Bekendtgørelse om Danmarks tiltrædelse af rammeaftale af 21. juni 1996 om samarbejde mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Chile på den anden side
Statutory Text (1 Articles)
Bekendtgørelse om Danmarks tiltrædelse af rammeaftale af 21. juni 1996 om samarbejde mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Chile på den anden side
Efter indhentelse af Folketingets samtykke den 22. april 1997 har Danmark den 24. april 1997 tiltrådt den i Firenze den 21. juni 1996 indgåede rammeaftale mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Chile på den anden side.
Aftalen, som er optrykt i EF-tidende nr. L 209/5 af 19. august 1996, omhandler samarbejde til styrkelse af de bestående forbindelser mellem parterne på basis af gensidighed og interessefællesskab med henblik på at bane vejen for en gradvis og gensidig liberalisering af handelen, der i sidste ende skal føre til oprettelse af en politisk og økonomisk associering mellem på den ene side De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater og på den anden side Chile.
Aftalen er med Rådets afgørelse af 25. januar 1999 (1999/127/EF) godkendt på Fællesskabernes vegne, jf. EF-tidende nr. L 42/46 af 16. februar 1999.
Aftalen er trådt i kraft den 1. februar 1999, jf. EF-tidende nr. L 42/64 af 16. februar 1999.
Aftalen omfatter ikke Færøerne og Grønland.
Udenrigsministeriet, den 27. april 2000
Niels Helveg Petersen