Legislator Case Law & Legislation
L19890023564 DK

Bekendtgørelse af overenskomst af 12. august 1986 mellem den danske regering og Færøernes landsstyre til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v.

30 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (30)

Statutory Text (30 Articles)

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 1

De af overenskomsten omfattede personer

Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, der er bosat i Danmark eller på Færøerne eller i begge dele af riget.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på indkomstskatter, hvad enten de pålignes af staten, af landsstyret eller af lokale myndigheder uden hensyn til hvorledes de opkræves.

2. Som indkomstskatter skal anses alle skatter, der pålignes hele indkomsten, eller dele af indkomsten, herunder skatter på fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue eller fast ejendom, såvel som skatter på formueforøgelse.

3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er især

a) For Danmarks vedkommende

(i) indkomstskatten til staten;

(ii) den kommunale indkomstskat;

(iii) den amtskommunale indkomstskat;

(iv) folkepensionsbidraget;

(v) sømandsskatten;

(vi) den særlige indkomstskat;

(vii) kirkeskatten;

(viii) udbytteskatten;

(ix) bidrag til dagpengefonden;

(x) skatter i henhold til kulbrinteskatteloven;

(herefter omtalt som »dansk skat«).

b) For Færøernes vedkommende

(i) skat til landskassen;

(ii) kommunal indkomstskat;

(iii) kirkeskat;

(iv) udbytteafgift;

(v) ejendomsavanceafgift;

(vi) royaltyafgift;

(herefter omtalt som »færøsk skat«).

4. Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der efter denne overenskomsts underskrivelse pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter. Ved udgangen af hvert år skal de kompetente myndigheder i de to dele af riget give hinanden underretning om væsentlige ændringer, som er foretaget i deres respektive skattelove.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 3

Almindelige definitioner

1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har i denne overenskomst følgende udtryk den nedenfor angivne betydning

a) udtrykkene »en del af riget« og »den anden del af riget« betyder Danmark eller Færøerne alt efter sammenhængen;

b) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark. Udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;

c) udtrykket »person« omfatter en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer;

d) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;

e) udtrykkene »foretagende i den ene del af riget« og »foretagende i den anden del af riget« betyder et foretagende, som drives af en person, der er bosat henholdsvis i Danmark eller på Færøerne;

f) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med et skib eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en del af riget, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden del af riget;

g) udtrykket »kompetent myndighed« betyder

(i) for så vidt angår Danmark, ministeren for skatter og afgifter eller hans befuldmægtigede stedfortræder;

(ii) for så vidt angår Færøerne, Landsstyret eller dets befuldmægtigede stedfortræder.

2. Ved anvendelsen af denne ovenskomst i en del af riget skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, tillægges den betydning, som det har i denne del af rigets lovgivning om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er bosat i en del af riget« enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne del af riget er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium.

2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er bosat i begge dele af riget bestemmes hans status efter følgende regler

a) han skal anses for at være bosat i den del af riget, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge dele af riget, skal han anses for at være bosat i den del af riget, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken del af riget han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen dele af riget, skal han anses for at være bosat i den del af riget, i hvilken han sædvanligvis har ophold;

c) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken del af riget han sædvanligvis har ophold, skal de kompetente myndigheder i de to dele af riget afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er bosat i begge dele af riget, skal den anses for at være bosat i den del af riget, i hvilken dens virkelige ledelse har sit sæde.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 5

Fast driftssted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.

2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig

a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;

b) en filial;

c) et kontor;

d) en fabrik;

e) et værksted, og

f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.

3. Et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis det varer mere end 6 måneder.

4. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte

a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;

b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering;

c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse hos et andet foretagende;

d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger til foretagendet;

e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udøve enhver anden virksomhed for foretagendet, der er af forberedende eller hjælpende karakter;

f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende til samtidig udøvelse af flere af de i punkt a)-e) nævnte virksomheder, forudsat, at det faste forretningssteds samlede virksomhed, der er et resultat heraf, er af forberedende eller hjælpende karakter.

5. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal et foretagende, i tilfælde hvor en person, der ikke er en sådan uafhængig repræsentant, som omhandles i stykke 6, handler på foretagendets vegne og har og sædvanligvis udøver i en del af riget en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, anses for at have et fast driftssted i denne del af riget med hensyn til hele den virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådanne forhold, som er nævnt i stykke 4, og som, hvis de var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted efter bestemmelserne i nævnte stykke.

6. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast driftssted i en del af riget, blot fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne del af riget gennem en mægler, kommissionær eller anden uafhængig repræsentant, forudsat at disse personer handler inden for deres sædvanlige erhvervsvirksomheds rammer.

7. Den omstændighed, at et selskab, der er bosat i en del af riget, behersker eller beherskes af et selskab, der er bosat i den anden del af riget eller som (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde) udøver erhvervsvirksomhed i denne anden del af riget, skal ikke i sig selv medføre, at et af de to selskaber anses for et fast driftssted for det andet.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 6

Indkomst af fast ejendom

1. Indkomst, som en person, der er bosat i en del af riget oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- eller skovbrug), der er beliggende i den anden del af riget, kan beskattes i denne anden del af riget.

2. Udtrykket »fast ejendom« skal tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den del af riget, hvori ejendommen er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, besætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder på hvilke civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, samt rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster; skibe, både og luftfartøjer skal ikke anses for fast ejendom.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning eller fra enhver anden form for benyttelse af fast ejendom.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 7

Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

1. Fortjeneste indvundet af et foretagende i en del af riget kan kun beskattes i denne del af riget, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden del af riget gennem et der beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver en sådan virksomhed, kan dets fortjeneste beskattes i den anden del af riget, men dog kun for så vidt angår den del deraf, som kan henføres til dette faste driftssted.

2. Under iagttagelse af bestemmelserne i stykke 3 skal der i tilfælde, hvor et foretagende i en del af riget driver erhvervsvirksomhed i den anden del af riget gennem et der beliggende fast driftssted, i hver del af riget til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at ville have opnået, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, som udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende vilkår, og som under fuldstændig frie forhold afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

3. Ved fastsættelsen af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage omkostninger, som er afholdt for det faste driftssted, herunder generalomkostninger til ledelse og administration, hvad enten de er afholdt i den del af riget, hvori det faste driftssted er beliggende, eller andre steder.

4. Såfremt det har været sædvane i en del af riget at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 udelukke denne del af riget fra at fastsætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling; den valgte fordelingsmetode skal imidlertid være sådan, at resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.

5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget indkøb af varer for foretagendet.

6. Ved anvendelsen af de foranstående stykker skal den fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, fastsættes efter samme metode hvert år, medmindre der er god og fyldestgørende grund til at anvende en anden fremgangsmåde.

7. I tilfælde, hvor en fortjeneste omfatter indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse andre artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 8

Skibsfart og luftfart

1. Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den del af riget, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Sådan fortjeneste omfatter også indkomst indvundet af foretagendet ved anvendelse, vedligeholdelse eller udleje af containere (herunder anhængere, pramme og lignende materiel til transport af containere) anvendt til transport af varer i international trafik, hvis denne indkomst er direkte forbundet med den fortjeneste, som er omhandlet i den foregående sætning.

2. Såfremt den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, har sit sæde om bord på et skib, skal foretagendet anses for at have sit sæde i den del af riget, i hvilken skibet har sit hjemsted, eller, såfremt et sådant ikke findes, i den del af riget, i hvilken skibets reder er bosat.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, i et konsortium eller i en international driftsorganisation.

4. Med hensyn til fortjeneste oppebåret af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium (SAS) skal bestemmelsen i stykke 1 og 2 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS), Det Danske Luftfartsselskab (DDL).

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 9

Indbyrdes forbundne foretagender

1. I tilfælde, hvor

a) et foretagende i en del af riget direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen af eller kapitalen i et foretagende i den anden del af riget eller

b) samme personer direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen af eller kapitalen i såvel et foretagende i en del af riget som et foretagende i den anden del af riget,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

2. I tilfælde, hvor en del af riget til fortjenesten for et foretagende i denne del af riget medregner - og i overensstemmelse hermed beskatter - fortjeneste, som et foretagende i den anden del af riget er blevet beskattet af i denne anden del af riget, og den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte del af riget, hvis vilkårene mellem de to foretagender havde været de samme, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden del af riget foretage en dertil svarende regulering af det skattebeløb, som er beregnet der af fortjenesten. Ved reguleringen skal der tages hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de kompetente myndigheder i de to dele af riget skal om nødvendigt rådføre sig med hinanden.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 10

Udbytte

1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er bosat i en del af riget til en person, der er bosat i den anden del af riget, kan beskattes i denne anden del af riget.

2. Sådant udbytte kan imidlertid også beskattes i den del af riget, hvori det selskab, der betaler udbyttet, er bosat, og i henhold til lovgivningen i denne del af riget, men den skat der pålignes må, såfremt modtageren er udbyttets retsmæssige ejer, ikke overstige

a) 5 pct. af bruttobeløbet af udbyttet, hvis den retmæssige ejer er et selskab (bortset fra et interessentskab og et kommanditselskab), der direkte ejer mindst 25 pct. af kapitalen i det selskab, som udbetaler udbytte;

b) 20 pct. af bruttobeløbet af udbyttet i alle andre tilfælde.

De kompetente myndigheder i de to dele af riget skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af disse begrænsninger.

Dette stykke berører ikke adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

3. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst af andre selskabsrettigheder, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den del af riget, i hvilken det selskab, der foretager udlodningen, er bosat.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, såfremt udbyttets retmæssige ejer, der er bosat i en del af riget, i den anden del af riget, i hvilken det selskab, der udbetaler udbyttet, er bosat, driver erhvervsvirksomhed gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden del af riget fra et der beliggende fast sted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.

5. I tilfælde, hvor et selskab, der er bosat i en del af riget, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden del af riget, må denne anden del af riget ikke påligne nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet, medmindre udbyttet udbetales til en person, der er bosat i denne anden del af riget, eller den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted, der er beliggende i denne anden del af riget, eller undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste nogen skat på ikke-udloddet fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst hidrørende fra denne anden del af riget.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 11

Renter

1. Renter, der hidrører fra en del af riget og betales til en person, der er bosat i den anden del af riget, kan, hvis denne person er den retmæssige ejer af rentebeløbet, kun beskattes i denne anden del af riget.

2. Udtrykket »rente« betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg som følge af for sen betaling skal ikke anses for renter i denne artikel.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt renternes retmæssige ejer, der er bosat i en del af riget, hvorfra renterne hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhvev i denne anden del af riget fra et der beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for den udbetalte rente, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.

4. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler renten, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at renten, når hensyn tages til den gældsfordring, for hvilken den er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver del af riget under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 12

Royalties

1. Royalties, der hidrører fra en del af riget og betales til en person, der er bosat i den anden del af riget, kan, hvis denne person er den retmæssige ejer af royaltybeløbet, beskattes i denne anden del af riget.

2. Sådanne royalties kan imidlertid også beskattes i den del af riget, hvorfra de hidrører, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne del af riget, men den skat, der pålignes, må, såfremt modtageren er royaltybeløbets retmæssige ejer, ikke overstige 15 pct. af bruttobeløbet af royaltybeløbet.

3. Udtrykket »royalties« betyder i denne artikel betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde herunder spillefilm og film og bånd til radio- eller fjernsynsudsendelser, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode, eller for anvendelsen af eller retten til at anvende industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr, eller for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, såfremt royaltybeløbets retmæssige ejer, der er bosat i en del af riget, i den anden del af riget, hvorfra royaltybeløbet hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden del af riget fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for de udbetalte royalties, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.

5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler royalties, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at de betalte royalties, når hensyn tages til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver del af riget under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 13

Kapitalgevinster

1. Fortjeneste, som en person, der er bosat i en del af riget, erhverver ved afhændelsen af fast ejendom som omhandlet i artikel 6, og som er beliggende i den anden del af riget, kan beskattes i denne anden del af riget.

2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en del af riget har i den anden del af riget, eller ved afhændelse af rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er bosat i en del af riget, har til rådighed til udøvelsen af frit erhverv i den anden del af riget, herunder også fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne anden del af riget.

3. Fortjeneste ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik eller af rørlig formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer kan kun beskattes i den del af riget, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

4. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre aktiver end de i stykke 1, 2 og 3 omhandlede kan kun beskattes i den del af riget, hvori afhænderen er bosat.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 14

Frit erhverv

1. Indkomst ved frit erhverv eller ved andet arbejde af selvstændig karakter oppebåret af en person, der er bosat i en del af riget kan kun beskattes i denne del af riget, medmindre

a) han til udøvelse af sin virksomhed har et fast sted, som til stadighed står til hans rådighed i den anden del af riget, eller

b) han med henblik på udøvelsen af sin virksomhed opholder sig i den anden del af riget i 180 dage inden for en 12 måneders-periode.

I disse tilfælde kan den del af indkomsten, som kan henføres til det faste sted eller til den nævnte virksomhed, beskattes i den anden del af riget.

2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannende eller undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 15

Personligt arbejde i tjenesteforhold

1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18 og 19 ikke medfører andet, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold oppebåret af en person, der er bosat i en del af riget, kun beskattes i denne del af riget, medmindre arbejdet er udført i den anden del af riget. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden del af riget.

2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som en person, der er bosat i en del af riget, oppebærer for personligt arbejde i tjenesteforhold, udført i den anden del af riget, kun beskattes i den førstnævnte del af riget, såfremt

a) modtageren opholder sig i den anden del af riget i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 180 dage inden for en 12 måneders-periode, og

b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er bosat i den anden del af riget, og

c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden del af riget.

3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på dansk eller færøsk luftfartøj eller skib, der ikke omfattes af dansk sømandsbeskatning, kun beskattes i den del af riget, hvor den skattepligtige er bosat.

4. I tilfælde, hvor en person, der er bosat i Danmark, modtager vederlag for personligt arbejde udført på et af Scandinavian Airlines System (SAS) i international trafik drevet luftfartøj, kan et sådant vederlag kun beskattes i Danmark.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 16

Bestyrelseshonorarer

Bestyrelseshonorarer og lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er bosat i en del af riget, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen for et selskab, der er bosat i den anden del af riget, kan beskattes i denne anden del af riget.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 17

Kunstnere og sportsfolk

1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 14 og 15 kan indkomst, som en person, der er bosat i en del af riget, oppebærer som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker, eller som sportsmand, ved hans i denne egenskab i den anden del af riget udøvede virksomhed, beskattes i denne anden del af riget.

2. I tilfælde, hvor indkomst ved den virksomhed, som udøves af en optrædende kunstner eller en sportsmand i hans egenskab som sådan, ikke tilfalder kunstneren eller sportsmanden selv, men en anden person, kan denne indkomst, uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den del af riget, i hvilken kunstnerens eller sportsmandens virksomhed udøves.

3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse på optræden af kunstnere og sportsfolk, hvis deres besøg i den ene del af riget helt eller i alt væsentligt er støttet af offentlige midler.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 18

Pensioner, sociale sikringsydelser, livrenter og underholdsbidrag

1. Pensioner, livrenter, sociale sikringsydelser, underholdsbidrag og andre tilsvarende ydelser, der hidrører fra en del af riget og betales til en person, der er bosat i den anden del af riget, kan kun beskattes i denne anden del af riget.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 19

Offentlige hverv

1. Vederlag, undtagen pensioner, der udbetales af en del af riget, dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder til en fysisk person for udførelse af hverv for denne del af riget, dens underafdelinger eller myndigheder, kan kun beskattes i den del af riget, hvor arbejdet er udført.

2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som en person, der er bosat i en del af riget, oppebærer for personligt arbejde i tjenesteforhold, udført i den anden del af riget, kun beskattes i den førstnævnte del af riget, såfremt

a) modtageren opholder sig i den anden del af riget i en eller flere perioder, der ikke overstiger 60 dage i sammenhæng, og

b) vederlaget betales af det sædvanlige tjenestested.

3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 skal finde anvendelse på vederlag, der udbetales for hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en del af riget, dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 20

Studerende

Studerende, lærlinge og lignende, der udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed midlertidigt opholder sig i en del af riget, beskattes ikke i denne del af riget af beløb, som de modtager fra den anden del af riget eller fra udlandet til underhold, studier eller uddannelse, eller af beløb, der udbetales som vederlag for tjenesteydelser udført i den del af riget, hvor de midlertidigt opholder sig, forudsat at disse tjenesteydelser er nødvendige for deres ophold.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 21

Andre indkomster

1. Indkomster, der oppebæres af en i en del af riget bosat person, og som ikke er behandlet i de foranstående artikler i denne overenskomst, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes i denne del af riget.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på anden indkomst end indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 6, stykke 2, såfremt den i en del af riget bosatte modtager af sådan indkomst driver erhvervsvirksomhed i den anden del af riget gennem et der beliggende fast driftssted, eller udøver frit erhverv i denne anden del af riget fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 22

Ophævelse af dobbeltbeskatning

1. I tilfælde, hvor en person, der er bosat i den ene del af riget, oppebærer indkomst fra den anden del af riget, og sådan indkomst i overensstemmelse med bestemmelserne i denne aftale kan beskattes i sidstnævnte del af riget, skal den førstnævnte del af riget tillade, at der i den pågældende persons indkomstskat fradrages et beløb lig med den i den anden del af riget erlagte indkomstskat.

2. Fradragsbeløbet skal imidlertid ikke i noget tilfælde kunne overstige den del af indkomstskatten, beregnet uden sådant fradrag, der svarer til den indkomst, som kan beskattes i den anden del af riget.

3. I tilfælde, hvor en person, der er bosat i den ene del af riget, oppebærer indkomst fra den anden del af riget, og sådan indkomst i overensstemmelse med bestemmelserne i denne aftale kun kan beskattes i sidstnævnte del af riget, kan den førstnævnte del af riget medregne denne indkomst i beskatningsgrundlaget, men skal i skatten af indkomsten fradrage den del af indkomstskatten, som svarer til den indkomst, der hidrører fra den anden del af riget.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 23

Ikke-diskriminering

1. Personer, som er bosatte i en del af riget, skal ikke i den anden del af riget kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefylde end den beskatning og dermed forbundne krav, som personer i denne anden del af riget under samme forhold er eller måtte blive undergivet. Uanset bestemmelserne i artikel 1 skal denne bestemmelse også finde anvendelse på personer, der ikke er bosatte i en af eller begge dele af riget.

2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en del af riget har i den anden del af riget, må ikke være mindre fordelagtig i denne anden del af riget end beskatningen af foretagender i denne anden del af riget, der driver samme virksomhed. Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en del af riget til at indrømme personer, der er bosatte i den anden del af riget de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den som følge af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie indrømme personer, der er bosatte inden for dens eget område.

3. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stykke 1, artikel 11, stykke 4, eller artikel 12, stykke 5, finder anvendelse, skal renter, royaltes og andre betalinger, der udredes af et foretagende i en del af riget til en person bosat i den anden del af riget, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige indkomst under samme betingelser, som hvis betalingerne var sket til en person bosat i den førstnævnte del af riget. På samme måde skal enhver gæld, som et foretagende i en del af riget har til en person bosat i den anden del af riget, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige formue under samme betingelser, som hvis gælden var blevet stiftet over for en person bosat i den førstnævnte del af riget.

4. Foretagender i en del af riget, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der er bosatte i den anden del af riget, skal ikke i den førstnævnte del af riget kunnet undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte del af riget er eller måtte blive undergivet.

5. Uanset bestemmelserne i artikel 2 skal bestemmelserne i denne artikel finde anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 24

Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

1. I tilfælde, hvor en person mener, at foranstaltninger, truffet i den ene eller begge dele af riget, for ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i disse to dele af rigets interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den del af riget, i hvilken han er bosat. Sagen skal forelægges inden fem år fra den dag, hvor der er givet ham underretning om den foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten.

2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen synes at være begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en rimelig løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den komptente myndighed i den anden del af riget med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten.

3. De kompetente myndigheder i de to dele af riget skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også forhandle om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er omhandlet i overenskomsten.

4. De kompetente myndigheder i de to dele af riget kan træde i direkte forbindelse med hinanden med henblik på indgåelse af aftaler i overensstemmelse med de foranstående stykker. Når det for tilvejebringelsen af en aftale skønnes ønskeligt, at der finder en mundtlig forhandling sted, kan en sådan finde sted i et udvalg bestående af repræsentanter for de kompetente myndigheder i de to dele af riget.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 25

Udveksling af oplysninger

1. De kompetente myndigheder i de to dele af riget skal udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller i de to dele af rigets interne lovgivning vedrørende skatter, der omfattes af overenskomsten, i det omfang denne beskatning ikke strider mod overenskomsten. Udvekslingen af oplysninger er ikke begrænset af artikel 1. Alle oplysninger, der modtages af en del af riget, skal behandles som hemmelige på samme måde som oplysninger, der modtages i henhold til denne del af rigets interne lovgivning, og må kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med påligning, opkrævning, inddrivelse, retsforfølgelse eller klagebehandling i forbindelse med de skatter, der er omfattet af overenskomsten. Sådanne personer eller myndigheder må kun benytte oplysningerne til de nævnte formål. De kan meddele oplysningerne under offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal i intet tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges den ene del af riget pligt til

a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod den ene del af rigets eller den anden del af rigets lovgivning og forvaltningspraksis;

b) at meddele oplysninger, som ikke kan opnås ifølge den ene del af rigets eller den anden del af rigets lovgivning eller normale forvaltningspraksis;

c) at meddele oplysninger, som vil røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller nogen fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser (ordre public).

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 26

Bistand ved inddrivelse af skatter

1. De kompetente myndigheder i de to dele af riget skal, under anvendelse af reglerne i deres respektive lovgivning, yde hinanden bistand med hensyn til at inddrive skatter, på hvilke denne overenskomst finder anvendelse, såvel som tillæg til og rente vedrørende skatterne samt omkostninger, som er forbundet med inddrivelsen, når de omhandlede beløb er eksigible i henhold til lovgivningen i den del af riget, som anmoder om bistand.

2. Anmodningen fra den del af riget, som begærer bistand, skal være ledsaget af de dokumenter, som ifølge denne del af rigets lovgivning er nødvendige til godtgørelse af, at de beløb, der skal inddrives, er eksigible. Anmodningen fra den del af riget, som begærer bistand, skal angive det tidspunkt, da retten til at inddrive skatten helt eller delvis ophører på grund af præskription ifølge lovgivningen i denne del af riget. Den del af riget, som begærer bistanden, skal også godtgøre, at denne del af rigets egne midler til inddrivelse er udtømt.

3. På grundlag af disse dokumenter foretages i den del af riget, som har modtaget anmodningen om bistand, meddelelser og forholdsregler i henseende til opkrævning eller inddrivelse i overensstemmelse med de regler, der gælder i henhold til denne del af rigets egen lovgivning og forvaltningspraksis for inddrivelse af skatter af samme eller lignende art.

4. Det skattekrav, for hvilket der ydes bistand ved inddrivelsen, skal i den del af riget, til hvilken anmodningen rettes, ikke nyde nogen særlig fortrinsret, som indrømmes denne del af rigets egne skattekrav.

5. Når skattekravet bestrides, kan den del af riget, som anmoder om bistand ved inddrivelsen, såfremt den ikke har været i stand til at varetage sine rettigheder, anmode den del af riget, til hvilken anmodningen er rettet, om at træffe bevarende foranstaltninger af lignende art som de, der er hjemlet i lovgivningen i den del af riget, til hvilken anmodningen rettes.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 27

Ikrafttræden

1. De to dele af riget skal give hinanden underretning, når betingelserne for overenskomstens ikrafttræden er opfyldt.

2. Overenskomsten skal træde i kraft den dag, udvekslingen af den sidste af de i stykke 1 omhandlede underretninger sker, og dens bestemmelser skal have virkning for så vidt angår skat for det indkomstår, som falder sammen med eller træder i stedet for det kalenderår, som følger umiddelbart efter det kalenderår, i hvilket overenskomsten træder i kraft, og følgende indkomstår.

3. Overenskomst af 24. september 1968 mellem den danske regering og Færøernes landsstyre til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v., som ændret ved protokol af 13. august 1971, skal ophøre med at være gældende, når denne overenskomst i henhold til stykke 2 i denne artikel har virkning.

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Artikel 28

Opsigelse

Denne overenskomst skal forblive i kraft, indtil den opsiges af den ene del af riget. Hver af de to dele af riget kan opsige overenskomsten ved at give skriftlig meddelelse om opsigelsen den 30. juni eller tidligere i ethvert kalenderår, som følger efter et tidsrum af 5 år fra det år, i hvilket overenskomsten er trådt i kraft. I så fald skal overenskomsten ophøre at have virkning for så vidt angår skat for det indkomstår, som falder sammen med eller træder i stedet for det kalenderår, som følger umiddelbart efter det kalenderår, i hvilket meddelelsen om opsigelsen er givet, og følgende indkomstår. Til bekræftelse heraf har de undertegnede dertil behørigt befuldmægtigede underskrevet denne overenskomst.

Udfærdiget i Torshavn, den 12. august 1986 i et eksemplar på dansk

og et eksemplar på færøsk, hvilke tekster har lige gyldighed.

For Kongeriget Danmarks

regering

Isi Foighel

For Færøernes landsstyre

Jonger Purkhus

PROTOKOL

Ved undertegnelsen af den i dag mellem den danske regering og Færøernes landsstyre indgåede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v., er undertegnede blevet enige om følgende bestemmelser, som udgør en integreret del af overenskomsten

I. Til artikel 19

1. Uanset bestemmelsen i artikel 19, stk. 1, kan ydelser, der er fastsat af det offentlige udelukkende til dækning af udgifter ved offentligt eller tjenstligt hverv, og som ikke indeholder noget arbejdsvederlag, som den danske stat, dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder udbetaler til personer, der arbejder på Færøerne, kun beskattes i Danmark.

2. Uanset bestemmelsen i artikel 19, stk. 1, kan ydelser, der er fastsat af det offentlige udelukkende til dækning af udgifter ved offentligt eller tjenstligt hverv, og som ikke indeholder noget arbejdsvederlag, som Færøernes landsstyre, dets politiske underafdelinger eller lokale myndigheder udbetaler til personer, der arbejder i Danmark, kun beskattes på Færøerne.

3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2, gælder for de første 5 år, i hvilke personen oppebærer nævnte ydelser.

II. Til artikel 20

I tilfælde, hvor bestemmelserne i artikel 11 i 1968-aftalen medfører en større skattebegunstigelse, skal denne bestemmelse kunne påberåbes til og med den 31. december 1987.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, dertil behørigt bemyndigede, undertegnet denne protokol.

Udfærdiget i Torshavn, den 12. august 1986 i et eksemplar på dansk

og et eksemplar på færøsk, hvilke tekster har lige gyldighed.

For Kongeriget Danmarks

regering

Isi Foighel

For Færøernes landsstyre

Jonger Purkhus

NOTE

fra Færøernes landsstyre til den danske regering.

Torshavn, den 12. august 1986

Deres Excellence,

Jeg har den ære at henvise til overenskomsten mellem Færøernes landsstyre og den danske regering til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v., som er undertegnet i dag og at bekræfte på det færøske landsstyres vegne, at følgende er aftalt mellem landsstyret og den danske regering

Såfremt der på Færøerne indføres skat af indkomst fra efterforskning og indvinding af kulbrinter, skal både spørgsmålet om denne skat skal omfattes af aftalen og om den danske kulbrinteskat fortsat skal omfattes af aftalen tages op til forhandlinger mellem landsstyret og den danske regering.

Hendes Excellence

Jonger Purkhus

NOTE

fra den danske regering til Færøernes landsstyre.

Torshavn, den 12. august 1986

Deres Excellence,

Jeg har den ære at anerkende modtagelsen af Deres Excellences note af dags dato, som har følgende ordlyd

»Jeg har den ære at henvise til overenskomsten mellem Færøernes landsstyre og den danske regering til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v., som er undertegnet i dag og at bekræfte på det færøske landsstyres vegne, at følgende er aftalt mellem landsstyret og den danske regering: Såfremt der på Færøerne indføres skat af indkomst fra efterforskning og indvinding af kulbrinter, skal både spørgsmålet om denne skat skal omfattes af aftalen og om den danske kulbrinteskat fortsat skal omfattes af aftalen tages op til forhandlinger mellem landsstyret og den danske regering.«

Jeg har endvidere den ære at bekræfte den aftale, som er indeholdt i Deres Excellences note, på den danske regerings vegne.

Hans Excellence

Isi Foigel Overenskomsten trådte i medfør af artikel 27 i kraft den 12. august 1986.

Skatteministeriet, den 11. april 1989

ANDERS FOGH RASMUSSEN

Bekendtgørelse (international) 1989 235 Valid

Bekendtgørelse af overenskomst af 12. august 1986 mellem den danske regering og Færøernes landsstyre til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v.

Den 12. august 1986 er der i Torshavn undertegnet følgende overenskomst mellem den danske regering og Færøernes landsstyre til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskatter samt om bistand i skattesager

OVERENSKOMST

mellem

Den danske regering og Færøernes landsstyre til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v.

Overenskomst mellem den danske regering og Færøernes landsstyre til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskatter samt om bistand i skattesager.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →