Bekendtgørelse af konvention af 25. maj 1987 mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om forbud mod dobbelt strafforfølgning (* 1)

Artikel 1

En person, over for hvem der er afsagt endelig straffedom i en medlemsstat, kan ikke strafforfølges i en anden medlemsstat for den samme handling. Blev den pågældende domfældt, gælder dette dog kun, såfremt sanktionen er fuldbyrdet, er under fuldbyrdelse eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter domslandets regler.

Artikel 2

1. En medlemsstat kan på tidspunktet for denne konventions ratifikation, accept eller godkendelse afgive erklæring om, at den ikke skal være bundet af artikel 1 i et eller flere af følgende tilfælde

a) såfremt de handlinger, med hensyn til hvilke dommen blev afsagt i den anden stat, helt eller delvis er foretaget på dens eget område. Denne undtagelse skal dog ikke gælde, såfremt handlingen delvis er foretaget på den medlemsstats område, hvor dommen blev afsagt,

b) såfremt de handlinger, med hensyn til hvilke dommen blev afsagt i den andet stat, krænker denne medlemsstats sikkerhed eller andre ligeså væsentlige interesser,

c) såfremt de handlinger, med hensyn til hvilke dommen blev afsagt i den anden stat, blev begået af en ansat i medlemsstaten i strid med dennes embedspligter.

2. En medlemsstat, som afgiver erklæring i henhold til stk. 1, litra b), skal specificere, hvilke kategorier af lovovertrædelser undtagelsen omfatter.

3.En medlemsstat kan på et hvilket som helst tidspunkt tilbagekalde en erklæring, som er afgivet vedrørende en eller flere af de undtagelser, som er nævnt i stk. 1. Tilbagekaldelsen skal meddeles Udenrigsministeriet i Belgien og får virkning fra den første dag i den måned, der følger efter dagen for meddelelsen.

4. De undtagelser, som kan være genstand for erklæring i henhold til stk. 1, skal ikke gælde, såfremt den pågældende medlemsstat med hensyn til den samme handling selv har anmodet den anden stat om at foretage strafforfølgning mod den pågældende eller selv har udleveret den pågældende.

Artikel 3

Sker der strafforfølgning mod en person, over for hvem der i en anden medlemsstat er afsagt endelig straffedom for den samme handling, skal ethvert tidsrum af frihedsberøvelse i den sidstnævnte medlemsstat som følge af den samme handling fradrages i den sanktion, som den pågældende bliver pålagt. I det omfang den nationale lovgivning åbner mulighed derfor, skal der også tages hensyn til sanktioner, der ikke indebærer frihedsberøvelse, for så vidt de er fuldbyrdede.

Artikel 4

1. Rejses der sigtelse mod en person i en medlemsstat, og har de kompetente myndigheder i denne medlemsstat grund til at tro, at sigtelsen vedrører den samme handling, med hensyn til hvilken der er afsagt endelig straffedom i en anden medlemsstat, skal disse myndigheder, for så vidt de finder det fornødent, indhente de relevante oplysninger hos de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor straffedommen blev afsagt.

2. Oplysningerne skal i givet fald gives så hurtigt som muligt og skal tages i betragtning ved afgørelsen af, hvorvidt straffesagen skal fortsætte.

3. Hver medlemsstat skal på tidspunktet for denne konventions ratifikation, accept eller godkendelse angive den eller de myndigheder, som er bemyndigede til at anmode om og modtage oplysninger efter denne artikel.

Artikel 5

De foregående bestemmelser skal ikke være til hinder for anvendelsen af videregående nationale bestemmelser vedrørende denne ne bis in idem-virkning, der knyttes til udenlandske straffedomme.

Artikel 6

1. Denne konvention skal være åben for undertegnelse af medlemsstaterne. Den skal ratificeres, accepteres eller godkendes. Ratifikations-, accept- og godkendelsesinstrumenterne deponeres hos Udenrigsministeriet i Belgien.

2. Konventionen træder i kraft 90 dage efter datoen for deponeringen af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne fra samtlige stater, som var medlemmer af De Europæiske Fællesskaber på den dag, da denne konvention blev åbnet for undertegnelse.

3. Indtil denne konvention træder i kraft, kan enhver stat ved deponeringen af sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument eller på et hvilket som helst senere tidspunkt afgive erklæring om, at konventionen for dens vedkommende i forhold til stater, som har afgivet tilsvarende erklæring, skal gælde fra den 90. dag efter erklæringens afgivelse.

Artikel 7

1. Denne konvention er åben for tiltrædelse af enhver stat, som bliver medlem af De Europæiske Fællesskaber. Tiltrædelsesinstrumenterne deponeres hos Udenrigsministeriet i Belgien.

2. Konventionen skal i forhold til en tiltrædende stat træde i kraft 90 dage efter datoen for deponeringen af dennes tiltrædelsesinstrument.

Artikel 8

1. Hver medlemsstat kan ved undertegnelsen eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument angive det eller de områder, hvor denne konvention finder anvendelse.

2. Hver medlemsstat kan ved deponeringen af sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument eller på et hvilket som helst senere tidspunkt ved en erklæring rettet til Udenrigsministeriet i Belgien udstrække anvendelsen af denne konvention til ethvert andet område, som er angivet i erklæringen, og for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig, eller på hvis vegne den er bemyndiget til at indgå forpligtelser.

3. Enhver erklæring, der er afgivet i henhold til stk. 2, kan med hensyn til ethvert deri angivet område tilbagekaldes ved en meddelelse til Udenrigsministeriet i Belgien.

Tilbagekaldelsen får virkning straks eller fra en senere dato, som er præciseret i meddelelsen.

Artikel 9

Udenrigsministeriet i Belgien skal underrette alle medlemsstaterne om enhver undertegnelse, deponering af instrumenter, erklæring eller meddelelse.

Udenrigsministeriet i Belgien fremsender en bekræftet genpart til regeringen for hver medlemsstat. Følgende lande har ratificeret, accepteret eller godkendt konventionen på den vedføjede dato

Danmark 19. juli 1989

Italien 15. januar 1990

Nedennævnte lande har ved ratifikationen, accepten eller godkendelsen taget forbehold og afgivet erklæringer som følger

Danmark

I henhold til artikel 2, stk. 1, litra a-c, skal Danmark ikke være bundet af artikel 1 i de tilfælde, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, litra a, b og c. For så vidt angår de handlinger, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, litra b, er det nævnt i medfør af artikel 2, stk. 2, at erklæringen omfatter forbrydelser efter straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed), kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v.), kapitel 14 (forbrydelser mod den offentlige myndighed), samt forbrydelser, der naturligt kan stilles i klasse hermed. Det er endvidere nævnt, at Danmark forstår artikel 2, stk. 1, litra b, således, at den bl.a. omfatter de handlinger, der er beskrevet i straffelovens § 8, stk. 1, nr. 1. Endelig har man afgivet en forklarende note om, at Danmark fortolker konventionen som alene vedrørende muligheden for pålæggelse af straf, men derimod ikke muligheden for rettighedsfrakendelse.

Som bemyndiget i henhold til artikel 4, stk. 3, er angivet Justitsministeriet.

I henhold til artikel 6, stk. 3, er der afgivet erklæring om, at konventionen for Danmarks vedkommende skal finde anvendelse fra den 90. dag efter deponeringsdagen i forhold til stater, som har afgivet tilsvarende erklæring.

Det er i henhold til artikel 8, stk. 1, i forbindelse med ratifikationen angivet, at konventionen ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Italien

Der er i henhold til artikel 2 afgivet erklæring om, at artikel 1 ikke gælder i de i artikel 2, stk. 1, litra a, b og c nævnte tilfælde. For så vidt angår de handlinger, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, litra b, er det nævnt i medfør af artikel 2, stk. 2, at erklæringen omfatter forbrydelser mod statens sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser.

Som bemyndiget i henhold til artikel 4 er angivet Justitsministeriet (Le Ministere de la Justice, Direction Geenerale des Affaires Peenales).

I henhold til artikel 6, stk. 3, er afgivet erklæring om, at konventionen for Italiens vedkommende skal finde anvendelse fra den 90. dag efter deponeringsdagen i forhold til de stater, som har afgivet tilsvarende erklæring. Konventionen trådte i medfør af artikel 6 den 16. april 1990 i kraft mellem Danmark og Italien.

Udenrigsministeriet, den 8. august 1991

Uffe Ellemann-Jensen

Bekendtgørelse af konvention af 25. maj 1987 mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om forbud mod dobbelt strafforfølgning (* 1)

I henhold til kgl. resolution af 7. juli 1989 har Danmark ratificeret en i Bruxelles den 25. maj 1987 udfærdiget konvention mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om forbud mod dobbelt strafforfølgning.

Konventionens ordlyd er som følger

KONVENTION MELLEM DE

EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS MEDLEMSSTATER OM FORBUD MOD DOBBELT STRAFFORFØLGNING Præambel

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS

MEDLEMSSTATER, i det følgende benævnt »medlemsstaterne«,

SOM ER OPMÆRKSOMME PÅ de nære forbindelser mellem deres folk,

SOM TAGER HENSYN TIL udviklingen i retning af at fjerne hindringer for personers frie bevægelighed mellem medlemsstaterne,

SOM ØNSKER at udvide deres samarbejde vedrørende strafferetlige spørgsmål på grundlag af gensidig tillid, forståelse og respekt, og

SOM ER OVERBEVISTE OM, at gensidig anerkendelse af princippet »ne bis in idem« med hensyn til andre landes retlige afgørelser er udtryk for sådan tillid, forståelse og respekt -

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE