Legislator Case Law & Legislation
L20000006664 DK

Bekendtgørelse af aftale af 17. december 1998 med Nederlandene om privilegier og immuniteter for forbindelsesofficerer ved Europol

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Bekendtgørelse (international) 2000 66 Valid

Bekendtgørelse

af

aftale af 17. december 1998 med Nederlandene om privilegier og immuniteter for forbindelsesofficerer ved Europol

Den 17. december 1998 blev der i København ved noteveksling indgået en aftale mellem Danmark og Nederlandene om privilegier og immuniteter for forbindelsesofficerer ved Europol.

Aftalen er indgået i henhold til artikel 41, stk. 2, i konventionen udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om den Europæiske Union om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-konventionen), jf. § 5 i lov nr. 415 af 10. juni 1997, Lovtidende A om gennemførelse af Europol-konventionen. Europol-konventionen trådte i kraft den 1. oktober 1998.

Lov nr. 415 af 10. juni 1997 om gennemførelse af Europol-konventionen trådte i kraft den 1. juli 1999, jf. bekendtgørelse nr. 508 af 23. juni 1999, Lovtidende A. Europol påbegyndte sit virke den 1. juli 1999.

Den danske note af 17. december 1998 har følgende ordlyd

Oversættelse

»Udenrigsministeriet har den ære at bekræfte modtagelsen af note nr. CdP/HdB/98 af 10. december 1998 fra Kongeriget Nederlandenes ambassade med følgende ordlyd

»Kongeriget Nederlandenes ambassade hilser Kongeriget Danmarks udenrigsministerium og har den ære med henvisning til artikel 41, stk. 2, i konventionen udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i Traktaten om den Europæiske Union om oprettelse af en Europæisk Politienhed (Europol-Konventionen af 26. juli 1995) at foreslå, at der indgås en aftale om de nødvendige privilegier og immuniteter for den behørige udførelse af opgaverne for forbindelsesofficererne ved Europol som nærmere beskrevet i bilaget.

Såfremt dette forslag kan tiltrædes af Kongeriget Danmarks udenrigsministerium, har Ambassaden den ære at foreslå, at denne verbalnote og Udenrigsministeriets bekræftende note skal udgøre en aftale mellem Kongeriget Nederlandene og Kongeriget Danmark, som skal træde i kraft den første dag i måneden, der følger efter den dag, på hvilken begge parter skriftligt har underrettet hinanden om, at de lovmæssige krav for ikrafttrædelsen er blevet opfyldt.

Kongeriget Nederlandenes ambassade benytter denne lejlighed til på ny at forsikre Udenrigsministeriet om sin mest udmærkede højagtelse.

København, den 10. december 1998«

I besvarelse heraf har det danske udenrigsministerium den ære at bekræfte, at Kongeriget Danmarks regering tiltræder Kongeriget Nederlandenes regerings udkast til aftale som nærmere beskrevet i bilaget til denne note, og at noten fra Kongeriget Nederlandenes ambassade med bilag og nærværende svarnote skal udgøre en aftale mellem de to regeringer.

Bilag

1. Definitioner

I denne aftale forstås ved

a) »forbindelsesofficer«: Enhver embedsmand, som udstationeres ved Europol i overensstemmelse med Europol-konventionens artikel 5;

b) »regering«: Kongeriget Nederlandenes regering;

c) »værtsstatens myndigheder«: De statslige, kommunale eller andre myndigheder i Kongeriget Nederlandene, der er relevante i forhold til og i overensstemmelse med de love og sædvaner, der finder anvendelse i Kongeriget Nederlandene;

d) »medlemsstat«: Kongeriget Danmark;

e) »forbindelsesofficerens arkiver«: Alle registre, al korrespondance, alle dokumenter, manuskripter, computer- og mediedata, fotografier, film, video- og lydoptagelser, som forbindelsesofficeren ejer eller er i besiddelse af, og alt andet lignende materiale, som medlemsstaten og regeringen er enige om skal indgå i forbindelsesofficerens arkiver.

2. Privilegier og immuniteter

1. I henhold til denne aftales bestemmelser nyder de af forbindelsesofficerens familiemedlemmer, der tilhører hans husstand, og som ikke har nederlandsk statsborgerskab, de samme privilegier og immuniteter i og i forholdet til Kongeriget Nederlandene som medlemmerne af det diplomatiske korps, som omhandlet i Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser af 18. april 1961.

2. Den immunitet, der gives de i stk. 1 omhandlede personer, omfatter hverken

i) civilt erstatningssøgsmål, anlagt af tredjemand for skade, herunder personskade eller dødsfald, som følge af en trafikulykke, forårsaget af en sådan person, og med forbehold af Europol-konventionens artikel 32; eller

ii) strafferetlig eller civilretlig retsforfølgning for handlinger, der ikke er begået på embeds vegne.

3. De forpligtelser, der påhviler de udsendende stater og deres personale, og som i henhold til Wienerkonventionen finder anvendelse på det diplomatiske personale, påhviler også de i stk. 1 omhandlede personer.

3. Indrejse, ophold og udrejse

1. Regeringen letter, når det er nødvendigt, indrejse, ophold og udrejse for forbindelsesofficeren og de af hans familiemedlemmer, der tilhører husstanden.

2. Denne artikel forhindrer ikke, at der kan kræves passende bevis for, at personer, der påberåber sig den i denne artikel omhandlede behandling, tilhører de i stk. 1 nævnte kategorier.

3. Visa, der i givet fald kræves for de i denne artikel nævnte personer, udstedes uden gebyr og så hurtigt som muligt.

4. Beskæftigelse

Familiemedlemmer, der tilhører forbindelsesofficerens husstand, og som ikke er statsborgere i en EU-medlemsstat, fritages for pligten til at opnå arbejdstilladelse, så længe forbindelsesofficerens udstationering varer.

5. Arkivernes ukrænkelighed

Forbindelsesofficerens arkiver er ukrænkelige, uanset hvor de befinder sig, og uanset hvem der er i besiddelse af dem.

6. Personlig beskyttelse

Værtsstatens myndigheder skal - på medlemsstatens begæring - træffe alle rimelige forholdsregler i henhold til deres nationale ret for at sikre den nødvendige beskyttelse af forbindelsesofficeren og de af hans familiemedlemmer, der tilhører husstanden, når deres sikkerhed er i fare på grund af forbindelsesofficerens tjeneste ved Europol.

7. Faciliteter og immuniteter med hensyn til kommunikation

1. Regeringen skal tillade forbindelsesofficeren at kommunikere frit og uden særlig tilladelse til alle officielle formål, og skal beskytte forbindelsesofficerens ret hertil. Forbindelsesofficeren skal have ret til at anvende koder og til at sende og modtage officiel korrespondance og andre officielle meddelelser med kurér eller i forseglede postsække, med samme privilegier og immuniteter som diplomatforsendelser.

2. Forbindelsesofficeren skal, i det omfang det er foreneligt med den Internationale Telekommunikationskonvention af 6. november 1982, med hensyn til sine officielle meddelelser behandles på en måde, der ikke er mindre gunstig end den, Kongeriget Nederlandene giver enhver anden international organisation eller regering, for så vidt angår prioriteret behandling af meddelelser via post, kabel, telegraf, telex, radio, tv, telefon, fax, satellit og andre kommunikationsmidler.

8. Underretning

1. Medlemsstaten gør straks regeringen bekendt med navnet på forbindelsesofficeren, hans ankomst og endelige afrejse eller udstationeringens ophør, samt hvornår de familiemedlemmer, der tilhører hans husstand, ankommer og afrejser endeligt, og, når det er relevant, at en person er ophørt med at være en del af husstanden.

2. Regeringen udsteder et ID-kort med et foto af indehaveren til forbindelsesofficeren og de af hans familiemedlemmer, der tilhører husstanden. Dette kort tjener til identifikation af indehaveren i forholdet til alle værtsstatens myndigheder.

9. Bilæggelse af tvister

1. Enhver tvist mellem medlemsstaten og regeringen vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne aftale eller ethvert spørgsmål vedrørende forbindelsesofficeren eller forbindelsen mellem medlemsstaten og regeringen, der ikke afgøres ved mindelig overenskomst, indbringes med henblik på endelig afgørelse for en voldgiftsret bestående af tre voldgiftsmænd efter anmodning fra medlemsstaten eller regeringen. Hver part udpeger en voldgiftsmand. Den tredje voldgiftsmand, der er formand for voldgiftsretten, vælges af de to første voldgiftsmænd.

2. Hvis en af parterne ikke har udpeget en voldgiftsmand senest to måneder efter, at den anden part har anmodet herom, kan denne anden part anmode præsidenten for De Europæiske Fællesskabers Domstol eller, i dennes fravær, vicepræsidenten om at udpege en voldgiftsmand.

3. Hvis de første to voldgiftsmænd ikke senest to måneder efter deres udpegelse er nået til enighed om den tredje voldgiftsmand, kan hver af parterne anmode præsidenten for De Europæiske Fællesskabers Domstol eller, i dennes fravær, vicepræsidenten om at udpege den tredje voldgiftsmand.

4. Medmindre parterne træffer anden afgørelse, fastlægger voldgiftsretten selv sine procedureregler.

5. Voldgiftsrettens kendelse træffes med stemmeflertal. Formandens stemme er afgørende. Kendelsen er endelig og bindende for parterne i tvisten.

10. Geografisk anvendelsesområde

Denne aftale finder kun anvendelse på den del af Kongeriget Nederlandene, der er beliggende i Europa.«

Aftalen trådte i kraft den 1. maj 1999 efter en yderligere noteveksling. Aftalen gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. lov nr. 415 af 10. juni 1997 om gennemførelse af Europolkonventionen, Lovtidende A.

Udenrigsministeriet, den 11. december 2000

Niels Helveg Petersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →