Bekendtgørelse af overenskomst af 14. december 1999 med Bangladesh om udviklingssamarbejde
Statutory Text (1 Articles)
Bekendtgørelse
af
overenskomst af 14. december 1999 med Bangladesh om
udviklingssamarbejde
Den 14. december 1999 undertegnedes i Dhaka følgende overenskomst om udviklingssamarbejde
OVERENSKOMST
om udviklingssamarbejde
mellem
Kongeriget Danmarks regering
og
Republikken Bangladeshs regering
Præambel
Kongeriget Danmarks regering (i det følgende benævnt Danmark) og Republikken Bangladeshs regering (i det følgende benævnt Bangladesh), som ønsker at styrke den juridiske og institutionelle opbygning af deres udviklingssamarbejde, har indgået følgende overenskomst
Artikel I
Parternes forpligtelser
1. Danmark stiller finansiel støtte, materielle ressourcer, faglig bistand og uddannelsesmuligheder til rådighed for Bangladesh. Bangladesh sikrer den effektive anvendelse af nævnte støtte og uddannelsesmuligheder.
2. De særlige betingelser og procedurer, indbefattet de to parters finansielle og andre forpligtelser med hensyn til specifikke projekter, programmer og andre fælles aktiviteter under denne overenskomst (i det følgende benævnt programmer), træffer parterne i hvert enkelt tilfælde beslutning om i særlige overenskomster, herunder administrative aftaler, (i det følgende benævnt særlige overenskomster) med tydelig henvisning til denne overenskomst.
3. Opstår der uoverensstemmelser mellem denne overenskomst og de særlige overenskomster, står de sidstnævnte ved magt.
4. Ved gennemførelse af denne overenskomst er Udenrigsministeriet kompetent til at repræsentere Danmark, og Finansministeriet (ERD) er kompetent til at repræsentere Bangladesh (i det følgende benævnt de kompetente myndigheder).
Artikel II
Udøvende institutioner
1. I forbindelse med denne overenskomst betyder udtrykket udøvende institutioner enhver udsendt offentlig myndighed og udsendt offentlig eller privat virksomhed såvel som enhver organisation hvad enten offentlig eller privat, der er anerkendt af de to regeringer og kontraheret af Danmark til at implementere de særlige overenskomster, der henvises til i ovenstående artikel I, stk. 2.
2. Hvis intet andet er vedtaget i de særlige overenskomster, betaler Danmark de udøvende institutioners honorarer og omkostninger i overensstemmelse med det danske Udenrigsministeriums regler og forskrifter fraregnet de omkostninger, der dækkes af Bangladesh, som foreskrevet i nedennævnte stk. 3.
3. Bangladesh forpligter sig til følgende foranstaltninger med hensyn til de udsendte udøvende institutioner
a) at udstede uden unødig forsinkelse alle de nødvendige tilladelser og autorisationer;
b) at fritage dem for indkomstskat og andre direkte skatter eller afgifter af indtægter, der tilgår
dem fra midler uden for Bangladesh for tjenesteydelser i Bangladesh i henhold til denne overenskomst;
c) at fritage dem for at indgive opgørelse over skatte- eller finansielle forhold, som de bangladeshiske myndigheder kræver af privatpersoner eller virksomheder i henseende til indkomster optjent under denne overenskomst,
d) at fritage midler overført til Bangladesh af de udøvende institutioner til gennemførelsen af aktiviteter i henhold til denne overenskomst for valutakontrol og lette veksling og udførsel af sådanne midler såvel som oprettelse af bankkonti og
e) at fritage dem for faglige registrerings- og licenskrav.
Artikel III
Personel
1. På foranledning af Bangladesh kan faglig bistand i henhold til denne overenskomst ydes i form af udsendt personel (kortvarige eller langvarige opgaver) ansat af det danske Udenrigsministerium eller af de udøvende institutioner, som der henvises til i ovennævnte artikel II stk. 1. Assistance fra ovennævnte personel (i det følgende benævnt personel) er betinget af, hvorvidt behørigt kvalificerede og erfarne personer er til rådighed på det relevante tidspunkt.
2. Den kompetente bangladeshiske myndighed skal for hvert program tilsende den kompetente danske myndighed en fuldstændig stillingsbeskrivelse for det personel, der skal ansættes af Udenrigsministeriet, og i andre tilfælde efter behov definere stillingens arbejdsområde samt væsentlige og ønskede kvalifikationer hos ansøgeren. Det skal af stillingsbeskrivelsen klart fremgå, hvorvidt personellet skal påtage sig udøvende funktioner.
3. I forbindelse med hvert program skal den kompetente danske myndighed forsyne den kompetente bangladeshiske myndighed med de til vurdering af ansøgerne til ovennævnte stillinger nødvendige oplysninger, herunder uddannelse og tidligere faglig erfaring.
4. Den kompetente bangladeshiske myndighed og den danske kompetente myndighed træffer for hvert program i fællesskab beslutning om, i hvilket omfang "counterparts" til personellet, der stilles til rådighed, skal udpeges af Bangladesh, eller hvorvidt der skal tages andre skridt for at nå målet med programmet.
5. Personellet er under udførelsen af dets opgaver undergivet anvisninger fra de bangladeshiske myndigheder eller andre organer, hvorunder de henhører, og er underlagt Bangladeshs love og forskrifter, medmindre der findes specielle undtagelser i medfør af denne overenskomst eller i en særlig overenskomst.
6. Bangladesh sikrer, at personellet og dets ægtefæller og pårørende nyder lovens fulde beskyttelse, og sikrer yderligere, at dette personel og dets ægtefæller og pårørende nyder privilegier, der ikke er mindre fordelagtige end dem, der tilstås personel udsendt til Bangladesh af andre lande eller internationale organisationer.
7. Såfremt personellet fra Danmark eller dets ægtefæller eller pårørende arresteres, tilbageholdes, eller der rejses straffesag mod dem, skal den danske ambassade i Dhaka omgående underrettes og har ret til at besøge enhver tilbageholdt eller arresteret person. Sådanne personer har ret til at lade sig repræsentere af en advokat udpeget af den kongelige danske ambassade i Dhaka eller af personen selv i overensstemmelse med love og regulativer i Bangladesh.
8. Bangladesh er ansvarlig for personellets og dets ægtefællers og pårørendes sikkerhed. I tilfælde af en krise, som berører sikkerheden for udlændinge i Bangladesh, skal Bangladesh yde personellet og dets ægtefæller og pårørende hjemsendelsesbetingelser, der ikke er mindre fordelagtige end dem, der ydes til personel, dets ægtefæller og pårørende udsendt til Bangladesh af andre lande eller internationale organisationer.
9. Skulle en situation eller forhold, som refereret til under ovenstående stk. 8, opstå, er de to regeringer forpligtet til at konsultere hinanden og handle i tæt samarbejde for at minimere risici og skader for personellet og dets ægtefæller og pårørende eller deres personlige ejendele, samt materiel, udstyr og biler, der har været anvendt i forbindelse med gennemførelsen af programmer under denne overenskomst.
10. Personel, som handler i overensstemmelse med instrukser udstedt af den kongelige danske ambassade i Dhaka i anledning af en krise, eller som træffer sådanne forholdsregler, som forholdene tilsiger, og derved bliver forhindret i at møde på arbejde, vil ikke derved udvise pligtforsømmelse under den pågældende kontrakt.
11. Bangladesh har ret til at anmode om hjemkaldelse af enhver blandt personellet, hvis arbejde eller adfærd vurderes som utilfredsstillende. Før udøvelsen af denne ret forpligter Bangladesh sig til at rådføre sig med den kongelige danske ambassade i Dhaka.
12. Danmark har ret til når som helst at hjemkalde enhver blandt personellet. Før udøvelsen af denne ret skal Danmark rådføre sig med Bangladesh herom samt om foranstaltninger til sikring af hurtig erstatning af sådant personel, hvis Bangladesh anmoder om dette, med mindre usædvanlige omstændigheder tilsiger, at vedkommende hjemkaldes øjeblikkeligt.
13. Hvis de kompetente myndigheder når til enighed herom, kan personellet i tjenesteperioden forflyttes fra en stilling eller funktion til en anden.
14. Danmark betaler samtlige gebyrer, lønninger og omkostninger vedrørende personellet i henhold til Udenrigsministeriets regler og forskrifter, bortset fra omkostninger der dækkes af Bangladesh i henhold til nedennævnte stk. 15.
15. Medmindre andet aftales, vil Bangladesh stille kontorer, transportmuligheder, sekretærassistance og andre nødvendige faciliteter til rådighed for personellet i overensstemmelse med de forhold, der gives personel udsendt til Bangladesh af andre lande eller internationale organisationer. Bangladesh skal tillade fravær på grund af ferie, sygdom, graviditet eller fødsel i overensstemmelse med de respektive ansættelseskontrakter.
16. Bangladesh forpligter sig til, at personellet og dets ægtefæller og pårørende
a) fritages for værnepligt og andre militære pligter;
b) har tilladelse til at åbne bankkonti, er undtaget fra restriktioner for fremmed valuta indført i Bangladesh, har tilladelse til at veksle og udføre sådanne midler samt provenu af salg af personlige ejendele, der er udført og/eller solgt i overensstemmelse med reglerne i nedennævnte stk. 17 og 18.
c) fritages for faglige registrerings- og licensbestemmelser. Denne bestemmelse gælder alene personellet.
17. Bangladesh sørger for, at det udsendte personel og dets ægtefæller og pårørende
a) fritages for personlige indkomstskatter og andre direkte afgifter, inklusive bidrag til sociale ordninger, af indtægter, som de modtager fra Danmark for deres tjeneste i Bangladesh under denne overenskomst;
b) fritages fra pligten til at oplyse Bangladeshs myndigheder om skatte- og finansielle forhold, som er pålagt landets borgere eller fremmede fastboende i Bangladesh vedrørende de ovennævnte indtægter;
c) fritages for alle afgifter, skatter (herunder moms) og andre lignende gebyrer vedrørende indførsel af nye såvel som brugte husholdningsgenstande og personlige effekter til familiens normale, daglige brug, inkluderet et motorkøretøj, som personellet og dets ægtefæller og pårørende indfører til eget brug, eller har indkøbt fra frilager i Bangladesh, under forudsætning af at disse genstande genudføres ved tjenestetidens ophør, eller at der betales skat og afgifter i forhold til den lokale markedsværdi, medmindre salg sker til personer, der nyder samme privilegier. Fritagelsen i form af en "Customs Passbook" eller lignende dokumenter skal stilles til rådighed for personellet uden unødig forsinkelse og inden en måned efter personellets ankomst til Bangladesh.
18. I tilfælde af at et motorkøretøj, som anført ovenfor, bliver beskadiget i en sådan grad, at reparation ikke vil kunne betale sig, eller hvis det på anden måde uden personellets eller dets ægtefællers og pårørendes egen skyld går tabt, gælder ovennævnte tilladelse til afgiftsfri indførsel eller køb af et nyt motorkøretøj uanset eventuelle tidsfrister.
19. I tilfælde af at det udsendte personel eller dets ægtefæller og pårørende på grund af tyveri eller indbrud har mistet én eller flere personlige ejendele (såsom TV, video, radio, CD-afspiller, grammofon, båndoptager og computer m.m.), og der udarbejdes politirapport om hændelsen, eller hvis ejendelene er ødelagt uden at kunne repareres, skal Bangladesh tillade import eller køb af nyt til erstatning for det stjålne eller ødelagte uanset eventuelle tidsfrister.
20. Bangladesh skal uden unødig forsinkelse udstede visum til flere ind- og udrejser for personellet og dets ægtefæller og pårørende, såvel som opholdstilladelser, arbejdstilladelser og andre nødvendige tilladelser og/eller autorisationer for hele tjenesteperioden.
21. Bangladesh skal yde bistand ved toldklarering af de genstande, som er nævnt under stk. 17 c) og 18 i denne artikel.
22. Bangladesh skal være behjælpelig med udstedelse af nationalt førerbevis til personellet, dets ægtefæller og pårørende, som er i besiddelse af et gyldigt førerbevis fra Danmark eller et andet land, eller Bangladesh skal tillade brug af internationalt førerbevis, og desuden være behjælpelig med registrering af køretøjer til eget brug for personellet og dets ægtefæller og pårørende.
Artikel IV
Ansvar
1. Bangladesh holder Danmark og dets personel skadesløs for ethvert tab og erstatningsansvar som følge af handlinger eller undladelser fra én eller flere af de ovennævnte personers side under udøvelse af de aktiviteter, der falder ind under eller som udføres i medfør af denne overenskomst, og som forårsager tredjemands død eller lemlæstelse eller forvolder skade på tredjemands ejendom, for så vidt som dette erstatningsansvar ikke er fuldt dækket af en forsikring, og giver afkald på enhver form for regres eller retlige skridt i den forbindelse, med mindre erstatningsansvaret skyldes forsæt eller grov uagtsomhed fra én eller flere af de ovennævnte personer.
2. Såfremt Bangladesh friholder Danmark eller én eller flere af de ovennævnte personer for regres eller retlige skridt i forbindelse med erstatningsforpligtelse i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, vil Bangladesh være berettiget til at gennemføre ethvert retskrav om regres, modkrav, forsikring, erstatning, bidrag eller garanti, som ville kunne gøres gældende af Danmark eller disse personer.
3. Såfremt Bangladesh anmoder derom, skal Danmark yde de relevante Bangladeshiske myndigheder den nødvendige administrative eller juridiske bistand med henblik på en tilfredsstillende løsning af de problemer, der kan opstå i forbindelse med gennemførelsen af denne artikels stk. 1 og 2.
Artikel V
Materielle ressourcer/goder
1. Under denne overenskomst vil udtrykket goder betyde varer, materialer, køretøjer, maskiner, udstyr, reservedele og andre goder, som af Danmark eller de udøvende institutioner stilles til rådighed for programmer under denne overenskomst eller alle andre goder, som leveres til Bangladesh under særlige overenskomster.
2. Såfremt intet andet er bestemt i særlige overenskomster, vil Danmark
a) dække faktiske omkostninger såsom indkøb, forsendelse, klarering og forsikring i forbindelse med hver forsendelse af goder;
b) påtage sig ansvaret for anskaffelse og forsendelse af goder til Bangladesh; og
c) pålægge de udøvende institutioner ved forsendelsernes afskibning at instruere de udpegede institutioner i Bangladesh om den forventede ankomstdato for forsendelserne umiddelbart ved disses afskibning og tilsende dem forsendelsesdokumenter, fakturaer og anden relevant information.
3. Såfremt intet andet er bestemt i særlige overenskomster, vil Bangladesh
a) om nødvendigt meddele Danmark hvilke speditører og dokumenter, der skal anvendes i forbindelse med import og toldklarering, samt informere Danmark om de regler og procedurer for import og toldklarering, der gælder i Bangladesh;
b) gratis og uden forsinkelse udstede de nødvendige importlicenser og andre tilladelser for import af goder;
c) fritage goderne for eller dække udgifterne i forbindelse med al told, skat og lignende udgifter ved import til Bangladesh og fritage goderne for alle forbud og restriktioner i forbindelse med import eller eksport;
d) sikre hurtig og sikker modtagelse, ekspedition, klarering og spedition samt opbevaring og videre transport af de importerede goder;
e) træffe alle passende forholdsregler og påbegynde de ekspeditioner, der måtte være nødvendige med hensyn til krav om erstatning for fuldstændigt eller delvist tab og skader på forsendelser og derefter øjeblikkeligt underrette Danmark;
f) være behjælpelig med indregistreringen af importerede motorkøretøjer til Bangladesh;
g) dække alle omkostninger, herunder liggedagspenge etc., som følge af forsinket udstedelse af tilladelser, betaling af told, skat og lignende.
4. Alle goder, inklusive programkøretøjer, vil blive Bangladeshs ejendom på et tidspunkt, som specificeres i hver enkelt særlig overenskomst, eller skal efterfølgende reeksporteres. Sålænge de respektive programmer under denne overenskomst er under gennemførelse, skal goderne udelukkende være til rådighed for disse.
Artikel VI
Stipendier
1. Stipendier til studier i Danmark eller andre lande stilles med forbehold af Danmarks godkendelse til rådighed for ansøgere, som er behørigt udvalgt og indstillet af Bangladesh.
2. Stipendier i specialstudier ydes alene til ansøgere, der allerede har en grundlæggende uddannelse. Studieprogrammerne vil normalt blive gennemført på engelsk. Ansøgeren vil blive anmodet om at bestå en sprogprøve.
3. Danmark betaler
a) rejseudgifter fra tjenestested til studielandet og retur;
b) alle udgifter i forbindelse med ophold og undervisning, bøger og andre hjælpemidler under studieopholdet i overensstemmelse med gældende regler og satser i Danmark.
4. Bangladesh garanterer, at stipendiaten efter fuldførelsen af sit studieprogram kan vende tilbage til sin tidligere stilling i Bangladesh.
5. Bangladesh betaler stipendiatens løn og andre tillæg ifølge den bangladeshiske regerings regler.
Artikel VII
Evaluering
Til opfølgning og vurdering af samarbejdet såvel som til planlægning af fremtidigt samarbejde skal de kompetente myndigheder stå til rådighed for indbyrdes rådgivning og udveksling af oplysninger i et sådant omfang, som med rimelighed kan forlanges.
Artikel VIII
Afgørelse af stridigheder
Enhver strid om fortolkningen eller gennemførelsen af denne overenskomst skal løses ved forhandling mellem parterne.
Artikel IX
Ændringer
Ved indbyrdes overenskomst herom mellem de kontraherende parter kan denne overenskomst ændres eller suppleres ved brevveksling.
Artikel X
Ikrafttræden og ophør
1. Denne overenskomst træder i kraft på datoen for dens undertegnelse.
2. Denne overenskomst skal forblive i kraft i fem år. Dens gyldighed skal automatisk forlænges for efterfølgende perioder af fem år, med mindre aftalen opsiges af én af de to parter med seks måneders skriftlig varsel.
3. »Overenskomst om teknisk samarbejde mellem Kongeriget Danmarks regering og Republikken Bangladeshs regering« underskrevet i Dhaka den 26. august 1972 og senere ændringer er hermed bragt til ophør.
4. Denne overenskomst skal også dække programmer, der allerede er igangsat ved overenskomstens ikrafttræden.
Udfærdiget i Dhaka, den 14. december 1999 i to originale eksemplarer på engelsk. Begge tekster har lige stor gyldighed.
For Kongeriget Danmarks regering For Republikken Bangladeshs regering
Finn Thilsted Dr. Masihur Rahman
Ambassadør Minister
Den Kgl. Ambassade Afdelingen for økonomiske relationer
Dhaka Finansministeriet
Overenskomsten trådte i medfør af artikel X, stk. 1 i kraft ved undertegnelsen den 14. december 1999. Samtidig er overenskomsten af 26. august 1972 om fagligt samarbejde mellem Danmark og Bangladesh, jf. Udenrigsministeriets bkg. nr. 12 af 15. februar 1973, Lovtidende C, i medfør af artikel X, stk. 2, bragt til ophør.
Udenrigsministeriet, den 27. april 2000
Niels Helveg Petersen