Bekendtgørelse af IAEA-konvention af 26. oktober 1979 om fysisk beskyttelse af nukleare materialer (* 1)(* 2)

Artikel 1

I nærværende Konventions forstand har følgende udtryk den nedenfor anførte betydning

(a) »nukleare materialer« betyder plutonium, bortset fra plutonium med en isotopkoncentration på mere end 80% i plutonium-238; uran-233; uran, der er beriget i isotop 235 eller 233; uran, der indeholder en blanding af isotoper i naturligt forekommende form bortset fra i form af malm eller residualmalm; ethvert materiale, der indeholder et eller flere af ovennævnte materialer;

(b) »uran, der er beriget med uranisotoperne 235 eller 233« betyder uran, der indeholder uranisotoperne 235 og/eller 233 i en sådan mængde, at isotopforholdet mellem summen af disse isotoper og uranisotop 238 er større end det naturlige forhold mellem isotop 235 og isotop 238;

(c) »international nuklear transport« betyder befordring af et parti nukleare materialer med et hvilket som helst transportmiddel, der er beregnet på at skulle gå uden for territoriet af den stat, hvor forsendelsen har sin oprindelse, begyndende med afgangen fra en afskibers plads i denne stat og sluttende med ankomsten til en modtagers plads inden for den endelige destinationsstat.

Artikel 2

1. Nærværende Konvention finder anvendelse på nukleare materialer, der anvendes til fredelige formål, medens det befinder sig i international transport.

2. Bortset fra Art. 3 og 4 samt Art. 5, stk. 3, finder denne Konvention også anvendelse på nukleare materialer, der anvendes til fredelige formål, medens det befinder sig i brug, under oplagring eller transport i hjemlandet.

3. Med undtagelse af de tilsagn, der udtrykkelig er afgivet af deltagerstaterne i de i stk. 2 nævnte artikler, med hensyn til nukleare materialer, der anvendes til fredelige formål, medens det befinder sig i brug, under oplagring eller transport i hjemlandet, kan ingen af denne Konventions bestemmelser fortolkes, således at de berører en stats suveræne rettigheder vedrørende dette materiales brug, oplagring eller transport i hjemlandet.

Artikel 3

Hver af deltagerstaterne skal tage behørige skridt til, inden for rammerne af dens nationale lovgivning og i overensstemmelse med folkeretten, så vidt muligt at sikre, at nukleare materialer under international nuklear transport inden for dens territorium eller ombord på et skib eller fly under dens jurisdiktion (i det omfang dette skib eller fly er beskæftiget med transport til eller fra denne stat) er beskyttet i henhold til de i Tillæg I anførte niveauer.

Artikel 4

1. Ingen af deltagerstaterne må eksportere eller tillade eksport af nukleare materialer, medmindre den pågældende deltagerstat har modtaget forsikring om, at dette materiale vil blive beskyttet under den internationale nukleare transport i henhold til de i Tillæg I anførte niveauer.

2. Ingen af deltagerstaterne må importere eller tillade import af nukleare materialer fra en stat, der ikke er underskriver af nærværende Konvention, medmindre den pågældende deltagerstat har modtaget forsikring om, at dette materiale vil blive beskyttet under den internationale nukleare transport i henhold til de i Tillæg I anførte niveauer.

3. En deltagerstat må ikke tillade transit gennem dens territorium til lands eller ad indre vandveje eller via dens havne eller lufthavne af nukleare materialer mellem stater, der ikke er deltagere i nærværende Konvention, medmindre den pågældende deltagerstat såvidt muligt har modtaget forsikring om, at dette materiale vil blive beskyttet under den internationale nukleare transport i henhold til de i Tillæg I anførte niveauer.

4. Hver deltagerstat skal inden for rammerne af dens nationale lovgivning anvende de niveauer for fysisk beskyttelse, der er beskrevet i Tillæg I, på nukleare materialer, der befordres fra et sted i denne stat til et andet sted i samme stat gennem internationalt farvand eller luftrum.

5. Den deltagerstat, der er ansvarlig for at modtage forsikring om, at det nukleare materiale vil blive beskyttet i henhold til de i Tillæg I anførte niveauer i medfør af stk. 1 til 3 ovenfor, skal finde frem til og på forhånd underrette de stater, som det nukleare materiale forventes at passere til lands eller ad indre vandveje, eller hvis havne eller lufthavne det forventes at anløbe.

6. Ansvaret for at indhente de forsikringer, der er omtalt i stk. 1, kan ved fælles aftale overføres til den deltagerstat, der er involveret i transporten som importerende stat.

7. Ingen af de i denne artikel indeholdte bestemmelser kan fortolkes, således at de på nogen måde berører en stats territoriale suverænitet og jurisdiktion, herunder over dets luftrum og territorialfarvand.

Artikel 5

1. Deltagerstaterne skal udpege og direkte eller via Den Internationale Atomenergikommission meddele hinanden deres centrale myndighed og kontaktsted, der har ansvaret for den fysiske beskyttelse af nukleare materialer og for koordination af gentilvejebringelse og reaktion i tilfælde af uautoriseret fjernelse, brug eller ændring af nukleare materialer, eller i tilfælde af en sandsynlig trussel derom.

2. I tilfælde af tyveri, røveri eller anden ulovlig tilegnelse af nukleare materialer eller en sandsynlig trussel derom skal deltagerstaterne i henhold til deres nationale lovgivning levere samarbejde og bistand i størst muligt omfang til gentilvejebringelse og beskyttelse af sådanne materialer over for de stater, der måtte fremsætte anmodning derom. Navnlig skal

(a) en deltagerstat tage behørige skridt til så hurtigt som muligt at informere andre stater, som forekommer den at være berørt, om ethvert tyveri, røveri eller anden ulovlig tilegnelse af nukleare materialer eller en sandsynlig trussel derom, og - efter omstændighederne - underrette internationale organisationer.

(b) de pågældende deltagerstater efter omstændighederne udveksle oplysninger med hinanden eller internationale organisationer med henblik på beskyttelse af truede nukleare materialer, kontrol af transportbeholderens uskadthed, eller gentilvejebringelse af ulovligt tilegnede nukleare materialer, og skal

(i) koordinere deres indsats gennem diplomatiske eller andre aftalte kanaler;

(ii) yde bistand, såfremt der anmodes derom;

(iii) sikre, at nukleare materialer, der er stjålet eller gået tabt som følge af ovennævnte begivenheder, tilbageleveres.

Den måde, hvorpå nævnte samarbejde skal gennemføres, fastsættes af de pågældende stater.

3. Deltagerstaterne skal behørigt samarbejde og rådføre sig med hinanden direkte eller via internationale organisationer med henblik på at indhente vejledning om konstruktion, vedligeholdelse og forbedring af systemer til fysisk beskyttelse af nukleare materialer under international transport.

Artikel 6

1. Deltagerstaterne skal træffe passende foranstaltninger i overensstemmelse med deres nationale lovgivning til at beskytte fortroligheden af alle oplysninger, de måtte modtage i fortrolighed i kraft af nærværende Konventions bestemmelser fra en anden deltagerstat eller gennem deltagelse i en aktivitet, der udføres med henblik på gennemførelsen af denne Konvention. Dersom deltagerstaterne leverer oplysninger i fortrolighed til internationale organisationer, skal der tages skridt til at sikre, at disse oplysningers fortrolighed beskyttes.

2. Deltagerstaterne påtager sig ikke gennem denne Konvention pligt til at levere oplysninger, som de i henhold til national lovgivning ikke har tilladelse til at afgive eller som ville sætte den pågældende stats sikkerhed, eller den fysiske beskyttelse af nukleare materialer, på spil.

Artikel 7

1. Det forhold, at der begås

(a) en handling uden lovlig bemyndigelse, der indebærer modtagelse, besiddelse, brug, overdragelse, ændring, bortskaffelse eller spredning af nukleare materialer og som forvolder eller sandsynligvis vil forvolde død eller alvorlig overlast på nogen person eller betydelig tingsskade;

(b) et tyveri eller røveri af nukleare materialer;

(c) underslæb eller svigagtig tilegnelse af nukleare materialer;

(d) en handling, der indebærer et krav om nukleare materialer ved trusler eller brug af magt eller enhver anden form for tvang;

(e) en trussel

(i) om at anvende nukleare materialer til at forvolde død eller alvorlig overlast på nogen person eller betydelig tingsskade, eller

(ii) om at begå en forbrydelse som beskrevet i pkt. (b) for at tvinge en fysisk eller juridisk person, en international organisation eller en stat til at udføre eller afholde sig fra at udføre nogen handling;

(f) et forsøg på at begå en forbrydelse som beskrevet i stk. (a), (b) eller (c); samt

(g) en handling, som indebærer medvirken til en forbrydelse som beskrevet i stk. (a) til (f),

skal af hver af deltagerstaterne behandles som en strafbar handling i medfør af statens nationale lovgivning.

2. Hver af deltagerstaterne skal gøre de i nærværende artikel beskrevne forbrydelser strafbare med passende sanktioner, der tager hensyn til handlingernes alvorlige natur.

Artikel 8

1. Hver deltagerstat skal træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at håndhæve dens jurisdiktion med hensyn til de lovovertrædelser, der er anført i Art. 7, i følgende tilfælde

(a) når lovovertrædelsen begås på den pågældende stats territorium eller ombord på et skib eller fly, der er indregistreret i denne stat;

(b) når den, der påstås at have begået lovovertrædelsen, er statsborger i den pågældende stat.

2. Hver deltagerstat skal ligeledes træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at håndhæve dens jurisdiktion vedrørende disse lovovertrædelser i tilfælde, hvor den påståede lovovertræder befinder sig på dens territorium og den ikke udleverer ham i medfør af Art. 11 til nogen af de i stk. 1 nævnte stater.

3. Nærværende Konvention udelukker ikke nogen strafferetlig jurisdiktion, der udøves i henhold til national lovgivning.

4. Foruden de i stk. 1 og 2 nævnte deltagerstater kan hver deltagerstat, i overensstemmelse med folkeretten, håndhæve sin jurisdiktion med hensyn til de lovovertrædelser, der er anført i Art. 7, når den er involveret i international nuklear transport som eksporterende eller importerende stat.

Artikel 9

Når det ligger klart, at omstændighederne taler derfor, skal den deltagerstat, på hvis territorium den påståede lovovertræder befinder sig, træffe passende foranstaltninger - herunder tilbageholdelse - i henhold til dens nationale lovgivning for at sikre dennes tilstedeværelse med henblik på retsforfølgelse eller udlevering. Foranstaltninger, der træffes i medfør af nærværende artikel, skal uden ophold meddeles til de stater, der i henhold til Art. 8 skal håndhæve jurisdiktion, samt efter omstændighederne andre berørte stater.

Artikel 10

Den deltagerstat, på hvis territorium den påståede lovovertræder befinder sig, skal - dersom den ikke udleverer denne - uden undtagelse og uden unødig forsinkelse forelægge sagen for sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgelse i henhold til den pågældende stats lovgivning.

Artikel 11

1. De i Art. 7 nævnte lovovertrædelser skal anses for faldende ind under reglerne om udlevering i enhver udleveringsaftale, der består mellem deltagerstaterne. Deltagerstaterne påtager sig at indføje disse lovovertrædelser i reglerne om udlevering i enhver fremtidig aftale, der indgås mellem dem.

2. Dersom en deltagerstat, der gør udlevering afhængig af tilstedeværelsen af en traktat, modtager en anmodning om udlevering fra en anden deltagerstat, som den ikke har nogen udleveringstraktat med, kan den efter eget valg betragte nærværende Konvention som retsgrundlaget for udlevering med hensyn til disse lovovertrædelser. Udleveringen er underkastet de vilkår, der fremgår af den anmodede stats lovgivning.

3. Deltagerstater, der ikke gør udlevering afhængig af tilstedeværelsen af en traktat, skal indbyrdes anerkende disse lovovertrædelser som faldende ind under reglerne om udlevering, med forbehold for de vilkår, der fremgår af den anmodede stats lovgivning.

4. For såvidt angår udlevering mellem deltagerstaterne skal hver af disse lovovertrædelser behandles, som om den var begået ikke blot på det sted, hvor den skete, men også på de staters territorier, der skal håndhæve deres jurisdiktion i henhold til Art. 8, stk. 1.

Artikel 12

Personer, der retsforfølges i forbindelse med en af de i Art. 7 anførte lovovertrædelser, skal garanteres retfærdig behandling på alle sagens stadier.

Artikel 13

1. Deltagerstaterne skal yde hinanden den størst mulige bistand i forbindelse med straffesager, der er anlagt med hensyn til de lovovertrædelser, der er anført i Art. 7, herunder levering af bevismateriale, de måtte ligge inde med og som er nødvendigt for sagens førelse. Den anmodede stats lovgivning finder anvendelse i alle sager.

2. Bestemmelserne i stk. 1 berører ikke forpligtelser i henhold til nogen anden traktat, den være sig bilateral eller multilateral, der helt eller delvis er eller vil være gældende for gensidig bistand i strafferetlige forhold.

Artikel 14

1. Hver deltagerstat skal underrette depositaren om dens love og bekendtgørelser, der sætter nærværende Konvention i kraft. Depositaren skal fra tid til anden viderebringe disse oplysninger til alle deltagerstater.

2. Den deltagerstat, hvor en påstået lovovertræder retsforfølges, skal om muligt først meddele det endelige resultat af retssagen til de direkte berørte stater. Denne deltagerstat skal også meddele det endelige resultat til depositaren, der underretter alle stater.

3. I tilfælde, hvor en lovovertrædelse omfatter nukleare materialer, der anvendes til fredelige formål under brug, opbevaring eller transport i hjemlandet, og både den påståede lovovertræder og det nukleare materiale stadig er tilstede på den deltagerstats territorium, hvor lovovertrædelsen blev begået, skal ingen af nærværende Konventions bestemmelser fortolkes på en sådan måde, at de pålægger den pågældende deltagerstat at levere oplysninger vedrørende straffesager, der opstår som følge af den nævnte lovovertrædelse.

Artikel 15

Tillæggene udgør en integreret del af nærværende Konvention.

Artikel 16

1. Fem år efter nærværende Konventions ikrafttræden skal depositaren indkalde en konference af deltagerstaterne til at gennemgå Konventionens gennemførelse og tilstrækkelighed for såvidt angår præamblen, den operative del, og tillæggene i lyset af den situation, der forekommer på det pågældende tidspunkt.

2. Derefter kan en majoritet af deltagerstaterne med mindst fem års mellemrum - ved at forelægge depositaren et forslag derom - opnå, at der indkaldes yderligere konferencer med samme formål.

Artikel 17

1. I tilfælde af at der opstår en tvist mellem to eller flere deltagerstater vedrørende nærværende Konventions fortolkning eller anvendelse, skal disse deltagerstater konferere med henblik på en bilæggelse af tvisten ved forhandling - eller ved andre mindelige midler til bilæggelse af tvister, der kan accepteres af tvistens parter.

2. En tvist af ovennævnte art, som ikke kan bilægges på den i stk. 1 anførte måde, skal på anmodning af en af tvistens parter henvises til voldgift eller forelægges Den internationale Domstol til afgørelse. Dersom en tvist henvises til voldgift, og hvis tvistens parter senest seks måneder efter anmodningens fremsættelse er ude af stand til at opnå enighed om voldgiftens sammensætning, kan en af parterne anmode præsidenten for Den internationale Domstol eller De forenede Nationers generalsekretær om at udpege en eller flere voldgiftsmænd. Dersom der er modstrid mellem de anmodninger, der fremsættes af tvistens parter, skal anmodningen til De forenede Nationers generalsekretær have prioritet.

3. Enhver deltagerstat kan på tidspunktet for undertegnelse, ratifikation, accept eller godkendelse af nærværende Konvention eller tiltrædelse af denne erklære, at den ikke anser sig for bundet af den ene eller begge de fremgangsmåder for bilæggelse af tvister, der er fastsat i stk. 2. De andre deltagerstater er ikke bundet af en i stk. 2 fastsat fremgangsmåde for bilæggelse af tvister med hensyn til en deltagerstat, der har taget forbehold over for denne fremgangsmåde.

4. En deltagerstat, der har taget forbehold i henhold til stk. 3, kan til enhver tid tilbagekalde dette forbehold ved meddelelse til depositaren.

Artikel 18

1. Nærværende Konvention står åben for undertegnelse af alle stater på Den internationale Atomenergikommissions hovedkontor i Wien og på De forenede Nationers hovedkontor i New York fra 3. marts 1980 indtil dens ikrafttræden.

2. Nærværende Konvention er gældende med forbehold for signatarstaternes ratifikation, accept eller godkendelse.

3. Efter Konventionens ikrafttræden forbliver den åben for tiltrædelse af alle stater.

4. (a) Nærværende Konvention står åben for undertegnelse eller tiltrædelse af internationale organisationer og regionale organisationer af integrations- eller anden art, forudsat at sådanne organisationer udgøres af suveræne stater og har kompetence med hensyn til forhandling, indgåelse og anvendelse af internationale aftaler inden for forhold, som Konventionen vedrører.

(b) I forhold, der falder inden for deres kompetence, skal disse organisationer på egne vegne udøve de rettigheder og opfylde de forpligtelser, som Konventionen tillægger deltagerstaterne.

(c) Når en sådan organisation bliver underskriver af denne Konvention, skal den overlevere depositaren en erklæring, hvoraf det fremgår hvilke stater der er medlem af den, samt hvilke artikler i Konventionen der ikke finder anvendelse på den.

(d) En sådan organisation har ingen stemmer, udover hvad der er tillagt dens medlemsstater.

5. Ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos depositaren.

Artikel 19

1. Nærværende Konvention træder i kraft på den tredvte dag efter den dato, hvor det enogtyvende ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument deponeres hos depositaren.

2. For hver stat, der ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder Konventionen efter den dato, hvor det enogtyvende ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument deponeres, træder Konventionen i kraft på den tredvte dag efter den dato, hvor den pågældende stat har deponeret sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 20

1. Uden præjudice for Art. 16 kan en deltagerstat foreslå ændringer til nærværende Konvention. Ændringsforslaget skal forelægges depositaren, som straks skal rundsende det til alle deltagerstater. Dersom en majoritet af deltagerstaterne anmoder depositaren om at indkalde en konference til at behandle de foreslåede ændringer, skal depositaren opfordre alle deltagerstater til at deltage i en sådan konference, der skal indledes tidligst tredve dage, efter at opfordringerne er udsendt. Eventuelle ændringer, der vedtages på konferencen af mindst to-tredjedele af alle deltagerstaterne, skal af depositaren straks rundsendes til alle deltagerstater.

2. Ændringerne skal træde i kraft for hver deltagerstat, der deponerer sit instrument om ratifikation, accept eller godkendelse af ændringen på den tredvte dag efter den dato, hvor to-tredjedele af deltagerstaterne har deponeret deres ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument hos depositaren. Derefter skal ændringen træde i kraft for enhver anden deltagerstat på den dato, hvor den pågældende deltagerstat deponerer sit instrument om ratifikation, accept eller godkendelse af ændringen.

Artikel 21

1. Enhver deltagerstat har adgang til at opsige nærværende Konvention ved skriftlig meddelelse til depositaren.

2. Opsigelsen træder i kraft ethundrede og firs dage efter den dato, hvor meddelelsen blev modtaget af depositaren.

Artikel 22

Depositaren skal ufortøvet underrette alle stater om

(a) hver undertegnelse af nærværende Konvention;

(b) hver deponering af et ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument;

(c) ethvert forbehold eller tilbagekaldelse i henhold til Art. 17;

(d) enhver meddelelse, der fremsættes af en organisation i henhold til Art. 18, stk. 4 (c);

(e) nærværende Konventions ikrafttræden;

(f) ikrafttræden af enhver ændring til nærværende Konvention; samt

(g) enhver opsigelse, der foretages i henhold til Art. 21.

Artikel 23

Nærværende Konventions originalversion, hvoraf den arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, skal deponeres hos generaldirektøren for Den Internationale Atomenergikommission, som sender bekræftede kopier af denne til alle stater.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede behørigt befuldmægtigede undertegnet nærværende Konvention, der står åben for undertegnelse i Wien og New York den 3. marts 1980.

TILLÆG I

Niveauer for fysisk beskyttelse, der finder anvendelse i forbindelse med international transport af nukleare materialer af den i tillæg II klassificerede art

1. Niveauerne for fysisk beskyttelse af nukleare materialer under opbevaring i forbindelse med international nuklear transport omfatter

(a) For materialer i Kategori III: Opbevaring inden for et område, hvortil adgangen kontrolleres;

(b) For materialer i Kategori II: Opbevaring inden for et område, der er under konstant overvågning af vagter eller elektronisk apparatur, omgivet af en fysisk hindring med et begrænset antal indgangssteder, der er under behørig kontrol, eller et område, der frembyder en tilsvarende grad af fysisk beskyttelse;

(c) For materialer i Kategori I: Opbevaring inden for et beskyttet område som defineret for Kategori II, hvortil adgangen desuden er begrænset til personer, hvis pålidelighed er blevet fastslået, og som er under overvågning af vagter, der står i nær kontakt med passende reaktionsstyrker. Særlige foranstaltninger, der træffes i denne sammenhæng, bør have til formål at konstatere og forebygge ethvert angreb, uvedkommende adgang eller ubeføjet fjernelse af materialer.

2. Niveauerne for fysisk beskyttelse af nukleare materialer under international transport omfatter

(a) For materialer i Kategori II og III: Transporten skal finde sted under særlige forsigtighedsregler, herunder forudgående ordninger mellem afsender, modtager og transportfører, samt forudgående aftale mellem fysiske eller juridiske personer, der er underkastet de eksporterende og importerende staters jurisdiktion og regelsæt, og som fastsætter tidspunktet, stedet og procedurerne for overdragelse af ansvaret for transporten;

(b) For materialer i Kategori I: Transporten skal finde sted under særlige forsigtighedsregler som nærmere beskrevet for materialer i Kategori II og III, og desuden under konstant overvågning af eskorter og under betingelser, der sikrer snæver kontakt med passende reaktionsstyrker;

(c) For naturligt forekommende uran i anden form end malm eller residualmalm skal transportbeskyttelsen for mængder, der overstiger 500 kilogram uran, omfatte forudgående anmeldelse af forsendelsen med angivelse af transportform, forventet ankomsttid og bekræftelse af forsendelsens modtagelse.

TILLÆG II

Tabel: Klassificering af nukleare materialer

--------------------------------------------------------------------- Materiale Form Kategori I II III c/) --------------------------------------------------------------------- 1. Plutonium a) Ubestrålet b) 2 kg el- Mindre end 500 g el- ler mere 2 kg men ler mindre mere end men mere 500 g. end 15 g 2. Uran-235 Ubestrålet b) - uran beriget 5 kg el- Mindre end 1 kg eller til 20% 235U ler mere 5 kg men mindre, eller mere en men mere 1 kg end 15 g - uran beriget 10 kg el- Mindre end til 10% 235U, ler mere 10 kg, men men mindre end mere end 20% end 1 kg - uran beriget 10 kg el- over det naturlige, ler mere men mindre end 10% 235U. 3. Uran-233 Ubestrålet b) 2 kg el- Mindre end 500 g el- ler mere 2 kg men ler mindre mere end men mere 500 g end 15 g 4. Bestrålet brændsel Forarmet eller na- turlig uran, thorium eller lavt beriget brændsel (mindre end 10% fossilt indhold) d),e) ---------------------------------------------------------------------

a) Alt plutonium, bortset fra plutonium med isotopkoncentrationer, der overstiger 80% plutonium-238.

b) Materiale, der ikke er bestrålet i en reaktor, eller materiale bestrålet i en reaktor, men med et strålingsniveau, der er mindre end eller lig med 100 rad/t på 1 meter (uskærmet).

c) Mængder, der ikke falder ind under Kategori III, samt naturlig uran bør beskyttes i overensstemmelse med fornuftig driftspraksis.

d) Omend dette beskyttelsesniveau anbefales, er det tilladt staterne - efter en vurdering af de specifikke omstændigheder - at tildele en anden fysisk beskyttelseskategori.

d) Andet brændsel, der i kraft af sit oprindelige indhold af spalteligt materiale klassificeres som Kategori I og II før bestråling, kan sættes een kategori ned, når strålingsniveauet fra brændselet overstiger 100 rad/t på 1 meter (uskærmet).

Konventionen trådte i medfør af artikel 19 stk. 1, i kraft den 8. februar 1987.

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes i Wien den 6. september 1991. Danmark har ved ratifikationen taget forbehold for konventionens gyldighed for Færøerne. Konventionen trådte i medfør af artikel 19, stk. 2 i kraft for Danmark og Grønland den 6. oktober 1991.

På tidspunktet for konventionens ikrafttræden for Danmark var denne endvidere trådt i kraft for følgende lande

Amerikas Forenede Stater, Argentina, Australien, Belgien, Brasilien, Bulgarien, Canada, Filippinerne, Finland, Frankrig, Grækenland, Guatemala, Indonesien, Irland, Italien, Japan, Jugoslavien, Kina, Republikken Korea, Liechtenstein, Luxembourg, Mexico, Mongolske Folkerepublik, Nederlandene, Norge, Paraguay, Polen, Portugal, Rusland, Schweiz, Spanien, Forenede Kongerige Storbritannien, Sverige, Tjekkoslovakiet, Tyrkiet, Forbundsrepublikken Tyskland, Ungarn og Østrig.

Nedennævnte lande har ved undertegnelsen, ratifikationen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen taget forbehold

Argentina, Bulgarien, Frankrig, Guatemala, Indonesien, Italien, Kina, Republikken Korea, Mongolske Folkerepublik, Nederlandene, Polen, Rusland, Spanien, Tjekkoslovakiet, Tyrkiet og Ungarn.

Nærmere oplysninger om forbeholdenes indhold kan fås ved henvendelse til Udenrigsministeriet, N.4.

Udenrigsministeriet, den 16. september 1993

Niels Helveg Petersen

Bekendtgørelse af IAEA-konvention af 26. oktober 1979 om fysisk beskyttelse af nukleare materialer (* 1)(* 2)

I henhold til allerhøjeste resolution af 12. august 1988 har Danmark ratificeret IAEA-konventionen om fysisk beskyttelse af nukleare materialer, som blev undertegnet i Wien den 13. juni 1980. Konventionens ordlyd er, som følger

KONVENTION OM FYSISK BESKYTTELSE AF NUKLEARE MATERIALER

NÆRVÆRENDE KONVENTIONS DELTAGERSTATER er

I ERKENDELSE AF alle staters ret til at fremstille og anvende atomenergi til fredelige formål og deres legitime interesser i de potentielle fordele, der kan opnås ved den fredelige udnyttelse af atomenergi,

I OVERBEVISNING OM behovet for at lette det internationale samarbejde om atomenergiens fredelige udnyttelse,

I ØNSKET OM at afværge de potentielle farer, der ligger i ulovlig tilegnelse og brug af nukleare materialer,

I OVERBEVISNING OM, at forbrydelser i forbindelse med nukleare materialer er genstand for alvorlig bekymring, og at der er et påtrængende behov for at vedtage hensigtsmæssige og effektive foranstaltninger til at sikre, at sådanne forbrydelser forebygges, opdages og straffes,

I ERKENDELSE AF BEHOVET FOR internationalt samarbejde med henblik på, i overensstemmelse med hver deltagerstats nationale lovgivning og med nærværende Konvention, at tilvejebringe effektive foranstaltninger til fysisk beskyttelse af nukleare materialer,

I OVERBEVISNING OM, at nærværende Konvention vil kunne lette sikker transport af nukleare materialer,

ENDVIDERE MED UNDERSTREGNING AF, hvor vigtigt det er, at nukleare materialer beskyttes under anvendelse, opbevaring og transport i hjemlandet,

I ERKENDELSE AF vigtigheden af effektiv fysisk beskyttelse af nukleare materialer, der anvendes til militære formål, samt i forståelse af, at sådant materiale er og fortsat vil være omfattet af strenge fysiske beskyttelsesforanstaltninger,

BLEVET ENIGE om følgende