Bekendtgørelse om overenskomst af 9. december 2002 med Forbundsrepublikken Jugoslavien om konsolidering af gæld
Statutory Text (1 Articles)
Bekendtgørelse
om overenskomst af 9. december 2002 med Forbundsrepublikken Jugoslavien om konsolidering af gæld
Den 9. december 2002 undertegnedes i Beograd en overenskomst mellem Danmark og Forbundsrepublikken Jugoslavien om konsolidering af Jugoslaviens statsgaranterede gæld til Danmark. Aftalen er i overensstemmelse med de retningslinier, hvorom der blev tilvejebragt enighed den 17. november 2001 under multilaterale forhandlinger i Paris.
Omlægningen vedrører al gæld med en løbetid på mere end et år kontraheret før den 20. december 2000. I en første fase udsættes alle betalinger frem til iværksættelse af den anden fase, hvor 66 procent af gælden eftergives i to trancher, således at der i den første tranche ydes en gældsreduktion på 51 procent med virkning fra den 23. marts 2002. Den anden tranche af gældsreduktionen op til de 66 procent ydes i 2005. Gældsreduktionen vil udgøre i alt op til 145 mio. kr. Den resterende del af gælden tilbagebetales over 22 år indledt med seks års afdragsfri periode. 60% af renterne på den omlagte gæld for perioden frem til den 22. marts 2005 vil blive kapitaliseret, den øvrige del af renterne skal betales ved forfald.
Frem til den 22. marts 2002 forrentes de udestående beløb som følger: DKK 7,0% p.a., USD 5,5% p.a. og DEM 5,5% p.a. og derefter med 0,5% over den 6-måneders henholdsvis CIBOR (Copenhagen Interbank Offered Rate), LIBOR (London Interbank Offered Rate) og EURIBOR (Interbankraten for Euro i Bruxelles). Aftalen omfatter i alt ca. 210 mio. kr.
Udenrigsministeriet, den 13. marts 2003
Per Stig Møller