Bekendtgørelse om konvention af 11. oktober 1985 om oprettelse af Det Multilaterale Investeringsgarantiorgan (MIGA)

Bekendtgørelse om konvention af 11. oktober 1985 om oprettelse af Det Multilaterale Investeringsgarantiorgan (MIGA)

I henhold til kgl. resolution af 14. juli 1987 og efter at

Folketingets finansudvalg den 13. maj s.å. havde meddelt sit

samtykke for så vidt angår Danmarks bidrag har Danmark ratificeret

en konvention om oprettelse af Det Multilaterale

Investeringsgarantiorgan (MIGA). Konventionen, der blev

færdigforhandlet i Verdensbankens bestyrelse i september 1985 og

godkendt på Bankens årsmøde i Seoul den 11. oktober 1985, blev

underskrevet af Danmark den 27. august 1986. Konventionen trådte i

kraft den 12. april 1988.

Konventionen, der kan undertegnes af Verdensbankens 151 medlemslande samt Schweiz, er indtil den 11. november 1988 blevet underskrevet af 72 lande og ratificeret af 46 lande. Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes i Verdensbanken, Washington, D.C., den 18. august 1987.

Hvert medlemsland er tildelt en aktieandel i MIGA, hvoraf 10% indbetales kontant, yderligere 10% indbetales i form af en statsforskrivning og resten henstår som garantikapital.

MIGAs hovedformål er at fremme udenlandske investeringer i udviklingslandene ved multilateralt at forsikre dem imod en række ikke-kommercielle risici.

De investeringer, der er berettiget til dækning, omfatter egenkapital samt - efter bestyrelsens beslutning - andre former for direkte investeringer. Kun investeringer, som foretages efter indgivelse af en ansøgning om garanti, kan garanteres. Garantien kan imidlertid omfatte udvidelse eller modernisering af en eksisterende investering samt investering af fortjeneste, som frit ville kunne have været udført fra værtslandet. MIGA skal bl.a. sikre sig, at investeringen er økonomisk sund, at den bidrager til værtslandets udvikling og at den er i overensstemmelse med værtslandets lovgivning og udviklingsplaner.

De typer af risici, imod hvilke der kan udstedes garanti, omfatter indførelse af restriktioner på pengeudførsler til udlandet, ekspropriation, kontraktbrud fra værtslandets regerings side, hvor ejeren ikke har rekurs til nogen domstol, samt krig og borgerlige uroligheder. Der kan ikke ydes garanti for devalueringsrisici eller tab som følge af almindelige økonomisk-politiske foranstaltninger.

Som hovedregel er det en forudsætning for garantistillelsen, at investorerne er statsborgere i et andet medlemsland end værtslandet eller er aktieselskaber enten med hovedvirksomhed i et andet medlemsland eller hvis majoritet er ejet af statsborgere i et andet medlemsland. Som hovedregel kan der kun ydes garanti for investeringer i de af konventionens medlemslande, som er udviklingslande, og kun hvis værtslandet godkender, at dette finder sted.

Ud over disse operationer åbner konventionen mulighed for at garantere visse andre investeringer, hvis et eller flere medlemmer står som sponsorer. Dette indebærer, at de skal påtage sig en forpligtelse til at dække en proportional del af eventuelle tab på alle garantier omfattet af sponsorordningen. Denne ordning åbner bl.a. mulighed for garanti for en investering fra et ikke-medlemsland, såfremt et medlemsland vil være sponsor for denne.

Investorer skal for garantierne betale årlige præmier, som inden for nærmere rammer skal udgøre en vis procentdel af garantibeløbet for hver enkelt dækket risikotype. Præmierne skal sammen med medlemslandenes kontantbidrag indgå i en fond til imødegåelse af tab på garantierne. Kun i tilfælde af, at disse midler måtte være utilstrækkelige, vil der blive trukket på statsforskrivningerne, som altså vil udgøre en stødpude imellem de kontante indbetalinger og den egentlige garantikapital. Administrationsudgifterne skal principielt dækkes af særlige gebyrer fra investorerne, men må indledningsvis forudses afholdt af kontantbidragene og disses afkast.

Tvister mellem MIGA og et medlem, f.eks. som følge af at MIGA er indtrådt i en investors rettigheder, skal løses igennem en trinvis procedure omfattende forhandling, mægling og voldgift.

MIGA skal i lighed med f.eks. Verdensbanken have en ledelsesstruktur i 3 lag, med et råd, hvori alle medlemslande er repræsenteret, en valgt bestyrelse og en formand med personale. Reglerne om tildeling af aktiekapital og stemmer tilsikrer industrilande og udviklingslande samme antal stemmer i de beslutningstagende organer.

Det er tanken, at MIGA skal supplere eksisterende nationale investeringsgarantiordninger og samarbejde med disse. MIGA vil derfor koncentrere sig om at garantere investeringer fra medlemmer uden nationale ordninger, at samgarantere investeringer sammen med nationale investeringsgarantiinstitutioner eller genforsikre disses garantier, at garantere sunde investeringer, som ikke kan garanteres under nationale ordninger, og at garantere investeringer finansieret af investorer fra mere end eet medlemsland.

Yderligere oplysninger om konventionen og om MIGA fås ved henvendelse til Udenrigsministeriet, Departementet for Internationalt Udviklingssamarbejde (DANIDA), Asiatisk Plads 2, 1448 København K.

Udenrigsministeriet, den 1. maj 1989

Uffe Ellemann-Jensen

Ingen