Bekendtgørelse om overenskomst af 10. juni 1993 med Honduras om konsolidering af gæld
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse om overenskomst af 10. juni 1993 med Honduras om konsolidering af gæld
Den 10. juni 1993 undertegnedes i Tequcigalpa en overenskomst mellem Danmark og Honduras om en konsolidering af Honduras' statsgaranterede gæld til Danmark. Overenskomsten er i overensstemmelse med de retningslinier for restrukturering af Honduras' gæld (Agreed Minute on the Consolidation of the Debt of the Republic of Honduras), om hvilke der blev tilvejebragt enighed under forhandlinger, som fandt sted i Paris den 26. oktober 1992.
Aftalen - der er den anden moratorieaftale med Honduras - omfatter dels en 100% konsolidering af de afdrag og renter, der forfaldt og er forfaldende i konsolideringsperioden 1. oktober 1992 til 31. juli 1995 og dels 100% af de ubetalte renter, der forfaldt fra 1. oktober 1992 til 31. juli 1993, og som stammer fra den første aftale af 20. februar 1991 med Honduras.
Moratorierenten er aftalt til LIBOR (London Inter Bank Offered Rate) + 0,5%, idet bemærkes, at Honduras er det første land, hvor Danmark - på linie med andre af de i Paris deltagende kreditornationer - har givet Honduras en 50% reduktion af den kommercielle gæld, indeholdt i den anden aftale med Honduras. Gældsnedsættelsen finder sted ved en sænkning af den aftalte moratorierente over afbetalingsperioden på 23 år, der på en computerberegnet »Not Present Value« basis svarer til en øjeblikkelig gældsreduktion.
Den i aftalen involverede gæld - udtrykt i dansk mønt - andrager godt 30 millioner kroner.
Overenskomsten trådte i kraft den 10. juni 1993.
Udenrigsministeriet, den 14. oktober 1993
Niels Helveg Petersen
Ingen