Legislator Case Law & Legislation
L19970012864 DK

Bekendtgørelse om Danmarks tiltrædelse af 3. ændring af overenskomsten af 22. juli 1944 om Den internationale Valutafond

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse (international) 1997 128 Valid

Bekendtgørelse om Danmarks tiltrædelse af 3. ændring af overenskomsten af 22. juli 1944 om Den internationale Valutafond

I tilslutning til Udenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 5 af 18. maj 1946, nr. 104 af 6. november 1969 og nr. 94 af 7. november 1978, Lovtidende C, meddeles det, at Danmark ved skrivelse af 21. maj 1991 fra nationalbankdirektøren har tiltrådt en af Den internationale Valutafonds repræsentantskab den 28. juni 1990 godkendt 3. ændring af overenskomsten af 22. juli 1944 om Den Internationale Valutafond.

Tredje ændrings ordlyd er som følger

»Artikel XXVI

Afsnit 2.

a. Hvis et medlem undlader at opfylde nogen af sine forpligtelser i

henhold til denne overenskomst, kan fonden erklære, at medlemmet har fortabt sin ret til at benytte fondens almindelige midler. Dette afsnit medfører dog ingen begrænsning af bestemmelserne i artikel V, afsnit 5, eller artikel VI, afsnit 1.

b. Hvis et medlem, en rimelig tids forløb efter en erklæring om tab af retten til at benytte fondens almindelige midler i henhold til ovenstående pkt. a, vedblivende undlader at opfylde nogen af sine forpligtelser i henhold til denne overenskomst, kan fonden, ved et flertal rådende over en majoritet på 70 pct. af det samlede stemmetal, suspendere medlemmets stemmerettigheder. Sålænge medlemmets stemmeret er suspenderet, skal bestemmelserne i tillæg L være gældende. Fonden kan, ved et flertal rådende over en majoritet på 70 pct. af det samlede stemmetal, til enhver tid bringe suspensionen af stemmeretten til ophør.

c. Hvis et medlem, en rimelig tids forløb efter en beslutning om suspension af stemmerettigheder i henhold til ovenstående pkt. b, vedblivende undlader at opfylde nogen af sine forpligtelser i henhold til denne overenskomst, kan repræsentantskabet ved en beslutning, der skal vedtages af et flertal af repræsentantskabsmedlemmer rådende over en majoritet på 85 pct. af det samlede stemmetal, forlange, at det pågældende medlem udtræder af fonden.

d. Der skal vedtages bestemmelser til sikring af, at der, inden der i henhold til pkt. a, b eller c foretages skridt imod et medlem, med rimeligt varsel gives medlemmet underretning om den klage, der er fremsat imod det, og medlemmet skal gives passende mulighed for at fremføre sin sag, såvel mundtligt som skriftligt.«

»Tillæg L

Suspension af stemmerettigheder

I tilfælde af suspension af et medlems stemmerettigheder i henhold til Artikel XXVI, afsnit 2, stk. b, skal følgende bestemmelser være gældende

1. Medlemmet skal ikke

a. deltage i vedtagelsen af en foreslået ændring af denne overenskomst, eller med det formål medregnes i det totale antal medlemmer, med mindre ændringen i henhold til artikel XXVIII stk. b kræver accept fra samtlige medlemmer eller alene angår afdelingen for særlige trækningsrettigheder;

b. udnævne et repræsentantskabsmedlem eller dennes stedfortræder, udnævne eller deltage i udnævnelsen af et medlem af rådet eller dennes stedfortræder, eller udnævne, vælge eller deltage i valget af et bestyrelsesmedlem.

2. Medlemmets tildelte antal stemmer skal ikke afgives i nogen af fondens organer. De skal ikke medregnes i det samlede stemmetal, undtagen til formål, der vedrører accept af en foreslået ændring, som alene angår afdelingen for særlige trækningsrettigheder.

3.a. Det repræsentantskabsmedlem og dennes stedfortræder, som er udnævnt af medlemmet, skal ophøre med at beklæde deres embeder.

b. Det medlem af rådet og dennes stedfortræder, som er udnævnt af medlemmet eller i hvis udnævnelse medlemmet har deltaget, skal ophøre med at beklæde deres embeder, dog således at såfremt det pågældende medlem af rådet var bemyndiget til at afgive stemmer tildelt andre medlemmer, hvis stemmerettigheder ikke er suspenderet, skal et andet medlem af rådet og dennes stedfortræder udnævnes af disse medlemmer i henhold til tillæg D, og indtil denne udnævnelse skal det pågældende medlem af rådet og dennes stedfortræder fortsætte i deres embeder, dog højst i tredive dage efter datoen for suspensionen.

c. Det bestyrelsesmedlem, som medlemmet har udnævnt eller valgt, eller i hvis valg medlemmet har deltaget, skal ophøre med at fungere i sit embede, medmindre dette bestyrelsesmedlem var bemyndiget til at afgive stemmer tildelt medlemmer, hvis stemmerettigheder ikke er suspenderet. I sidstnævnte tilfælde

i. såfremt der er mere end halvfems dage til det næste ordinære valg af bestyrelsesmedlemmer, skal et andet bestyrelsesmedlem vælges for den resterende embedsperiode af disse medlemmer med et flertal af de afgivne stemmer; indtil dette valg skal bestyrelsesmedlemmet fortsætte i sit embede, dog højst i tredive dage efter datoen for suspensionen;

ii. såfremt der ikke er mere end halvfems dage til det næste ordinære valg af bestyrelsesmedlemmer, skal bestyrelsesmedlemmet fortsætte i embedet i den resterende del af embedsperioden.

4. Medlemmet skal være berettiget til at sende en repræsentant til at overvære ethvert møde i repræsentantskabet, rådet eller bestyrelsen, men ikke til nogen møder i disses komiteer, når en anmodning fremsat af eller et spørgsmål med særlig indflydelse på medlemmet, er under overvejelse.«

»Artikel XII

Organisation og ledelse

Afsnit 3. Bestyrelsen

i.

v. Når suspensionen af et medlems stemmerettigheder ophæves i henhold til artikel XXVI, afsnit 2, stk. b, og medlemmet ikke er berettiget til at udnævne et bestyrelsesmedlem, kan medlemmet aftale med samtlige de medlemmer, som har valgt et bestyrelsesmedlem, at medlemmets tildelte stemmeantal skal afgives af dette bestyrelsesmedlem, dog således at hvis der i det tidsrum, suspensionen har været i kraft, ikke har været afholdt et ordinært valg af bestyrelsesmedlemmer, skal det bestyrelsesmedlem, hvis valg medlemmet deltog i forud for suspensionen, eller vedkommendes efterfølger valgt i henhold til tillæg L, stk. 3, pkt. c, 1, eller ovenstående stk. f, være berettiget til at afgive medlemmets tildelte antal stemmer. Medlemmet skal anses for at have deltaget i valget af det bestyrelsesmedlem, som er berettiget til at afgive medlemmets tildelte stemmeantal.«

»Tillæg D

Rådet

Stk. 5

f. Når et bestyrelsesmedlem er berettiget til at afgive et medlems tildelte stemmer i henhold til artikel XII, afsnit 3, stk. i, pkt. v, skal det rådsmedlem, som er udnævnt af den gruppe, hvis medlemmer valgte det pågældende bestyrelsesmedlem, være berettiget til at stemme og til at afgive det antal stemmer, der er tildelt det pågældende medlem. Medlemmet skal anses for at have deltaget i udnævnelsen af det rådsmedlem, som er berettiget til at stemme og til at afgive stemmer, der er tildelt medlemmet.« Ændringen trådte i kraft den 11. november 1992, efter at 135 medlemslande med tilsammen 85% af de samlede stemmeandele havde tiltrådt den.

Udenrigsministeriet, den 5. december 1997

Niels Helveg Petersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →