Bekendtgørelse af Overenskomst af 8. maj 1984 mellem Kongeriget Marokko og Kongeriget Danmark til undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler om gensidig administrativ bistand for så vidt angår skatter af indkomst og formue

Artikel 3

Almindelige definitioner

1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, skal i denne overenskomst

a) udtrykket »Danmark« betyde Kongeriget Danmark, herunder ethvert område uden zone for Danmarks territorialfarvand, som i overensstemmelse med international ret og ifølge dansk lovgivning anses for - eller i fremtiden måtte blive anset for - et område, hvorover Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til udforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;

b) udtrykket »Marokko« betyde Kongeriget Marokko, herunder ethvert område uden for Marokkos territorialfarvand, som i overensstemmelse med international ret og ifølge marokkansk lovgivning anses for - eller i fremtiden måtte blive anset for - et område, hvorover Marokko kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til udforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund;

c) udtrykkene »en kontraherende stat« og »den anden kontraherende stat« betyde Danmark eller Marokko, alt efter sammenhængen;

d) udtrykket »person« omfatte en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer;

e) udtrykket »selskab« betyde enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;

f) udtrykkene »foretagende i en kontraherende stat« og »foretagende i den anden kontraherende stat« betyde henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat;

g) udtrykket »statsborgere« betyde

1) alle fysiske personer, der har indfødsret i en kontraherende stat;

2) alle juridiske personer, interessentskaber og foreninger, der består i kraft af den i en kontraherende stat gældende lovgivning;

h) udtrykket »international trafik« betyde enhver transport med et skib eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat;

i) udtrykket »kompetente myndighed« betyde

1) i Danmark, Ministeren for skatter og afgifter eller hans behørigt befuldmægtigede stedfortræder;

2) i Marokko, Finansministeren eller hans behørigt befuldmægtigede stedfortræder.

2. Ved anvendelsen af denne overenskomst i en kontraherende stat skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, tillægges den betydning, som det har i denne stats lovgivning om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat« enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium.

2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler

a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken af staterne han har midtpunktet for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, hvori han sædvanligvis har ophold;

c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;

d) er han statsborger i begge stater, eller er han ikke statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal den anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken dens virkelige ledelse har sit sæde.

Artikel 5

Fast driftssted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.

2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig

a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;

b) en filial;

c) et kontor;

d) en butik;

e) en fabrik;

f) et værksted; og

g) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.

3. Et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis det varer mere end seks måneder.

4. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte

a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;

b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering;

c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse hos et andet foretagende;

d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger til foretagendet;

e) opretholdelsen af et fast forretningssted for foretagendet udelukkende med henblik på reklamering, på udlevering af oplysninger, på videnskabelige undersøgelser eller på lignende former for virksomhed, der er af forberedende eller hjælpende karakter. 5. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal et foretagende i tilfælde, hvor en person, der ikke er en sådan uafhængig repræsentant, som omhandles i stykke 6, handler på foretagendets vegne og har og sædvanligvis udøver i en kontraherende stat en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til hele den virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådanne forhold, som er nævnt i stykke 4, og som, hvis de var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted efter bestemmelserne i nævnte stykke.

6. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast driftssted i en kontraherende stat, blot fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller anden uafhængig repræsentant, forudsat at disse personer handler inden for deres sædvanlige erhvervsvirksomheds rammer.

7. Den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, behersker eller beherskes af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde) udøver erhvervsvirksomhed i denne anden stat, skal ikke i sig selv medføre, at et af de to selskaber anses for et fast driftssted for det andet. Artikel 6

Indkomst af fast ejendom

1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- eller skovbrug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket »fast ejendom« skal tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvori ejendommen er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, besætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder på hvilke den almindelige lovgivning om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, samt rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster; skibe og luftfartøjer skal ikke anses for fast ejendom. 3. Bestemmelsen i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning, bortforpagtning eller fra enhver anden form for benyttelse af fast ejendom.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.

Artikel 7

Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

1. Fortjeneste indvundet af et foretagende i en kontraherende stat kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver en sådan virksomhed, kan dets fortjeneste beskattes i den anden stat, men dog kun for så vidt angår den del deraf, som kan henføres til dette faste driftssted.

2. Under iagttagelse af bestemmelserne i stykke 3 skal der i tilfælde, hvor et foretagende i en kontraherende stat driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, i hver kontraherende stat til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at ville have opnået, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, som udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende vilkår, og som under fuldstændig frie forhold afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

3. Ved fastsættelsen af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage omkostninger, som er afholdt til gavn for det faste driftssted, herunder udgifter til ledelse og generalomkostninger vedr. tjenesteydelser, der er ydet til fordel for dette faste driftssted, hvad enten de er afholdt i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende, eller andre steder.

4. Såfremt det har været sædvane i en kontraherende stat at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 udelukke denne kontraherende stat fra at fastsætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling; den valgte fordelingsmetode skal imidlertid være sådan, at resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.

5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget indkøb af varer for foretagendet.

6. Ved anvendelsen af de foranstående stykker skal den fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, fastsættes efter samme metode hvert år, medmindre der er god og fyldestgørende grund for at anvende en anden fremgangsmåde.

7. I tilfælde, hvor en fortjeneste omfatter indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse andre artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.

Artikel 8

Skibs- og luftfart

1. Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

2. Såfremt den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, har sit sæde om bord på et skib, skal foretagendet anses for at have sit sæde i den kontraherende stat, i hvilken skibet har sit hjemsted, eller såfremt et sådant ikke findes, i den kontraherende stat, i hvilken skibets reder er hjemmehørende.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, i et konsortium eller i en international driftsorganisation.

4. Med hensyn til fortjeneste oppebåret af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium, Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelsen i stykke 1 kun finde anvendelse lines System' (SAS), på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af Det Danske Luftfartsselskab (DDL). Artikel 9

Indbyrdes forbundne foretagender

1. I tilfælde, hvor

a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen af eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller

b) samme personer direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen af eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat, og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller financielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

2. I tilfælde, hvor en kontraherende stat til fortjenesten for et foretagende i denne stat medregner - og i overensstemmelse hermed beskatter - fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene mellem de to foretagender havde været de samme, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden stat foretage en dertil svarende regulering af det skattebeløb, som er beregnet der af fortjenesten. Ved reguleringen skal der tages hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de kontraherende staters kompetente myndigheder skal om nødvendigt rådføre sig med hinanden. Artikel 10

Udbytte

1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til Article 10

en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne an den stat.

2. Sådant udbytte kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvori det selskab, der betaler udbyttet, er hjemmehørende, og i henhold til lovgivningen i denne stat, men den skat, der pålignes, må, såfremt modtageren er udbyttets retmæssige ejer, ikke overstige

a) 10 pct. af bruttobeløbet af udbyttet, hvis den retmæssige ejer er et selskab (bortset fra et interessentskab og et kommanditselskab), der direkte ejer mindst 25 pct. af kapitalen i det selskab, som udbetaler udbyttet;

b) 25 pct. af bruttobeløbet af udbyttet i alle andre tilfælde.

De kontraherende staters kompetente myndigheder skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af disse begrænsninger.

Dette stykke berører ikke adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

3. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier, »jouissance«-aktier eller »jouissance«-rettigheder, mineaktier, stifteranparter eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst af andre selskabsrettigheder, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, i hvilken det selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, såfremt udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, i hvilken det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, driver erhvervsvirksomhed gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.

5. I tilfælde, hvor et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet, medmindre udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste nogen skat på ikke-udloddet fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst hidrørende fra denne anden stat.

Artikel 11

Renter

1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Sådan rente kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvorfra den hidrører, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men såfremt modtageren er rentebeløbets retmæssige ejer, må den skat, der pålignes, ikke overstige 10 pct. af bruttobeløbet. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af denne begrænsning.

3. Udtrykket »rente« betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder præmier og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg for sen betaling skal ikke anses for rente i denne artikel.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, såfremt renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvorfra renterne hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for den udbetalte rente, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.

5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler renten, og den retmæssige ejer eller mellem disse og en tredie person har bevirket, at den betalte rente set i forhold til den gældsfordring, for hvilken den er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

6. Renter skal anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, hvis de betales af denne stat selv, af en af dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder eller af en person, der er hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler renten, hvad enten han er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ej, imidlertid har et fast driftssted eller et fast sted i en kontraherende stat, i forbindelse med hvilket den gæld, hvoraf renten betales, er stiftet, og sådan rente afholdes af dette faste driftssted eller faste sted, skal sådan rente anses for at hidrøre fra den stat, hvori det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

7. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 kan renter af lån eller kreditter, som en kontraherende stat eller en af dens offentlige institutioner har ydet den anden kontraherende stat eller en af dens offentlige institutioner, ikke beskattes i nogen af de kontraherende stater.

Artikel 12

Royalties

1. Royalties, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Sådanne royalties kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvorfra de hidrører, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men den skat, der pålignes, må, såfremt modtageren er den retmæssige ejer af nævnte royalties, ikke overstige 10 pct. af bruttobeløbet af nævnte royalties. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af denne begrænsning.

3. Udtrykket »royalties« betyder betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode, eller for anvendelsen af eller retten til at anvende landbrugsmæssigt, industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr, som ikke udgør en fast ejendom som omhandlet i artikel 6, eller for oplysninger om landbrugsmæssige, industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer samt for økonomiske og tekniske undersøgelser.

4. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for de udbetalte royalties, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.

5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler royalties, og den retmæssige ejer eller mellem disse og en tredie person har bevirket, at de betalte royalties, når hensyn tages til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

6. Royalties skal anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, hvis de betales af denne stat selv, af en af dens politiske underafdelinger, af dens lokale myndigheder eller af en person, der er hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler royaltybeløbene, hvad enten han er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ej, imidlertid har et fast driftssted i en kontraherende stat, i forbindelse med hvilket aftalen om at betale royaltybeløbene er stiftet, og disse afholdes af dette, skal sådanne royalties anses for at hidrøre fra den kontraherende stat, hvori det faste driftssted er beliggende. Artikel 13

Kapitalgevinster

1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af fast ejendom, som omhandlet i artikel 6, stykke 2, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller ved afhændelse af rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed til udøvelsen af frit erhverv i den anden kontraherende stat, herunder også fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne anden stat.

3. Fortjeneste ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, eller af rørlig formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

4. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre aktiver end de i stykke 1, 2 og 3 omhandlede kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori afhænderen er hjemmehørende.

Artikel 14

Frit erhverv

1. Indkomst ved frit erhverv oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan beskattes i denne stat. Sådan indkomst kan imidlertid beskattes i den anden kontraherende stat, såfremt

a) den pågældende har et fast sted, der til stadighed står til rådighed for ham i den anden kontraherende stat til udøvelsen af hans virksomhed, men kun i det omfang, den kan henføres til dette faste sted; eller

b) den pågældende udøver sin virksomhed i den anden kontraherende stat i en eller flere perioder, herunder den tid, hvor arbejdet i virksomheden normalt er afbrudt, der tilsammen overstiger 183 dage i det pågældende kalenderår.

2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannende eller undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.

Artikel 15

Personligt arbejde i tjenesteforhold

1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18 og 19 ikke medfører andet, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.

2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer for personligt arbejde i tjenesteforhold, udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, såfremt

a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i det pågældende kalenderår, og

b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og

c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

4. I tilfælde, hvor en i Danmark hjemmehørende person oppebærer vederlag for arbejde udført om bord på et luftfartøj, der anvendes i international trafik af det skandinaviske luftfartskonsortium (SAS), kan sådant vederlag (SAS) kun beskattes i Danmark.

Artikel 16

Bestyrelseshonorarer

Bestyrelseshonorarer og lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen eller af et tilsynsråd for et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Artikel 17

Kunstnere og sportsfolk

1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 14 og 15 kan indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller som musiker eller sportsmand, ved hans i denne egenskab i den anden kontraherende stat udøvede virksomhed, beskattes i denne anden stat.

2. I tilfælde, hvor indkomst ved den virksomhed, som udøves af en optrædende kunstner eller en sportsmand i hans egenskab som sådan, ikke tilfalder kunstneren eller sportsmanden selv, men en anden person, kan denne indkomst, uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken kunstnerens eller sportsmandens virksomhed udøves.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på indkomst fra virksomhed udøvet i en kontraherende stat af den anden stats organisationer, der ikke har vinding som formål, eller af deres ansatte, undtagen i tilfælde, hvor de sidstnævnte virker for egen regning.

Artikel 18

Pensioner

Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke medfører andet, kan pensioner og lignende vederlag, der udbetales for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold til en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat. Artikel 19

Offentlige hverv

1. a) Vederlag, undtagen pensioner, der udbetales af en kontraherende stat, dens politiske underafdeling eller lokale myndighed til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, dens underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.

b) Et sådant vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er udført i denne stat, og den pågældende er en i denne stat hjemmehørende person, som

(i) er statsborger i denne stat; eller

(ii) ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det formål at udføre hvervet.

2. a) Enhver pension, som udbetales af en kontraherende stat, dens politiske underafdeling eller lokale myndighed - eller af midler tilvejebragt af disse - til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, dens underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.

b) En sådan pension kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis modtageren er hjemmehørende og statsborger i denne stat.

3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 skal finde anvendelse på vederlag og pensioner, der udbetales for hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat, dens politiske underafdeling eller lokale myndighed.

Artikel 20

Studerende

Beløb, som en studerende eller en erhvervspraktikant, som er, eller som, umiddelbart før han besøger en kontraherende stat, var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, modtager eller tjener til dækning af nødvendige udgifter til sit underhold, sit studium eller sin uddannelse, skal ikke beskattes i denne stat under studiets eller uddannelsens normale varighed med tillæ af et år.

Artikel 21

Andre indkomster

1. Indkomster, der oppebæres af en i en kontraherende stat hjemmehørende person, og som ikke udtrykkeligt er omhandlet i de foranstående artikler i denne overenskomst, kan kun beskattes i denne stat, dog at de, hvis de hidrører fra kilder i den anden kontraherende stat, også kan beskattes i denne anden kontraherende stat.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på anden indkomst end indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 6, stykke 2, såfremt den i en kontraherende stat hjemmehørende modtager af sådan indkomst driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.

Artikel 22

Formue

1. Fast ejendom omhandlet i artikel 6, som ejes af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

3. Aktiver omhandlet i artikel 13, stykke 3, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

4. Al anden formue tilhørende en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat.

Artikel 23

Undgåelse af dobbeltbeskatning

Dobbeltbeskatning skal undgås på følgende måde

1. I Danmark

a) Såfremt en i Danmark hjemmehørende person oppebærer indkomst eller ejer formue, som i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, og hvor bestemmelserne i litra c) ikke medfører andet, kan beskattes i Marokko, skal Danmark

1) indrømme fradrag i denne persons skat af indkomst svarende til den skat, som er betalt af indkomsten i Marokko;

2) indrømme fradrag i denne persons skat af formue svarende til den skat, som er betalt af formuen i Marokko.

b) Dette fradrag kan dog i intet tilfælde overstige den del af indkomst- eller formueskatten, beregnet før sådant fradrag, som svarer til den indkomst eller formue, som kan beskattes i Marokko.

c) Såfremt en i Danmark hjemmehørende person oppebærer indkomst eller ejer formue, som i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Marokko, skal Danmark kunne medregne denne indkomst eller formue ved skattens beregning, men skal i skatten af indkomsten eller af formuen fradrage den del af skatten på denne indkomst eller formue, som svarer til den indkomst, der hidrører fra Marokko, eller formue, der ejes i Marokko.

2. I Marokko

a) Såfremt en i Marokko hjemmehørende person oppebærer indkomst eller ejer formue, som i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, og hvor bestemmelserne i litra c) ikke medfører andet, kan beskattes i Danmark, skal Marokko

1) indrømme fradrag i denne persons skat af indkomst svarende til den skat, som er betalt af indkomsten i Danmark;

2) indrømme fradrag i denne persons skat af formue svarende til den skat, som er betalt af formuen i Danmark.

b) Dette fradrag kan dog i intet tilfælde overstige den del af indkomst- eller formueskatten, beregnet før sådant fradrag, som svarer til den indkomst eller formue, som kan beskattes i Danmark.

c) Såfremt en i Marokko hjemmehørende person oppebærer indkomst eller ejer formue, som i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Danmark, skal Marokko kunne medregne denne indkomst eller formue ved skattens beregning, men skal i skatten af indkomsten eller af formuen fradrage den del af skatten på denne indkomst eller formue, som svarer til den indkomst, der hidrører fra Danmark, eller formue, der ejes i Danmark.

3. I tilfælde, hvor indkomst, som oppebæres af en i en kontraherende stat hjemmehørende person, eller hvor formue, som ejes af en sådan person, i overensstemmelse med en stats interne lovgivning om foranstaltninger til fremme af investeringer er fritaget for beskatning i denne stat, skal den anden kontraherende stat indrømme et fradrag, som svarer til den skat, der skulle have været betalt, såfremt de nævnte foranstaltninger ikke var iværksat. Artikel 24

Ikke-diskriminering

1. Statsborgere i en kontraherende stat skal ikke i den anden kontraherende stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme forhold er eller måtte blive undergivet. Uanset bestemmelserne i artikel 1 skal denne bestemmelse også finde anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, må ikke være mere byrdefuld i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der driver samme virksomhed. Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en kontraherende stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den som følge af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget område. 3. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stykke 1, artikel 11, stykke 5, eller artikel 12, stykke 5, finder anvendelse, skal renter, royalties og andre betalinger, der udredes af et foretagende i en kontraherende stat til en person hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige indkomst under samme betingelser, som hvis betalingerne var sket til en person hjemmehørende i førstnævnte stat. På samme måde skal enhver gæld, som et foretagende i en kontraherende stat har til en person hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige formue under samme betingelser, som hvis gælden var blevet stiftet over for en person hjemmehørende i den førstnævnte stat.

4. Foretagender i en kontraherende stat, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal ikke i den førstnævnte stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive undergivet.

5. I denne artikel betyder udtrykket »beskatning« de skatter, på hvilke overenskomsten finder anvendelse.

Artikel 25

Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

1. I tilfælde, hvor en person mener, at foranstaltninger, truffet af en af eller begge de kontraherende stater, for ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i disse staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, i hvilken han er hjemmehørende, eller, såfremt tilfældet er omfattet af artikel 24, stykke 1, for den kompetente myndighed i den af de kontraherende stater, i hvilken han er statsborger. Sagen skal forelægges inden tre år fra den dag, hvor der er givet ham underretning om den foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten. 2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen synes at være begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en rimelig løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten.

3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også forhandle om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er omhandlet i overenskomsten.

4. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan træde i direkte forbindelse med hinanden med henblik på indgåelse af aftaler i overensstemmelse med de foranstående stykker. Hvor det for tilvejebringelsen af en aftale skønnes ønskeligt, at der finder en mundtlig forhandling sted, kan en sådan finde sted i et udvalg bestående af repræsentanter for de kompetente myndigheder i de kontraherende stater. Artikel 26

Udveksling af oplysninger

1. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller i de kontraherende staters interne lovgivning vedrørende skatter, der omfattes af overenskomsten, i det omfang denne beskatning ikke strider mod overenskomsten. Alle oplysninger, der modtages af en kontraherende stat, skal behandles som hemmelige på samme måde som de oplysninger, der modtages i henhold til denne stats interne lovgivning, og må kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med påligning, opkrævning, inddrivelse, retsforfølgning eller klagebehandling i forbindelse med de skatter, der er omfattet af overenskomsten. Sådanne personer eller myndigheder må kun benytte oplysningerne til de nævnte formål. De kan meddele oplysningerne under offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser. 2. Bestemmelserne i stykke 1 skal i intet tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges en kontraherende stat pligt til

a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne stats eller den anden kontraherende stats lovgivning og forvaltningspraksis;

b) at meddele oplysninger, som ikke kan opnås ifølge denne stats eller den anden kontraherende stats lovgivning eller normale forvaltningspraksis;

c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller nogen fremstillingsmetode eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser (ordre public). Artikel 27

Bistand til opkrævning

1. De kontraherende stater er enige om at yde hinanden bistand og støtte med hensyn til opkrævningen af de skatter, som er omfattet af nærværende overenskomst, og med hensyn til afgiftsforhøjelser, tillægsafgifter, forsinkelsesgebyrer, renter og omkostninger forbundne med disse skatter bortset fra sådanne, som er af strafferetlig karakter, når disse beløb er endeligt forfaldne til betaling i henhold til den anmodende stats love og administrative forskrifter og i overensstemmelse med denne overenskomst.

2. Den begæring, som fremsættes i dette øjemed, skal være ledsaget af de dokumenter, der i medfør af lovgivningen og administrative forskrifter i den stat, som begærer bistanden, kræves som attestation for, at de beløb, der skal opkræves, er endeligt forfaldne til betaling.

3. Efter at en gennemgang af disse dokumenter har fundet sted, foretages forkyndelser og foranstaltninger til opkrævning og inddrivelse i den stat, som har modtaget begæringen om bistand, i overensstemmelse med de lovregler og administrative forskrifter, som i denne stat gælder for opkrævning og inddrivelse af landets egne skatter.

Artikel 28

Personer ansat ved diplomatiske og konsulære repræsentationer

1. Intet i denne overenskomst berører de skattemæssige begunstigelser, som ansatte ved diplomatiske eller konsulære repræsentationer måtte nyde i kraft af folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.

2. Uanset bestemmelserne i artikel 4 i denne overenskomst skal en fysisk person, der er medlem af en kontraherende stats diplomatiske mission, konsulat eller faste mission, som er beliggende i den anden kontraherende stat eller i en tredie stat, ved anvendelsen af denne overenskomst anses for at være hjemmehørende i udsendelsesstaten, hvis han i udsendelsesstaten er undergivet de samme forpligtelser med hensyn til beskatning af hele sin indkomst som personer, der er hjemmehørende i udsendelsesstaten.

3. Overenskomsten skal ikke finde anvendelse på internationale organisationer, disses organer eller embedsmænd og ej heller på personer, som er medlemmer af en diplomatisk mission, et konsulat eller en fast mission for en tredie stat, såfremt de opholder sig i en kontraherende stat og ikke der er undergivet de samme forpligtelser med hensyn til beskatning af hele deres indkomst som personer, der er hjemmehørende der. Artikel 29

Territorial udvidelse

1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de nødvendige ændringer udvides til enhver del af de til de kontraherende stater hørende områder, som specielt er holdt uden for denne overenskomsts anvendelse, og som påligner skatter af væsentlig samme art som de skatter, overenskomsten finder anvendelse på. Enhver sådan udvidelse skal have virkning fra det tidspunkt og være undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende opsigelse, som måtte blive fastsat mellem de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej, eller på enhver anden måde, der er i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige regler.

2. Medmindre de kontraherende stater har aftalt andet, skal opsigelsen af overenskomsten af en af dem i henhold til artikel 31 også - på den måde, som er angivet i nævnte artikel - bringe anvendelsen af overenskomsten til ophør på ethvert område, til hvilket den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.

Artikel 30

Ikrafttræden

1. De kontraherende staters regeringer skal underrette hinanden, når de forfatningsmæssige betingelser for denne overenskomsts ikrafttræden er opfyldt.

2. Overenskomsten skal træde i kraft på datoen for den sidste af de i stykke 1 omhandlede underretninger, og overenskomstens bestemmelser skal i hver af de to stater have virkning

a) for så vidt angår skatter, der opkræves ved kilden, af indkomst oppebåret eller udbetalt fra og med den 1. januar i det år, hvori den sidste underretning blev givet;

b) for så vidt angår andre skatter, der vedrører indkomst for skattepligtsperioder, som ophører den 1. januar eller senere i det år, hvori den sidste underretning blev givet;

c) for så vidt angår formueskat vedrørende formue, der foreligger den 31. december i året forud for det år, hvori den sidste underretning blev givet. Artikel 31

Opsigelse

1. Denne overenskomst skal forblive i kraft, indtil den opsiges af en kontraherende stat. Hver af de kontraherende stater kan opsige overenskomsten ad diplomatisk vej mindst seks måneder før udgangen af ethvert kalenderår, som begynder efter udløbet af en periode på fem år fra overenskomstens ikrafttrædelsesdato.

I så fald skal i hver af de kontraherende stater overenskomsten for sidste gang have virkning

a) for så vidt angår skatter, der opkræves ved kilden, af indkomst oppebåret eller udbetalt senest den 31. december i det år, hvori opsigelse har fundet sted;

b) for så vidt angår andre skatter, der vedrører indkomst for skattepligtsperioder, som ophører senest den 31. december i det samme år;

c) for så vidt angår formueskat på formue, der pålignes for skattepligtsperioder, som ophører senest den 31. december i det samme år.

Til bekræftelse herpå har undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede, undertegnet denne overenskomst.

Udfærdiget i to originale eksemplarer i Rabat den 8. maj 1984 på dansk, arabisk og fransk, hvilke tre tekster har lige gyldighed.

For Kongeriget Danmarks

regering

Per W. Frellesvig

For Kongeriget Marokkos

regering

A. Jouahri

Overenskomsten, der ikke omfatter Færøerne og Grønland, trådte i medfør af artikel 30, stykke 2, i kraft den 25. december 1992.

Skatteministeriet, den 15. august 1994

Ole Stavad

Bekendtgørelse af Overenskomst af 8. maj 1984 mellem Kongeriget Marokko og Kongeriget Danmark til undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler om gensidig administrativ bistand for så vidt angår skatter af indkomst og formue

Den 8. maj 1984 undertegnedes i Rabat/Marokko følgende overenskomst mellem Danmark og Marokko til undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler om gensidig administrativ bistand for så vidt angår skatter af indkomst og formue (hvis arabiske tekst udelades)

OVERENSKOMST

mellem Kongeriget Marokko og Kongeriget Danmark til undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler om gensidig administrativ bistand for så vidt angår skatter af indkomst og formue

Kongeriget Marokko og Kongeriget Danmark, der ønsker at undgå dobbeltbeskatning og at fastsætte regler om gensidig administrativ bistand med hensyn til skatter af indkomst og formue,

Er blevet enige om følgende: Le Royaume du Danemark et le Royaume du Maroc Artikel 1

De af overenskomsten omfattede personer

Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater. Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på indkomst- og formueskatter, der pålignes på en kontraherende stats, dens politiske underafdelingers eller dens lokale myndigheders vegne uden hensyn til, hvorledes de opkræves.

2. Som indkomst- og formueskatter skal anses alle skatter, der pålignes hele indkomsten, hele formuen eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter af fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue eller fast ejendom, såvel som skatter af formueforøgelse.

3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er især

a) i Danmark

1) indkomstskatten til staten;

2) den kommunale indkomstskat;

3) den amtskommunale indkomstskat;

4) folkepensionsbidragene;

5) sømandsskatten;

6) den særlige indkomstskat;

7) kirkeskatten;

8) udbytteskatten;

9) bidrag til dagpengefonden og

10) formueskatten til staten;

b) i Marokko

1) skatten på indtægt ved erhvervsvirksomhed og på hensættelse af reserver til investeringer (l'impot sur les beenefices professionels et la reserve d'investissement);

2) jordbrugsbeskatningen (l'impot agricole);

3) indeholdelser i lønninger fra det offentlige og private, godtgørelser og honorarer, arbejdsindtægter, pensioner og livrenter (le prelevement sur les traitements publics et prives, les indemnites et emoluments, les salaires, les pensions et les rentes viageres);

4) byskatten og de dertil knyttede afgifter (la taxe urbaine et les taxes y rattachees);

5) skatten på aktiers og selskabsandeles afkast og dermed ligestillede indkomster (la taxe sur les produits des actions ou parts sociales et revenus assimiles);

6) det supplerende bidrag pålignet fysiske personers samlede indkomst (la contribution complementaire sur le revenu global des personnes physiques) og

7) skatten ved fortjeneste på fast ejendom (la taxe sur les profits immobiliers).

4. Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter. Ved udgangen af hvert år skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater give hinanden underretning om væsentlige ændringer, som er foretaget i deres respektive skattelove.

Ingen