Bekendtgørelse om overenskomst af 26. november 1991 med Nigeria om konsolidering af gæld
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse om overenskomst af 26. november 1991 med Nigeria om konsolidering af gæld
Den 26. november 1991 undertegnedes i Lagos en overenskomst mellem
Danmark og Nigeria om konsolidering af Nigerias statsgaranterede
gæld til Danmark. Overenskomsten er i overensstemmelse med de
retningslinier for restrukturering af Nigerias gæld (Agreed Minute
on the consolidation of the debt of the Federal Republic of
Nigeria), om hvilke der blev tilvejebragt enighed under
multilaterale forhandlinger, som fandt sted i Paris den 17. og 18.
januar 1991.
Konsolideringen er aftalt til 100% for hovedstol og renter for statsgaranterede kreditter, hidrørende fra kontrakter, som er garanteret af Eksportkreditrådet, og som er indgået før den 1. oktober 1985 med en kredittid på over eet år, og som forfaldt eller forfalder i perioden 1. januar 1991 til 31. marts 1992. Under konsolidering medtages også 100% af forfaldne, ubetalte afdrag og renter (ekskl. morarenter) pr. 31. december 1990 samt 100% afdrag og renter ekskl. morarenter, der forfaldt eller forfalder i perioden 1. januar 1991 til 31. marts 1992, og som stammer fra moratorieaftalen med Nigeria af 24. december 1987, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 24 af 16. marts 1988, Lovtidende C. Sluttelig medtages også 100% af afdrag på det danske udviklingslån af 29. marts 1971, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 81 af 30. august 1971, Lovtidende C, som dels er ubetalt og forfaldet pr. 31. december 1990, dels forfalder i perioden 1. januar 1991 til 31. marts 1992.
Tilbagebetalingen af de konsoliderede afdrag på udviklingslånet skal finde sted i 20 lige store halvårlige betalinger, første gang den 15. februar 2002 med sidste afdrag den 15. august 2011. Tilbagebetalingen af de konsoliderede kommercielle kreditter skal finde sted i 14 lige store halvårlige betalinger, første gang den 15. februar 2000 med sidste afdrag den 15. august 2006. Endelig skal de konsoliderede beløb fra moratorieaftale med Nigeria af 24. december 1987 tilbagebetales i 8 lige store halvårlige betalinger, første gang den 15. februar 1996 med sidste afdrag den 15. august 1999.
I overenskomsten udgør konsolideringen - udtrykt i dansk mønt - ca. 450 millioner DDK, der ab 16. februar 1992 forrentes med LIBOR (London Inter Bank Offered Rate) + 0,5%. Indtil 15. februar 1992 er der aftalt en fast rente på de involverede kontraktsvalutaer, således: USD 7,6875%; DEM 9,5625%; CHF 9,0625%; GBP 13,3125%; NLG 9,5625% og DKK 10,6875%. De konsoliderede afdrag på udviklingslånet er rentefrie.
Udenrigsministeriet, den 2. april 1992
Uffe Ellemann-Jensen
Ingen