Bekendtgørelse af overenskomst af 12. oktober 1995 med Nepal om bistandssamarbejde
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af overenskomst af 12. oktober 1995 med Nepal om bistandssamarbejde
Den 12. oktober 1995 undertegnedes i Kathmandu følgende overenskomst
om bistandssamarbejde
OVERENSKOMST OM BISTANDSSAMARBEJDE MELLEM KONGERIGET DANMARKS REGERING OG HANS MAJESTÆT AF NEPALS REGERING Præambel
Kongeriget Danarks regering (i det følgende benævnt Danmark ) og Hans Majestæt af Nepals regering (i det følgende benævnt Nepal ),
som ønsker at styrke de retlige og institutionelle rammer for deres tekniske såvel som bistandsmæssige samarbejde, har indgået følgende overenskomst
Artikel I
Parternes forpligtelser
1. Danmark stiller materielle ressourcer, finansiel og teknisk støtte samt uddannelsesmuligheder til rådighed for Nepal. Nepal sikrer den effektive anvendelse af nævnte støtte og uddannelsesmuligheder.
2. De særlige betingelser og procedurer, indbefattet de to parters finansielle og andre forpligtelser med hensyn til projekter, programmer og andre fælles aktiviteter under denne overenskomst (i det følgende benævnt programmer ), træffer parterne beslutning om i særlige overenskomster, herunder administrative overenskomster indgået ved brevveksling (i det følgende benævnt særlige overenskomster) med tydelig henvisning til denne overenskomst.
3. Opstår der uoverensstemmelser mellem denne overenskomst og de særlige overenskomster, står de sidstnævnte ved magt.
4. Ved implementeringen af overenskomsten er Udenrigsministeriet kompetent til at repræsentere Danmark, og det nepalesiske Finansministerium er kompetent til at repræsentere Nepal (i det følgende benævnt de kompetente myndigheder ).
Artikel II
Udøvende institutioner
1. I forbindelse med denne overenskomst betyder udtrykket udøvende institutioner enhver udsendt offentlig myndighed og offentlig eller privat sammenslutning såvel som enhver organisation hvad enten offentlig eller privat, der er anerkendt af de to regeringer og kontraheret af Danmark til at implementere de særlige overenskomster, der henvises til i ovenstående artikel I, stk. 2.
2. Hvis intet andet er vedtaget i de særlige overenskomster, betaler Danmark de udøvende institutioners honorarer og omkostninger i overensstemmelse med Udenrigsministeriets regler og forskrifter fraregnet de omkostninger, der dækkes af Nepal, som foreskrevet i nedennævnte stk. 3.
3. Nepal forpligter sig til følgende med hensyn til de udsendte udøvende institutioner
a) at udstede vederlagsfrit og uden unødig forsinkelse alle de nødvendige tilladelser og autorisationer;
b) at fritage dem for indkomstskat og andre direkte skatter eller afgifter af indtægter, der tilgår dem fra midler uden for Nepal for tjenesteydelser i Nepal i henhold til denne overenskomst;
c) at fritage dem for enhver opgørelse over skatte- eller finansielle forhold, som Nepals myndigheder kræver af privatpersoner eller sammenslutninger, for så vidt angår indtægter optjent under denne overenskomst;
d) at fritage midler overført til Nepal af de udsendte udøvende institutioner til implementeringen af aktiviteter i henhold til denne overenskomst for valutakontrol og lette veksling og udførsel af sådanne midler såvel som oprettelse af bankkonti og
e) at fritage dem for faglige registrerings- og licenskrav.
Artikel III
Personel
1. På foranledning af Nepal kan teknisk bistand i henhold til denne overenskomst ydes i form af teknisk personel (kortvarige eller langvarige opgaver) ansat af Udenrigsministeriet eller de udøvende institutioner, som der henvises til i ovennævnte artikel II, stk. 1. Tilrådighedsstillelse af assistance fra ovennævnte personel (i det følgende benævnt personel ) er betinget af, hvorvidt behørigt kvalificerede og erfarne personer er til rådighed på det relevante tidspunkt.
2. Nepals kompetente myndigheder i relation til hvert program tilstiller i hvert enkelt tilfælde den danske kompetente myndighed en fuldstændig stillingsbeskrivelse for det personel, der skal ansættes af Udenrigsministeriet, og i andre tilfælde efter behov, med behørig angivelse af stillingens opgaver samt væsentlige og ønskede kvalifikationer hos ansøgeren. Det skal af stillingsbeskrivelsen klart fremgå, hvorvidt personellet skal påtage sig udøvende funktioner.
3. De danske kompetente myndigheder giver Nepals kompetente myndigheder i relation til hvert program alle de til vurdering af ansøgeren til ovennævnte stillinger nødvendige oplysninger, herunder oplysninger om uddannelse og tidligere faglige erfaring.
4. Nepals kompetente myndigheder i relation til hvert program og de danske kompetente myndigheder træffer i fællesskab beslutning om, i hvilket omfang »counterparts« til personellet, der stilles til rådighed, skal udpeges af Nepal og andre foranstaltninger, om hvilke der skal træffes indbyrdes aftale for at nå de tilsigtede mål.
5. Personellet er under udførelsen af deres opgaver undergivet retningslinier fra de nepalesiske myndigheder eller andre organer, hvorunder de henhører, og er underlagt Nepals love og forskrifter, medmindre der findes specielle undtagelser i medfør af denne overenskomst eller i en særlig overenskomst.
6. Nepal sikrer, at det udsendte personel og dets ægtefæller og pårørende nyder lovens fulde beskyttelse og sikrer yderligere, at dette personel og dets ægtefæller og pårørende nyder privilegier, der ikke er mindre fordelagtige, end dem der tilstås personel udsendt til Nepal af andre lande eller internationale organisationer.
7. Såfremt udsendt personel fra Danmark eller dets ægtefæller eller pårørende arresteres, tilbageholdes, eller der rejses straffesag mod dem, skal den kongelige danske ambassade i Nepal omgående underrettes og har ret til at besøge enhver tilbageholdt eller arresteret person. Sådanne personer har ret til at lade sig repræsentere af en advokat udpeget af ambassaden eller personen selv i overensstemmelse med Nepals love og bestemmelser.
8. Nepal varetager det udsendte personels og dets ægtefællers og pårørendes sikkerhed. I tilfælde af kriser, som berører sikkerheden for udlændinge i Nepal, skal Nepal i overensstemmelse med forholdene yde det udsendte personel og dets ægtefæller og pårørende hjemsendelsesbetingelser, der ikke er mindre fordelagtige end dem, der ydes til personel og dets ægtefæller og pårørende udsendt til Nepal af andre lande eller internationale organisationer.
9. Skulle tilfælde, som refereret til under stk. 8, opstå, er de to regeringer forpligtet til at konsultere hinanden og handle i tæt samarbejde for at minimere risici og skader for det udsendte personel og dets ægtefæller og pårørende eller deres personlige ejendele, samt materiel, udstyr og biler, der har været anvendt i forbindelse med gennemførelsen af programmer under denne overenskomst.
10. Udsendt personel, som handler i overensstemmelse med instrukser udstedt af den kongelige danske ambassade i anledning af krise, eller som træffer sådanne forholdsregler, som forholdene tilsiger, og derved bliver forhindret i at møde på arbejde, vil ikke derved udvise pligtforsømmelse under den pågældende kontrakt.
11. Nepal har ret til at anmode om hjemkaldelse af enhver blandt personellet, hvis arbejde eller adfærd vurderes som utilfredsstillende. Før udøvelsen af denne ret forpligter Nepal sig til at rådføre sig med den kongelige danske ambassade i Kathmandu.
12. Danmark har ret til når som helst at hjemkalde enhver blandt personellet. Før udøvelsen af denne ret skal Danmark rådføre sig med Nepal herom samt om foranstaltninger til sikring af hurtig erstatning af sådant personel, hvis Nepal anmoder om dette, med mindre usædvanlige omstændigheder tilsiger, at vedkommende hjemkaldes øjeblikkeligt.
13. Efter aftale mellem de kompetente myndigheder kan personellet i tjenesteperioden forflyttes fra en stilling til en anden.
14. Danmark betaler samtlige gebyrer, lønninger og omkostninger vedrørende personellet i henhold til Udenrigsministeriets regler og forskrifter, bortset fra omkostninger, der dækkes af Nepal i henhold til nedennævnte stk. 15.
15. Medmindre andet aftales, vil Nepal stille kontorer, transportmidler, sekretær-assistance og andre nødvendige faciliteter til rådighed for personellet, i overensstemmelse med de for hold der gives personel udsendt til Nepal af andre lande eller internationale organisationer. Nepal skal godkende fravær på grund af ferie, sygdom, graviditet og fødsel i overensstemmelse med de respektive ansættelseskontrakter.
16. Nepal forpligter sig til, at det udsendte personel og dets ægtefæller og pårørende
a) er fritaget for værnepligt og andre militære pligter;
b) har tilladelse til at åbne bankkonti, er undtaget fra restriktioner for fremmed valuta indført til Nepal, har tilladelse til at veksle og udføre sådanne midler samt provenu af salg af indførte personlige ejendele, under forudsætning af at sådant salg finder sted i overensstemmelse med reglerne i nedennævnte stk. 17 og 18;
c) er fritaget for faglig registrering og licensbestemmelser.
17. Nepal sørger for, at det udsendte personel og dets ægtefæller og pårørende
a) fritages for personlige indkomstskatter og andre direkte afgifter, inklusive bidrag til sociale ordninger af indtægter, som de modtager fra danske kilder for deres tjeneste i Nepal under denne overenskomst;
b) fritages for pligten til at oplyse Nepals myndigheder om skatteforhold og finansielle forhold, som er pålagt landets borgere eller fremmede fastboende i Nepal.
c) fritages for alle afgifter, skatter og andre lignende gebyrer vedrørende indførsel af nye såvel som brugte husholdningsgenstande og personlige effekter til familiens normale, daglige brug, inkluderet et motorkøretøj, som personellet og dets ægtefæller og pårørende indfører til eget brug, eller har indkøbt fra frilager i Nepal inden 6 måneder efter deres ankomst til Nepal, under forudsætning af, at disse genstande genudføres ved tjenestetidens ophør, eller at der betales skat og afgifter i forhold til den lokale markedsværdi, medmindre salg sker til personer, der nyder samme privilegier.
18. I tilfælde af at et motorkøretøj, som an ført ovenfor, bliver beskadiget i en sådan grad, at reparation ikke vil kunne betale sig, eller hvis det på anden måde uden personellets eller dets ægtefællers og pårørendes egen skyld går tabt, skal Nepal tillade afgiftsfri indførsel eller køb af et nyt motorkøretøj, uanset eventuelle tidsfrister.
19. I tilfælde af at det udsendte personel eller dets ægtefælle og pårørende som følge af tyveri eller indbrud mister en eller flere personlige ejendele (f.eks. TV, video, videooptager, radio, CD-afspiller, grammofon, båndoptager, computer etc.), og efter at en politirapport derom er blevet tilvejebragt, eller i tilfælde af at en ejendel er blevet så beskadiget, at den ikke kan repareres, skal Nepal tillade import eller indkøb af nyt udstyr til erstatning for det stjålne, uanset eventuelle tidsfrister.
20. Nepal skal uden unødig forsinkelse udstede gratis visum til flere ind- og udrejser for personellet og dets ægtefæller og pårørende, såvel som opholdstilladelser, arbejdstilladelser og andre nødvendige tilladelser for hele tjenesteperioden.
21. Nepal yder bistand ved toldklarering af de genstande, som er nævnt under stk. 17 c), og 18, jfr. artikel V;
22. Nepal skal være behjælpelig med udstedelse af nationalt førerbevis til personellet, dets ægtefæller og pårørende, som er i besiddelse af et gyldigt førerbevis fra Danmark eller et andet land, eller Nepal skal tillade brug af internationalt førerbevis, og desuden være behjælpelig med registrering af køretøjer til eget brug for personellet og dets ægtefæller og pårørende.
Artikel IV
Ansvar og erstatning
1. Nepal holder Danmark og dets personel skadesløs for ethvert tab og ethvert civilretligt erstatningsansvar udenfor kontrakt, der skyldes handlinger eller undladelser fra en eller flere af de ovennævnte personers side inden for rammerne af de aktiviteter, der falder ind under eller som udføres i medfør af denne overenskomst, og som forårsager tredjemands død eller lemlæstelse eller forvolder skade på tredjemands ejendom, for så vidt som dette erstatningsansvar ikke er dækket af en forsikring, og giver afkald på enhver form for regres eller processuelle skridt på grund af civilretligt erstatningsansvar uden for kontrakt, med mindre erstatningsansvaret skyldes forsæt eller grov uagtsomhed fra en eller flere af de ovennævnte personer.
2. Såfremt Nepal holder Danmark eller en eller flere af de ovennævnte personer skadesløs over for regres eller processuelle skridt på grund af civilretligt erstatningsansvar uden for kontrakt i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, vil Nepal være berettiget til at gennemføre ethvert retskrav om regres, modkrav, forsikring, erstatning bidrag eller garanti, som kan gøres gældende af Danmark eller disse personer.
3. Såfremt Nepal anmoder derom, skal Danmark yde de relevante nepalesiske myndigheder den nødvendige administrative eller juridiske bistand med henblik på en tilfredsstillende løsning af de problemer, der kan opstå i forbindelse med gennemførelsen af denne artikels stk. 1 og 2.
Artikel V
Materielle ressourcer/goder
1. Under denne overenskomst vil udtrykket goder betyde varer, materialer, køretøjer, maskiner, udstyr, reservedele og andre goder, som af Danmark eller de udøvende institutioner stilles til rådighed for projekter under denne overenskomst eller alle andre goder, som leveres til Nepal under særlige overenskomster.
2. Såfremt intet andet er bestemt i særlige overenskomster, vil Danmark
a) dække faktiske omkostninger såsom indkøb, forsendelse og om nødvendigt forsikring i forbindelse med hver forsendelse af goder;
b) tage ansvaret for forsendelse af goder til Nepal;
c) forlange, at de udøvende institutioner ved forsendelsernes afskibning instruerer de implementerende institutioner i Nepal om den forventede ankomstdato for forsendelserne umiddelbart ved disses afskibning og tilsender dem forsendelsesdokumenter, fakturaer og anden relevant information.
3. Såfremt intet andet er bestemt i særlige overenskomster, vil Nepal
a) om nødvendigt meddele Danmark hvilke speditører, der skal anvendes i forbindelse med import og toldklarering, samt informere Danmark om de regler og procedurer for import og toldklarering, der gælder i Nepal;
b) gratis og uden forsinkelse udstede de nødvendige importlicenser og andre tilladelser for import af goder;
c) ved import til Nepal fritage goderne for eller dække udgifterne i forbindelse med al told, skat og lignende udgifter og fritage goderne for alle forbud og restriktioner i forbindelse med import eller eksport;
d) sikre hurtig og sikker modtagelse og ekspedition i havnen, samt sikker opbevaring og videre transport af de importerede goder;
e) træffe alle passende forholdsregler og påbegynde de ekspeditioner, der måtte være nødvendige med hensyn til krav om erstatning for fuldstændigt eller delvist tab og skader på forsendelser og derefter øjeblikkeligt underrette Danmark;
f) være behjælpelig med indregistreringen af importerede motorkøretøjer.
4. Alle goder, inklusive programkøretøjer, vil blive Nepals ejendom på et tidspunkt, som specificeres i hver enkelt overenskomst, eller skal efter aftale reeksporteres. Sålænge de respektive projekter, programmer eller andre fælles aktiviteter under denne overenskomst er under implementering, skal goderne udelukkende være til rådighed for disse.
Artikel VI
Stipendier
1. Stipendier til studier i Danmark eller andre lande stilles med forbehold af Danmarks godkendelse til rådighed for ansøgere, som er behørigt udvalgt og indstillet af Nepal.
2. Stipendier i specialstudier ydes alene til ansøgere, der allerede har en grundlæggende uddannelse. Studieprogrammerne vil normalt blive udfærdiget på engelsk. Der kan stilles krav om en sprogprøve.
3. Danmark betaler
a) rejseudgifter fra tjenestested til studiested og retur;
b) alle udgifter i forbindelse med ophold og undervisning, bøger og andre hjælpemidler samt personlige udgifter under studieopholdet.
4. Nepal garanterer, at stipendiaten efter fuldførelsen af sit studieprogram kan vende tilbage til sin tidligere stilling i Nepal.
5. Nepal betaler den del af stipendiatens løn, der er tillagt ham/hende i henhold til gældende bestemmelser, for at han/hun fortsat kan opfylde sine økonomiske forpligtelser i Nepal i studieperioden.
Artikel VII
Vurdering
Til opfølgning og vurdering af samarbejdet såvel som til planlægning af fremtidigt samarbejde skal de kompetente myndigheder stå til rådighed for indbyrdes rådgivning og udveksle oplysninger i et sådant omfang, som med rimelighed kan forlanges.
Artikel VIII
Afgørelse af stridigheder
1. Enhver uoverensstemmelse eller strid om fortolkningen eller gennemførelsen af denne overenskomst skal afgøres ved forhandling mellem de to parter.
Artikel IX
Ændringer
Ved indbyrdes overenskomst herom mellem de kontraherende parter kan denne overenskomst ændres eller suppleres ved brevveksling.
Artikel X
Ikrafttræden og ophør
1. Denne overenskomst træder i kraft på datoen for dens undertegnelse.
2. Denne overenskomst forbliver i kraft i fem år. Dens gyldighed skal automatisk forlænges i efterfølgende perioder af 5 år, medmindre den opsiges af en af de kontraherende parter med seks måneders skriftligt varsel.
3. Overenskomst mellem Kongeriget Danmarks regering og Hans Majestæt af Nepals regering om teknisk samarbejde' underskrevet den 27. juli 1988 er hermed bragt til ophør.
4. Denne overenskomst finder ligeledes anvendelse på projekter, der er påbegyndt før overenskomstens ikrafttræden.
Udfærdiget i Kathmandu, den 12. oktober 1995 i to
originaleksemplarer på engelsk, begge eksemplarer har samme
gyldighed.
Poul Nielson
For Kongeriget
Danmarks regering
Chakra Prasad Bastola
For Kongeriget
Nepals regering
Overenskomsten trådte i medfør af Artikel X i kraft ved undertegnelsen den 12. oktober 1995.
Samtidig er overenskomst af 27. juli 1988 mellem Danmark og Nepal om teknisk samarbejde, jfr. bkg. nr. 9 af 3. februar 1989, Lovtidende C, i medfør af Artikel X bragt til ophør.
Udenrigsministeriet, den 23. maj 1996
Poul Nielson
Ingen