinstitutioner, der henhører under dens videregående uddannelsessystem, med angivelse af de typiske kendetegn ved hver enkelt institutionstype;
b en liste over anerkendte institutioner (offentlige og private), der henhører under dens videregående uddannelsessystem med angivelse af deres kompetence til at tildele forskellige typer kvalifikationer og kravene for at få adgang til hver enkelt type institution og studieprogram;
c en beskrivelse af de videregående studieprogrammer;
d en liste over uddannelsesinstitutioner, der er beliggende uden for dens territorium, og som deltagerstaten anser for at henhøre under dens uddannelsessystem.
Afsnit IX
Information om anerkendelsesspørgsmål
Artikel IX.1
For at lette anerkendelsen af kvalifikationer inden for de videregående uddannelser påtager deltagerstaterne sig at etablere gennemskuelige systemer til fuldstændig beskrivelse af de erhvervede kvalifikationer.
Artikel IX.2
1. I erkendelse af behovet for relevant, præcis og ajourført information etablerer og understøtter den enkelte deltagerstat et nationalt informationscenter og notificerer en af depositarerne om dets etablering eller om eventuelle ændringer, der måtte berøre det.
2. I den enkelte deltagerstat skal det være informationscentrets opgave
a at lette adgangen til officiel og præcis information om det videregående uddannelsessystem og de videregående uddannelseskvalifikationer i det land, hvor det er beliggende;
b at lette adgangen til information om de øvrige deltagerstaters videregående uddannelsessystemer og kvalifikationer;
c at sørge for vejledning eller information om anerkendelsesspørgsmål og vurdering af kvalifikationer i overensstemmelse med nationale love og bestemmelser.
3. Alle de nationale informationscentre skal råde over de ressourcer, der skal til for at kunne udfylde deres funktioner.
Artikel IX.3
Deltagerstaterne skal via de nationale informationscentre eller på anden vis tilskynde deres videregående uddannelsesinstitutioner til at anvende UNESCOs/Europarådets diplomsupplement eller et hvilket som helst andet lignende dokument.
Afsnit X
Gennemførelsesmekanismer
Artikel X.1
Følgende organer skal føre tilsyn med, tilskynde til og lette konventionens gennemførelse
a Udvalget vedrørende konventionen om anerkendelse af kvalifikationer inden for de videregående uddannelser i Europaregionen;
b Det europæiske net af nationale informationscentre om akademisk mobilitet og anerkendelse (ENIC-nettet) etableret ved beslutning truffet af Europarådets Ministerkomité den 9. juni 1994 og UNESCOs regionaludvalg for Europa den 18. juni 1994.
Artikel X.2
1. Udvalget vedrørende konventionen om anerkendelse af kvalifikationer inden for de videregående uddannelser i Europaregionen (herefter benævnt ”udvalget”) etableres hermed. Det skal bestå af en repræsentant for hver deltagerstat.
2. For så vidt angår artikel X.2 skal termen ”deltagerstat” ikke finde anvendelse på Det Europæiske Fællesskab.
3. De stater, der er nævnt i artikel XI.1.1 og Pavestolen, kan, hvis de ikke deltager i denne konvention, deltage i udvalgets møder med observatørstatus. Det samme gælder for Det Europæiske Fællesskab og formanden for ENIC-nettet. Repræsentanter for statslige og ikke-statslige organisationer, der beskæftiger sig med anerkendelsesspørgsmål i regionen, kan også blive inviteret til at deltage i udvalgets møder med observatørstatus.
4. Formanden for UNESCOs regionaludvalg for anvendelsen af konventionen om anerkendelse af studier, diplomer og grader inden for de videregående uddannelser i de stater, der tilhører Europaregionen, skal også inviteres til at deltage i udvalgets møder med observatørstatus.
5. Udvalget skal tilskynde til anvendelse af denne konvention og skal føre tilsyn med dens gennemførelse. Med dette for øje kan det ved beslutninger truffet af et flertal af deltagerstaterne vedtage rekommandationer, erklæringer, protokollater og regler for god praksis med henblik på at vejlede de kompetente myndigheder i deltagerstaterne i deres gennemførelse af konventionen og i deres behandling af ansøgninger om anerkendelse af videregående uddannelseskvalifikationer. Deltagerstaterne vil ikke være bundet af sådanne tekster, men de skal bestræbe sig bedst muligt på at anvende dem, underrette de kompetente myndigheder om teksternes eksistens og tilskynde til deres anvendelse. Udvalget skal høre ENIC-nettet, inden det træffer sine beslutninger.
6. Udvalget skal referere til de relevante organer i Europarådet og UNESCO.
7. Udvalget skal opretholde forbindelser til UNESCOs regionaludvalg for anvendelsen af de konventioner om anerkendelse af studier, diplomer og grader inden for de videregående uddannelser, der er vedtaget i UNESCO-regi.
8. Et flertal af deltagerstaterne skal udgøre et beslutningsdygtigt flertal.
9. Udvalget skal vedtage sin egen forretningsorden. Det skal mødes ordinært mindst én gang hvert tredje år. Udvalget skal mødes første gang, inden der er gået et år efter konventionens ikrafttrædelse.
10. Udvalgets sekretariat skal varetages af Europarådets generalsekretær og UNESCOs generaldirektør i fællesskab.
Artikel X.3
1. Den enkelte deltagerstat skal udpege det nationale informationscenter, der skal etableres og understøttes i medfør af artikel IX.2, som medlem af det europæiske net af nationale informationscentre om akademisk mobilitet og anerkendelse (ENIC-nettet). I de tilfælde, hvor en deltagerstat etablerer og understøtter mere end ét nationalt center i medfør af artikel IX.2, skal alle disse være medlemmer af nettet, men de pågældende nationale informationscentre skal kun råde over én stemme.
2. ENIC-nettet, der i dets sammensætning er begrænset til at omfatte deltagerstaternes nationale informationscentre, skal støtte og assistere de kompetente nationale myndigheder med den praktiske gennemførelse af konventionen. Nettet skal afholde plenarmøde mindst én gang om året. Det skal i overensstemmelse med dets kommissorium vælge dets egen formand og forretningsudvalg.
3. ENIC-nettets sekretariat skal varetages af Europarådets generalsekretær og UNESCOs generaldirektør i fællesskab.
4. Deltagerstaterne skal via ENIC-nettet samarbejde med de andre deltagerstaters nationale informationscentre og herunder gøre det muligt for dem at indsamle al information, der måtte være til nytte for de nationale informationscentre i deres aktiviteter i relation til akademisk anerkendelse og mobilitet.
Afsnit XI
Afsluttende bestemmelser
Artikel XI.1
1. Denne konvention står åben for undertegnelse af
a Europarådets medlemsstater;
b medlemsstaterne i UNESCOs Europaregion;
c enhver anden undertegnende, kontraherende stat eller deltager i Europarådets europæiske kulturkonvention og/eller i UNESCOs konvention om anerkendelse af studier, diplomer og grader inden for de videregående uddannelser i de stater, der tilhører Europaregionen,
der er blevet inviteret til at deltage i den diplomatiske konference til vedtagelse af denne konvention.
2. Disse stater og Pavestolen kan udtrykke deres samtykke til at være bundet af
a undertegnelse uden forbehold af ratifikation, accept eller godkendelse; eller
b undertegnelse med forbehold af ratifikation, accept eller godkendelse fulgt af ratifikation, accept eller godkendelse; eller
c tiltrædelse.
3. Undertegnelse finder sted hos en af depositarerne. Ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne deponeres hos en af depositarerne.
Artikel XI.2
Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på en måned, efter at fem stater, herunder mindst tre medlemsstater af Europarådet og/eller UNESCOs Europaregion har udtrykt deres samtykke til at være bundet af konventionen. Den træder for alle de øvrige stater i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på en måned efter den dag, hvor de har udtrykt deres samtykke til at være bundet af konventionen.
Artikel XI.3
1. Efter denne konventions ikrafttrædelse kan enhver stat, der ikke henhører under en af de kategorier, der er nævnt i artikel XI.1, anmode om tiltrædelse til denne konvention. Enhver anmodning herom skal stiles til en af depositarerne, der sender den til deltagerstaterne mindst tre måneder inden mødet i udvalget vedrørende konventionen om anerkendelse af kvalifikationer inden for de videregående uddannelser i Europaregionen. Depositaren skal ligeledes informere Europarådets Ministerkomité og UNESCOs Styrelsesråd.
2. Beslutningen om at invitere en stat, der anmoder herom, til at tiltræde denne konvention, skal træffes af et flertal af 2/3 af deltagerstaterne.
3. Efter denne konventions ikrafttrædelse kan Det Europæiske Fællesskab tiltræde den efter en anmodning fra dets medlemsstater, der skal stiles til en af depositarerne. I dette tilfælde finder artikel XI.3.2 ikke anvendelse.
4. For så vidt angår tiltrædende stater eller Det Europæiske Fællesskab, træder konventionen i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på en måned efter deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet hos en af depositarerne.
Artikel XI.4
1. Deltagerne i denne konvention, der samtidig er deltagere i en eller flere af følgende konventioner
Den europæiske konvention om ligestilling af eksaminer, der giver adgang til universitetsstudier (1953, ETS nr. 15) og det dertil hørende protokollat (1964, ETS nr. 49),
Den europæiske konvention om ligestilling af studieperioder ved universiteter (1956, ETS nr. 21),
Den europæiske konvention om akademisk anerkendelse af universitetsgrader (1959, ETS nr. 32),
Den internationale konvention om anerkendelse af studier, diplomer og grader inden for de videregående uddannelser i de arabiske og europæiske stater, der grænser op til Middelhavet (1976),
Konventionen om anerkendelse af studier, diplomer og grader inden for de videregående uddannelser i de stater, der tilhører Europaregionen (1979),
Den europæiske konvention om gensidig anerkendelse af studieperioder (1990, ETS nr. 138),
a skal anvende bestemmelserne i denne konvention i deres gensidige relationer;
b skal fortsætte med at anvende ovennævnte konventioner, som de er deltagere i, i deres relationer til andre stater, der er deltagere i disse konventioner men ikke i nærværende konvention.
2. Deltagerne i denne konvention påtager sig at afholde sig fra at blive deltagere i nogen af de konventioner, der er nævnt i stk. 1, og som de ikke allerede er deltagere i, med undtagelse af den internationale konvention om anerkendelse af studier, diplomer og grader inden for de videregående uddannelser i de arabiske og europæiske stater, der grænser op til Middelhavet.
Artikel XI.5
1. Enhver deltagerstat kan i forbindelse med undertegnelsen eller deponeringen af dens ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter nærmere præcisere det territorium eller de territorier, som denne konvention skal finde anvendelse på.
2. Enhver stat kan på et hvilket som helst senere tidspunkt ved en erklæring stilet til en af depositarerne udvide anvendelsen af denne konvention til ethvert andet territorium, der er nærmere præciseret i erklæringen. For så vidt angår et sådant territorium skal konventionen træde i kraft den første dag i den måned, der følger efter en periode på en måned, efter at depositaren har modtaget en sådan erklæring.
3. Enhver erklæring givet i henhold til stk. 1 eller 2 kan for så vidt angår ethvert territorium nærmere præciseret i en sådan erklæring tilbagekaldes ved en notifikation stilet til en af depositarerne. Tilbagekaldelsen træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på en måned, efter at depositaren har modtaget en sådan notifikation.
Artikel XI.6
1. Enhver deltagerstat kan til enhver tid opsige denne konvention ved en notifikation stilet til en af depositarerne.
2. En sådan opsigelse træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tolv måneder, efter at depositaren har modtaget notifikationen. En sådan opsigelse berører imidlertid ikke anerkendelsesafgørelser, der er truffet forud i medfør af bestemmelserne i denne konvention.
3. Ophør eller suspension af denne konvention som følge af en deltagerstats krænkelse af en bestemmelse, der er væsentlig for opfyldelsen af formålet eller hensigten med denne konvention, skal behandles i henhold til international ret.
Artikel XI.7
1. Enhver stat, Pavestolen eller Det Europæiske Fællesskab kan i forbindelse med undertegnelsen eller deponeringen af dens ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter erklære, at den forbeholder sig ret til helt eller delvist ikke at anvende en eller flere af følgende artikler i denne konvention
Artikel IV.8
Artikel V.3
Artikel VI.3
Artikel VIII.2
Artikel IX.3
Ingen andre forbehold kan fremsættes.
2. Enhver deltagerstat, der har taget et forbehold i henhold til stk. 1, kan helt eller delvist tilbagekalde det ved en notifikation stilet til en af depositarerne. Tilbagekaldelsen træder i kraft den dag, hvor depositaren modtager en sådan notifikation.
3. En deltagerstat, der har fremsat forbehold med hensyn til en bestemmelse i denne konvention, kan ikke kræve anvendelse af denne bestemmelse af nogen anden deltagerstat. Den kan imidlertid, hvis dens forbehold er delvist eller betinget, kræve anvendelse af denne bestemmelse, for så vidt som den selv har accepteret den.
Artikel XI.8
1. Ændringsforslag til denne konvention kan vedtages af udvalget vedrørende konventionen om anerkendelse af kvalifikationer inden for de videregående uddannelser i Europaregionen af 2/3 flertal blandt deltagerstaterne. Ethvert ændringsforslag vedtaget på denne måde skal indarbejdes i et protokollat til denne konvention. Protokollatet præciserer de nærmere enkeltheder i forbindelse med dets ikrafttrædelse, der i alle tilfælde kræver samtykke fra de deltagerstater, der vil blive bundet af det.
2. Der kan ikke foretages nogen ændring af afsnit III i denne konvention i medfør af den procedure, der er nævnt i stk. 1.
3. Ethvert ændringsforslag skal fremsættes for en af depositarerne, der skal videresende det til deltagerstaterne senest tre måneder inden udvalgets møde. Depositaren skal ligeledes informere Europarådets Ministerkomité og UNESCOs Styrelsesråd.
Artikel XI.9
1. Europarådets generalsekretær og UNESCOs generaldirektør er depositarer for denne konvention.
2. Den depositar, som en retsakt, notifikation eller meddelelse er blevet deponeret hos, skal underrette deltagerstaterne i denne konvention såvel som de andre medlemsstater i Europarådet og/eller UNESCOs Europaregion om
a enhver undertegnelse;
b deponeringen af ethvert instrument om ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse;
c enhver ikrafttrædelsesdato for denne konvention i medfør af bestemmelserne i artikel XI.2 og XI.3.4;
d ethvert forbehold fremsat i medfør af bestemmelserne i artikel XI.7 og tilbagekaldelse af eventuelle forbehold fremsat i medfør af bestemmelserne i artikel XI.7;
e enhver opsigelse af denne konvention i medfør af artikel XI.6;
f alle erklæringer fremsat i medfør af bestemmelserne i artikel II.1 eller artikel II.2;
g alle erklæringer fremsat i medfør af bestemmelserne i artikel IV.5;
h enhver anmodning om tiltrædelse fremsat i medfør af bestemmelserne i artikel XI.3;
i ethvert forslag fremsat i medfør af bestemmelserne i artikel XI.8;
j enhver anden retsakt, notifikation eller meddelelse i relation til denne konvention.
3. Den depositar, der modtager en meddelelse eller foretager en notifikation i medfør af bestemmelserne i denne konvention, skal straks informere den anden depositar herom.
Til bekræftelse heraf har de nedenstående repræsentanter, som har behørig fuldmagt dertil, undertegnet denne konvention.
Udfærdiget i Lissabon den 11. april 1997 på engelsk, fransk, russisk og spansk, således at de fire tekster har samme gyldighed, i to eksemplarer, hvoraf det ene skal deponeres i Europarådets arkiv og det andet i UNESCOs arkiv. En bekræftet genpart skal sendes til de stater, der er omtalt i artikel XI.1, til Pavestolen og til Det Europæiske Fællesskab samt til De Forenede Nationers sekretariat.
Konventionen trådte i medfør af artikel XI.2 i kraft den 1. februar 1999.
Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes den 20. marts 2003 hos generalsekretæren for Europarådet, som i henhold til konventionens artikel XI.9 er depositar. Konventionen er i medfør af artikel XI.3 trådt i kraft for Danmark den 1. maj 2003. I henhold til artikel IX.2 har Danmark som central myndighed udpeget: Undervisningsministeriet, Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser (CVUU), H.C. Andersens Boulevard 43, 1553 København V.
Der blev i forbindelse med deponeringen jf. artikel XI.5, afgivet en erklæring, hvorefter konventionen ikke finder anvendelse for Færøerne og Grønland.
Oplysninger om andre landes tiltrædelse m.v. kan fås hos Europarådet på adressen: http://conventions.coe.int.
Udenrigsministeriet, den 2. oktober 2003
Per Stig Møller
Afsnit I - Definitioner
Artikel I
Afsnit II - Myndigheders kompetence
Artikel II
Artikel II
Artikel II
Afsnit III - Grundlæggende principper i forbindelse med
Artikel III
Artikel III
Artikel III
Artikel III
Artikel III
Afsnit IV - Anerkendelse af kvalifikationer, der giver adgang
Artikel IV
Artikel IV
Artikel IV
Artikel IV
Artikel IV
Artikel IV
Artikel IV
Artikel IV
Artikel IV
Afsnit V - Anerkendelse af studieperioder
Artikel V
Artikel V
Artikel V
Afsnit VI - Anerkendelse af videregående
Artikel VI
Artikel VI
Artikel VI
Artikel VI
Artikel VI
Afsnit VII - Anerkendelse af kvalifikationer, som indehaves af
Artikel VII
Afsnit VIII - Information om vurdering af videregående
Afsnit VIII
Artikel VIII
Afsnit IX - Information om anerkendelsesspørgsmål
Artikel IX
Artikel IX
Artikel IX
Afsnit X - Gennemførelsesmekanismer
Artikel X
Artikel X
Artikel X
Afsnit XI - Afsluttende bestemmelser
Artikel XI
Artikel XI
Artikel XI
Artikel XI
Artikel XI
Artikel XI
Artikel XI
Artikel XI
Artikel XI