Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af den europæiske konvention af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder med tilhørende protokoller 1-8

Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af den europæiske konvention af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder med tilhørende protokoller 1-8

Under henvisning til Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 20 af 11. juni 1953 og efterfølgende bekendtgørelser, senest nr. 46 af 3. april 1975, Lovtidende C, meddeles det, at følgende lande med virkning fra de anførte datoer har ratificeret eller tiltrådt den europæiske konvention af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder

Portugal ..................................... 9. november 1978

Spanien ...................................... 4. oktober 1979

Liechtenstein ................................ 8. september 1982

San Marino ................................... 22. marts 1989

Finland ...................................... 10. maj 1990

Bulgarien .................................... 7. september 1992

Ungarn ....................................... 5. november 1992

Den Slovakiske Republik ...................... 1. januar 1993

Den Tjekkiske Republik ....................... 1. januar 1993

Polen ........................................ 19. januar 1993

Rumænien ..................................... 20. juni 1994

Slovenien .................................... 28. juni 1994

Litauen ...................................... 20. juni 1995

Andorra ...................................... 22. januar 1996

Estland ...................................... 16. april 1996

Konventionen er herefter tiltrådt af 33 af Europarådets medlemslande, der alle har afgivet erklæring om anerkendelse af den individuelle klageadgang i henhold til konventionens artikel 25 og om anerkendelse af Menneskerettighedsdomstolens kompetence i henhold til konventionens artikel 46.

Der er i forbindelse med ratifikationen eller tiltrædelsen taget forbehold eller afgivet erklæringer som følger

Portugal: forbehold vedrørende konventionens artikel 4, stk. 3 b), 5, 7, 10 og 11, idet forbeholdene vedrørende artikel 4, stk. 3 b), 10 og 11 senere er blevet trukket tilbage ved en erklæring af 11. maj 1987.

Spanien: forbehold vedrørende artikel 5, 6 og 11 og fortolkende erklæringer vedrørende artikel 10, stk. 1, og artikel 15 og 17.

Liechtenstein: forbehold med hensyn til artikel 2, stk. 2 a), 6, stk. 1, og 8. Ved en erklæring af 22. april 1991 er forbeholdet vedrørende artikel 2 og et forbehold vedrørende artikel 8 med hensyn til homoseksualitet blevet trukket tilbage.

San Marino: forbehold vedrørende artikel 11.

Finland: forbehold vedrørende artikel 6, stk. 1, om retten til en offentlig rettergang.

Ungarn: forbehold vedrørende artikel 6, stk. 1, om retten til at få sager forelagt for domstolene.

Den Tjekkiske Republik: forbehold vedrørende artikel 5 og 6 med hensyn til visse disciplinære forholdsregler for værnepligtige.

Rumænien: forbehold vedrørende artikel 5 med hensyn til bestemmelser om militær disciplin.

Litauen: forbehold med hensyn til artikel 5, stk. 3.

Andorra: forbehold vedrørende artikel 5, 11 og 15.

Estland: forbehold vedrørende artikel 6 med hensyn til retten til en offentlig rettergang.

Nederlandene har den 24. december 1985 meddelt, at øen Aruba med virkning fra den 1. januar 1986 har opnået internt selvstyre, og at konventionen med tillægsprotokoller derfor med virkning fra denne dato vil gælde for Nederlandene (Kongeriget i Europa), De nederlandske Antiller og Aruba.

Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har senest i forbindelse med ratifikationen af 8. tillægsprotokol, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 33 af 15. marts 1990, Lovtidende C, og nedenfor, meddelt, at konventionen finder anvendelse i følgende områder: Bailiwick of Jersey, Bailiwick of Guernsey, Øen Man, Anguilla, Bermuda, De britiske Jomfruøer, Cayman-øerne, Falkland Islands, South Georgia and the South Sandwich Islands, Gibraltar, Montserrat, St Helena, St Helena Dependencies samt Turks og Caicos-øerne. Storbritannien har endvidere, senest i erklæringer af 12. januar og 27. marts 1996 meddelt, at Storbritannien anerkender den individuelle klageadgang og Domstolens kompetence for de nævnte områder med undtagelse af Øen Man, De britiske Jomfruøer, Cayman-øerne samt Turks og Caicos-øerne.

Frankrig har ved en erklæring af 24. marts 1988 trukket sin fortolkende erklæring vedrørende artikel 10 tilbage, jf. ovennævnte bekendtgørelse nr. 46 af 3. april 1975.

Tillægsprotokol af 20. marts 1952 til Den europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 20 af 11. juni 1953 og efterfølgende bekendtgørelser, senest nr. 46 af 3. april 1975, Lovtidende C, er med virkning fra de anførte datoer blevet ratificeret eller tiltrådt af følgende lande

Portugal ................................... 9. november 1978

San Marino ................................. 22. marts 1989

Finland .................................... 10. maj 1990

Spanien .................................... 27. november 1990

Bulgarien .................................. 7. september 1992

Ungarn ..................................... 5. november 1992

Den Slovakiske Republik .................... 1. januar 1993

Den Tjekkiske Republik ..................... 1. januar 1993

Rumænien ................................... 20. juni 1994

Slovenien .................................. 28. juni 1994

Polen ...................................... 10. oktober 1994

Liechtenstein .............................. 14. november 1995

Estland .................................... 16. april 1996

Litauen .................................... 24. maj 1996

Tillægsprotokollen er herefter blevet tiltrådt af alle de lande, der har tiltrådt konventionen, med undtagelse af Schweiz og Andorra.

Der er taget forbehold eller afgivet erklæringer som følger

Portugal: forbehold vedrørende artikel 1 og 2, der er trukket tilbage ved en erklæring af 11. maj 1987.

San Marino: forbehold vedrørende artikel 1 med hensyn til fast ejendom tilhørende udlændinge.

Spanien: forbehold vedrørende artikel 1.

Bulgarien: forbehold vedrørende andet punktum i artikel 1 med hensyn til udlændinges adgang til at erhverve ejendomsret over jord samt fortolkende erklæring vedrørende andet punktum i artikel 2.

Rumænien: fortolkende erklæring vedrørende artikel 2.

Estland: forbehold vedrørende artikel 1 med hensyn til en række reformlove, hvis formål er at genetablere eller yde erstatning for ejendom, der er blevet nationaliseret eller konfiskeret m.v. under den sovjetiske annektion af landet.

Grækenland har med virkning fra den 1. januar 1984 ophævet sit forbehold vedrørende artikel 2, der blev taget ved undertegnelsen af protokollen, jf. ovennævnte bekendtgørelse nr. 20 af 11. juni 1953, og senere gentaget ved Grækenlands ratifikation af tillægsprotokollen, jf. bekendtgørelse nr. 46 af 3. april 1975.

Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har den 22. februar 1988 meddelt, at tillægsprotokollen skal finde anvendelse i følgende områder: Bailiwick of Guernsey, Bailiwick of Jersey, Anguilla, De britiske Jomfruøer, Cayman-øerne, Gibraltar, Montserrat, St Helena, St Helena Dependencies samt Turks og Caicos-øerne. Storbritannien har samtidig taget forbehold med hensyn til andet punktum i artikel 2 vedrørende de nævnte områder.

Sverige har med virkning fra den 1. januar 1995 ophævet sit forbehold vedrørende artikel 2, der blev taget i forbindelse med Sveriges ratifikation af tillægsprotokollen, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 31 af 16. juli 1954.

Protokol nr. 2 af 6. maj 1963, ved hvilken Den europæiske Menneskerettighedsdomstol tillægges kompetence til at fremkomme med rådgivende udtalelser, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 67 af 23. november 1964 og nr. 46 af 3. april 1975, Lovtidende C, er yderligere blevet tiltrådt af Frankrig og de ovenfor anførte lande, der har tiltrådt konventionen.

Protokol nr. 3 af 6. maj 1963, ved hvilken konventionens artikel 29, 30 og 34 ændres, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 67 af 23. november 1964 og nr. 46 af 3. april 1975, Lovtidende C, er yderligere blevet tiltrådt af de ovenfor anførte lande, der har tiltrådt konventionen. Bestemmelserne i protokollen, der trådte i kraft den 21. september 1970, er blevet integreret i konventionens tekst.

Protokol nr. 4 af 16. september 1963, ved hvilken der sikres visse rettigheder og frihedsrettigheder ud over de i konventionen og i protokol nr. 1 til denne indeholdte bestemmelser, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 17 af 17. februar 1965 og senere bekendtgørelser, senest nr. 46 af 3. april 1975, Lovtidende C, er yderligere blevet ratificeret eller tiltrådt af følgende lande

Portugal ......................................... 9. november 1978

Italien .......................................... 27. maj 1982

Nederlandene ..................................... 23. juni 1982

San Marino ....................................... 22. marts 1989

Cypern ........................................... 3. oktober 1989

Finland .......................................... 10. maj 1990

Ungarn ........................................... 5. november 1992

Den Slovakiske Republik .......................... 1. januar 1993

Den Tjekkiske Republik ........................... 1. januar 1993

Rumænien ......................................... 20. juni 1994

Slovenien ........................................ 28. juni 1994

Polen ............................................ 10. oktober 1994

Litauen .......................................... 20. juni 1995

Estland .......................................... 16. april 1996

Protokollen er derimod ikke, som anført i tidligere bekendtgørelser, blevet tiltrådt af Storbritannien.

Protokollen er herefter blevet tiltrådt af 24 af Europarådets medlemslande, der alle har afgivet erklæring i henhold til protokollens artikel 6, stk. 2, om anerkendelse af den individuelle klageadgang i henhold til konventionens artikel 25 og af Domstolens kompetence i henhold til konventionens artikel 46 for så vidt angår protokollens artikler 1-4.

Italien har i forbindelse med ratifikation af protokollen afgivet erklæring om, at artikel 3, stk. 2, ikke kan forhindre anvendelsen af en midlertidig bestemmelse i den italienske forfatning vedrørende forbud mod indrejse og ophold i Italien for visse medlemmer af Huset Savoyen.

Nederlandene har afgivet erklæring om, at protokollen omfatter Nederlandene og De nederlandske Antiller. I overensstemmelse med protokollens artikel 5, stk. 4, skal Nederlandene og De nederlandske Antiller imidlertid betragtes som særskilte territorier for så vidt angår protokollens artikel 2 og 3. Da der kun er et statsborgerskab (nederlandsk), der gælder for hele Kongeriget, har Nederlandene forbeholdt sig retten til i sin lovgivning med hensyn til anvendelsen af artikel 3 at sondre mellem nederlandske statsborgere, der bor i Nederlandene, og nederlandske statsborgere, der bor i De nederlandske Antiller. Som meddelt foran vedrørende konventionen er Aruba med virkning fra den 1. januar 1986 omfattet af protokollen som et selvstændigt område.

Cypern har erklæret, at landet fortolker artikel 4 i protokollen således, at den ikke finder anvendelse på udlændinge, der ulovligt befinder sig i landet som følge af den fortsatte tyrkiske besættelse af dele af Republikken Cyperns territorium.

Protokol nr. 5 af 20. januar 1966 om ændringer i konventionens artikler 22 og 40, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 35 af 22. marts 1972, Lovtidende C, er foruden de i bekendtgørelse nr. 46 af 3. april 1975 nævnte lande blevet tiltrådt af de ovenfor anførte lande, der har tiltrådt konventionen. Bestemmelserne i protokollen, der trådte i kraft den 20. december 1971, er blevet integreret i konventionens tekst.

Protokol nr. 6 af 28. april 1983 vedrørende afskaffelsen af dødsstraffen, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 72 af 20. september 1985, Lovtidende C, er udover de i nævnte bekendtgørelse anførte lande med virkning fra de anførte datoer blevet ratificeret eller tiltrådt af følgende lande

Frankrig .......................................... 1. marts 1986

Nederlandene ...................................... 1. maj 1986

Portugal .......................................... 1. november 1986

Island ............................................ 1. juni 1987

Schweiz ........................................... 1. november 1987

Norge ............................................. 1. november 1988

Italien ........................................... 1. januar 1989

San Marino ........................................ 1. april 1989

Tyskland .......................................... 1. august 1989

Finland ........................................... 1. juni 1990

Liechtenstein ..................................... 1. december 1990

Malta ............................................. 1. april 1991

Ungarn ............................................ 1. december 1992

Den Slovakiske Republik ........................... 1. januar 1993

Den Tjekkiske Republik ............................ 1. januar 1993

Irland ............................................ 1. juli 1994

Slovenien ......................................... 1. juli 1994

Rumænien .......................................... 1. juli 1994

Andorra ........................................... 1. februar 1996

Protokollen er herefter blevet tiltrådt af 24 af Europarådets medlemslande.

Nederlandene har i forbindelse med sin tiltrædelse af protokollen erklæret, at denne skal gælde for Kongeriget i Europa, De nederlandske Antiller og Aruba. Nederlandene har endvidere afgivet erklæring om, at i det omfang, der stadig var mulighed for at idømme dødsstraf i henhold til hollandsk militærlov og bestemmelser vedrørende krigsforbrydelser, vil dødsstraf dog ikke kunne idømmes efter den hollandske grundlov, der trådte i kraft den 17. februar 1983. Nederlandene har endelig i overensstemmelse med artikel 2 i protokollen givet meddelelse om de relevante bestemmelser i straffeloven for De nederlandske Antiller og Aruba, der foreskriver dødsstraf for visse handlinger begået i krigstid.

Schweiz har i overensstemmelse med artikel 2 i prokollen meddelt, at schweizisk lovgivning giver mulighed for at genindføre dødsstraf i krigstid eller i tilfælde af overhængende fare for krig i henhold til artikel 5 og 27 i den schweiziske militære straffelov af 13. juni 1927, ligesom dødsstraf vil kunne genindføres, når det måtte være nødvendigt (»droit de necessite«).

Tyskland har afgivet erklæring om, at Tyskland er af den opfattelse, at forpligtelserne i henhold til protokollen er begrænset til afskaffelsen af dødsstraffen inden for protokollens anvendelsesområde i vedkommende stat og ikke berører den nationale ikke-strafferetlige lovgivning. Tyskland har opfyldt sine forpligtelser efter protokollen gennem artikel 102 i den tyske grundlov.

Protokol nr. 7 af 22. november 1984, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 41 af 7. april 1989, Lovtidende C, er udover de i nævnte bekendtgørelse anførte lande med virkning fra de anførte datoer blevet ratificeret eller tiltrådt af følgende lande

San Marino ....................................... 1. juni 1989

Luxembourg ....................................... 1. juli 1989

Finland .......................................... 1. august 1990

Italien .......................................... 1. februar 1992

Den Slovakiske Republik .......................... 1. januar 1993

Den Tjekkiske Republik ........................... 1. januar 1993

Ungarn ........................................... 1. februar 1993

Rumænien ......................................... 1. september 1994

Slovenien ........................................ 1. september 1994

Litauen .......................................... 1. september 1995

Estland .......................................... 1. juli 1996

San Marino har i forbindelse med ratifikationen afgivet erklæring vedrørende protokollens artikel 3 om erstatning for urigtig domfældelse. Luxembourg har taget forbehold vedrørende artikel 5, hvorefter artiklen ikke må hindre anvendelsen af de i Luxembourg gældende regler for overførelse af slægtsnavn. Italien har afgivet erklæring om, at protokollens artikel 2-4 kun skal finde anvendelse på lovovertrædelser, procedurer og beslutninger, der er strafbare efter italiensk lov.

Protokollen er herefter blevet tiltrådt af 19 af Europarådets medlemslande, der alle med undtagelse af Grækenland og Italien har afgivet erklæring i henhold til protokollens artikel 7, stk. 2, om anerkendelse af den individuelle klageadgang i henhold til konventionens artikel 25 og af Domstolens kompetence i henhold til konventionens artikel 46 med hensyn til protokollens artikel 1-5.

Danmark har ved en erklæring af 1. august 1994 til Europarådets generalsekretær ophævet sit geografiske forbehold vedrørende Færøerne. Det danske forbehold vedrørende art. 2. stk. 1, i protokollen gælder dog også for Færøerne.

Protokol nr. 8 af 19. marts 1985 vedrørende ændringer i konventionens artikel 20-21, 23, 28-31, 34, 40-41 og 43, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 33 af 15. marts 1990, Lovtidende C, er udover de i nævnte bekendtgørelse anførte lande blevet ratificeret eller tiltrådt af følgende lande

Finland, Bulgarien, Ungarn, Den Slovakiske Republik, Den Tjekkiske Republik, Polen, Rumænien, Slovenien, Litauen, Andorra og Estland.

Protokollen er herefter blevet tiltrådt af alle de 33 lande, der har tiltrådt konventionen. Bestemmelserne i protokollen, der trådte i kraft den 1. januar 1990, er blevet integreret i konventionens tekst.

Udenrigsministeriet, den 10. oktober 1996

F.M.

H. Wøhlk

Ingen