Bekendtgørelse om overenskomst af 1. februar 1990 med Filippinerne om konsolidering af gæld
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse om overenskomst af 1. februar 1990 med Filippinerne om konsolidering af gæld
Den 1. februar 1990 undertegnedes i Manila en overenskomst mellem
Danmark og Filippinerne om konsolidering af Filippinernes offentlige
og offentligt garanterede gæld til Danmark. Overenskomsten er i
overensstemmelse med de retningslinier for restrukturering af
Filippinernes gæld (Agreed Minute on the Consolidation of the Debt
of the Philippines), hvorom der blev tilvejebragt enighed under
multilaterale forhandlinger, som fandt sted i Paris den 25. og 26.
maj 1989.
Konsolideringsprocenten er aftalt til 100 for ubetalte afdrag og kontraktsrenter, der forfaldt og forfalder fra 1. juni 1989 til 30. juni 1991, hidrørende fra kontrakter, som er indgået af den filippinske regering eller dækket af en regeringsgaranti, og som fra dansk side er garanteret af Eksportkreditrådet, og som er indgået før den 1. april 1984 med en kredittid på over et år. Den samme konsolidering gælder også ubetalte gældsposter (arrears) pr. 31. maj 1989. De i perioden 1. juni 1989 til 30. juni 1991 konsoliderede beløb skal afbetales i 8 lige store halvårlige rater begyndende 31. december 1996 med sidste afdrag den 30. juni 2000. For renterne gælder dog det specielle, at 25% af disse skal betales med 10% den 30. juni 1991 og 15% den 30. juni 1992. De ubetalte og konsoliderede arrears pr. 31. maj 1989 skal ligeledes afbetales i 8 lige store halvårlige rater begyndende den 31. maj 1994 med sidste afdrag den 30. november 1997. Aftalen medinddrager også afdrag, der skulle være betalt pr. 31. maj 1989, samt afdrag, der er forfaldne i konsolideringsperioden stammende fra fire udviklingslån til Filippinerne på i alt godt 22,8 millioner kroner. Udviklingslånene er rentefrie.
I overenskomsten med Filippinerne udgør konsolideringen - udtrykt i dansk mønt - godt 210 millioner kroner. Kontraktskravene i kroner blev i aftalen denomineret til USD på de oprindelige forfaldsdage under anvendelse af gennemsnitskursen i København på de respektive forfaldsdage. Renten blev aftalt til 9,64% for første renteperiode indtil 31. december 1989, og efter denne dato blev moratorierenten aftalt til 6 måneders LIBOR (London Inter Bank Offered Rate) plus 7/16%.
Udenrigsministeriet, den 19. april 1990
Uffe Ellemann-Jensen
Ingen