Bekendtgørelse om overenskomst af 30. marts 1995 med Cameroun om konsolidering af gæld
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse om overenskomst af 30. marts 1995 med Cameroun om konsolidering af gæld
Den 30. marts 1995 undertegnedes i Yaounde en overenskomst imellem Danmark og Cameroun om konsolidering af Camerouns gæld til den danske stat. Overenskomsten er i overensstemmelse med de retningslinier for omlægning af Camerouns gæld (Agreed Minute on the Consolidation of the Debt of the Republic of Cameroun), som der opnåedes enighed om under multilaterale forhandlinger i Paris den 25. marts 1994.
Aftalen vedrører tilbagebetalingen af 4 danske statslån, tilbagebetalingen af eksportkreditter på et år eller mere ydet før den 31. december 1988 samt visse rentebetalinger i henhold til tidligere konsolideringsaftaler fra 1989 og 1993.
For statslånene omlægges afdrag, som ville forfalde imellem 1. april 1994 og 30. september 1995, ca. 30,4 mio. kr., til betaling over en periode på 18 år begyndende i 2007. Restancer pr. 31. marts 1994, ca. 22 mio. kr., udsættes til betaling over 10 år begyndende i 2014.
For eksportkreditterne omlægges afdrag og renter forfaldende imellem 1. april 1994 og 30. september 1995 samt visse renter i henhold til de to tidligere konsolideringsaftaler til betaling i voksende rater over 23 år begyndende i 1995. Restancerne pr. 31. marts 1994, ca. 94,9 mio. kr., skal betales i lige store rater imellem 2002 og 2009.
Herudover fastsættes det, at nogle restancer på kortfristede eksportkreditter, ca. 20 mio. kr., som skulle være betalt under konsolideringsaftalen fra 1993, udsættes til betaling i 6 rater imellem juni 1995 og september 1996.
Aftalen fastsætter rentesatsen på udestående beløb. Fra 1. juli 1995 vil satsen andrage 0,5%p. a. over Copenhagen Interbank Offered Rate (CIBOR) for 6-måneders lån. For de omlagte eksportkreditter som ville være forfaldet imellem 1. april 1994 og 30. september 1995 yder Danmark imidlertid et rentetilskud, som indebærer, at denne gælds beregnede nutidsværdi reduceres med 50%.
Ifølge aftalen vil dennes bestemmelser være gældende under forudsætning af, at Cameroun opfylder visse bestemmelser i ovennævnte Agreed Minute af 25. marts 1994. Ifølge disse er bl.a. gyldigheden for perioden 1. januar til 30. september 1995 afhængig af Camerouns opfyldelse af forpligtelser, landet har påtaget sig overfor Den Internationale Valutafond eller indgåelse af en ny aftale imellem disse to parter.
Udenrigsministeriet, den 9. oktober 1997
Poul Nielson
Ingen