Bekendtgørelse af aftale af 25. februar 1999 mellem Danmark og Rumænien om tilbagetagelse af egne statsborgere og udlændinge

Artikel 1

Begreber

Ved følgende begreber forstås i nærværende aftales forstand

1. en udlænding en tredjelandsstatsborger eller en statsløs person;

2. et visum en gyldig tilladelse til én eller flere indrejser, udstedt af en kompetent myndighed hos en kontraherende part, der berettiger en udlænding til maksimalt tre måneders ophold inden for en nærmere angivet periode;

3. en opholdstilladelse en gyldig tilladelse udstedt af en kompetent myndighed hos en kontraherende part, der berettiger en person til flere indrejser og ophold i landet. Som opholdstilladelse anses hverken visum, ret til ophold på en kontraherende parts territorium under behandlingen af en ansøgning om asyl, eller under en verserende udsendelsesprocedure.

Artikel 2

Tilbagetagelse af egne statsborgere

1. En kontraherende part tilbagetager efter anmodning fra den anden kontraherende part formløst en person, som ikke eller ikke længere opfylder de gældende betingelser for indrejse eller ophold på den anmodende kontraherende parts område, hvis det påvises, eller der er en velbegrundet formodning for, at pågældende har den anmodede kontraherende parts statsborgerskab. Det samme gælder personer, som efter indrejse på den anmodende kontraherende parts område har mistet den anmodede kontraherende parts statsborgerskab og ikke i det mindste er blevet sikret naturalisation af den anmodende kontraherende part.

2. Den anmodede kontraherende part udsteder efter anmodning fra den anmodende kontraherende part ufortøvet den rejselegitimation, som er nødvendig for tilbagesendelse af de personer, der skal tilbagetages.

3. En anmodende kontraherende part tilbagetager på ny sådanne personer på de samme betingelser, hvis det af en kontrol fremgår, at de pågældende ikke opfyldte betingelserne i stk. 1.

Artikel 3

Bevis eller formodning for statsborgerskab

1. Bevis for statsborgerskab er gyldigt pas eller identitetsdokument, udstedt af de kompetente myndigheder i de tilbagetagne personers oprindelsesland, eller af en diplomatisk eller konsulær repræsentation i den anmodede stat.

2. Der er en velbegrundet formodning for statsborgerskab, hvis personen er i besiddelse af et dokument omfattet af stk. 1, selv om dette er udløbet, eller en søfartsbog, et kørekort eller lignende dokument, selv om dette er udløbet.

3. Statsborgerskab må endvidere formodes at foreligge, hvis dette ved en undersøgelse sandsynliggøres på anden vis.

Artikel 4

Tilbagetagelse af udlændinge

1. Hvis en udlænding, efter at være indrejst på den anmodende kontraherende parts område, ikke opfylder de gældende betingelser for indrejse eller ophold, og hvis pågældende er i besiddelse af et gyldigt visum som er udstedt af den anden kontraherende part, eller en af den anmodede part udstedt gyldig opholdstilladelse, skal sidstnævnte kontraherende part efter anmodning fra den anmodende kontraherende part tilbagetage den pågældende person formløst.

2. På baggrund af en individuel vurdering skal den anmodede kontraherende part endvidere overveje muligheden for at tilbagetage en udlænding, som ikke opfylder de gældende betingelser for indrejse eller ophold på den anmodende kontraherende parts område, og som har nærmere tilknytning til den anmodede kontraherende parts stat end til den anmodende kontraherende parts stat, gennem slægtninge eller på lignende vis. Alle sådanne tilfælde diskuteres forudgående mellem de kontraherende parter.

3. Den kontraherende part, hvis grænse en udlænding påviseligt har overskredet, og som ikke eller ikke længere opfylder de gældende betingelser for indrejse eller ophold i den anmodende kontraherende parts område, skal efter anmodning formløst tilbagetage udlændingen, hvis denne er indrejst direkte fra den kontraherende parts område til den anden kontraherende parts område.

4. Pligten til tilbagetagelse efter stk. 3 skal ikke gælde med hensyn til en udlænding, som ved indrejsen på den anmodende kontraherende parts område var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse udstedt af denne kontraherende part, eller som efter indrejsen på statens område er meddelt opholdstilladelse af denne kontraherende part.

Artikel 5

Transitadgang

1. De kontraherende parter skal tillade en udlænding at passere i transit gennem deres områder, hvis den anden kontraherende part anmoder derom. Den anmodende kontraherende part kan anmode om, at den anmodede kontraherende part sikrer ledsagelsen under transit gennem dennes område.

2. Den anmodede kontraherende part skal, i overensstemmelse med statens gældende nationale lovgivning, gebyrfrit udstede transitvisum til den ledsagede person samt de ledsagende personer.

3. De kontraherende parter skal tilbagetage en udlænding, hvis pågældendes indrejse i et tredjeland ikke tillades, eller hvis fortsættelse af rejsen ikke længere er mulig.

4. De kontraherende parter skal bestræbe sig på at begrænse transitoperationer til udlændinge, som ikke kan udsendes direkte til oprindelseslandet.

Artikel 6

Tidsfrister

1. En kontraherende part besvarer ufortøvet de anmodninger om tilbagetagelse, den modtager, og senest i løbet af tyve dage fra modtagelsen af anmodningen. Anmodningen om tilbagetagelse kan fremsendes pr. post, ved direkte overgivelse af anmodningen til den kompetente myndighed hos den anden kontraherende part, eller via elektroniske kommunikationsmidler.

2. Den anmodede kontraherende part overtager straks ansvaret for den person, hvis tilbagetagelse den har godkendt, og senest i løbet af tre måneder fra godkendelsen. Efter anmodning fra den anmodende kontraherende part forlænges denne frist til det tidspunkt, der er nødvendigt til fjernelse af retlige eller faktiske hindringer.

Artikel 7

Tilvejebringelse af oplysninger

1. Skal der med henblik på aftalens gennemførelse meddeles personoplysninger til den anden kontraherende part, må disse vedrøre

a) den person, der skal udsendes, og om nødvendigt dennes familiemedlemmer (efternavn, fornavn, eventuelle tidligere navne, tilnavne eller pseudonymer, aliasnavne, fødselsdato og sted, køn, nuværende og eventuelt tidligere nationalitet/statsborgerskab);

b) pas, identitetskort eller andre rejsedokumenter (nummer, udstedelsesdato, udstedelsesmyndighed, udstedelsessted, gyldighedsfrist og gyldighedsområde);

c) øvrige nødvendige oplysninger til identificering af personerne;

d) opholdstilladelser og visa udstedt af de kontraherende parter eller tredjelande, rejserute, opholdssteder, billetter og eventuelle andre rejseforanstaltninger;

e) enhver information som kan påvise eller udgøre en tilstrækkelig formodning for, at personen har opholdt sig på de kontraherende parters område;

f) om nødvendigt bør et eventuelt behov for særlig assistance til ældre eller syge personer meddeles.

2. Personoplysninger kan alene udveksles i overensstemmelse med principperne i Konventionen af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger samt i overensstemmelse med gældende national lovgivning.

Artikel 8

Udgifter

1. Den kontraherende part som anmoder om tilbagetagelse, bærer transportomkostningerne til bestemmelseslandet for den returnerede person samt ledsagende personer. Dette vedrører alene forholdet mellem de kontraherende parter.

2. Samme kontraherende part bærer ligeledes transportomkostninger, der opstår i forbindelse med modtagelsespligten af personer i medfør af artikel 2, stk. 3.

Artikel 9

Transport af retmæssigt erhvervede ejendele

Den anmodende kontraherende part skal tillade den person, som skal tilbagesendes, at medbringe alle hans/hendes retmæssigt erhvervede ejendele til bestemmelseslandet, i overensstemmelse med national lovgivning. Den kontraherende part, som anmoder om tilbagetagelse, er ikke forpligtet til at bære transportomkostningerne for ejendelene.

Artikel 10

Gennemførelsesbestemmelser

1. Efter undertegnelse af aftalen skal de kontraherende parter ad diplomatiske kanaler informere hinanden om, hvilke kompetente myndigheder der er ansvarlige for gennemførelsen af aftalen, om disses adresser samt anden information, der kan lette kommunikationen. De kontraherende parter skal ligeledes informere hinanden om ændringer med hensyn til disse myndigheder.

2. De kompetente myndigheder skal mødes efter behov, og træffe bestemmelse om de nødvendige praktiske arrangementer til gennemførelse af aftalen.

Artikel 11

Internationale aftaler som ikke berøres af aftalen

1. Konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling som ændret ved protokol af 31. januar 1967 om flygtninges retsstilling;

2. Internationale konventioner om udlevering og transit;

3. Konventionen af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder;

4. Konventionen af 28. september 1954 om statsløse personers retsstilling;

5. Internationale asylkonventioner, særligt Dublinkonventionen af 15. juni 1990 om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af de Europæiske Fællesskabers medlemsstater;

6. Traktaterne om de Europæiske Fællesskaber;

7. Schengen-konventionen af 19. juni 1990;

8. Internationale konventioner og aftaler om tilbagetagelse.

Artikel 12

Afsluttende bestemmelser

1. Aftalen træder i kraft den første dag i den anden måned efter den dag, på hvilken begge kontraherende parter har modtaget underretning fra den anden kontraherende part om, at de nødvendige forfatningsmæssige betingelser for aftalens ikrafttrædelse er opfyldt.

2. Enhver af de kontraherende parter kan ved skriftlig underretning til den anden kontraherende part midlertidigt suspendere aftalen, såfremt hensynet til beskyttelse af statens sikkerhed, offentlig orden eller folkesundhed tilsiger dette. Suspensionen træder i kraft straks.

3. Aftalen forbliver i kraft indtil videre. Hver kontraherende part kan opsige aftalen ved skriftlig underretning til den anden kontraherende part. Opsigelsen træder i kraft den første dag i den måned, der efterfølger den måned, hvori underretningen om opsigelsen blev modtaget af den anden kontraherende part.

4. Aftalen finder anvendelse på alle personer, som opholder sig på de kontraherende parters områder på tidspunktet for aftalens ikrafttræden og derefter.

Udfærdiget og undertegnet i Bukarest den 25. februar 1999

i to originale eksemplarer, på henholdsvis dansk, rumænsk og engelsk, hvoraf enhver af disse anses for lige autentiske. I tilfælde af fortolkningstvivl har den engelske tekst forrang.

For Kongeriget Danmarks regering

For Rumæniens regering

Friis Arne Petersen

Constantin Dudu Ionesco

Aftalen trådte i henhold til artikel 12 i kraft den 1. august 2000.

Udenrigsministeriet, den 11. december 2000

Niels Helveg Petersen

Bekendtgørelse

af

aftale af 25. februar 1999 mellem Danmark og Rumænien om tilbagetagelse af egne statsborgere og udlændinge

Danmark og Rumænien har den 25. februar 1999 indgået en aftale om tilbagetagelse af egne statsborgere og udlændinge.

Aftalen har følgende ordlyd

Aftale

mellem regeringen for Kongeriget Danmark og regeringen for Rumænien om tilbagetagelse af egne statsborgere og udlændinge

Regeringen for Kongeriget Danmark og regeringen for Rumænien, i det følgende benævnt de »kontraherende parter«,

med henblik på stadigt at forbedre og udvikle forbindelserne mellem de to stater og deres statsborgere, og med det formål at bekæmpe illegal indvandring,

i overensstemmelse med den gældende lovgivning i de to stater,

med respekt for de traktater som de kontraherende parter har indgået og

i lyset af den internationale praksis på området,

har opnået enighed om følgende