Bekendtgørelse om overenskomst af 25. november 1994 med Algeriet om konsolidering af gæld
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse om overenskomst af 25. november 1994 med Algeriet om konsolidering af gæld
Den 25. november 1994 undertegnedes i København en moratorieaftale imellem Danmark og Algeriet om konsolidering af Algeriets gæld til den danske stat. Overenskomsten er i overensstemmelse med de retningslinier for omlægning af Algeriets gæld, som der blev opnået enighed om under multilaterale forhandlinger i Paris den 1. juni 1994.
Aftalen omfatter det danske statslån til Algeriet af 20. marts 1973 og garanterede eksportkreditter på mere end et år ydet før 30. september 1993.
For statslånet omlægges restancer pr. 31. maj 1994 og rater som ville være forfaldet imellem 1. juni 1994 og 31. maj 1995, ialt 1,65 mio. kr.
For eksportkreditter omlægges restancer pr. 31. maj 1994, afdrag og renter som ville være forfaldet imellem 1. juni og 31. oktober 1994 samt afdrag som ville være forfaldet imellem 1. november 1994 og 31. maj 1995, ialt ca 285 mio. kr.
Samtlige omlagte beløb skal betales i voksende rater fra 1998 til 2009.
Der svares ikke rente af statslånene. Eksportkreditterne skal indtil 28. februar 1995 forrentes med 7 pct. p.a. for kreditter ydet i DKK og 5,8 pct. p.a. for kreditter ydet i DEM. Efter denne dato forrentes kreditterne i DKK med 0,5 pct. p.a. over CIBOR (Copenhagen Inter Bank Offered Rate) og kreditter i DEM med 0,5 pct. p.a. over FIBOR (Frankfurt Inter Bank Offered Rate).
Ifølge aftalen vil Algeriet endvidere betale alle restancer pr. 1. juni 1994 som ikke er omfattet af aftalen, inden 31. maj 1995. Der skal svares rente af disse fordringer med mindre der betales inden 28. februar 1995.
Udenrigsministeriet, den 9. marts 1995
Niels Helveg Petersen
Ingen