Bekendtgørelse af Wienerkonventionen af 22. marts 1985 om beskyttelse af ozonlaget (* 1)
Table of Provisions (23)
Statutory Text (23 Articles)
Artikel 1
Definitioner
I denne konvention forstås ved
1. Ozonlag', atmosfærens ozonlag over friktionslaget.
2. Skadelige virkninger', ændringer i det fysiske eller biotiske miljø, herunder klimatiske ændringer, som har betydelige skadelige virkninger på menneskets sundhed eller på de naturlige eller forvaltede økosystemers sammensætning, modstandsdygtighed og produktivitet eller på ressourcer af gavn for menneskeheden.
3. Erstatningsteknologi eller -materiel', teknologi eller materiel, hvis anvendelse giver mulighed for at nedsætte eller praktisk talt undgå emissioner af stoffer, der har eller kan have skadelige virkninger på ozonlaget.
4. Erstatningsstoffer', stoffer, der mindsker, fjerner eller undgår de skadelige virkninger på ozonlaget.
5. Parter', parterne i denne konvention, medmindre der i konventionens tekst angives en anden fortolkning.
6. Regional organisation for økonomisk integration', en organisation oprettet af suveræne stater i et givet område, som har kompetence på de af konventionen eller dennes protokoller omfattede områder, og som, efter de deri fastsatte procedurer, er behørigt bemyndiget til at undertegne, ratificere, acceptere, godkende eller tiltræde konventionen eller protokollerne hertil.
7. Protokoller', protokollerne til denne konvention.
Artikel 2
Almindelige forpligtelser
1. Parterne træffer i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention og de gældende protokoller, hvori de er parter, passende foranstaltninger til at beskytte menneskets sundhed og miljøet mod de skadelige virkninger, der hidrører fra eller formodes at kunne hidrøre fra menneskelige aktiviteter, som ændrer eller formodes at kunne ændre ozonlaget.
2. I dette øjemed skal parterne, med deres til rådighed stående midler og muligheder
a) samarbejde, ved hjælp af systematiske observationer, forskning og udveksling af oplysninger, med henblik på bedre at kunne forstå og vurdere virkningerne af menneskelige aktiviteter på ozonlaget og virkningerne på menneskets sundhed og på miljøet som følge af ændringer i ozonlaget,
b) vedtage passende love og administrative bestemmelser og samarbejde med henblik på at harmonisere egnede foranstaltninger til at regulere, begrænse, mindske eller forebygge menneskelige aktiviteter henhørende under deres jurisdiktion eller deres kontrol, såfremt det viser sig, at disse aktiviteter har eller formodes at kunne have skadelige virkninger som følge af allerede indtrufne eller mulige ændringer i ozonlaget,
c) samarbejde om at udarbejde fælles foranstaltninger, fremgangsmåder og normer for anvendelsen af denne konvention med henblik på godkendelse af protokoller og bilag,
d) samarbejde med de kompetente internationale organer om effektiv gennemførelse af denne konvention og de protokoller, hvori de er parter.
3. Bestemmelserne i denne konvention berører ikke parternes ret til, i overensstemmelse med international ret, at træffe strengere interne foranstaltninger end de ovenfor i stk. 1 og 2 nævnte, og de berører heller ikke de yderligere interne foranstaltninger, som en part allerede måtte have truffet, medmindre disse foranstaltninger er uforenelige med de nævnte parters forpligtelser i medfør af denne konvention.
4. Gennemførelsen af denne artikel baseres på relevante videnskabelige og tekniske betragtninger.
Artikel 3
Forskning og systematiske observationer
1. Parterne forpligter sig, alt efter omstændighederne, til at iværksætte forskningsarbejder og videnskabelige vurderinger eller til at samarbejde om gennemførelsen af forskning og videnskabelige vurderinger, direkte eller via kompetente internationale organer, vedrørende
a) de fysiske og kemiske processer, som kan indvirke på ozonlaget,
b) virkningerne på menneskets sundhed og de andre biologiske virkninger af enhver ændring af ozonlaget, navnlig de virkninger, som hidrører fra ændringer i den biologisk aktive ultraviolette solstråling (UV-B),
c) indvirkningerne på klimaet af enhver ændring i ozonlaget,
d) virkningerne af ændringer i ozonlaget og de heraf følgende ændringer i UV-B-strålingen på naturlige og syntetiske materialer, som er nyttige for menneskeheden,
e) stoffer, praksis, fremgangsmåder og aktiviteter, som kan indvirke på ozonlaget, og de kumulative virkninger heraf,
f) erstatningsstoffer og -teknologier,
g) de tilknyttede socioøkonomiske problemer,
og de aktiviteter, der er anført i bilag I og II.
2. Parterne forpligter sig, alt efter omstændighederne, til at fremme eller udvikle, direkte eller via kompetente internationale organer og under fuld hensyntagen til deres nationale lovgivning og til relevante aktiviteter på nationalt og internationalt plan, fællesprogrammer eller supplerende programmer med henblik på systematiske observationer af udviklingen i ozonlaget og i andre relevante parametre, som beskrevet i bilag I.
3. Parterne forpligter sig til, direkte eller via kompetente internationale organer, at samarbejde om regelmæssigt og uden ubeføjede forsinkelser at indsamle, kontrollere og videreformidle resultaterne af forskningen og observationerne gennem relevante verdensdækkende datacentre.
Artikel 4
Samarbejde på det juridiske, videnskabelige og tekniske område
1. Parterne fremmer og tilskynder til udveksling af passende videnskabelige, tekniske, socio-økonomiske, handelsmæssige og juridiske oplysninger i overensstemmelse med denne konvention og som anført i bilag II. Disse oplysninger videregives til de af parterne godkendte organer. Ethvert organ, der modtager oplysninger, der betragtes som fortrolige af den pågældende part, sørger for, at de ikke udbredes, og behandler dem med henblik på at beskytte deres fortrolige karakter, inden de stilles til rådighed for samtlige parter.
2. Parterne samarbejder, i overensstemmelse med deres nationale love, regler og praksis og under hensyntagen til navnlig udviklingslandenes behov, om, direkte eller via kompetente internationale organer, at udvikle og videreformidle teknologi og viden. Samarbejdet finder bl.a. sted på følgende måder
a) ved at lette de andre parters adgang til erstatningsteknologi,
b) ved at give oplysninger om erstatningsteknologier og -materiel samt manualer eller specialvejledninger herom,
c) ved at tilvejebringe det nødvendige materiel og de nødvendige anlæg til forskning og systematiske observationer,
d) ved at sikre passende uddannelse af videnskabeligt og teknisk personale.
Artikel 5
Meddelelse af oplysninger
Parterne tilsender via sekretariatet den ved artikel 6 oprettede konference for parterne, oplysninger om de foranstaltninger, som de har truffet i medfør af denne konvention og de protokoller, hvori de er parter, idet disse rapporters form og hyppighed afgøres på møderne for parterne i de pågældende instrumenter.
Artikel 6
Parternes konference
1. Med denne artikel oprettes en konference for parterne. Det første møde for parternes konference vil i medfør af artikel 7 blive sammenkaldt af det midlertidigt udpegede sekretariat, senest eet år efter denne konventions ikrafttræden. Derefter vil der blive afholdt ordinære møder for parternes konference med regelmæssige mellemrum, som konferencen fastsætter på sit første møde.
2. Ekstraordinære møder for parternes konference kan afholdes på et hvilket som helst tidspunkt, som konferencen måtte skønne nødvendigt, eller på skriftlig anmodning af en af parterne, forudsat at denne anmodning, senest seks måneder efter, at parterne er blevet underrettet herom af sekretariatet, støttes af mindst en tredjedel af dem.
3. Parternes konference udarbejder og vedtager enstemmigt sin egen forretningsorden og sin egen finansforordning, forretningsordenerne og finansforordningerne for ethvert hjælpeorgan, som den måtte oprette, samt de finansielle bestemmelser vedrørende sekretariatets drift.
4. Parternes konference fører løbende tilsyn med anvendelsen af denne konvention og skal endvidere
a) fastlægge formen for og hyppigheden af den i artikel 5 omhandlede meddelelse af oplysninger og gennemgå disse oplysninger samt rapporter fra eventuelle hjælpeorganer,
b) undersøge de videnskabelige oplysninger om udviklingen i ozonlaget, om eventuelle ændringer heri og om de mulige virkninger af sådanne ændringer,
c) i overensstemmelse med artikel 2 fremme harmoniseringen af passende politiske, strategiske og andre foranstaltninger med henblik på den videst mulige mindskelse af udledningen af stoffer, som ændrer eller kan formodes at ændre ozonlaget, og fremsætte henstillinger vedrørende alle andre foranstaltninger i tilknytning til denne konvention,
d) i overensstemmelse med artikel 3 og 4 vedtage programmer for forskning, systematiske observationer, videnskabeligt og teknisk samarbejde, informationsudveksling og overførsel af teknologi og viden,
e) gennemgå og, i givet fald, vedtage ændringer til denne konvention og bilagene hertil i overensstemmelse med artikel 9 og 10,
f) gennemgå ændringer til enhver protokol og bilagene hertil og, såfremt der træffes beslutning herom, anbefale parterne i den pågældende protokol at vedtage de pågældende ændringer,
g) gennemgå og, i givet fald, vedtage supplerende bilag til denne konvention i overensstemmelse med artikel 10,
h) gennemgå og, i givet fald, vedtage protokoller i overensstemmelse med artikel 8,
i) oprette hjælpeorganer i det omfang, det skønnes nødvendigt for anvendelsen af denne konvention,
j) i givet fald sikre sig bistand fra kompetente internationale organer og videnskabelige udvalg og navnlig fra Den Meteorologiske Verdensorganisation, Verdenssundhedsorganisationen og Koordineringsudvalget vedrørende Ozonlaget med henblik på videnskabelig forskning, systematiske observationer og andre aktiviteter, der er i overensstemmelse med målsætningerne for denne konvention, samt på passende vis udnytte oplysningerne fra disse organer og udvalg,
k) overveje og træffe alle andre nødvendige foranstaltninger til virkeliggørelse af målsætningerne for denne konvention.
5.De Forenede Nationer, dets særorganisationer og Det Internationale Atomenergiagentur såvel som enhver stat, der ikke er part i denne konvention, kan ved observatører være repræsenteret på møderne for parternes konference. Ethvert organ eller agentur, det være sig nationalt eller internationalt, statsligt eller ikke-statsligt, som har kompetence på områder, der vedrører beskyttelsen af ozonlaget, og som har underrettet sekretariatet om, at det som observatør ønsker at lade sig repræsentere ved et møde i parternes konference, kan få adgang, medmindre mindst en tredjedel af de tilstedeværende parter gør indsigelse herimod. Observatørers adgang til og deltagelse i møder finder sted efter den af parternes konference vedtagne forretningsorden.
Artikel 7
Sekretariat
1. Sekretariatets funktioner er følgende
a) at tilrettelægge og forberede parternes møder i overensstemmelse med artikel 6, 8, 9 og 10,
b) at udarbejde og videresende rapporter på grundlag af oplysninger, der er modtaget i medfør af artikel 4 og 5, samt oplysninger, der er modtaget på møder i hjælpeorganer, oprettet i medfør af artikel 6,
c) at udføre opgaver, som det har fået pålagt i medfør af en hvilken som helst protokol til denne konvention,
d) at udarbejde rapporter om de aktiviteter, det har udført som led i dets opgaver i medfør af denne konvention, og at forelægge disse rapporter for parternes konference,
e) at sikre den nødvendige samordning med andre kompetente internationale organer og navnlig at indgå de administrative og kontraktmæssige ordninger, som måtte være nødvendige til en forsvarlig udførelse af dets opgaver,
f) at udføre alle andre opgaver, som parternes konference måtte beslutte at tildele det.
2. Sekretariatsfunktionerne vil midlertidigt blive udført af De Forenede Nationers Miljøprogram indtil afslutningen af det første ordinære møde for parternes konference, afholdt i overensstemmelse med artikel 6. På sit første ordinære møde udpeger parternes konference sekretariatet blandt de kompetente internationale organisationer, der måtte have tilbudt at påtage sig sekretariatsfunktionerne, som fastsat i denne konvention.
Artikel 8
Vedtagelse af protokoller
1. Parternes konference kan på et møde vedtage protokoller til denne konvention i overensstemmelse med artikel 2.
2. Teksten til enhver foreslået protokol meddeles parterne af sekretariatet mindst seks måneder inden det nævnte møde.
Artikel 9
Ændringer til konventionen eller til protokollerne
1. Enhver part kan foreslå ændringer til denne konvention eller til en hvilken som helst af protokollerne hertil. I disse ændringer tages der bl.a. behørigt hensyn til relevante videnskabelige og tekniske overvejelser.
2. Ændringer til denne konvention vedtages på et møde i parternes konference. Ændringer til en protokol vedtages på et møde for parterne i den pågældende protokol. Teksten til enhver ændring, der foreslås til denne konvention eller til en hvilken som helst af protokollerne hertil, meddeles, medmindre andet er fastsat i den pågældende protokol, parterne af sekretariatet mindst seks måneder inden det møde, hvor ændringen foreslås vedtaget. Sekretariatet tilsender ligeledes signatarerne af denne konvention de foreslåede ændringer til orientering.
3. Parterne sparer sig ingen anstrengelser for at nå til enighed ved consensus om enhver foreslået ændring til denne konvention. Hvis der på trods af disse bestræbelser ikke nås til enighed, vedtages ændringen, som en sidste udvej, ved et flertal på tre fjerdedele af de parter, der er til stede på mødet, og som har afgivet stemme, og depositaren forelægger ændringen for alle parterne til ratifikation, godkendelse eller accept.
4. Den i stk. 3 ovenfor beskrevne fremgangsmåde finder anvendelse på ændringer til enhver protokol til konventionen, idet dog et flertal på to tredjedele af parterne i den pågældende protokol, der er til stede på mødet, og som har afgivet stemme, er tilstrækkeligt til vedtagelse af de pågældende ændringer.
5. Ratifikation, godkendelse eller accept af ændringer meddeles depositaren skriftligt. Ændringer, der er vedtaget i overensstemmelse med stk. 3 eller 4 ovenfor, træder i kraft mellem de parter, der har accepteret dem den halvfemsindstyvende dag, efter at depositaren har modtaget meddelelse om ratifikation, godkendelse eller accept af ændringerne fra mindst tre fjerdedele af parterne i denne konvention eller fra mindst to tredjedele af parterne i den pågældende protokol, medmindre andet er fastsat i den pågældende protokol. Dernæst træder ændringerne i kraft over for enhver anden part den halvfemsindstyvende dag efter den pågældende parts deponering af sit instrument for ratifikation, godkendelse eller accept af ændringerne.
6. I denne artikel forstås ved udtrykket »parter, der er til stede på mødet, og som har afgivet stemme«, de parter, der er til stede på mødet, og som har stemt ja eller nej.
Artikel 10
Vedtagelse af bilagene og ændringer til disse bilag
1. Bilagene til denne konvention eller til en hvilken som helst protokol hertil er en integrerende del af konventionen eller den pågældende protokol, og enhver henvisning til denne konvention eller til protokollerne hertil er, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat, ligeledes en henvisning til bilagene til disse instrumenter. Disse bilag er begrænset til videnskabelige, tekniske og administrative spørgsmål.
2. Medmindre andet er fastsat i en hvilken som helst protokol vedrørende bilagene til den pågældende protokol, finder følgende procedure anvendelse på forslag til, vedtagelse og ikrafttrædelse af supplerende bilag til denne konvention eller bilag til en protokol hertil
a) Bilagene til denne konvention foreslås og vedtages efter den i artikel 9, stk. 2 og 3, beskrevne procedure; bilagene til enhver protokol foreslås og vedtages efter proceduren i artikel 9, stk. 2 og 4.
b) Enhver part, der ikke kan godkende et supplerende bilag til denne konvention eller et bilag til en hvilken som helst af de protokoller, hvori den er part, giver skriftlig meddelelse herom til depositaren senest seks måneder efter, at depositaren har givet underretning om godkendelsen. Depositaren underretter straks alle parterne om enhver modtagen meddelelse. En part kan når som helst acceptere et bilag, som den tidligere har fremsat indsigelse mod, og dette bilag træder da i kraft over for den pågældende part.
c) Efter udløbet af en frist på seks måneder fra afsendelsesdatoen for depositarens underretning om bilaget, træder dette i kraft over for alle parterne i denne konvention eller i den pågældende protokol, som ikke har indgivet meddelelse i overensstemmelse med punkt b) ovenfor.
3. Forslag om samt vedtagelse og ikrafttrædelse af ændringer til bilagene til denne konvention eller til en hvilken som helst af protokollerne hertil forelægges efter den samme procedure som forslag til samt vedtagelse og ikrafttrædelse af bilagene til konventionen eller til en hvilken som helst af protokollerne hertil. I bilagene og i ændringerne hertil tages der bl.a. behørigt hensyn til relevante videnskabelige og tekniske betragtninger.
4. Såfremt et supplerende bilag eller en ændring til et bilag indebærer en ændring i konventionen eller i en protokol, træder det supplerende bilag eller det ændrede bilag først i kraft, når den nævnte ændring til konventionen eller til den pågældende protokol selv træder i kraft.
Artikel 11
Bilæggelse af tvister
1. I tilfælde af tvist mellem parterne vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention søger de berørte parter at forhandle sig frem til en løsning.
2. Hvis de berørte parter ikke kan nå til enighed ved at forhandle, kan de i fællesskab anmode en tredjepart om bistand eller mægling.
3. Enhver stat eller regional organisation for økonomisk integration kan, når den ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder denne konvention, skriftligt erklære over for depositaren, at den i tilfælde af tvister, der ikke er blevet bilagt i overensstemmelse med stk. 1 eller 2 ovenfor, accepterer en eller begge nedenstående fremgangsmåder som obligatorisk(e)
a) voldgift i overensstemmelse med den fremgangsmåde, som vedtages af parternes konference på det første ordinære møde,
b) indbringelse af tvisten for Den Internationale Domstol.
4. Hvis parterne ikke har accepteret den samme procedure eller nogen af de nævnte procedurer i overensstemmelse med stk. 3 ovenfor, underkastes tvisten forligsbehandling i overensstemmelse med stk. 5 nedenfor, medmindre parterne bliver enige om andet.
5. Der oprettes en forligskommission på anmodning af en af parterne i tvisten. Kommissionen består af et antal medlemmer, udpeget ligeligt af hver af de berørte parter, og formanden vælges i fællesskab af de således udpegede medlemmer. Kommissionen afsiger en kendelse, som ikke kan appelleres, og som gælder som en henstilling; parterne anlægger et objektivt syn på den.
6. Bestemmelserne i denne artikel finder anvendelse på enhver protokol, medmindre andet er fastsat i den pågældende protokol.
Artikel 12
Undertegnelse
Denne konvention er åben for undertegnelse for stater og regionale organisationer for økonomisk integration i Republikken Østrigs udenrigsministerium i Wien fra den 22. marts 1985 til den 21. september 1985, og i De Forenede Nationers hovedkvarter i New York fra den 22. september 1985 til den 21. marts 1986.
Artikel 13
Ratifikation, accept eller godkendelse
1. Denne konvention og enhver protokol hertil forelægges til ratifikation, accept eller godkendelse for stater og regionale organisationer for økonomisk integration. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne deponeres hos depositaren.
2. Enhver organisation, som er nævnt i stk. 1 ovenfor, og som bliver part i denne konvention eller i en protokol hertil, uden at nogen af den pågældende organisations medlemsstater selv er part i konventionen, er bundet af alle de i konventionen eller den pågældende protokol fastsatte forpligtelser. Hvis en eller flere medlemsstater af en sådan organisation er parter i konventionen eller i en protokol hertil, skal organisationen og dens medlemsstater afgøre fordelingen af deres respektive ansvarsområder, for så vidt angår opfyldelsen af deres forpligtelser i medfør af konventionen eller protokollen. I tilfælde af denne art er organisationen eller medlemsstaterne ikke berettiget til samtidig at udøve deres rettigheder i medfør af konventionen eller den pågældende protokol.
3. De i stk. 1 omhandlede organisationer skal i deres ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter angive omfanget af deres kompetence på de områder, der omfattes af konventionen eller den pågældende protokol. Disse organisationer giver ligeledes depositaren meddelelse om enhver væsentlig ændring i omfanget af deres kompetence.
Artikel 14
Tiltrædelse
1. Denne konvention og enhver protokol hertil er åben for tiltrædelse for stater og regionale organisationer for økonomisk integration fra den dato, hvor konventionen eller den pågældende protokol ikke længere er åbne for undertegnelse. Tiltrædelsesinstrumenterne deponeres hos depositaren.
2. De i stk. 1 ovenfor omhandlede organisationer angiver i deres tiltrædelsesinstrumenter omfanget af deres kompetence på de områder, der omfattes af konventionen eller den pågældende protokol. De meddeler ligeledes depositaren enhver væsentlig ændring i omfanget af deres kompetence.
3. Bestemmelserne i artikel 13, stk. 2, finder anvendelse på de regionale organisationer for økonomisk integration, som tiltræder denne konvention eller en hvilken som helst protokol hertil.
Artikel 15
Stemmeret
1. Hver part i konventionen eller i en hvilken som helst protokol hertil har een stemme.
2. Med forbehold af bestemmelserne i stk. 1 ovenfor tildeles de regionale organisationer for økonomisk integration, til udøvelse af deres stemmeret på områder, der henhører under deres kompetence, et antal stemmer svarende til antallet af de af deres medlemsstater, der er parter i konventionen eller i den pågældende protokol. Disse organisationer anvender ikke deres stemmeret, såfremt deres medlemsstater anvender deres stemmeret, og vice versa.
Artikel 16
Forholdet mellem konventionen og protokollerne hertil
1. Ingen stat eller regional organisation for økonomisk integration kan blive part i en protokol uden at være eller samtidig blive part i konventionen.
2. Beslutninger vedrørende en protokol træffes udelukkende af parterne i den pågældende protokol.
Artikel 17
Ikrafttrædelse
1. Denne konvention træder i kraft på den halvfemsindstyvende dag efter datoen for deponering af det tyvende ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.
2. Medmindre andet er fastsat i protokollen, vil enhver protokol træde i kraft på den halvfemsindstyvende dag efter datoen for deponeringen af det ellevte instrument for ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse af den pågældende protokol.
3. Over for hver af de parter, der ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder denne konvention efter deponeringen af det tyvende ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft den halvfemsindstyvende dag efter den dato, hvor den nævnte part har deponeret sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.
4. Medmindre andet er fastsat i den pågældende protokol, træder enhver protokol i kraft over for en part, der ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder den nævnte protokol efter dennes ikrafttræden i overensstemmelse med stk. 2 ovenfor, den halvfemsindstyvende dag efter den dato, hvor den nævnte part deponerede sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, eller den dato, hvor konventionen træder i kraft over for den nævnte part, idet den seneste dato vil være gældende.
5. I forbindelse med stk. 1 og 2 ovenfor kan intet instrument, der deponeres af en regional organisation for økonomisk integration, føjes til de instrumenter, som medlemsstater af den nævnte organisation allerede har deponeret.
Artikel 18
Forbehold
Der må ikke tages forbehold over for denne konvention.
Artikel 19
Opsigelse
1. Efter udløbet af en frist på fire år at regne fra datoen for denne konventions ikrafttræden over for en part kan den pågældende part når som helst opsige konventionen ved skriftlig meddelelse til depositaren.
2. Medmindre andet er fastsat i en hvilken som helst af protokollerne, kan enhver part, når som helst efter udløbet af en frist på fire år at regne fra datoen for den pågældende protokols ikrafttræden over for den pågældende part, opsige den nævnte protokol ved skriftlig meddelelse herom til depositaren.
3. Enhver opsigelse får virkning efter udløbet af en frist på et år efter datoen for depositarens modtagelse heraf eller på en hvilken som helst anden senere dato, som kan anføres i opsigelsesmeddelelsen.
4. Enhver part, som har opsagt denne konvention, vil ligeledes blive betragtet som havende opsagt de protokoller, hvori den er part.
Artikel 20
Depositar
1. Generalsekretæren for De Forenede Nationer påtager sig opgaven som depositar for denne konvention samt for protokollerne hertil.
2. Depositaren underretter navnlig parterne om
a) undertegnelsen af denne konvention og af enhver protokol hertil samt om deponering af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter i overensstemmelse med artikel 13 og 14,
b) ikrafttrædelsesdatoen for konventionen og enhver protokol hertil i overensstemmelse med artikel 17,
c) opsigelsesmeddelelser indgivet i overensstemmelse med artikel 19,
d) vedtagne ændringer for så vidt angår konventionen og enhver protokol hertil, parternes godkendelse af disse ændringer og ikrafttrædelsesdatoen herfor i overensstemmelse med artikel 9,
e) enhver meddelelse om vedtagelse eller godkendelse af bilag og ændringer hertil i overensstemmelse med artikel 10,
f) meddelelse fra de regionale organisationer for økonomisk integration om omfanget af deres kompetence på de områder, der er omfattet af denne konvention og af enhver protokol hertil, samt om enhver ændring i forbindelse hermed,
g) de i artikel 11, stk. 3, omhandlede erklæringer.
Artikel 21
Autentiske tekster
Originaleksemplaret af denne konvention, hvis arabiske, engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske versioner alle er lige autentiske, deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, som er behørigt bemyndiget hertil, undertegnet denne konvention.
Udfærdiget i Wien, den toogtyvende marts nitten hundrede og femogfirs.
Bilag I
Forskning og systematiske observationer
1. Parterne i konventionen erkender, at de vigtigste videnskabelige problemer er
a) Ændringer i ozonlaget, som vil kunne medføre ændringer i intensiteten af den biologisk aktive ultraviolette solstråling (UV-B), der når jordens overflade, og de mulige virkninger heraf for menneskets sundhed, for organismerne og økosystemerne og for materialer, som er til nytte for menneskeheden;
b) Ændringer i den vertikale fordeling af ozonlaget, som vil kunne forrykke atmosfærens varmebalance, og de mulige meteorologiske og klimatiske konsekvenser heraf.
2. Parterne i konventionen vil, i overensstemmelse med artikel 3, samarbejde om forskning, om systematiske observationer og om udarbejdelse af henstillinger om fremtidige forsknings- og observationsaktiviteter på bl.a. følgende områder
a) Forskning i atmosfærens fysik og kemi
i) Opstilling af teoretiske globale modeller: videreudvikling af modeller for samspillet mellem radioaktive, kemiske og dynamiske processer; undersøgelser af de samtidige virkninger af forskellige menneskeskabte eller naturlige kemiske stoffer på atmosfærens ozon; tolkning af måledata indhentet via satellit eller på anden vis; vurdering af udviklingen i de atmosfæriske og geofysiske parametre og udarbejdelse af metoder til påvisning af bestemte årsager til ændringerne i disse parametre;
ii) Laboratorieundersøgelser af de kinetiske koefficienter, de effektive absorptionstværsnit og de kemiske og fotokemiske processer i troposfæren og stratosfæren; spektroskopiske data til støtte for målinger i alle de relevante områder af spektret;
iii) Målinger i marken: koncentrationer og strømninger af væsentlige såvel naturlige som menneskeskabte kilde-gasser; undersøgelse af atmosfærens dynamik; samtidige målinger af fotokemisk beslægtede stoffer, ned til friktionslaget, ved hjælp af feltinstrumenter og telemålinger; sammenligning mellem forskellige detektorer; samordnede korrelationsmålinger for satellitinstrumenter; tredimensionale felter af væsentlige sporstoffer, af solvindens spektrum og af meteorologiske parametre;
iv) Udvikling af instrumenter, herunder detektorer placeret i bl.a. satellitter, til måling af atmosfærens sporstoffer, af solvinden og af de meteorologiske parametre.
b) Forskning i de sundhedsmæssige virkninger, de biologiske virkninger og virkningerne på fotonedbrydningen
i) Forholdet mellem menneskets udsættelse for synlig eller ultraviolet solstråling og a) fremkomsten af andre former for hudkræft end godartede eller ondartede melanomer og b) virkningerne på immunsystemet;
ii) Virkningerne af UV-B-strålingen, herunder bølgelængdens indflydelse på a) afgrøder, skove og andre terrestriske økosystemer og b) på akvatiske fødekæder og på fiskeriet, herunder den eventuelle hæmning af det marine fytoplanktons oxygenfremstillingskapacitet;
iii) Mekanismer, hvorved UV-B-strålingen indvirker på biologiske materialer, arter og økosystemer, herunder: forholdet mellem dosis, dosishastighed og reaktion; fotoreparation, tilpasning og beskyttelse;
iv) Undersøgelser af de biologisk aktive spektre og den spektrale reaktion ved hjælp af polykromatisk stråling med henblik på at bestemme de mulige vekselvirkninger med de forskellige bølgelængdeområder;
v) UV-B-strålingens indvirkning på: følsomheden og aktiviteten hos de biologiske arter, der er vigtige for biosfærens ligevægt; primære processer, såsom fotosyntese og biosyntese;
vi) UV-B-strålingens indvirkning på fotonedbrydningen af forurenende stoffer, landbrugskemikalier og andre stoffer.
c) Forskning i virkningerne på klimaet
Teoretiske undersøgelser og observationer a) af ozons og andre sporstoffers betydning for strålingen og af virkningerne på de klimatiske parametre, såsom temperaturerne ved jordens og havenes overflade, nedbørsforholdene og udvekslingen mellem troposfæren og stratosfæren, og b) konsekvenserne af disse klimatiske virkninger for forskellige aspekter af menneskets aktiviteter.
d) Systematiske observationer
i) af ozonlagets tilstand (dvs. variationer, i tid og rum, i ozonsøjlens samlede indhold og i den vertikale fordeling), under fuld udnyttelse af det globale system for observation af ozonlaget, baseret på en integration af satellit- og jordbaserede systemer;
ii) af koncentrationerne i troposfæren og i stratosfæren af de luftarter, der bevirker fremkomsten af radikalerne HOx, NOx og C10x, herunder carbonderivater;
iii) af temperaturen fra jordoverfladen op til mesosfæren, ved anvendelse af såvel jordbaserede som satellitbaserede systemer;
iv) af den del af solvinden - bølgelængder - der trænger ind i jordatmosfæren, og den varmestråling, der udgår fra jordatmosfæren, på grundlag af satellit-målinger;
v) af den del af solvinden - bølgelængder - der når jordens overflade i UV-B-området;
vi) af aerosolers egenskaber og fordeling, fra jordoverfladen op til mesosfæren, på grundlag af såvel jordbaserede som satellitbaserede systemer;
vii) af videreførelsen af meteorologiske højkvalitetsmålinger ved jordoverfladen for variabler af betydning for klimaet;
viii) af forbedringen af metoderne til analyse af data fra systematiske observationer på globalt plan af de partikler, der findes som sporstoffer, af temperaturer, solvind og aerosoler.
3. Parterne i konventionen samarbejder, under hensyntagen til udviklingslandenes særlige behov, om at fremme den form for videnskabelig og teknisk uddannelse, der kræves for at deltage i de i dette bilag beskrevne forskningsaktioner og systematiske observationer. Der bør lægges særlig vægt på komparativ kalibrering af observationsapparater og -metoder med henblik på at indhente sammenlignelige eller standardiserede videnskabelige data.
4. Nedenstående naturlige eller menneskeskabte kemiske stoffer - ikke opstillet i prioriteringsrækkefølge - synes at kunne ændre ozonlagets kemiske og fysiske egenskaber
a) Carbonderivater
i) Carbonmonoxid (CO)
Carbonmonoxid kommer i store mængder fra naturlige og menneskeskabte kilder og synes at spille en vigtig direkte rolle i troposfærens fotokemi og en indirekte rolle i stratosfærens fotokemi.
ii) Carbondioxid (CO 2)
Carbondioxid kommer i store mængder fra naturlige og menneskeskabte kilder og indvirker på stratosfærens ozon ved at ændre atmosfærens varmebalance.
iii) Methan (CH 4)
Methan er af både naturlig og menneskeskabt oprindelse og indvirker på ozonindholdet i såvel troposfæren som stratosfæren.
iv) Andre carbonhydrider end methan
Disse carbonhydrider, der omfatter en lang række kemiske stoffer, er af såvel naturlig som menneskeskabt oprindelse og spiller en direkte rolle i troposfærens fotokemi og en indirekte rolle i stratosfærens fotokemi.
b) Nitrogenderivater
i) Dinitrogenoxid (N 2 O)
Den vigtigste kilde til N 2 O er naturlig, men de menneskeskabte emissioner bliver stadig mere omfattende. Dette oxid er den vigtigste kilde til NOx i stratosfæren, hvor de spiller en afgørende rolle for nedbringelsen af ozon-koncentrationen.
ii) Nitrogenoxider (NOx)
De jordnære kilder til NOx spiller kun en vigtig direkte rolle i de fotokemiske processer i troposfæren og indirekte i de fotokemiske processer i stratosfæren, medens emissioner af NOx i nærheden af tropopausen kan ændre ozonmængden i troposfæren og stratosfæren direkte.
c) Chlorderivater
i) Fuldt halogenerede alkaner f.eks. CCl 4, CFCl 3, (CFC-11), CF 2 Cl 2 (CFC-12), C 2 F 3 Cl 3 (CFC-113), C 2 F 4 Cl 2 (CFC-114)
De fuldt halogenerede alkaner er menneskeskabte og er en kilde til ClOx, som spiller en vigtig rolle i ozonens fotokemi, navnlig i 30-50 km's højde.
ii) Delvis halogenerede alkaner, f.eks. CH 3 Cl, CHF 2 Cl (CFC-22), CH 3 CCl 3, CHFCl 2 (CFC-21)
Kilden til CH 3 Cl er naturlig, medens de andre ovenfor nævnte delvis halogenerede alkaner er menneskeskabte. Disse gasser er også en kilde til ClOx i stratosfæren.
d) Bromderivater
Fuldt halogenerede alkaner, f.eks. CF 3 Br
Disse gasser er menneskeskabte og er en kilde til BrOx, der opfører sig på samme måde som ClOx.
e) Hydrogenerede stoffer
i) Hydrogen (H 2)
Hydrogen er af naturlig og menneskabt oprindelse; hydrogen spiller en sekundær rolle i stratosfærens fotokemi.
ii) Vand (H 2 O)
Vand, der er af naturlig oprindelse, spiller en væsentlig rolle i troposfærens og stratosfærens fotokemi. Blandt de lokale årsager til tilstedeværelsen af vanddamp i stratosfæren kan nævnes oxydation af methan og, i mindre grad, af hydrogen.
Bilag II
Udveksling af oplysninger
1. Parterne i konventionen erkender, at indsamling og fælles udnyttelse af oplysninger er et vigtigt middel til at realisere målsætningerne for denne konvention og til at sikre, at der træffes hensigtsmæssige og rimelige foranstaltninger. Parterne udveksler derfor oplysninger om videnskabelige, tekniske, socio-økonomiske, handelsmæssige og juridiske spørgsmål.
2. Når parterne afgør, hvilke oplysninger der bør indsamles og udveksles, bør de tage hensyn til disse oplysningers nytte og udgifterne til indsamling heraf. Parterne erkender endvidere, at samarbejde i henhold til dette bilag skal være i overensstemmelse med national lovgivning og praksis vedrørende patenter, handelshemmeligheder og beskyttelse af fortrolige oplysninger og intellektuel ejendomsret.
3. Videnskabelige oplysninger
Oplysninger om
a) Planlagt eller igangværende offentlig og privat forskning, med henblik på at fremme samordningen af forskningsprogrammerne, således at de disponible nationale og internationale ressourcer kan udnyttes bedst muligt.
b) Data vedrørende emissioner, til støtte for forskningsarbejdet.
c) Videnskabelige resultater, offentliggjort i specialiserede tidsskrifter, om jordatmosfærens fysik og kemi og dens følsomhed over for ændringer, og navnlig om ozonlagets tilstand og om de sundhedsmæssige, miljømæssige og klimatiske konsekvenser af ændringer, over et hvilket som helst tidsrum, i såvel ozon-søjlens samlede indhold som i ozonens vertikale fordeling.
d) Evaluering af forskningsresultaterne og af henstillingerne vedrørende fremtidig forskning.
4. Tekniske oplysninger
Disse oplysninger vedrører bl.a.
a) Forekomsten af og omkostningerne ved kemiske substitutionsprodukter og alternative teknologier, der kan anvendes til at nedbringe emissionen af stoffer, som medfører ændringer i ozonlaget, samt planlagt eller igangværende forskning i tilknytning hertil.
b) Begrænsningerne for og eventuelle risici ved anvendelse af substitutionsprodukter af kemisk eller anden oprindelse og af alternative teknologier.
5. Socio-økonomiske og handelsmæssige oplysninger om de i bilag I omhandlede stoffer
Disse oplysninger vedrører bl.a.
a) Produktion og produktionskapacitet
b) Anvendelse og anvendelsesmåder
c) Import og eksport
d) Omkostninger, risici og fordele ved menneskelige aktiviteter, der indirekte kan ændre ozonlaget, og virkningerne af allerede trufne eller planlagte lovgivningsmæssige foranstaltninger til kontrol med disse aktiviteter.
6. Juridiske oplysninger
Disse oplysninger vedrører bl.a.
a) Landenes lovgivning, administrative foranstaltninger og juridisk forskning i tilknytning til beskyttelsen af ozonlaget.
b) Internationale aftaler, navnlig bilaterale aftaler, der vedrører beskyttelsen af ozonlaget.
c) Metoder og betingelser med hensyn til licensudstedelse og eksisterende patenter vedrørende beskyttelse af ozonlaget.
Konventionen trådte i medfør af artikel 17, stk. 1, i kraft den 22. september 1988 for følgende lande
Amerikas Forenede Stater, Australien, Canada, Egypten, Finland, Frankrig, Guatemala, Hviderusland, Maldiverne, Mexico, New Zealand, Norge, Schweiz, Sovjetunionen, Storbritannien, Sverige, Uganda, Ukraine, Ungarn og Østrig.
Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes den 29. september 1988 hos De Forenede Nationers generalsekretær, og konventionen trådte i medfør af artikel 17, stk. 3, i kraft den 28. december 1988 for Danmark.
Endvidere har følgende parter med virkning fra de vedføjede datoer ratificeret eller tiltrådt konventionen
Spanien 23. oktober 1988 Ækvatorialguinea 15. november 1988 Venezuela 29. november 1988 Irland 14. december 1988 Malta 14. december 1988 Italien 18. december 1988 Nederlandene 27. december 1988 Forbundsrepublikken Tyskland 29. december 1988 Japan 29. december 1988 Belgien 15. januar 1989 Luxembourg 15. januar 1989 Portugal 15. januar 1989 De Europæiske Fællesskaber 15. januar 1989 Nigeria 29. januar 1989 Kenya 7. februar 1989 Grækenland 29. marts 1989 Singapore 5. april 1989 Den Tyske Demokratiske Republik 25. april 1989 Liechtenstein 9. maj 1989 Panama 14. maj 1989 Uruguay 28. maj 1989 Burkina Faso 28. juni 1989 Peru 6. juli 1989 Chad 16. august 1989 Jordan 30. august 1989
Udenrigsministeriet, den 9. august 1990
Uffe Ellemann-Jensen
Bekendtgørelse af Wienerkonventionen af 22. marts 1985 om beskyttelse af ozonlaget (* 1)
I henhold til kgl. resolution af 23. september 1988 har Danmark ratificeret en i Wien den 22. marts 1985 underskrevet konvention om beskyttelse af ozonlaget.
Konventionen har følgende ordlyd
WIENERKONVENTIONEN OM BESKYTTELSE AF OZONLAGET
Præambel
Parterne i denne konvention,
som er klare over de skadelige virkninger, som ændringer i ozonlaget kan have på menneskets sundhed og på miljøet,
som erindrer sig de relevante bestemmelser i erklæringen fra De Forenede Nationers Miljøkonference, navnlig princip nr. 21, hvori det hedder, at staterne, i overensstemmelse med De Forenede Nationers Pagt og de internationale retsprincipper, har suveræn ret til at udnytte deres egne ressourcer i henhold til deres miljøpolitik, og de har pligt til at sørge for, at aktiviteter inden for deres jurisdiktion eller under deres kontrol ikke skader miljøet i andre stater eller i områder, der ikke henhører under nogen national jurisdiktion,
som tager hensyn til situationen og de særlige behov i udviklingslandene,
som er opmærksomme på det arbejde og de undersøgelser, der er i gang i såvel internationale som nationale organisationer, og navnlig den globale handlingsplan for ozonlaget under De Forenede Nationers Miljøprogram,
som endvidere er opmærksomme på de forsigtighedsforanstaltninger, der allerede er truffet på nationalt og internationalt plan med henblik på at beskytte ozonlaget,
som er sig bevidst, at foranstaltninger til beskyttelse af ozonlaget mod ændringer, der skyldes menneskelige aktiviteter, kun kan træffes som led i samarbejde og aktioner på internationalt plan, og at de bør være baseret på relevante videnskabelige tekniske data,
som ligeledes er opmærksomme på nødvendigheden af at gennemføre nye forskningsaktiviteter og systematiske observationer med henblik på at øge vor viden om ozonlaget og om de skadelige virkninger, ændringer heri kan have, og
som er fast besluttet på at beskytte menneskets sundhed og miljøet mod de skadelige virkninger af ændringer i ozonlaget,
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE
(* 1) Andre landes tiltrædelse
BEK nr 80 af 19/06/1997