Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere

Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere

I tilslutning til Udenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 36 af 28. september 1963, nr. 18 af 15. februar 1972 og nr. 15 af 1. februar 1979, Lovtidende C, meddeles det, at yderligere følgende lande med virkning fra de anførte datoer har ratificeret eller tiltrådt den i Paris den 13. december 1957 vedtagne europæiske konvention om udlevering af lovovertrædere

Spanien 7. maj 1982 Island 20. juni 1984 Frankrig 10. februar 1986 Portugal 25. januar 1990 Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland 13. februar 1991

De pågældende lande har taget forbehold eller afgivet erklæringer som følger

Spanien

Forbehold

ad artikel 1.

Spanien vil ikke tillade udlevering, hvis den begærede person tiltales for en særdomstol, eller hvis udleveringen skulle føre til fuldbyrdelsen af en straffedom eller en beslutning om sikkerhedsforanstaltning afsagt af en sådan domstol.

ad artikel 10.

Spanien vil ikke tillade udlevering, når der i henhold til lovgivningen enten i den begærende stat eller i den stat, over for hvilken begæring er fremsat, er indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf.

ad artikel 21, stk. 5.

Spanien vil kun tillade gennemtransport på de betingelser, der gælder for udlevering.

ad artikel 23.

Spanien vil forlange, at udleveringsbegæringen og de øvrige dokumenter, der skal fremlægges, ledsages af en oversættelse til spansk, fransk eller engelsk.

Erklæringer

ad artikel 2, stk. 7.

Spanien vil påberåbe sig reglen om gensidighed med hensyn til forbrydelser, som i henhold til art. 2 er undtaget fra nærværende konventions anvendelsesområde.

ad artikel 3.

For så vidt angår udlevering, vil terrorhandlinger, bortset fra de forbrydelser, der er nævnt i konventionens art. 3, stk. 3, ikke blive anset for politiske forbrydelser.

ad artikel 6, stk. 1(b).

Spanien betragter udtrykket »statsborgere« i konventionens forstand som omfattende personer, der ifølge bestemmelserne i titel 1 af 1. bog i den spanske civillov har spansk statsborgerskab.

ad artikel 9.

Endelig dom over en person vil blive anset for afsagt, når den pågældende judicielle afgørelse ikke længere er genstand for appel, enten fordi samtlige muligheder er opbrugt, eller fordi afgørelsen er anerkendt, eller på grund af dens særlige natur.

ad artikel 11.

Udlevering for en lovovertrædelse, der kan straffes med døden efter den begærende stats lov, vil kun blive tilladt, hvis den begærende stat afgiver sådanne garantier, som Spanien anser for tilstrækkelige til at sikre, at der ikke afsiges dødsdom, eller, såfremt den afsiges, ikke fuldbyrdes.

Island

Forbehold

ad artikel 1.

Island kan gøre det til en betingelse for udlevering, at den pågældende ikke bliver underkastet strafforfølgning ved en ekstraordinær domstol. Udlevering til fuldbyrdelse af en straf, der er idømt af en sådan domstol, skal kunne afslås.

En udleveringsbegæring vil ligeledes kunne afslås, når udlevering, navnlig under hensyn til vedkommendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages at ville medføre uforholdsmæssigt alvorlige følger for den pågældende.

ad artikel 2, stk. 1.

Forpligtelsen til udlevering begrænses til forbrydelser, der efter islandsk ret kan medføre strengere straf end fængsel i 1 år.

ad artikel 3, stk. 3.

Island forbeholder sig ret til under hensyn til omstændighederne i det enkelte tilfælde at betragte den omhandlede lovovertrædelse som en politisk forbrydelse.

ad artikel 4.

Udlevering for en militær forbrydelse, der tillige er strafbar efter den borgerlige straffelov, skal kun finde sted på betingelse af, at den pågældende ikke straffes efter den militære straffelovgivning.

ad artikel 12.

Island forbeholder sig ret til at afkræve den begærende stat bevis for, at den person, der begæres udleveret, har begået den lovovertrædelse, for hvilken han begæres udleveret. Begæringen kan afslås, hvis bevismaterialet skønnes utilstrækkeligt.

Erklæringer

ad artikel 6.

For så vidt angår denne konvention, skal begrebet statsborgere omfatte personer, der har statsborgerret eller fast bopæl i Island, Danmark, Finland, Norge eller Sverige.

ad artikel 28, stk. 3.

Konventionen finder ikke anvendelse i Islands forhold til Danmark, Finland, Norge eller Sverige, idet udlevering mellem de nordiske lande finder sted på grundlag af en ensartet lovgivning.

Frankrig

ad artikel 1.

Udlevering vil ikke blive tilladt, hvis den person, der begæres udleveret, vil blive underkastet strafforfølgning ved en domstol, som ikke sikrer de fundamentale processuelle garantier og beskyttelsen af forsvarets rettigheder eller en til den pågældende sag nedsat domstol, eller såfremt udlevering begæres til fuldbyrdelse af en dom eller sikkerhedsforanstaltning, der er idømt af en sådan domstol.

En udleveringsbegæring skal kunne afslås, når udlevering må antages - navnlig under hensyn til vedkommendes alder eller helbredstilstand - at ville medføre uforholdsmæssigt alvorlige følger for den pågældende.

ad artikel 2, stk. 1.

Begæring om udlevering vil kun blive efterkommet, hvis den pågældende lovovertrædelse svarer til en lovovertrædelse, der efter fransk ret og loven i den begærende stat kan medføre en maksimum frihedsstraf på mindst to år.

Med hensyn til strengere straffe kan en udleveringsbegæring afslås, såfremt de pågældende straffe ikke er hjemlet i den franske straffelov.

ad artikel 3, stk. 3.

Frankrig forbeholder sig ret til under hensyn til omstændighederne i det enkelte tilfælde at afgøre, om drab eller forsøg på drab af et statsoverhoved eller et medlem af et statsoverhoveds familie skal betragtes som en politisk forbrydelse.

ad artikel 5.

Frankrig erklærer, at udlevering vil blive tilladt for lovovertrædelser vedrørende skatter, told, afgifter og valutahandel, såfremt det er blevet besluttet ved noteveksling om hvert sagsområde.

ad artikel 6.

Udlevering vil blive nægtet, såfremt den pågældende var fransk statsborger på det tidspunkt, lovovertrædelsen blev begået.

ad artikel 14, stk. 3.

Frankrig vil forlange, at enhver ny beskrivelse af en lovovertrædelse vedrører de samme kendsgerninger, for hvilke udleveringstilladelse blev givet, og at sådan ny beskrivelse ikke indebærer anvendelsen af en straf, for hvilken udlevering kunne nægtes.

ad artikel 16, stk. 2.

Ved begæring om foreløbig anholdelse vil Frankrig forlange en kort redegørelse vedrørende de forhold, den pågældende begæres udleveret for.

ad artikel 21.

Frankrig forbeholder sig ret til kun at tillade gennemtransport på de betingelser, der gælder for udlevering.

ad artikel 23.

Frankrig erklærer, at begæringer om udlevering og bilag hertil skal vedlægges oversættelse til et af Europarådets officielle sprog, og at det vælger fransk.

ad artikel 27, stk. 1 og 2.

Den franske republiks regering erklærer, at konventionen for så vidt angår Frankrig finder anvendelse på republikkens europæiske og oversøiske departementer.

Portugal

Forbehold og erklæringer

ad artikel 1.

Portugal vil ikke udlevere personer,

a. der vil blive underkastet retsforfølgning ved en særdomstol, eller hvis udlevering skulle føre til fuldbyrdelse af en sådan domstol;

b. som vil blive udsat for en rettergang, der ikke giver retlige garantier for straffesager, som opfylder internationalt anerkendte regler med hensyn til beskyttelse af menneskerettigheder, eller hvis strafafsoning skal ske under umenneskelige forhold;

c. som begæres udleveret i forbindelse med en forbrydelse, der kan straffes med livsvarigt fængsel eller sikkerhedsforanstaltning.

ad artikel 2.

Portugal vil kun tillade udlevering for forbrydelser, der straffes med frihedsberøvelse i over 1 år.

ad artikel 6, stk. 1.

Portugal vil ikke udlevere egne statsborgere.

ad artikel 11.

Portugal vil ikke tillade udlevering, hvis forbrydelsen kan straffes med dødsstraf i henhold til lovgivningen i den begærende stat.

ad artikel 21.

Portugal vil kun tillade gennemtransport for personer, hvis omstændighederne er sådanne, at udlevering ville blive tilladt.

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

Forbehold og erklæringer

ad artikel 1.

Storbritannien forbeholder sig ret til at afslå udlevering, der begæres i henhold til eller med det formål at idømme den pågældende person en fængselsstraf eller anden straf, hvis han ikke har overværet de retshandlinger, i anledning af hvilke fængselsstraf eller anden straf idømtes.

ad artikel 2.

(1) Storbritannien kan beslutte at tillade udlevering for enhver forbrydelse, som efter lovgivningen såvel i den begærende stat som i Storbritannien kan medføre frihedsstraf af mindst 12 måneders varighed eller mere, uanset om en sådan dom faktisk er afsagt.

(2) Storbritannien er berettiget til at afslå udlevering, såfremt det i forbindelse med den eller de forbrydelser, for hvilke en person begæres udleveret, på grund af disses ubetydelighed, eller fordi anklagen ikke er fremsat i god tro i retfærdighedens interesse, viser sig efter omstændighederne at ville være uretfærdigt eller tyngende at udlevere den pågældende person.

ad artikel 3.

Storbritannien kan beslutte kun at anvende bestemmelserne i art. 3, stk. 3, over for de stater, der har tiltrådt den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.

ad artikel 8.

Storbritannien kan afslå at udlevere en person, såfremt myndighederne nogetsteds i Storbritannien, på Kanaløerne eller øen Man har indledt eller vil indlede strafforfølgning vedrørende den eller de forbrydelser, for hvilke udlevering er begæret.

ad artikel 9.

Storbritannien er berettiget til at nægte udlevering af en person, der er anklaget for en forbrydelse, hvis det viser sig, at den pågældende, hvis sigtet for samme forbrydelse i Storbritannien, ville være berettiget til frifindelse i henhold til enhver lovregel vedrørende tidligere frifindelse eller dom.

ad artikel 10.

Storbritannien er berettiget til at afslå udlevering, hvis det viser sig, at det, i forbindelse med den eller de forbrydelser for hvilke en person begæres udleveret, henset til den tid, der er forløbet, enten siden han begik den påståede forbrydelse, eller siden hans adfærd i almindelighed blev retsstridig, ville være uretfærdigt eller tyngende/belastende at udlevere den pågældende, når alle omstændigheder er taget i betragtning.

ad artikel 12.

(1) Ud over begæringen og eventuelle bilag forlanger Storbritannien en erklæring om, hvorvidt en dom, i henhold til hvilken begæring om udlevering sker, er afsagt i nærværelse af den person, som begæres udleveret.

(2) Begæringen skal være bilagt originaldommen eller beslutningen om sikkerhedsforanstaltning eller af en arrestordre eller anden beslutning med samme virkning.

(3) Redegørelsen for de forbrydelser, for hvilke udlevering begæres, skal indeholde en beskrivelse af de forhold, som hævdes at udgøre den eller de forbrydelser, i henhold til hvilke der begæres udlevering.

(4) For så vidt angår retsforfølgning i Storbritannien vil følgende udenlandske dokumenter anses for behørigt attesteret, såfremt

a) de fremstår som undertegnet af en dommer, øvrighedsperson eller embedsmand i den stat, hvor de er blevet udstedt, og

b) såfremt de fremstår som attesteret ved at være forsynet med segl (stempel) tilhørende justitsministeren eller en anden minister i den pågældende stat.

ad artikel 14, stk. 1, (a).

Storbritannien kan i enhver sag afslå, at der over for en person, som er blevet udleveret, indledes retsforfølgning, afsiges straffedom eller iværksættes tilbageholdelse med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom for nogen anden forud for overførslen begået forbrydelse eller nogen anden begrænsning i hans personlige frihed.

ad artikel 21.

Storbritannien kan ikke tiltræde anvendelsen af art. 21.

ad artikel 23.

De dokumenter, som skal fremlægges, skal være affattet på engelsk eller ledsages af en oversættelse til engelsk.

ad artikel 27.

Denne konvention skal gælde for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Kanaløerne og øen Man. Storbritannien er berettiget til, ved meddelelse til Europarådets Generalsekretær, at udvide anvendelsen af konventionen til at omfatte ethvert territorium, hvis internationale forbindelser Storbritannien har ansvaret for.

ad artikel 28.

Denne konvention skal træde i stedet for bestemmelserne i bilaterale traktater mellem Storbritannien og andre kontraherende stater, for så vidt som konventionen i henhold til art. 27 finder anvendelse for Storbritannien, de kontraherende stater og de territorier, for hvilke Storbritannien eller de kontraherende stater er ansvarlige.

Nedennævnte lande, der tidligere har ratificeret eller tiltrådt konventionen, har efterfølgende ændret deres tidligere afgivne forbehold eller erklæringer som følger

Schweiz

ad artikel 2, stk. 1, artikel 7 og artikel 8.

De tidligere tagne forbehold er den 1. januar 1983 trukket tilbage.

Den liste, der er tillæg til ovennævnte forbehold i henhold til art. 2, stk. 1, gælder ikke længere.

Nedennævnte erklæringer ændres som følger

Forbundsrådet erklærer, at hvis udlevering tillades eller er blevet tilladt for en forbrydelse, for hvilken udlevering kan ske efter schweizisk ret, kan Schweiz udvide virkningerne heraf til enhver anden lovovertrædelse, der er strafbar efter schweizisk ret.

ad artikel 6.

Forbundsrådet erklærer, at schweizisk lov kun tillader udlevering af schweiziske statsborgere på de betingelser, der er angivet i art. 7 i forbundslov af 20. marts 1981 om international gensidig retshjælp i straffesager. Under forudsætning af, at lovgivningens forskrifter er opfyldt, kan schweiziske myndigheder indlede retsforfølgning og afsige domme for lovovertrædelser begået uden for Schweiz, som er strafbare efter schweizisk ret,

- hvis de er begået mod en schweizisk statsborger (art. 5 i den schweiziske straffelov),

- hvis udlevering vil kunne ske for forbrydelsen efter schweizisk lov, og forbrydelsen er begået af en schweizisk statsborger (art. 6 i den schweiziske straffelov),

- hvis de er begået om bord på et schweizisk skib eller schweizisk luftfartøj (kapitel 4 i forbundslov af 23. september 1953 om sejlads under schweizisk flag; kapitel 97 i forbundslov af 21. december 1948 om luftfart),

- hvis det betinges af særlige lovmæssige bestemmelser med hensyn til visse lovovertrædelser (art. 202 og art. 240 i den schweiziske straffelov; art. 19 i forbundslov af 3. oktober 1951 om narkotika; art. 101 i forbundslov af 19. december 1958 om færdsel; art. 16 i forbundslov af 14. marts 1958 om forbundsstatens og dens myndigheders og embedsmænds ansvar; art. 12 i forbundslov af 26. september 1958 om eksportrisiko garanti).

I overensstemmelse med lov af 20. marts 1981 om international gensidig retshjælp i straffesager kan de schweiziske myndigheder indlede retsforfølgning og afsige domme for andre lovovertrædelser begået uden for Schweiz af en schweizisk statsborger efter anmodning af den stat, hvori de er begået, i de tilfælde, hvor den pågældende befinder sig i Schweiz og der står til ansvar for alvorligere lovovertrædelser, og hvor han, hvis han er frifundet eller straffet i Schweiz, ikke må formodes at blive retsforfulgt på ny for den samme handling i den begærende stat.

Disse ændringer får virkning fra den 1. januar 1983.

Nederlandene

ad artikel 6 og artikel 21.

Den nederlandske regering vil ikke tillade hverken gennemtransport eller udlevering af nederlandske statsborgere med henblik på fuldbyrdelse af straffedomme eller andre foranstaltninger.

Dog vil nederlandske statsborgere kunne udleveres med henblik på anklage, såfremt den begærende stat garanterer, at den pågældende person returneres til Nederlandene til strafafsoning.

Hvad angår Nederlandene, skal udtrykket »statsborgere« i denne konvention forstås som personer med nederlandsk indfødsret samt udlændinge, der er integreret i det nederlandske samfund i det omfang, disse kan retsforfølges i Nederlandene for den handling, for hvilken udlevering begæres.

Østrig

ad artikel 21, stk. 5.

Den første sætning i den tidligere afgivne erklæring er den 16. april 1985 ophævet. Erklæringens ordlyd er herefter sålydende: Gennemtransport for forbrydelser, der efter den begærende stats lovgivning kan straffes med døden eller med en dom, der er uforenelig med menneskelige hensyn og menneskelig værdighed, vil kun blive tilladt på de betingelser, der gælder for udlevering for sådanne forbrydelser.

Udenrigsministeriet, den 8. august 1991

F. M.

Ulrik Federspiel

Ingen