Bekendtgørelse af konvention af 10. maj 1952 om arrest i søgående skibe

Artikel 1

I denne konvention skal følgende ord have den betydning, som her tillægges dem

(1) »søretskrav« betyder krav, der er opstået på grundlag af et eller flere af følgende punkter

(a) skade forårsaget af et skib ved sammenstød eller på anden måde;

(b) død eller legemsbeskadigelse på en person forårsaget af et skib eller indtruffet i forbindelse med et skibs drift;

(c) bjærgning;

(d) aftale ved certeparti eller på anden måde om brug eller leje af et skib;

(e) aftale ved certeparti eller på anden måde om transport af gods med et skib;

(f) tab af gods eller skade på gods, herunder også bagage transporteret med et skib;

(g) almindeligt havari;

(h) bodmeri;

(i) bugsering;

(j) lodsning;

(k) gods eller materialer som er leveret til et skib på et hvilket som helst sted til brug ved dets drift eller vedligeholdelse;

(l) bygning, reparation eller udstyr af et skib samt omkostninger og afgifter ved doksætning;

(m) hyre til skibsfører, officerer eller mandskab;

(n) skibsførerens udlæg, herunder udlæg betalt af afskibere, befragtere eller agenter for skibets eller rederens regning;

(o) tvister om adkomsten eller ejendomsretten til et skib;

(p) tvist mellem samejere af et skib om ejendomsretten, besiddelsen, brugen eller indtægterne af skibet;

(q) prioritetslån eller hypotekslån i et skib.

(2) »Arrest« betyder tilbageholdelse af et skib efter rettens afgørelse for et sikre et søretskrav, men omfatter ikke beslaglæggelse af et skib ved tvangsfuldbyrdelse af en dom.

(3) »Person« omfatter enkeltpersoner, interessentskaber, ansvarlige selskaber, selskaber med begrænset ansvar, stater, deres ministerier og offentlige myndigheder.

(4) »Sagsøger« betyder en person, som påstår at han har et søretskrav.

Artikel 2

Et skib, som fører en kontraherende stats flag, kan arresteres i enhver kontraherende stat for søretskrav men ikke for andre krav; men konventionen skal hverken udvide eller indskrænke nogen ret eller myndighed, som staterne eller deres ministerier, offentlige myndigheder eller dok- eller havnemyndigheder har i henhold til deres nationale love eller forskrifter til at arrestere, tilbageholde eller på anden måde hindre et skib i at sejle inden for statens jurisdiktion.

Artikel 3

(1) Med forbehold af bestemmelserne i stykke (4) i denne artikel og i artikel 10 kan sagsøgeren arrestere enten det skib, som søretskravet gælder, eller et hvilket som helst andet skib, som ejes af den samme person, som, da kravet opstod, var ejer af det førstnævnte skib, selv om det arresterede skib er klar til at sejle; men for krav som nævnt i artikel 1 (1) (o), (p) eller (q) kan kun det skib, kravet gælder, arresteres.

Flere skibe anses for at have samme ejer, når alle andele tilhører samme person eller

personer.

(3) Et skib skal ikke arresteres og sikkerhed ikke stilles mere end en gang i samme eller en anden kontraherende stat for samme søretskrav fra samme sagsøger; og hvis et skib er blevet arresteret i en sådan stat, eller sikkerhed er stillet for at få arresten ophævet eller for at hindre arrest, skal enhver senere arrest i skibet eller i et andet skib som har samme ejer, efter begæring af samme sagsøger for samme søretskrav, ophæves og skibet frigives af retten eller den kompetente juridiske myndighed i vedkommende stat, medmindre sagsøgeren for nævnte ret eller myndighed fører fyldestgørende bevis for, at sikkerheden var endelig frigivet før den senere arrest blev gjort, eller at der er en anden gyldig grund til at opretholde arresten.

(4) Når i tilfælde af bareboat-befragtning befragteren, men ikke den registrerede reder, er personlig ansvarlig for et søretskrav, som gælder skibet, kan sagsøgeren arrestere dette skib eller et andet skib, som ejes af befragteren, i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention: men intet andet skib, som tilhører den registrerede reder, kan arresteres for sådanne søretskrav.

Bestemmelserne i dette stykke skal også gælde i andre tilfælde, hvor en anden person end den registrerede reder er ansvarlig for et søretskrav i forbindelse med det pågældende skib.

Artikel 3, stk. 1 kan ikke påberåbes til at arrestere et skib, som fordringen ikke vedrører, og som ikke længere tilhører den person, som var ejer af det skib, som kravet gælder, i overensstemmelse med skibsregistret i det land, hvis flag det fører, og selv om det har tilhørt denne.

Costa Rica anerkender ikke den forpligtende karakter af artikel 7, stk. 1. a), b), c), d), e) og f), da de eneste domstole, som efter republikkens lovgivning er kompetente til at dømme i sager vedrørende søretskrav, er domstolene på sagsøgerens hjemsted, undtagen i sager omhandlet i artikel 1, stk. 1, o), p) og q) eller domstolene i den stat, hvis flag skibet fører.

Ved ratifikationen af denne konvention forbeholder Costa Ricas regering sig retten til at anvende handels- og arbejdslovgivningen vedrørende arrest i udenlandske skibe, der anløber dets havne.

Cambodia og Egypten har taget forbehold med henvisning til artikel 10 og Forbundsrepublikken Tyskland med henvisning til artikel 10 (a) og (b).

Cuba har taget forbehold med henvisning til artikel 10, samt forbehold om ikke at anvende konventionens bestemmelser på krigsskibe, statsskibe eller skibe i en stats tjeneste. Cuba har tillige afgivet en erklæring med henvisning til artikel 18.

Italien henviser til artikel 10 stk. (a) og (b) og forbeholder sig

retten til ikke at anvende konventionens bestemmelser ved arrest i et skib på grundlag af de i artikel 1, o) og p) omhandlede søretskrav og at anvende sin nationale ret på en sådan arrest.

retten til ikke at anvende bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, på arrest foretaget på sit territorium på grundlag af krav omhandlet i artikel 1, q).

Jugoslavien forbeholder sig i overensstemmelse med denne konventions artikel 10 retten til ikke at anvende dens bestemmelser på arrest i et skib foretaget på grundlag af et søretskrav omhandlet i artikel 1, o) og til at anvende national ret på sådan arrest.

Antigua og Barbuda, Bahamas, Belize, Den Dominikanske Republik, Fiji, Grenada, Guyana, Kiribati, Mauritius, Nigeria, Saint Christophe-Nevis, Saint Lucia, Saint Vincent og Grenadinerne, Salomonøerne, Malaysia (kun for staten Sarawak), Seychellerne, Tonga og Tuvalu har endvidere forbeholdt sig ret til ikke at lade konventionens bestemmelser omfatte krigsskibe eller skibe ejet af eller i tjeneste for en stat.

Portugal har under henvisning til artikel 18 erklæret, at konventionen med virkning fra 23. september 1999 udstrækkes til at omfatte Macao.

Portugal har med virkning fra 20. december 1999 endvidere erklæret ikke længere at være ansvarlig for Macao med hensyn til konventionen.

Kina har erklæret, at det med virkning fra 1. juli 1997 har overtaget forpligtelser og rettigheder for Hong Kong og fra 20. december 1999 har overtaget forpligtelser og rettigheder for Macao i relation til konventionen.

Kina har samtidig forbeholdt sig ret til ikke at lade konventionens bestemmelser omfatte krigsskibe eller skibe ejet af eller i tjeneste for en stat.

Rusland har forbeholdt sig ret til ikke at lade konventionens bestemmelser omfatte krigsskibe, militære forsyningsskibe eller skibe ejet af eller i tjeneste for staten, og som udelukkende bruges i ikke-kommercielt øjemed.

Rusland henviser til artikel 10, stk. (a) og (b) og forbeholder sig retten til ikke at anvende

konventionens bestemmelser ved arrest i et skib på grundlag af de i artikel 1, stk. 1, o) og p) omhandlede søretskrav og til at anvende sin nationale ret på en sådan arrest,

bestemmelserne i artikel 3, stk. 1 på arrest i et skib foretaget på sit territorium på grundlag af krav omhandlet i konventionens artikel 1, stk. 1, q).

Udenrigsministeriet, den 11. december 2000

Niels Helveg Petersen

Artikel 4

Et skib kan kun arresteres efter afgørelse af en domstol eller anden kompetent juridisk myndighed i den kontraherende stat, hvor arresten er begæret.

Artikel 5

Den domstol eller kompetente juridiske myndighed, inden for hvis jurisdiktion et skib arresteres, skal ophæve arresten, hvis tilstrækkelig sikkerhed stilles, med undtagelse af tilfælde, hvor et skib er arresteret for et søretskrav som nævnt i artikel l (1) (o) eller (p). I sådanne tilfælde kan retten eller vedkommende myndighed tillade den person, som har skibet i sin besiddelse, at fortsætte med at bruge skibet mod tilstrækkelig sikkerhed, eller den kan træffe anden bestemmelse med hensyn til brugen af skibet i den tid arresten varer.

I mangel af overenskomst mellem parterne om sikkerhedens tilstrækkelighed, kan retten eller vedkommende myndighed bestemme dens art og størrelse.

En begæring om ophævelse af arresten skal ikke fortolkes som en anerkendelse af ansvar eller som frafald af rederens lovbestemte ansvarsbegrænsning.

Artikel 6

Alle spørgsmål om sagsøgerens eventuelle svar for skade forvoldt ved arrest i et skib eller for omkostningerne ved sikkerhed, som er stillet for at få arresten ophævet eller for at hindre arrest, skal afgøres efter lovgivningen i den kontraherende stat, hvor arresten er gjort eller begæret.

De processuelle regler om arrest i skibe, om fremgangsmåden for at få arrestbeslutning efter artikel 4 og alle processuelle spørgsmål, som arresten ellers giver anledning til, afgøres efter loven i den kontraherende stat, hvor arresten er gjort eller begæret.

Artikel 7

(1) Domstolene i det land, hvor arresten er gjort, skal have myndighed til at pådømme det krav arresten gælder, hvis de har en sådan juridisk myndighed i henhold til landets lovgivning, eller i følgende tilfælde

(a) hvis sagsøgeren har sin faste bopæl eller har sit hovedkontor i det land, hvor arresten er gjort;

(b) hvis kravet er opstået i det land, hvor arresten er gjort;

(c) hvis kravet gælder den rejse under hvilken arresten er gjort;

(d) hvis kravet er opstået på grund af et sammenstød eller under omstændigheder som nævnt i artikel 10 i den internationale konvention om ensartede regler om sammenstød mellem skibe, undertegnet i Bruxelles den 23. september 1910;

(e) hvis kravet gælder bjærgning;

(f) hvis kravet gælder et hypotekslån eller pantelån i det arresterede skib.

(2) Hvis den domstol, inden for hvis jurisdiktion skibet er arresteret, ikke har myndighed til at pådømme kravet, og sikkerhed stilles efter artikel 5 for at få arresten ophævet, skal det udtrykkelig bestemmes, at denne sikkerhed skal gælde for opfyldelsen af enhver dom, som senere måtte blive afsagt af en kompetent domstol: og retten eller den kompetente juridiske myndighed i det land, hvor arresten er gjort, skal fastsætte en frist, inden for hvilken sagsøgeren skal anlægge sag ved en kompetent domstol.

(3) Hvis parterne er blevet enige om at lade tvisten pådømme af en anden domstol end den, inden for hvis jurisdiktion arresten er gjort, eller af en voldgiftsret, skal retten eller den kompetente juridiske myndighed i det land, hvor arresten er gjort, fastsætte en frist, inden for hvilken sagsøgeren skal anlægge sagen.

(4) Hvis sagen i tilfælde som anført i de to foregående stykker ikke bliver anlagt inden den fastsatte frist, kan sagsøgte kræve arresten af skibet ophævet eller sikkerheden frigivet.

(5) Denne artikel skal ikke gælde for sager, som omfattes af bestemmelserne i den reviderede Rhinfartkonvention af 17. oktober 1868.

Artikel 8

(1) Bestemmelserne i denne konvention skal gælde ethvert fartøj, som fører en kontraherende stats flag inden for en anden kontraherende stats jurisdiktion.

(2) Et skib, som fører en ikke-kontraherende stats flag, kan arresteres i en kontraherende stat for søretskrav som nævnt i artikel l eller for andre krav, som efter den kontraherende stats lovgivning kan sikres ved arrest.

(3) Enhver kontraherende stat har dog ret til helt eller delvis at udelukke, at konventionen finder anvendelse til fordel for ikke- kontraherende stater eller personer, som ikke på arrestdagen. har fast bopæl eller har hovedkontor i en kontraherende stat.

(4) Denne konvention medfører ingen ændring i de retsregler, som gælder i de kontraherende stater om arrest i skibe i den stat, hvis flag det fører, når sagsøgeren har fast bopæl eller har sit hovedkontor i denne stat.

(5) Når en anden end den oprindelige sagsøger gør søretskrav gældende enten på grund af indtræden, overdragelse eller med anden hjemmel, skal denne tredje part ved anvendelsen af denne konvention anses for at have samme bopæl eller hovedkontor som den oprindelige sagsøger.

Artikel 9

Denne konvention giver ikke grundlag for noget krav, som ikke, uafhængig af dens bestemmelser, ville være hjemlet i den lovgivning, der anvendes af den domstol, som har sagen, og heller ikke for nogen søpanteret, som ikke er hjemlet i henhold til nævnte lovgivning eller i henhold til konventionen om panterettigheder i skibe, hvis den finder anvendelse.

Artikel 10

De høje kontraherende parter kan ved undertegnelsen, ved deponeringen af deres ratifikation eller ved tiltrædelsen forbeholde sig

(a) ret til ikke at anvende konventionen på arrest i skibe for krav som nævnt i artikel 1 (1) (o) og (p), men på disse krav anvende deres nationale lovgivning;

(b) ret til ikke at anvende første stykke i artikel 3 på arrest i skibe inden for deres jurisdiktion for krav som nævnt i artikel 1 (1) (q).

Artikel 11

De høje kontraherende parter forpligter sig til at henvise til voldgift enhver tvist mellem staterne om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, men uden at dette berører de forpligtelser, som de måtte have påtaget sig ved at vedtage, at tvistigheder mellem dem skal indbringes for den Internationale Domstol.

Artikel 12

Denne konvention er åben for undertegnelse af de stater, som har været repræsenteret på den niende diplomatiske søretskonference. Det belgiske udenrigsministerium skal udfærdige undertegnelsesprotokollen.

Artikel 13

Denne konvention skal ratificeres og ratifikationsinstrumenterne deponeres i det belgiske udenrigsministerium, som skal give alle stater, som har undertegnet eller tiltrådt konventionen, underretning om deponeringen af instrumenterne.

Artikel 14

(a) Denne konvention træder i kraft mellem de to stater, som først ratificerer den, seks måneder efter den dag, hvor det andet ratifikationsinstrument bliver deponeret.

(b) For enhver undertegnende stat, som ratificerer konventionen efter deponeringen af det andet ratifikationsinstrument, træder denne konvention i kraft seks måneder efter deponeringen af dennes eget ratifikationsinstrument.

Artikel 15

Stater, som ikke har været repræsenteret på den niende diplomatiske søretskonference, kan tiltræde konventionen.

Tiltrædelsen meddeles det belgiske udenrigsministerium, som ad diplomatisk vej underretter alle stater som har undertegnet eller tiltrådt konventionen.

For en tiltrædende stat træder konventionen i kraft seks måneder efter den dag, hvor meddelelsen modtages, dog ikke før konventionen er trådt i kraft i henhold til artikel 14 (a).

Artikel 16

Enhver af de høje kontraherende parter kan efter udløbet af en periode på tre år fra konventionens ikrafttræden i forhold til denne part kræve en konference indkaldt for at behandle forslag til ændringer.

Enhver af de høje kontraherende parter, som vil gøre brug af denne ret, skal henvende sig til den belgiske regering, som skal indkalde til konferencen inden seks måneder.

Artikel 17

Enhver af de høje kontraherende parter har ret til at opsige konventionen når som helst, efter at den er trådt i kraft for denne part. Opsigelsen får virkning et år efter den dag, hvor meddelelse om opsigelsen er modtaget af den belgiske regering, som skal give de andre høje kontraherende parter underretning herom ad diplomatisk vej.

Artikel 18

(a) Enhver af de høje kontraherende parter kan, når den ratificerer eller tiltræder konventionen eller senere, skriftligt meddele det belgiske udenrigsministerium, at konventionen skal udvides til at omfatte territorier, hvis internationale interesser den varetager. For sådanne territorier skal konventionen træde i kraft seks måneder efter den dag, hvor det belgiske udenrigsministerium har modtaget meddelelsen, dog ikke før den er trådt i kraft for vedkommende høje kontraherende part.

(b) Enhver af de høje kontraherende parter, som har afgivet en erklæring som nævnt under (a) om konventionens udvidelse til at omfatte territorier, hvis internationale interesser den varetager, kan når som helst meddele det belgiske udenrigsministerium, at konventionen skal ophøre at gælde for det pågældende territorium. Denne opsigelse får virkning et år efter den dag, hvor opsigelsen modtages af det belgiske udenrigsministerium.

(c) Det belgiske udenrigsministerium giver alle stater, som har undertegnet eller tiltrådt konventionen, underretning om enhver opsigelse, det har modtaget i henhold til denne artikel.

Udfærdiget i Bruxelles den 10. maj 1952, på fransk og engelsk, således at de to tekster har samme gyldighed.

Konventionen trådte i medfør af art. 14 (a) i kraft den 24. februar 1956. Konventionen trådte i medfør af art. 14 (b) i kraft for Danmark den 2. november 1989. Konventionen gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Konventionen er foruden af Danmark ratificeret eller tiltrådt af

Schweiz

14. september 1955

Spanien

14. september 1955

Costa Rica

24. februar 1956

Egypten

24. februar 1956

Haiti

24. februar 1956

Vatikanstaten

10. februar 1957

Cambodia

12. maj 1957

Portugal

4. november 1957

Frankrig

25. november 1957

Benin*

23. oktober 1958

Cameroun*

23. oktober 1958

Comorerne*

23. oktober 1958

Folkerepublikken

Congo*

23. oktober 1958

Elfenbenskysten

23. oktober 1958

Djibouti*

23. oktober 1958

Gabon*

23. oktober 1958

Republikken Guinea*

23. oktober 1958

Burkina Faso*

23. oktober 1958

Mauretanien*

23. oktober 1958

Niger*

23. oktober 1958

Den Central-

afrikanske

Republik*

23. oktober 1958

Republikken

Madagaskar

23. oktober 1958

Senegal*

23. oktober 1958

Mali*

23. oktober 1958

Tchad*

23. oktober 1958

Togo*

23. oktober 1958

Det Forenede

Kongerige

Storbritannien og

Nordirland

18. september 1959

Belgien

10. oktober 1961

Malaysia

(kun for staten

Sarawak)

28. januar 1963

Brunei

29. september 1963

Fiji

29. september 1963

Guyana*

29. september 1963

Mauritius

29. september 1963

Seychellerne*

29. september 1963

Nigeria

7. maj 1964

Algeriet

18. februar 1965

Antigua/Barbuda

12. november 1965

Bahamas*

12. november 1965

Den Dominikanske

Republik

12. november 1965

Grenada

12. november 1965

St. Kitts-Nevis

12. november 1965

Saint Lucia

12. november 1965

Saint Vincent og

Grenadinerne

12. november 1965

Belize

21. marts 1966

Kiribati*

21. marts 1966

Salomonøerne

21. marts 1966

Tuvalu*

21. marts 1966

Grækenland

27. august 1967

Zaire

17. januar 1968

Jugoslavien

25. januar 1968

Paraguay

22. maj 1968

Syrien

3. august 1972

Forbunds-

republikken

Tyskland

6. april 1973

Polen

16. januar 1977

Tonga

13. december 1978

Italien

9. maj 1980

Nederlandene

20. juli 1983

Cuba

21. maj 1984

Irland

17. april 1990

Marokko

11. januar 1991

Slovenien

25. juni 1991

Luxembourg

18. august 1991

Kroatien

8. oktober 1991

Sverige

30. oktober 1993

Letland

17. november 1993

Norge

1. maj 1995

Rumænien

28. maj 1996

Finland

21. juni 1996

Rusland

29. oktober 1999

De med * markerede lande, der ifølge erklæringer fra Frankrig henholdsvis Storbritannien er omfattet af konventionen, har ikke, bortset fra Republikken Guinea, jfr. nedenfor, som selvstændige stater bekræftet deres deltagelse i konventionen. Republikken Guinea har afgivet erklæring om tiltrædelse af konventionen med virkning fra 12. juni 1995.

Frankrig har under henvisning til artikel 18 (a) erklæret, at Marquesas-øerne, Tuamotu og Gambier, Sous le Vent-øerne, Saint Pierre og Miquelon-øerne, Wallis og Futuna-øerne, Ny Caledonien og territorier, Tahiti og territorier samt det franske antarktiske område er omfattet af konventionen.

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har under henvisning til artikel 18 (a) erklæret, at Gibraltar, Hong Kong, De britiske Jomfruøer, Bermuda, Cayman-øerne, Montserrat, Anguilla, St. Helena, Turks- og Caicos-øerne, Guernsey og Falklandsøerne er omfattet af konventionen. En tilsvarende erklæring er afgivet for øen Man med virkning fra 14. oktober 1993.

Storbritannien har taget forbehold med henvisning til konventionens artikel 10. Storbritannien forbeholder sig retten til at udstrække bestemmelserne i artikel 10 til at omfatte de territorier, hvor Storbritannien har ansvaret for de internationale relationer. Storbritannien har endvidere forbeholdt sig ret til ikke at lade konventionens bestemmelser omfatte krigsskibe eller skibe ejet af eller i tjeneste for en stat. Gibraltar, Hong Kong, De britiske Jomfruøer, Bermuda, Cayman-øerne, Montserrat, Anguilla, St. Helena, Turks- og Caicos-øerne, Guernsey, Falklandsøerne og øen Man er tillige omfattet af dette forbehold.

Storbritannien har afgivet erklæring om ophør af internationale rettigheder og forpligtelser efter overdragelsen af Hong Kong til Kina med virkning fra 1. juli 1997.

Nederlandene har ratificeret for Kongeriget i Europa og for De Nederlandske Antiller. Nederlandene henviser til artikel 10, stk. (a) og (b) og tilkendegiver følgende forbehold

Konventionens bestemmelser finder ikke anvendelse på arrest i et skib på grundlag af et af de i artikel 1, o) og p) omhandlede søretskrav, i hvilke tilfælde nederlandsk lov finder anvendelse; og

bestemmelserne i artikel 3, stk. 1 finder ikke anvendelse på arrest foretaget på Kongeriget Nederlandenes territorium på grundlag af krav omhandlet i artikel 1, q).

Costa Rica har taget følgende forbehold

Bekendtgørelse

af

konvention af 10. maj 1952 om

arrest i søgående skibe

Efter at Folketinget den 15. marts 1984 havde givet sit samtykke dertil, ratificerede Danmark den 27. april 1989 den i Bruxelles den 10. maj 1952 udfærdigede konvention om arrest i søgående skibe.

Konventionen har følgende ordlyd

Oversættelse

International konvention

om arrest i søgående skibe,

undertegnet i Bruxelles den 10. maj 1952

De høje kontraherende parter,

som finder det ønskeligt, at der ved overenskomst fastsættes visse ensartede regler om arrest i søgående skibe, har vedtaget at indgå en konvention med dette formål, og er blevet enige om følgende