Legislator Case Law & Legislation
L19990006364 DK

Bekendtgørelse af Konvention af 1. marts 1991 om mærkning af plastiske sprængstoffer med henblik på afsløring

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Bekendtgørelse (international) 1999 63 Valid

Bekendtgørelse

af

Konvention af 1. marts 1991 om mærkning af plastiske sprængstoffer

med henblik på afsløring

Ved kgl. resolution af 17. september 1998 har Danmark ratificeret en i Montreal den 1. marts 1991 udfærdiget konvention om mærkning af plastiske sprængstoffer med henblik på afsløring.

Konventionen har følgende ordlyd

Oversættelse

KONVENTION

om mærkning af plastiske sprængstoffer med henblik på afsløring

DELTAGERSTATERNE I DENNE KONVENTION,

BEVIDST om følgerne af terrorhandlinger for international sikkerhed;

UDTRYKKER dyb bekymring med hensyn til terrorhandlinger, der sigter mod ødelæggelse af fly, andre transportmidler og andre mål;

BEKYMRET over, at plastiske sprængstoffer har været anvendt ved sådanne terrorhandlinger;

TAGER I BETRAGTNING, at mærkning af sådanne sprængstoffer med henblik på afsløring ville bidrage væsentligt til at forhindre sådanne ulovlige handlinger;

ANERKENDER, at der med henblik på at imødegå sådanne ulovlige handlinger er et stærkt behov

for et internationalt instrument, der forpligter stater til at tage passende midler i brug for at sikre, at plastiske sprængstoffer er behørigt mærket;

TAGER I BETRAGTNING De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 635 af 14. juni 1989 og De Forenede Nationers Generalforsamlings resolution 44/29 af 4. december 1989, der kraftigt opfordrer Organisationen for International Civil Luftfart til at forstærke sit arbejde med at udarbejde en international ordning for mærkning af plastiske sprængstoffer eller sprængstoffer i pladeform med henblik på afsløring;

ER OPMÆRKSOM på resolution A27-8, der, vedtaget enstemmigt af Organisationen for International Civil Luftfarts Forsamling på 27. session, med højeste og altoverskyggende prioritet godkendte udarbejdelsen af et nyt internationalt instrument vedrørende mærkning af plastiske sprængstoffer eller sprængstoffer i pladeform med henblik på afsløring;

BEMÆRKER med tilfredshed den rolle, Organisationen for International Civil Luftfart har haft ved udarbejdelsen af konventionen såvel som dens beredvillighed til at påtage sig opgaver i forbindelse med gennemførelsen;

ER BLEVET ENIGE om følgende

Artikel I

Til brug for denne konventions formål

1. »Eksplosivstoffer« betyder eksplosive produkter, almindelig kendt som »plastiske sprængstoffer«, herunder eksplosivstoffer i bøjelig eller elastisk pladeform som beskrevet i det tekniske bilag til denne konvention.

2. »Sporingsstof« betyder et stof, som er beskrevet i det tekniske bilag til denne konvention, og som indføres i eksplosivstof for at muliggøre afsløring.

3. »Mærkning« betyder at indføre et sporingsstof i eksplosivstof i overensstemmelse med det tekniske bilag til denne konvention.

4. »Fremstilling« betyder enhver proces, herunder genfremstilling, hvorved der produceres eksplosivstoffer.

5. »Behørigt autoriserede militære anordninger« omfatter, men er ikke begrænset til, granater, bomber, projektiler, miner, missiler, raketter, formede ladninger, håndgranater og perforatorer, der er fremstillet udelukkende med henblik på militære eller politimæssige formål i overensstemmelse med den pågældende deltagerstats love og bestemmelser.

6. »Producentstat« betyder enhver stat, på hvis territorium eksplosivstoffer fremstilles.

Artikel II

Hver deltagerstat skal træffe de nødvendige og effektive foranstaltninger til at forbyde og forhindre fremstilling på sit territorium af ikke-mærkede eksplosivstoffer.

Artikel III

l. Hver deltagerstat skal træffe de nødvendige og effektive foranstaltninger til at forbyde og forhindre transport ind på og ud af dens territorium af ikke-mærkede eksplosivstoffer.

2. Det foregående stykke gælder ikke for transporter, hvis formål ikke strider mod denne konventions målsætninger, for en deltagerstats myndigheder under udøvelse af militære eller politimæssige funktioner af ikke-mærkede eksplosivstoffer under kontrol af denne deltagerstat i overensstemmelse med stykke 1 i artikel IV.

Artikel IV

1. Hver deltagerstat skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at udøve nøje og effektiv kontrol med besiddelse og overdragelse af ikke-mærkede eksplosivstoffer, som er blevet fremstillet på eller indført til dens territorium før denne konventions ikrafttrædelse for den pågældende stat, med henblik på at forhindre spredning eller anvendelse til formål i strid med konventionens målsætninger.

2. Hver deltagerstat skal træffe de nødvendige foranstaltninger til sikring af, at alle beholdninger af de eksplosivstoffer, der er omtalt i denne artikels stykke 1, og som ikke besiddes af deltagerstatens myndigheder under udøvelse af militære eller politimæssige funktioner, destrueres eller bruges til formål, der ikke strider mod denne konventions målsætninger, mærkes eller gøres permanent ubrugelige inden for en periode af tre år fra konventionens ikrafttrædelse for den pågældende stat.

3. Hver deltagerstat skal træffe de nødvendige foranstaltninger til sikring af, at alle beholdninger af de eksplosivstoffer, der omtales i denne artikels stykke 1, som besiddes af deltagerstatens myndigheder under udøvelse af militære eller politimæssige funktioner, og som ikke er inkorporeret som en integrerende del af behørigt autoriserede militære anordninger, destrueres eller bruges til formål, der ikke strider mod denne konventions målsætninger, mærkes eller gøres permanent ubrugelige inden for en periode på femten år fra konventionens ikrafttrædelse for den pågældende stat.

4. Hver deltagerstat skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre destruktion, så hurtigt som muligt, på dens territorium af ikke-mærkede eksplosivstoffer, som måtte blive opdaget dér, og som ikke er omtalt i denne artikels foregående stykker, bortset fra beholdninger af ikke-mærkede eksplosivstoffer, der besiddes af deltagerstatens myndigheder under udøvelse af militære eller politimæssige funktioner, og er inkorporeret som en integrerende del af behørigt autoriserede militære anordninger på tidspunktet for konventionens ikrafttræden for den pågældende stat.

5. Hver deltagerstat skal træffe de nødvendige foranstaltninger til udøvelse af nøje og effektiv kontrol med besiddelse og overdragelse af de eksplosivstoffer, som er omtalt i stykke II i afsnit 1 det tekniske bilag til denne konvention med henblik på at forhindre spredning eller anvendelse til formål i strid med konventionens målsætninger.

6. Hver deltagerstat skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre destruktion, så hurtigt som muligt, på dens territorium af ikke-mærkede eksplosivstoffer, der er fremstillet efter ikrafttrædelsen af konventionen for den pågældende stat, og som ikke er inkorporeret som specificeret i stykke II d) i afsnit 1 i konventionens tekniske bilag, og af ikke-mærkede eksplosivstoffer, som ikke længere er omfattet af noget andet underafsnit af det nævnte stykke II.

Artikel V

1. Ved denne konvention oprettes en International Teknisk Kommission for Eksplosivstoffer (herefter betegnet som »Kommissionen«) bestående af mindst femten og højst nitten medlemmer udnævnt af Organisationen for International Civil Luftfarts Råd (herefter betegnet som »Rådet«) blandt personer, der er nomineret af deltagerstaterne i konventionen.

2. Kommissionens medlemmer skal være eksperter med direkte og indgående erfaring i spørgsmål vedrørende fremstilling eller afsløring af, eller forskning i, eksplosivstoffer.

3. Kommissionens medlemmer fungerer i en periode på tre år og kan genudnævnes.

4. Kommissionen skal træde sammen til møde mindst én gang årligt i hovedkvarteret for Organisationen for International Civil Luftfart eller på det sted og tidspunkt, der måtte blive anvist eller godkendt af Rådet.

5. Kommissionen vedtager en forretningsorden, med forbehold for Rådets godkendelse.

Artikel VI

1. Kommissionen vurderer den tekniske udvikling vedrørende fremstilling, mærkning og afsløring af eksplosivstoffer.

2. Kommissionen rapporterer gennem Rådet om resultaterne af sit arbejde til deltagerstaterne og de berørte internationale organisationer.

3. Når det er nødvendigt, fremsætter Kommissionen over for Rådet anbefalinger om ændringer i det tekniske bilag til denne konvention. Kommissionen skal tilstræbe at tage sine beslutninger om sådanne anbefalinger med konsensus. Hvis der ikke er konsensus, skal Kommissionen tage sådanne beslutninger ved afstemning med to tredjedeles flertal af dens medlemmer.

4. Rådet kan, på Kommissionens anbefaling, foreslå deltagerstaterne ændringer i det tekniske bilag til konventionen.

Artikel VII

1. Enhver deltagerstat kan, inden for 90 dage fra datoen for notifikation om et forslag til ændring i det tekniske bilag til konventionen, fremsende sine bemærkninger til Rådet. Rådet videregiver snarest muligt disse bemærkninger til Kommissionen til overvejelse. Rådet opfordrer enhver deltagerstat, som fremsætter bemærkninger til eller modsætter sig den foreslåede ændring, til at rådføre sig med Kommissionen.

2. Kommissionen overvejer de synspunkter, som deltagerstaterne har fremsat i overensstemmelse med foregående stykke, og afgiver beretning til Rådet. Efter overvejelse af Kommissionens beretning og under inddragelse af ændringens beskaffenhed og deltagerstaternes, herunder producentstaters, synspunkter, kan Rådet foreslå ændringen til vedtagelse over for alle deltagerstaterne.

3. Hvis der ikke af fem eller flere deltagerstater er gjort indsigelse mod en foreslået ændring ved skriftlig notifikation til Rådet inden for 90 dage fra datoen for Rådets notifikation om ændringen, skal den betragtes som vedtaget og skal træde i kraft ethundredefirs dage senere eller efter en sådan anden periode som angivet i den foreslåede ændring for deltagerstater, som ikke udtrykkeligt har gjort indsigelse.

4. Deltagerstater, som udtrykkeligt har gjort indsigelse mod den foreslåede ændring, kan efterfølgende ved deponering af et instrument om accept eller godkendelse udtrykke deres samtykke til at være bundet af ændringens bestemmelser.

5. Hvis fem eller flere deltagerstater har gjort indsigelse mod den foreslåede ændring, sender Rådet sagen til Kommissionen med henblik på yderligere overvejelse.

6. Hvis den foreslåede ændring ikke er blevet vedtaget i overensstemmelse med denne artikels stykke 3, kan Rådet også indkalde til en konference for samtlige deltagerstater.

Artikel VIII

1. Deltagerstaterne fremsender, om muligt, oplysninger til Rådet, som vil kunne hjælpe Kommissionen i varetagelsen af dens funktioner under artikel VI, stykke 1.

2. Deltagerstaterne holder Rådet underrettet om de foranstaltninger, de har taget til at gennemføre bestemmelserne i konventionen. Rådet viderebringer sådanne oplysninger til alle deltagerstater og berørte internationale organisationer.

Artikel IX

Rådet træffer, i samarbejde med deltagerstaterne og de berørte internationale organisationer, passende skridt til at lette gennemførelsen af konventionen, herunder tilvejebringelse af teknisk bistand og foranstaltninger til udveksling af oplysninger vedrørende den tekniske udvikling med hensyn til mærkning og afsløring af eksplosivstoffer.

Artikel X

Det tekniske bilag til denne konvention udgør en integrerende del af konventionen.

Artikel XI

1. Enhver tvist mellem to eller flere deltagerstater om fortolkning eller anvendelse af konventionen, som ikke kan løses gennem forhandling, skal efter anmodning fra en af disse gøres til genstand for voldgift. Hvis parterne ikke er i stand til at nå til enighed om formen for en sådan voldgift inden for 6 måneder fra datoen for anmodningen om voldgift, kan enhver af parterne henvise tvisten til Den Internationale Domstol ved anmodning i overensstemmelse med Domstolens statut.

2. Enhver deltagerstat kan på tidspunktet for undertegnelse, ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse af konventionen erklære, at den ikke betragter sig som bundet af det foregående stykke. De andre deltagerstater er ikke bundet af det foregående stykke i relation til nogen deltagerstat, som har fremsat et sådant forbehold.

3. Enhver deltagerstat, som har fremsat forbehold i henhold til det foregående stykke, kan når som helst kalde dette forbehold tilbage ved notifikation til depositaren.

Artikel XII

Bortset fra bestemmelserne i artikel XI kan der ikke fremsættes forbehold til konventionen.

Artikel XIII

1. Konventionen er åben for undertegnelse i Montreal den 1. marts 1991 af stater, der har deltaget i den internationale konference om luftfartsret, som fandt sted i Montreal fra 12. februar til 1. marts 1991. Efter 1. marts 1991 er konventionen åben for undertegnelse af alle stater i hovedkvarteret for Organisationen for International Civil Luftfart i Montreal, indtil den træder i kraft i overensstemmelse med denne artikels stykke 3. Enhver stat, der ikke undertegner konventionen, kan når som helst tiltræde den.

2. Konventionen skal ratificeres, accepteres, godkendes eller tiltrædes af stater. Instrumenter om ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse deponeres hos Organisationen for International Civil Luftfart, som herved udpeges som depositar. I forbindelse med deponering af sit instrument om ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse, skal hver stat erklære, om den er producentstat eller ikke.

3. Konventionen træder i kraft på den tresindstyvende dag efter datoen for deponering hos depositaren af det femogtredivte instrument om ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse, forudsat at mindst fem af disse stater i medfør af denne artikels stykke 2 har erklæret, at de er producentstater. Hvis femogtredive instrumenter deponeres, før fem producentstater har deponeret deres instrumenter, træder konventionen i kraft på den tresindstyvende dag efter datoen for den femte producentstats deponering af sit instrument om ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse.

4. For andre stater træder konventionen i kraft tres dage efter datoen for deponering af deres instrument om ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse.

5. Så snart denne konvention træder i kraft, skal den af depositaren registreres i overensstemmelse med artikel 102 i De Forenede Nationers Pagt og i overensstemmelse med artikel 83 i Konventionen angående International Civil Luftfart (Chicago 1944).

Artikel XIV

Depositaren underretter uden ophold alle signatarlande og deltagerstater om

1. enhver undertegnelse af konventionen og datoen herfor;

2. enhver deponering af et instrument om ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse og datoen herfor, idet det udtrykkeligt skal bemærkes, om staten har identificeret sig selv som producentstat;

3. datoen for konventionens ikrafttrædelse;

4. datoen for ikrafttrædelse af enhver ændring af konventionen eller dens tekniske bilag;

5. enhver opsigelse foretaget i henhold til artikel XV; og

6. enhver erklæring fremsat under artikel XI, stykke 2.

Artikel XV

1. Enhver deltagerstat kan opsige konventionen ved skriftlig notifikation til depositaren.

2. En opsigelse har virkning ethundredefirs dage efter den dato, på hvilken notifikation modtages af depositaren.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede befuldmægtigede, der har behørig fuldmagt fra deres regeringer, undertegnet konventionen.

UDFÆRDIGET i Montreal den første marts nittenhundredeenoghalvfems i én original med fem autentiske tekster på engelsk, fransk, russisk, spansk og arabisk.

Teknisk bilag

AFSNIT l: BESKRIVELSE AF EKSPLOSIVSTOFFER

I. De eksplosivstoffer, der er omtalt i artikel I, stykke 1 i konventionen er de stoffer som

a) er sammensat af et eller flere sprængstoffer, der i ren tilstand har et damptryk, som er mindre end 10-4 Pa ved en temperatur på 25o C;

b) indeholder et bindemiddel, og

c) er, som blanding, formbart eller bøjeligt ved normal stuetemperatur.

II. De følgende eksplosivstoffer skal ikke, selv om de modsvarer beskrivelsen af eksplosivstoffer i stykke 1 i dette afsnit, betragtes som eksplosivstoffer, sålænge de fortsat besiddes eller anvendes til de formål, der specificeres nedenfor, eller forbliver inkorporeret som nævnt dér. Det drejer sig om de eksplosivstoffer som

a) fremstilles eller besiddes i begrænsede mængder udelukkende til brug i behørigt autoriseret forskning, udvikling eller afprøvning af nye eller modificerede eksplosivstoffer;

b) fremstilles eller besiddes i begrænsede mængder udelukkende til brug i behørigt autoriseret øvelse i afsløring af eksplosivstoffer og/eller udvikling eller afprøvning af udstyr til afsløring af eksplosivstoffer;

c) fremstilles eller besiddes i begrænsede mængder udelukkende til brug for behørigt autoriserede kriminaltekniske formål; eller

d) er bestemt til inkorporering, og som inkorporeres som en integrerende del af behørigt autoriserede militære anordninger på producentstatens territorium inden for en periode på tre år efter konventionens ikrafttrædelse for denne stat. Sådanne anordninger, produceret i denne treårs periode, skal betragtes som behørigt autoriserede militære anordninger i henhold til konventionens artikel IV, stykke 4.

III. I dette afsnit

»behørigt autoriseret« i stykke II a), b) og c) betyder tilladt i overensstemmelse med vedkommende deltagerstats love og bestemmelser; og

»sprængstoffer« inkluderer, men er ikke begrænset til, cyclotetramethylentetranitramin (HMX), pentaerythritoltetranitrat (PETN) og cyclotrimethylentrinitramin (RDX).

AFSNIT 2: SPORINGSSTOFFER

Et sporingsstof er et af de stoffer, der er opført i den følgende tabel. Sporingsstoffer nævnt i tabellen er beregnet til at bruges til at forbedre sporbarheden af eksplosivstoffer ved detektion i dampform. I hvert enkelt tilfælde skal indførelse af et sporingsstof i et eksplosivstof ske på en sådan måde, at der opnås en homogen fordeling i det færdige produkt. Minimumskoncentrationen af et sporingsstof i det færdige produkt på fremstillingstidspunktet skal være som anført i følgende tabel.

Tabel

Sporingsstof

Molekyl- formel

Molekyl- vægt

Minimums-

Koncentration

(% vægt)

Ethylenglykoldinitrat (EGDN)

C2H4(NO3)2

152

0,2

2,3-dimethyl-2,3-dinitrobutan

(DMNB)

C6H12(NO2)2

176

0,1

para-mononitrotoluen (p-MNT)

C7H7NO2

137

0,5

ortho-mononitrotoluen (o-MNT)

C7H7NO2

137

0,5

Ethvert eksplosivstof der, som en del af sin normale sammensætning, indeholder hvilket som helst af de udpegede sporingsstoffer i en mængde, der er større end eller lig med den foreskrevne minimumskoncentration, skal anses for at være mærket.

Konventionen trådte i kraft den 21. juni 1998. Danmarks ratifikationsinstrument blev deponeret hos ICAOs generalsekretær den 5. oktober 1998. Konventionen trådte herefter i kraft for Danmark den 4. december 1998 i medfør af konventionens artikel XIII.

Konventionen er foruden af Danmark blevet ratificeret eller tiltrådt af Algeriet, Argentina, Bahrain, Cameroun, Canada, Den Tjekkiske Republik (succederet), Ecuador, Egypten, De Forenede Arabiske Emirater, Eritrea, Estland, Frankrig, Ghana, Grækenland, Guatemala, Japan, Jordan, Kazakhstan, Kuwait, Libanon, Litauen, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Maldiverne, Malta, Marokko, Mexico, Moldova, Monaco, Nederlandene, Norge, Panama, Peru, Qatar, Rumænien, Samoa, Saudi Arabien, Slovakiet (succederet), Spanien, Schweiz, Storbritannien, Tunesien, Tyrkiet, Tyskland, Ukraine, Ungarn, USA, Uzbekistan, Zambia og Østrig.

Der er ved ratifikationen eller tiltrædelsen af konventionen taget forbehold og afgivet erklæringer som følger

Forbehold i henhold til artikel XI, stykke 1: Algeriet, Peru, Saudi Arabien, Tyrkiet.

Producentstater: Argentina, Canada, Den Tjekkiske Republik, Frankrig, Grækenland, Japan, Norge, Slovakiet, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Tyskland, USA, Østrig.

Danmark foreløbigt: territorialt forbehold vedrørende Færøerne.

Udenrigsministeriet, den 26. august 1999

Niels Helveg Petersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →