Bekendtgørelse af europæisk konvention af 6. november 1997 om statsborgerret
Table of Provisions (53)
Statutory Text (53 Articles)
Artikel 1
Konventionens formål
Denne konvention fastlægger principper og regler for fysiske personers statsborgerret samt regler vedrørende værnepligten i tilfælde af dobbelt statsborgerret, som de kontraherende staters nationale lovgivning skal være i overensstemmelse med.
KAPITEL 1 -
KAPITEL 1
Generelle forhold
Artikel 2
Definitioner
I denne konvention
a) forstås ved »statsborgerret« det retlige bånd mellem en person og en stat, mens begrebet ikke indeholder nogen angivelse af personens etniske oprindelse;
b) forstås ved »dobbelt statsborgerret« det forhold, at en person har statsborgerret i to eller flere lande på samme tid;
c) forstås ved »barn« enhver person under atten år, med mindre myndighedsalderen opnås tidligere i henhold til den lovgivning, der gælder vedrørende barnet;
d) forstås ved »national lovgivning« alle former for bestemmelser i det nationale retssystem, herunder forfatningen, lovgivningen, bekendtgørelser, retspraksis, almindelige regler og procedurer så vel som regler, der hidrører fra bindende internationale instrumenter.
KAPITEL III
Regler vedrørende statsborgerret
KAPITEL II
Generelle principper vedrørende statsborgerret
KAPITEL IV
Procedurer vedrørende statsborgerret
KAPITEL IX
Konventionens anvendelse
KAPITEL VIII
Samarbejde mellem de kontraherende stater
KAPITEL VII
Værnepligt i tilfælde af dobbelt statsborgerret
KAPITEL VI
Statssuccession og statsborgerret
KAPITEL V
Dobbelt statsborgerret
KAPITEL X
Afsluttende bestemmelser
Artikel 3
Statens kompetence
1. Enhver stat fastsætter ifølge sin egen lovgivning, hvem der er dens statsborgere.
2. Denne lovgivning skal anerkendes af andre stater, for så vidt den er i overensstemmelse med gældende internationale konventioner, de almindelige folkeretlige regler samt almindeligt anerkendte retsprincipper vedrørende statsborgerret.
Artikel 4
Principper
Enhver kontraherende stats regler om statsborgerret skal baseres på følgende principper
a) enhver har ret til at besidde statsborgerret;
b) statsløshed skal undgås;
c) ingen kan fratages sin statsborgerret på et vilkårligt grundlag;
d) hverken indgåelse eller opløsning af ægteskab mellem en statsborger i en kontraherende stat og en udlænding, eller den omstændighed, at den ene af ægtefællerne erhverver statsborgerret i et andet land under ægteskabet, har automatisk betydning for den anden ægtefælles statsborgerret.
Artikel 5
Ikke-diskrimination
1. En kontraherende stats regler vedrørende statsborgerret må ikke indeholde forskelle eller omfatte praksis, der indebærer, at der finder forskelsbehandling sted på grund af køn, religion, race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse.
2. Enhver kontraherende stat skal følge princippet om ikke at forskelsbehandle sine statsborgere, uanset om de har erhvervet indfødsret ved fødslen eller efterfølgende.
Artikel 6
Erhvervelse af indfødsret
1. Ifølge enhver kontraherende stats nationale lovgivning erhverver følgende personer ex lege indfødsret
a) Børn født af forældre, hvoraf den ene på tidspunktet for barnets fødsel er i besiddelse af statsborgerret i den kontraherende stat, medmindre andet følger af landets nationale lovgivning vedrørende børn født i udlandet. For så vidt angår børn, hvis forældreforhold er fastslået ved anerkendelse, retsafgørelse eller lignende, kan en kontraherende stat bestemme, at barnet erhverver indfødsret som fastlagt i den nationale lovgivning;
b) hittebørn, som bliver fundet på den pågældende stats område, og som ellers ville være statsløse.
2. Ifølge enhver kontraherende stats nationale lovgivning erhverves indfødsret af børn, der er født på den pågældende stats område, og som ikke ved fødslen erhverver indfødsret i en anden stat. Indfødsretten erhverves
a) ved fødslen ex lege ; eller
b) efterfølgende af børn, som er statsløse, efter ansøgning til den rette myndighed fra eller på vegne af det pågældende barn efter de i den kontraherende stats nationale lovgivning foreskrevne regler. Det kan bestemmes, at ansøgning kun kan indgives af personer, der har haft lovligt og fast ophold i det pågældende land i en periode på højst fem år umiddelbart forud for indgivelse af ansøgningen.
3. Ifølge enhver kontraherende stats nationale lovgivning skal der gives mulighed for naturalisation af personer med lovligt og fast ophold i det pågældende land. Ifølge de af den kontraherende stat opstillede betingelser for naturalisation, kan der højst kræves fast ophold i en periode på ti år, før en ansøgning kan indgives.
4. Enhver kontraherende stat skal i sin nationale lovgivning lette erhvervelsen af indfødsret for følgende personer
a) personer, der er gift med en af landets statsborgere,
b) børn af forældre, hvoraf den ene er i besiddelse af statsborgerret i landet, idet de er omfattet af den i artikel 6, stk. 1, litra a), fastsatte undtagelse,
c) børn af forældre, hvoraf den ene erhverver eller har erhvervet statsborgerret i landet,
d) adoptivbørn, hvor adoptanten er i besiddelse af statsborgerret i landet,
e) personer, som er født på det pågældende lands område og har lovligt og fast ophold der,
f) personer, som i en periode inden det fyldte 18. år har haft lovligt og fast ophold i det pågældende land, idet varigheden af den pågældendes faste ophold i landet bestemmes ifølge den pågældende kontraherende stats nationale lovgivning,
g) statsløse personer og anerkendte flygtninge med lovligt og fast ophold i landet.
Artikel 7
Fortabelse af statsborgerret ex lege eller på foranledning af en kontraherende stat
1. Enhver kontraherende stats nationale lovgivning må ikke indeholde bestemmelser om fortabelse af statsborgerret ex lege eller på foranledning af den kontraherende stat, bortset fra følgende tilfælde
a) frivillig erhvervelse af fremmed statsborgerret,
b) erhvervelse af statsborgerret i den kontraherende stat gennem bedragerisk handlemåde, urigtige oplysninger eller fortielse af relevante forhold fra ansøgerens side,
c) frivillig fremmed militærtjeneste,
d) handlemåde, som er til alvorlig skade for den kontraherende stats vitale interesser,
e) et manglende reelt tilknytningsforhold mellem den kontraherende stat og en statsborger med fast bopæl i udlandet,
f) hvor det fastslås i løbet af et barns mindreårighed, at de i landets nationale lovgivning fastsatte betingelser, som førte til barnets ex lege erhvervelse af statsborgerret i den kontraherende stat, ikke længere er opfyldt,
g) adoption af et barn, hvis barnet erhverver eller er i besiddelse af den ene eller begge adoptivforældrenes fremmede statsborgerret.
2. En kontraherende stats nationale lovgivning kan indeholde bestemmelser om, at børn, hvis forældre fortaber deres statsborgerret i det pågældende land, ligeledes fortaber denne statsborgerret, bortset fra de af stk. 1, litra c) og d), omfattede tilfælde. Børn fortaber imidlertid ikke statsborgerretten, hvis den ene af deres forældre fortsat besidder den.
3. En kontraherende stats nationale lovgivning må ikke indeholde bestemmelser om, at statsborgerretten fortabes i medfør af denne artikels stk. 1 og 2, hvis den pågældende person derved ville blive statsløs, dog med undtagelse af de i stk. 1, litra b), omtalte tilfælde.
Artikel 8
Fortabelse af statsborgerret på personens egen foranledning
1. Enhver kontraherende stat skal tillade, at en person kan løses fra sin statsborgerret, dog på betingelse af, at den pågældende ikke derved bliver statsløs.
2. En kontraherende stat kan imidlertid i sin nationale lovgivning bestemme, at alene statsborgere, som har deres faste bopæl i et andet land, kan give afkald på deres statsborgerret.
Artikel 9
Generhvervelse af statsborgerret
Enhver kontraherende stat skal i de tilfælde og på de betingelser, som er fastsat i landets nationale lovgivning, lette generhvervelsen af statsborgerret i landet for landets tidligere statsborgere, som har lovligt og fast ophold i landet.
Artikel 10
Behandling af ansøgninger
Enhver kontraherende stat skal sikre, at ansøgninger om erhvervelse, bevarelse, fortabelse, generhvervelse eller udstedelse af dokumentation for erhvervelse af statsborgerret i landet behandles inden for en rimelig tidsfrist.
Artikel 11
Afgørelser
Enhver kontraherende stat skal sikre, at afgørelser, der vedrører erhvervelse, bevarelse, fortabelse, generhvervelse eller udstedelse af dokumentation for erhvervelse af statsborgerret i landet, indeholder skriftlige begrundelser.
Artikel 12
Ret til fornyet prøvelse
Enhver kontraherende stat skal sikre, at afgørelser, der vedrører erhvervelse, bevarelse, fortabelse, generhvervelse eller udstedelse af dokumentation for erhvervelse af statsborgerret i landet, kan gøres til genstand for fornyet administrativ eller retslig prøvelse i overensstemmelse med landets nationale lovgivning.
Artikel 13
Gebyrer
1. Enhver kontraherende stat skal sikre, at gebyret for erhvervelse, bevarelse, fortabelse, generhvervelse eller udstedelse af dokumentation for erhvervelse af statsborgerret i landet er rimeligt.
2. Enhver kontraherende stat skal sikre, at størrelsen af gebyret for en fornyet administrativ eller retslig prøvelse ikke udgør en hindring for ansøgerne.
Artikel 14
Tilfælde af dobbelt statsborgerret ex lege
1. En kontraherende stat skal tillade
a) at børn, som ved fødslen automatisk har erhvervet statsborgerret i forskellige lande, bevarer denne.
b) sine statsborgere at være i besiddelse af fremmed statsborgerret, såfremt denne erhverves automatisk ved ægteskab.
2. Bevarelsen af den i stk. 1 omtalte statsborgerret i forskellige lande sker med forbehold for de relevante bestemmelser i denne konventions artikel 7.
Artikel 15
Andre mulige tilfælde af dobbelt statsborgerret
Denne konventions bestemmelser begrænser ikke en kontraherende stats ret til i sin nationale lovgivning at bestemme hvorvidt
a) statsborgere, som erhverver eller er i besiddelse af statsborgerret i en anden stat, bevarer eller fortaber deres statsborgerret i den kontraherende stat;
b) erhvervelse eller bevarelse af statsborgerret er betinget af afkald på eller fortabelse af fremmed statsborgerret.
Artikel 16
Bevarelse af tidligere statsborgerret
En kontraherende stat må ikke gøre en persons erhvervelse eller bevarelse af statsborgerret betinget af, at vedkommende giver afkald på eller fortaber fremmed statsborgerret, såfremt afkald eller fortabelse ikke er mulig eller ikke med rimelighed kan påkræves.
Artikel 17
Rettigheder og forpligtelser i forbindelse med dobbelt statsborgerret
1. Statsborgere, som bor i en kontraherende stat, og som har fremmed statsborgerret, skal i den kontraherende stat have samme rettigheder og forpligtelser som statens øvrige statsborgere.
2. Bestemmelserne i dette kapitel vedrører ikke
a) folkerettens regler vedrørende diplomatisk eller konsulær beskyttelse, som en kontraherende stat yder en af sine statsborgere, der samtidigt har fremmed statsborgerret;
b) de kontraherende staters anvendelse af internationale privatretlige regler i tilfælde af dobbelt statsborgerret.
Artikel 18
Principper
1. I spørgsmål om statsborgerret i tilfælde af statssuccession skal enhver berørt kontraherende stat respektere principperne for en retsstat, reglerne vedrørende menneskerettighederne og de principper, der er indeholdt i denne konventions artikel 4 og 5 samt i denne artikels stk. 2, i særdeleshed med henblik på at undgå tilfælde af statsløshed.
2. Ved afgørelsen af, om statsborgerret kan tillægges eller bevares i tilfælde af statssuccession, skal enhver berørt kontraherende stat navnlig lægge vægt på nedenstående forhold
a) et virkeligt og faktisk eksisterende tilknytningsforhold mellem den pågældende person og staten;
b) den omstændighed, at den pågældende person har fast bopæl i staten på tidspunktet for statssuccessionen;
c) den pågældende persons eget udtrykkelige ønske;
d) den pågældende persons geografiske oprindelse.
3. Såfremt erhvervelsen af statsborgerret er betinget af fortabelse af fremmed statsborgerret, finder bestemmelserne i denne konventions artikel 16 anvendelse.
Artikel 19
Afgørelse i henhold til international aftale
I tilfælde af statssuccession skal de berørte kontraherende stater søge at regulere spørgsmål vedrørende statsborgerret ved indbyrdes aftale samt i påkommende tilfælde under inddragelse af deres relationer til andre berørte stater. Sådanne aftaler skal respektere de principper og regler, der er indeholdt, eller hvortil der henvises, i dette kapitel.
Artikel 20
Principper vedrørende ikke-statsborgere
1. Enhver kontraherende stat skal respektere følgende principper
a) statsborgere i en forgængerstat med fast bopæl i det område, over hvilket suveræniteten er overgået til en successorstat, og som ikke har erhvervet statsborgerret i denne, er berettigede til at forblive i denne stat;
b) de i litra a) omhandlede personer skal behandles på lige fod med successorstatens egne statsborgere for så vidt angår sociale og økonomiske rettigheder.
2. Enhver kontraherende stat kan udelukke de i stk. 1 omhandlede personer fra ansættelse i offentlig tjeneste, som indebærer myndighedsudøvelse.
Artikel 21
Opfyldelse af værnepligten
1. Personer med statsborgerret i to eller flere kontraherende stater skal kun gøre militærtjeneste i en af disse.
2. Anvendelsen af stk. 1 kan fastlægges ved særlig aftale mellem de kontraherende stater.
3. Medmindre andet er eller senere måtte blive bestemt ved særlig aftale, gælder følgende bestemmelser for personer med statsborgerret i to eller flere af de kontraherende stater
a) Enhver sådan person skal opfylde sine militære forpligtelser over for den kontraherende stat, hvor han har sin faste bopæl. Dog kan han inden det fyldte 19. år vælge at gøre militærtjeneste som frivillig i en anden kontraherende stat, hvor han ligeledes har statsborgerret, forudsat at den samlede og effektive tjenestetid mindst har et omfang svarende til den aktive militære tjenestetid, der gælder i den førstnævnte kontraherende stat;
b) En person, som har fast bopæl i en kontraherende stat, hvor han ikke har statsborgerret, eller i et land, som ikke er en kontraherende stat, kan vælge at gøre militærtjeneste i en hvilken som helst kontraherende stat, hvor han har statsborgerret;
c) En person, som i overensstemmelse med de i litra a) og b) fastsatte regler opfylder sin værnepligt i en kontraherende stat i overensstemmelse med denne stats lovgivning, anses for at have opfyldt sine militære forpligtelser over for enhver af de kontraherende stater, hvor han ligeledes har statsborgerret;
d) En person, som før denne konventions ikrafttræden mellem de kontraherende stater, hvor han har statsborgerret, har opfyldt sine militære forpligtelser over for en af disse i overensstemmelse med den pågældende stats lovgivning, anses for at have opfyldt de samme forpligtelser over for enhver anden af de kontraherende stater, hvor han ligeledes har statsborgerret;
e) En person, som i overensstemmelse med litra a) har gjort aktiv militærtjeneste i den ene af de kontraherende stater, hvor han har statsborgerret, og som senere flytter sin faste bopæl til den anden af de kontraherende stater, hvor han har statsborgerret, skal kun gøre militærtjeneste i reserven i sidstnævnte stat;
f) Anvendelsen af denne artikel virker ikke på nogen måde præjudicerende for de pågældende personers statsborgerret;
g) I tilfælde af, at en kontraherende stat mobiliserer, har de i denne artikel indeholdte forpligtelser ikke bindende virkning for den pågældende stat.
Artikel 22
Fritagelse for værnepligt eller alternativ civil tjeneste
Medmindre andet er eller måtte blive bestemt ved særskilt aftale, finder følgende bestemmelser anvendelse på personer med statsborgerret i to eller flere kontraherende stater
a) Denne konventions artikel 21, stk. 3, litra c), finder anvendelse på personer, som er fritaget for militærtjeneste eller har gjort civil tjeneste som et alternativ;
b) En person, som har statsborgerret i en kontraherende stat, som ikke har tvungen værnepligt, anses for at have opfyldt sine militære forpligtelser, når han har fast bopæl i den pågældende stat. Derimod anses han ikke for at have opfyldt sine militære forpligtelser over for en kontraherende stat, hvor han ligeledes har statsborgerret, og hvor der er tvungen værnepligt, medmindre den faste bopæl har været opretholdt indtil en bestemt alder, som de pågældende kontraherende stater skal give meddelelse om på undertegnelsestidspunktet eller ved deponeringen af deres ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter;
c) Ligeledes anses en person, der har statsborgerret i en kontraherende stat, som ikke har tvungen værnepligt, for at have opfyldt sine militære forpligtelser, når han har gjort militærtjeneste som frivillig i en samlet effektiv periode, der mindst svarer til omfanget af den aktive militærtjeneste, der gælder i den stat, hvor han ligeledes har statsborgerret, uanset hvor han har sin faste bopæl.
Artikel 23
Samarbejde mellem de kontraherende stater
1. Med henblik på at lette samarbejdet mellem de kontraherende stater, skal deres kompetente myndigheder
a) give Europarådets generalsekretær oplysninger om deres nationale lovgivning vedrørende statsborgerret, herunder tilfælde af statsløshed og dobbelt statsborgerret, og om udviklinger, der måtte vedrøre anvendelsen af denne konvention;
b) på anmodning give hinanden oplysninger om deres nationale lovgivning vedrørende statsborgerret og om udviklinger, der måtte vedrøre anvendelsen af denne konvention.
2. De kontraherende stater skal samarbejde indbyrdes og med Europarådets øvrige medlemsstater inden for rammerne af det kompetente mellemstatslige organ under Europarådet med henblik på at behandle alle relevante problemer og fremme en progressiv udvikling af retsprincipper og praksis vedrørende statsborgerret og dermed beslægtede spørgsmål.
Artikel 24
Udveksling af oplysninger
Enhver kontraherende stat kan til enhver tid med forbehold af den gældende registerlovgivning erklære, at den vil informere en anden kontraherende stat, der har afgivet samme erklæring, om at statsborgere i denne anden stat frivilligt har erhvervet statsborgerret i den pågældende stat. I en sådan erklæring kan det tilkendegives, under hvilke betingelser den kontraherende stat vil afgive de pågældende oplysninger. Erklæringen kan til enhver tid tilbagekaldes.
Artikel 25
Erklæringer vedrørende konventionens anvendelse
1. Enhver stat kan på undertegnelsestidspunktet eller ved deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument erklære, at den agter at undtage kapitel VII fra konventionens anvendelsesområde.
2. Bestemmelserne i kapitel VII finder kun anvendelse i forholdet mellem de kontraherende stater, for hvem kapitel VII er gældende.
3. Enhver kontraherende stat kan efterfølgende meddele Europarådets generalsekretær, at den agter at lade bestemmelserne i kapitel VII finde anvendelse, som var blevet undtaget på undertegnelsestidspunktet eller i statens ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument. Denne meddelelse får virkning fra modtagelsesdatoen.
Artikel 26
Virkningen af denne konvention
1. Bestemmelserne i denne konvention er uden præjudice for bestemmelserne i national lovgivning eller bindende internationale instrumenter, som allerede er trådt i kraft eller senere måtte træde i kraft, ifølge hvilke enkeltpersoner har eller ville få en bedre retsstilling på området vedrørende statsborgerret.
2. Denne konvention er uden præjudice for anvendelsen af
a) Konventionen af 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret og dennes protokoller;
b) andre bindende internationale instrumenter for så vidt disse er i overensstemmelse med denne konvention,
i forholdet mellem de kontraherende stater, der er forpligtet af disse instrumenter.
Artikel 27
Undertegnelse og ikrafttræden
1. Denne konvention skal være åben for undertegnelse af Europarådets medlemsstater samt ikke-medlemsstater, som har deltaget i udarbejdelsen af den. Disse stater kan give deres samtykke til at være bundet
a) ved undertegnelse uden forbehold af ratifikation eller godkendelse, eller
b) ved undertegnelse under forbehold af ratifikation eller godkendelse efterfulgt af ratifikation eller godkendelse.
Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos Europarådets generalsekretær.
2. Denne konvention træder i kraft for alle stater, der har givet deres samtykke til at blive bundet af konventionen, den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor tre af Europarådets medlemsstater har givet deres samtykke til at være bundet af denne konvention i overensstemmelse med de i foregående stykke indeholdte bestemmelser.
3. For så vidt angår enhver stat, som senere giver sit samtykke til at være bundet af konventionen, træder denne i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor den pågældende stat har undertegnet eller deponeret sit ratifikations- eller godkendelsesinstrument.
Artikel 28
Tiltrædelse
1. Efter at denne konvention er trådt i kraft, kan Europarådets Ministerkomité opfordre enhver stat, som ikke er medlem af Europarådet, og som ikke har deltaget i udarbejdelsen af den, til at tiltræde konventionen.
2. For så vidt angår enhver stat, som tiltræder denne konvention, træder den i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor den pågældende stat har deponeret sit tiltrædelsesinstrument hos Europarådets generalsekretær.
Artikel 29
Forbehold
1. Der kan ikke tages forbehold for så vidt angår bestemmelserne indeholdt i denne konventions kapitel I, II og VI. Enhver stat kan på undertegnelsestidspunktet eller ved deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument tage et eller flere forbehold over for konventionens øvrige bestemmelser, for så vidt disse forbehold er i overensstemmelse med konventionens formål og hensigt.
2. Enhver stat, som tager et eller flere forbehold, skal underrette Europarådets generalsekretær om det relevante indhold af landets nationale lovgivning eller om andre relevante forhold.
3. En stat, som har taget et eller flere forbehold i overensstemmelse med stk. 1, skal overveje at tilbagekalde disse helt eller delvis, så snart omstændighederne tillader det. En sådan tilbagekaldelse foretages ved en meddelelse til Europarådets generalsekretær og får virkning fra modtagelsesdatoen.
4. Enhver stat, som udvider denne konventions anvendelse til et territorialt område, der er omtalt i den i artikel 30, stk. 2, nævnte erklæring, kan for så vidt angår det pågældende område tage et eller flere forbehold i overensstemmelse med bestemmelserne i de foregående stykker.
5. En kontraherende stat, som har taget forbehold over for en hvilken som helst af de i konventionens kapitel VII fastsatte bestemmelser, kan ikke kræve, at disse bestemmelser anvendes af en anden kontraherende stat, undtagen i den udstrækning, hvori den selv har accepteret dem.
Artikel 30
Territorialt anvendelsesområde
1. Enhver stat kan - på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument - angive, inden for hvilket område eller hvilke områder denne konvention skal finde anvendelse.
2. Enhver stat kan på et senere tidspunkt ved erklæring til Europarådets generalsekretær udvide denne konventions anvendelse til ethvert andet område, som er angivet i erklæringen, og for hvis internationale relationer den pågældende stat er ansvarlig, eller på hvis vegne den er bemyndiget til at påtage sig forpligtelser.
For så vidt angår et sådant område træder konventionen i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan erklæring.
3. Enhver erklæring, der er afgivet i henhold til de to foregående stykker, kan, for så vidt angår ethvert område, der er anført i erklæringen, tilbagekaldes ved en meddelelse til generalsekretæren. Tilbagekaldelsen træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder fra datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan meddelelse.
Artikel 31
Opsigelse
1. Enhver kontraherende stat kan på ethvert tidspunkt opsige hele konventionen eller blot kapitel VII ved en meddelelse til Europarådets generalsekretær.
2. En sådan opsigelse træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af meddelelsen.
Artikel 32
Meddelelser fra generalsekretæren
Europarådets generalsekretær skal underrette Europarådets medlemsstater, enhver signatarstat, enhver kontraherende stat og enhver anden stat, som har tiltrådt denne konvention, om
a) undertegnelser;
b) deponering af ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter;
c) datoer for denne konventions ikrafttræden i overensstemmelse med konventionens artikel 27 og 28;
d) ethvert forbehold og enhver tilbagekaldelse af forbehold i medfør af bestemmelserne i konventionens artikel 29;
e) enhver meddelelse eller erklæring afgivet i medfør af bestemmelserne i denne konventions artikel 23, 24, 25, 27, 28, 29, 30 og 31;
f) enhver anden handling, meddelelse eller underretning vedrørende denne konvention.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt befuldmægtiget hertil, underskrevet denne konvention.
Udfærdiget i Strasbourg den 6. november 1997, på engelsk og fransk, idet begge tekster skal have samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, som deponeres i Europarådets arkiver. Europarådets generalsekretær fremsender bekræftede genparter heraf til Europarådets medlemsstater, til de ikke-medlemsstater, som har deltaget i udarbejdelsen af denne konvention, samt til de stater, som er blevet opfordret til at tiltræde den.
Konventionen trådte i medfør af art. 27, stk. 2, i kraft den 1. marts 2000.
Danmarks ratifikationsinstrument blev deponeret hos Europarådets generalsekretær den 24. juli 2002, og konventionen er i medfør af artikel 27, stk.3, trådt i kraft for Danmark den 1. november 2002.
Danmark har i forbindelse med ratifikationen i henhold til konventionens artikel 29, stk. 1, taget forbehold om, at Danmark ikke vil være forpligtet af konventionens artikel 12.
Danmark har i den forbindelse under henvisning til konventionens artikel 29, stk. 2, meddelt Europarådets generalsekretær følgende
»I henhold til den danske grundlovs § 44 skal naturalisation ske ved lov. Folketinget og på tingets vegne Folketingets Indfødsretsudvalg er ikke en del af den offentlige forvaltning og er derfor ikke bundet af de sædvanlige forvaltningsretlige regler, hvilket indebærer, at der ikke er adgang til administrativ rekurs.
En indførelse af rekursadgang i den danske procedure ved behandling af ansøgninger om dansk statsborgerskab ved naturalisation, jf. konventionens artikel 12, vil forudsætte en ændring af den danske grundlov.«
Danmark har endvidere i henhold til konventionens artikel 22, litra b), afgivet erklæring om, at Danmark opretholder sin erklæring af 9. juli 1980 til generalsekretæren vedrørende artikel 6, stk. 3, andet afsnit, i den europæiske konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret som ændret ved protokol af 24. november 1977.
Af erklæringen fremgår, at en person, der også er statsborger i en anden kontraherende stat, som ikke kræver obligatorisk militærtjeneste, for at blive fritaget for aftjening af dansk værnepligt skal have haft bopæl på denne stats territorium fra det fyldte 18. år til det fyldte 26. år.
Oplysninger om andre landes tiltrædelse m.v. kan fås hos Europarådet på adressen: http://conventions.coe.int
Udenrigsministeriet, den 12. juni 2003
Per Stig Møller
KAPITEL II -
KAPITEL III -
KAPITEL IV -
KAPITEL IX -
KAPITEL V -
KAPITEL VI -
KAPITEL VII -
KAPITEL VIII -
KAPITEL X -
Bekendtgørelse
af
europæisk konvention af 6. november 1997
om statsborgerret
I henhold til kgl. resolution af 4. juni 2002 og efter at Folketinget med vedtagelse af lov nr. 1018 af 23. december 1998 havde meddelt sit samtykke dertil, har Danmark ratificeret en i Strasbourg den 6. november 1997 undertegnet europæisk konvention om statsborgerret.
Konventionens ordlyd er som følger
EUROPÆISK KONVENTION
OM STATSBORGERRET
Præambel
Europarådets medlemsstater og andre stater, som undertegner denne konvention,
der finder, at det er Europarådets mål at opnå større enhed mellem dets medlemmer,
der tager hensyn til de talrige internationale instrumenter, som vedrører statsborgerret, dobbelt statsborgerret og statsløshed,
der anerkender, at der i anliggender vedrørende statsborgerret bør tages hensyn til staternes såvel som til enkeltpersoners legitime interesser,
der ønsker at fremme en progressiv udvikling af retlige principper vedrørende statsborgerret samt anerkendelse af disse i staternes nationale lovgivning, og som tilstræber, så vidt det er muligt, at undgå tilfælde af statsløshed,
der ønsker at undgå diskrimination i anliggender, der vedrører statsborgerret,
der anerkender retten til respekt for familieliv, som fastsat i artikel 8 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,
der konstaterer, at staterne har forskelligt syn på spørgsmålet om dobbelt statsborgerret, og som anerkender, at det er den enkelte stats frie afgørelse, hvilke konsekvenser den i sin nationale lovgivning drager af den omstændighed, at en statsborger erhverver eller er i besiddelse af statsborgerret i et andet land,
der er enige om det ønskelige i at finde hensigtsmæssige løsninger på konsekvenserne af dobbelt statsborgerret og i særdeleshed, hvad angår de rettigheder og forpligtelser, der er forbundet med dobbelt statsborgerret,
der finder det ønskeligt, at personer, som har statsborgerret i to eller flere af de kontraherende stater, kun har værnepligt i en af disse,
der finder det nødvendigt at fremme internationalt samarbejde mellem de nationale myndigheder, som er ansvarlige for anliggender vedrørende statsborgerret,
har indgået følgende aftale